Forsoningsdagen (hebr.: jōm hakkippurīmʹ, „en tildækningernes dag“) var en dag til soning eller tildækning af synd som Israel fejrede på den tiende dag i den syvende måned i det religiøse år, det vil sige den 10. tisjri. (Tisjri svarer til september-oktober.) På den dag bragte Israels ypperstepræst ofre til soning for sine egne, for de andre levitters og for folkets synder. Det var desuden den dag da teltboligen,  og senere hen templet, blev renset for syndens besmittelse.

På forsoningsdagen holdt man et helligt stævne, og dagen var en fastedag, hvilket fremgår af at folket skulle ’spæge deres sjæle’. Dette var den eneste faste der var påbudt i Moseloven. Dagen var også en sabbat, hvor man skulle afholde sig fra alt arbejde. — 3Mo 16:29-31; 23:26-32; 4Mo 29:7; Apg 27:9.

Kun én dag om året, nemlig på forsoningsdagen, havde ypperstepræsten lov til at gå ind i teltboligens eller templets Allerhelligste. (He 9:7; 3Mo 16:2, 12, 14, 15) Det er også værd at bemærke at jubelåret begyndte med forsoningsdagen. — 3Mo 25:9.

Da forsoningsdagen blev indstiftet i ørkenen på Sinajhalvøen i det 16. århundrede f.v.t., var Moses’ broder Aron Israels ypperstepræst. De ting han fik anvisning på at gøre, tjente som et mønster for hvordan de efterfølgende forsoningsdage skulle forløbe. Når man ser de betagende begivenheder på denne dag for sig, kan man bedre forstå hvad den betød for israelitterne. Der er ingen tvivl om at den hjalp dem til bedre at erkende at de var syndere der havde behov for en genløsning, og til at indse at Jehova viste dem stor barmhjertighed ved at træffe denne foranstaltning til at de synder de havde begået i det forløbne år, kunne blive sonet.

Forsoningsdagens forløb. Aron skulle på forsoningsdagen gå ind på det hellige sted med en ung tyr til syndoffer og en vædder til brændoffer. (3Mo 16:3) Først tog han sin sædvanlige præstedragt af, badede sig i vand og iførte sig de hellige linnedklæder. (3Mo 16:4) Derefter trak ypperstepræsten lod mellem to gedebukke der var lige sunde og raske, dyr uden fejl, taget fra Israels sønners forsamling. (3Mo 16:5, 7) Ypperstepræsten trak lod om hvilken af dem der skulle ofres til Jehova som et syndoffer, og hvilken af dem der skulle sendes ud i ørkenen bærende på Israels synder som ’bukken for Azazel’. (3Mo 16:8, 9; jf. 3Mo 14:1-7; se AZAZEL.) Derefter ofrede han den unge tyr som et syndoffer for sig selv og sit hus, det vil sige hele Levis stamme, som hans husstand var en del af. (3Mo 16:6, 11) Efter dette tog han ildbækkenet fuldt af glødende kul fra alteret samt vellugtende røgelse og gik inden for forhænget, ind i Det Allerhelligste. Herinde i det inderste rum, hvor Vidnesbyrdets ark befandt sig, blev røgelsen brændt, og røgelsesskyen dækkede arkens guldlåg, som var udsmykket med to keruber af guld. (3Mo 16:12, 13; 2Mo 25:17-22) Denne handling sikrede at Aron senere kunne vende tilbage til Det Allerhelligste uden fare for sit liv.

Aron forlod nu Det Allerhelligste for at hente noget af tyrens blod. Da han var vendt tilbage med det, stænkede han med fingeren noget af det syv gange foran arkens låg, på østsiden. Dermed havde soningen for præsteskabet fundet sted, og præsterne var nu renset og i stand til at virke som formidlere mellem Jehova og hans folk. — 3Mo 16:14.

Den buk som loddet „for Jehova“ faldt på, blev bragt som et syndoffer for folket. (3Mo 16:8-10) Ypperstepræsten bragte derefter blodet af bukken for Jehova ind i Det Allerhelligste, hvor han brugte det til soning for Israels 12 ikkepræstelige stammer. Bukkens blod blev på samme måde som tyrens blod stænket „hen imod låget og foran låget“ på arken. — 3Mo 16:15.

Aron skaffede også det hellige sted og mødeteltet soning på denne måde. Derefter tog han noget af tyrens og bukkens blod og skaffede soning for brændofferalteret ved at komme noget af blodet på dets horn og ved „med sin finger [at] stænke noget af blodet på det syv gange og rense det og hellige det for Israels sønners urenheder“. — 3Mo 16:16-19.

Endelig vendte ypperstepræsten sig til den tilbageblevne gedebuk, den „til Azazel“. Han lagde hænderne på hovedet af den og bekendte „alle Israels sønners misgerninger og alle deres overtrædelser, ja alle deres synder“ og lagde dem på dens hoved, hvorefter den blev sendt ’ud i ørkenen ved en mand der stod rede dertil’. Bukken bar således israelitternes overtrædelser ud i ørkenen, hvor den forsvandt. (3Mo 16:20-22) Den der førte bukken bort, måtte derefter vaske sine klæder og bade sig i vand før han vendte tilbage til lejren. — 3Mo 16:26.

