En tilstand af dyb skam; en vanærende, krænkende behandling eller udtalelse som kan hvile på et ret eller uret grundlag. „Forsmædelse“ eller „skændsel“ er den almindeligste gengivelse af det hebraiske navneord chærpahʹ og de græske navneord oneidismosʹ og oʹneidos. — Jf. 1Mo 30:23; Sl 69:9; Lu 1:25; Ro 15:3.

Der kunne være flere årsager til forsmædelse eller skændsel. Det ville for eksempel være årsag til forsmædelse hvis mandlige israelitter under Lovpagten var uomskårne. (Jf. Dom 14:3.) Da alle af mandkøn som var født under ørkenvandringen, blev omskåret umiddelbart efter overgangen over Jordan, sagde Jehova derfor: „I dag har jeg bortvæltet Ægyptens forsmædelse fra jer.“ (Jos 5:2-9) Eftersom meget tyder på at ægypterne også praktiserede omskærelse, kan meningen være at de nu ikke længere kunne smæde Israel fordi mange af folkets mandlige medlemmer var uomskårne. (Jer 9:25, 26; se OMSKÆRELSE.) Omskærelsen var imidlertid også „et pagtstegn“ mellem Jehova og Abrahams afkom. (1Mo 17:9-11) Da nu den nye generation som var vokset op i ørkenen (den ældre generation døde dér), blev omskåret, kunne det betyde en bekræftelse af deres pagtsforhold til Gud. Efter deres 40 års vandring viste Gud dem også sin gunst; han havde ført dem ind i det forjættede land og ville nu sætte dem i stand til at indtage det. Derved blev enhver hån eller forsmædelse som ægypterne tidligere havde bragt over israelitterne fordi Jehova i ægypternes øjne ikke kunne føre israelitterne ind i deres eget land, gjort til skamme. Under den nye pagt ville uomskårne kristne ikke være genstand for forsmædelse, uanset om de var jøder eller hedninger. — Ro 2:25-29; 3:28-30; 4:9-12; 1Kor 7:18, 19.

For hebraiske kvinder var det en forsmædelse at forblive ugift, enke eller barnløs. (Es 4:1; 54:4; 1Mo 30:23; Lu 1:25) Guds løfte til Abraham om at hans afkom skulle blive „som sandskornene der er ved havets bred“, var uden tvivl med til at forstærke denne følelse. (1Mo 22:15-18; jf. 24:59, 60.) I modsætning til dette anbefalede apostelen Paulus både mænd og kvinder at forblive ugifte hvis motivet var at tjene Gud med udelt opmærksomhed, og om enken sagde han: „Hun er lykkeligere hvis hun forbliver som hun er, efter min mening.“ — 1Kor 7:25-28, 32-40; jf. Mt 19:10-12.

Tyveri, afgudsdyrkelse, ægteskabsbrud og andre urette handlinger var derimod altid årsag til forsmædelse, ligesom enhver form for illoyalitet over for Gud. — 2Sa 13:13; Ord 6:32, 33; Ro 1:18-32; 2:17-24.

De der søger at opnå Guds godkendelse, kan ikke tillade sig at tale ondt om andre. Om den der kan gæste Guds telt, siger salmisten: „Han har ikke gjort sin næste noget ondt, og ingen forsmædelse har han bragt over den der står ham nær,“ det vil sige at han ikke har talt krænkende om den der står ham nær. (Sl 15:1, 3) Den der udbytter den ringe eller gør nar af den ubemidlede, smæder i virkeligheden Gud (Ord 14:31; 17:5), og det samme gør de der smæder Guds tjenere. (Sl 74:18-23) De der således smæder Gud og hans folk, vil til sidst blive indhentet af ulykken. — Zef 2:8-10.

 De der smæder Guds folk, bringes til tavshed. Når israelitterne dyrkede afguder eller øvede uretfærdighed, smædede de Jehova Gud fordi de gav det indtryk at tilbedelsen af Jehova ikke var bedre end de omboende folks afgudsdyrkelse. (Es 65:7) På grund af deres troløshed tillod Jehova at de blev ramt af ulykke så de blev en skændsel blandt nationerne. (Ez 5:14, 15) De andre folkeslag forstod ikke at ulykken var en dom fra Jehova, men troede at den havde ramt israelitterne fordi deres Gud ikke havde været i stand til at redde dem, og dette bragte yderligere forsmædelse over Jehova. Da Jehova førte israelitterne tilbage fra landflygtigheden på grund af deres anger og omvendelse, rensede han derfor sit navn for denne forsmædelse. — Ez 36:15, 20, 21, 30-36.