Aron gik nu ind i mødeteltet, tog sine linnedklæder af, badede sig og iførte sig sin sædvanlige dragt. Han skaffede derpå sig selv og folket soning ved at bringe brændofre (idet han anvendte de to væddere der omtales i 3Mo 16:3, 5), og han bragte fedtet fra syndofferet som røgoffer på alteret. (3Mo 16:23-25) Jehova Gud gjorde altid krav på fedtet fra et offer, og israelitterne måtte ikke spise det. (3Mo 3:16, 17; 4:31) Hvad der var tilovers af syndoffertyren og syndofferbukken, blev fjernet fra teltboligens forgård og bragt uden for lejren, hvor det blev brændt. Den der brændte det, måtte vaske sine klæder og bade sig i vand før han kunne vende tilbage til lejren. (3Mo 16:27, 28) I 4 Mosebog 29:7-11 nævnes yderligere ofre som blev bragt på denne dag.

 Den gyldige fejring ophører. Tilhængere af jødedommen fejrer stadig forsoningsdagen, men deres højtid minder kun lidt om den forsoningsdag Gud indstiftede. De har ingen teltbolig, intet alter, ingen pagtens ark, intet levitisk præsteskab der ofrer tyre og bukke. Da templet i Jerusalem blev ødelagt i år 70, blev det sande levitiske præsteskab tvunget til at indstille sin tjeneste, og det er ikke længere muligt at finde frem til hvem der med rette kunne virke som præster. Om levitterne siger The Encyclopedia Americana (1956, bd. XVII, s. 294): „Efter templets ødelæggelse gled de under adspredelsen ud af historien idet de forsvandt i vrimmelen af fanger der blev spredt over den romerske verden.“ Kristne forstår imidlertid at de der tjener Jehova i vore dage, ikke er forpligtede til at fejre forsoningsdagen. — Ro 6:14; He 7:18, 19; Ef 2:11-16.

Modbilledlige opfyldelse. Da den årlige forsoningsdag endnu blev fejret på rette måde, tjente den, i lighed med andre dele af Moseloven, som et billede på noget langt større. En nøje undersøgelse af det der skete på forsoningsdagen i lyset af apostelen Paulus’ inspirerede ord, viser at Israels ypperstepræst og de offerdyr der blev anvendt, var et billede på Jesus Kristus og hans genløsningsgerning til gavn for menneskeheden. Paulus viser i sit brev til hebræerne at Jesus Kristus er den store modbilledlige ypperstepræst. (He 5:4-10) Han viser også at når ypperstepræsten gik ind i Det Allerhelligste én gang om året med offerdyrenes blod, var det et billede på at Jesus gik ind i selve himmelen med sit eget blod for at skaffe soning for dem der troede på hans offer. Da Kristus var syndfri, behøvede han naturligvis ikke at bringe noget offer for sine egne synder, sådan som Israels ypperstepræst måtte. — He 9:11, 12, 24-28.

Aron ofrede tyren for præsterne og resten af Levis stamme og stænkede dens blod i Det Allerhelligste. (3Mo 16:11, 14) I lighed med dette frembar Kristus værdien af sit eget blod for Gud i himmelen, hvor det kunne anvendes til gavn for dem der ville komme til at herske med ham som konger og præster. (Åb 14:1-4; 20:6) Bukken for Jehova blev også ofret, og dens blod blev stænket foran arken i Det Allerhelligste til gavn for Israels ikkepræstelige stammer. (3Mo 16:15) På samme måde gavner Jesu Kristi ene offer ikke blot det præstelige, åndelige Israel, men hele menneskeheden. Det var nødvendigt at have to bukke til rådighed, for én buk alene kunne ikke både blive bragt som offer og brugt til at bære Israels synder bort. De to bukke blev tilsammen omtalt som ét syndoffer (3Mo 16:5), og de fik samme behandling indtil der var trukket lod om dem, hvilket viser at de i forening udgjorde ét forbillede. Jesus Kristus blev ikke alene ofret, men han borttager også deres synder for hvem han led offerdøden.

Apostelen Paulus påpegede at blod af tyre og bukke ikke kunne tage synder bort, men at Gud beredte Jesus et legeme (som han viste at han var villig til at ofre da han fremstillede sig til dåb), og at Kristi disciple ved Guds vilje er blevet „helliget ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle“. (He 10:1-10) Ligesom resterne af tyren og bukken der blev ofret på forsoningsdagen, til sidst blev brændt uden for Israels lejr, sådan led Kristus også (ved sin pælfæstelse) uden for Jerusalems port. — He 13:11, 12.

Det fremgår heraf at den jødiske forsoningsdag end ikke for Israel kunne tilvejebringe en fuld og vedvarende fjernelse af synder, men at de forskellige ceremonier der fandt sted ved denne årlige højtid, var forbilledlige. De pegede frem til den enestående soning af synder som er bragt til veje af Jesus Kristus, den ypperstepræst de kristne bekender. — He 3:1; se LØSESUM, LØSKØBELSE; SONING.