Når som helst der opstår situationer som tilsyneladende viser at Gud har forladt sit folk, drager andre den slutning at han ikke beskytter eller velsigner det, og de benytter dette som en anledning til at smæde det. (Sl 31:9-11; 42:10; 74:10, 11; 79:4, 5; 102:8, 9; Joel 2:17-19) Men til sidst griber Jehova ind og frelser sit folk, hvorved han bringer dem der smæder det, til tavshed. — Ne 1:3; 2:17; 4:4; 6:16.

Forsmædelse for Kristi skyld. Jehovas tjenere er også blevet til forsmædelse under udførelsen af den opgave han har betroet dem. Det gjaldt Jeremias (Jer 6:10; 15:15-18; 20:8), Kristus Jesus (Mt 27:44; Mr 15:32; Ro 15:3) og hans disciple (He 10:33). Den der viser udholdenhed når han bliver smædet eller skældt ud for Kristi skyld, har grund til at glæde sig, for trofast udholdenhed under forsmædelse medfører en stor belønning i himmelen (Mt 5:11; Lu 6:22, 23) og viser at vedkommende har Guds ånd. (1Pe 4:14) Man skal derfor ikke være bange for at lide en sådan forsmædelse. Til dem der kender retfærdighed, siger Jehova: „Vær ikke bange for dødelige menneskers smæden, og bliv ikke skrækslagne for deres spot.“ — Es 51:7.

Selv om Jesus vidste hvilken forsmædelse han ville blive udsat for, gik han frivilligt ind på at gøre sin Faders vilje, som indebar at han måtte lide en skændig død på en marterpæl. (Es 53:3-7; Joh 10:17, 18; He 12:2; 13:12, 13) For at kunne gøre godt mod andre søgte han ikke at behage sig selv, men var villig til at bære forsmædelse fra dem der i ord og handling smædede Jehova Gud. Apostelen Paulus henviste til dette da han understregede hvordan man bør forholde sig til dem der er åndeligt svage: „Vi som er stærke er skyldige at bære deres svagheder som ikke er stærke, og ikke være os selv til behag. Lad enhver af os være sin næste til behag i det der er godt til hans opbyggelse. For heller ikke Messias var sig selv til behag; men som der står skrevet: ’Forsmædelserne fra dem der smædede dig, er faldet på mig.’“ (Ro 15:1-3) I det foregående kapitel (Ro 14) havde Paulus været inde på at nogle kristne var svage idet de havde samvittighedsmæssige skrupler vedrørende visse fødemidler eller følte at de burde overholde visse dage. Han havde gjort opmærksom på at man ikke måtte lægge nogen snublesten for sådanne, men tværtimod skulle opbygge dem. Det kunne betyde at de der var stærke i troen og havde en god forståelse og en velopøvet samvittighed, måtte lægge bånd på sig selv og ikke gøre alt hvad de havde ret til, og at dette til en vis grad ville være ubehageligt for dem. Ikke desto mindre måtte de „bære“ (det anvendte udsagnsord kan både betyde „bære“, „døje“ og „udholde“ [jf. Ga 6:2; Åb 2:2]) de byrder som sådanne svagheder måtte pålægge dem, og således følge Kristi eksempel. (Jf. Mt 17:17-20; også Moses’ udtalelse i 4Mo 11:10-15.) De skulle heller ikke blot selv mase på i deres egen stræben efter Guds gunst, velsignelse og belønning, mens de lod de åndeligt svage sakke agterud fordi de var til besvær, eller lod Modstanderen opsluge dem fordi man ikke tog hensyn til dem eller hjalp dem. — Jf. 1Kor 9:19-23; 10:23-33.

Forsmædelse bør ikke skyldes uret adfærd. En kristen forventer at lide forsmædelse for retfærdigheds skyld, men han bør aldrig „lide som morder eller tyv eller forbryder eller en der har travlt med andres sager“. (1Pe 4:15, 16) Et af kravene til en tilsynsmand i den kristne menighed er at han må have „et godt vidnesbyrd fra udenforstående, for at han ikke skal blive udsat for kritik [oneidismosʹ]“. Derved undgår man at tilsynsmandens stilling kommer i vanry, og at sande kristne omtales nedsættende på grund af en uret adfærd fra et af menighedens fremtrædende medlemmers side. — 1Ti 3:7.