De ord på grundsprogene der i vores bibel er gengivet med „forstand“ og „forståelse“, kan betegne forståelse af noget ret enkelt, og de kan betegne en fuld og dyb erkendelse af komplicerede forhold, deres betydning, inderste væsen og rette årsagssammenhæng. Indsigt, dømmekraft og opfattelsesevne er nært forbundet med forstand og forståelse.

Det er det hebraiske udsagnsord bīn og navneordet bīnahʹ der hyppigst oversættes med at forstå, forståelse og forstand. (1Sa 3:8; 2Sa 12:19; Da 8:15; 9:22; Ord 4:5) Undertiden kan bīn og bīnahʹ betone aspekter som at ænse (Sl 19:12; Da 11:37), at overveje (Ord 14:15), at tænke på (5Mo 32:7), at lægge mærke til (Ord 23:1; Jer 2:10; Da 9:2), at give agt på (Job 32:12; 37:14) og kan oversættes i overensstemmelse hermed. Professor R. C. Dentan siger i The Interpreter’s Dictionary of the Bible (redigeret af G. Buttrick, 1962, bd. 4, s. 733): „Roden בין [bīn] betyder i første række ’at opfatte med sanserne’, ’at skelne’, derefter ’at lægge nøje mærke til’ og endelig — især i de afledte stammer — ’at få forståelse’ eller ’at bibringe (andre) forståelse’.“ William Gesenius siger at grundbetydningen er „at adskille, at differentiere . . . derfor at skelne, at lægge mærke til, at forstå, betydninger der alle afhænger af evnen til at holde enkeltheder ude fra hinanden, at skelne, at sondre.“  (A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament, oversat af E. Robinson, 1836, s. 140) Et andet navneord, tevunahʹ, kommer af samme rod som bīnahʹ og kan, alt efter sammenhængen, gengives med „dømmekraft“ (Ord 10:23; 11:12) eller „forstand“. — 2Mo 31:3; 5Mo 32:28.

Grundbetydningen af disse ord viser at den der har forstand, formår at trænge ind i en sag og finde ud af hvordan den hænger sammen, ved at skelne mellem de enkelte faktorer eller bestanddele der tilsammen udgør en helhed. Han kan derfor se forbindelsen mellem dem og følgelig erkende sagens betydning eller indse hvilket formål den tjener. Dette kan illustreres med forståelsen af et sprog. Hvis man skal kunne forstå det der bliver sagt på et andet sprog, må man være i stand til at skelne mellem de enkelte ord i sætningen, vide hvad de betyder, og hvordan de forholder sig til hinanden. (5Mo 28:49) Og selv om man opfatter hvad der bliver sagt, kan forståelsen af det være andet og mere end den umiddelbare sproglige opfattelse, nemlig det at fatte den egentlige mening eller tanke med ytringen, at kunne veje den, gøre brug af den og vide hvilken handling den kræver. Da præsten Ezra læste op af lovbogen for folket i Jerusalem, var „alle der kunne forstå [af hebr. bīn] det de hørte“ forsamlet, men skønt tilhørerne var voksne eller voksne nok til at forstå alle ordene, måtte levitterne alligevel ’forklare loven for folket’ (el.: ’undervise folket i loven’, ’gøre den forståelig’, en form af bīn). Videre siges der at „de blev ved med at læse op af bogen, af den sande Guds lov, samtidig med at den blev fortolket og man gav det læste mening; således forklarede de det oplæste“. — Ne 8:2, 3, 7, 8.

I De Græske Skrifter er det navnlig udsagnsordet syniʹēmi (ordr.: sætte sammen) og det beslægtede navneord syʹnesis der er oversat med „at forstå“, „forstand“ og „forståelse“, og som indeholder betydningen „at opfatte“, „at have en klar forestilling“ om en sags rette sammenhæng. Andre ord er epiʹstamai, hvis grundbetydning er „at vide god besked“, og ginōʹskō, der betyder „at vide“.

Kilden til al forstand. Jehova Gud er ikke alene kilden til al forstand, men også det ypperste eksempel med hensyn til at anvende den. Det storslåede univers, hvis enkeltheder alle er så velgennemtænkte og hensigtsmæssige at hele skaberværket arbejder uden forstyrrelser eller problemer der kunne tilskrives en skabers mangel på indsigt, viser at Gud er i besiddelse af forstand og dømmekraft. (Job 38:36; Sl 136:5-9; Ord 3:19, 20; Jer 10:12, 13) Gud har udstyret de forskellige dyrearter med instinktets forstand. Mennesket kan tilbringe år med at tilegne sig forståelse af aerodynamikken, men falken ved instinktivt hvor den skal finde de forskellige luftstrømme, og hvordan den skal udnytte dem. (Job 39:26) Dyrene mangler imidlertid den form for forstand der er særegen for mennesket. — Jf. Sl 32:9.

Til trods for at mennesket flittigt har forsket i århundreder, er der mange forhold vedrørende de love der virker i skaberværket, som man endnu ikke fuldt ud forstår. (Job 36:29; 38:19, 20) Det som mennesket kan forstå ud fra studiet af det materielle skaberværk, er blot „omridset af [Guds] veje“, blot en „hvisken“ i sammenligning med hans „vældige torden“. Dette gælder i endnu højere grad Guds doms- og frelsesforanstaltninger; hans tanker er for dybe til at ugudelige mennesker kan fatte dem. (Job 26:7-14; Sl 92:5, 6) Men Jobs betragtning af Guds visdom og indsigt som den åbenbares i det materielle skaberværk, satte ham i stand til at se sit forhold til Skaberen i det rette lys og ydmygt erkende at han manglede forståelse. — Job 42:1-6.

Hvad mennesket selv angår, kan Jehova skaffe sig indblik i alle menneskers tanker, og han kan se hvad de foretager sig. (1Kr 28:9; Sl 139:1-6) Hvis han ønsker det, ’mærker han sig’ (hebr.: bīn) eller giver agt på enkeltpersoner eller kategorier af mennesker. (Ord 21:12; Sl 5:1, 2) Hans urokkelige hensigt står fast; han ved hvad han vil gøre i fremtiden. Hans retfærdige normer er ufravigelige, eviggyldige. Derfor kan „ingen visdom og ingen dømmekraft og ingen rådslagning . . . stå sig mod Jehova“. (Ord 21:30; jf. Es 29:13, 14; Jer 23:20; 30:24.) Han behøver ikke at rådføre sig med nogen for at forstå eller vide besked med en sag, som for eksempel hvordan han bedst kan hjælpe sine tjenere og befri dem for trængsel og undertrykkelse. — Es 40:10-15, 27-31.

Kundskab om Jehova og erkendelse af hans vilje forenet med tro og tillid er derfor en forudsætning for al sand forståelse og dømmekraft som hans fornuftbegavede skabninger kan erhverve sig. „Kundskab om den Allerhelligste er forstand.“ Har man denne kundskab, vil man „forstå retfærdighed og ret og retskaffenhed, ethvert spor som er godt“. (Ord 9:10; 2:6-9; 16:20) Intet af virkelig betydning kan forstås fuldt ud medmindre alle faktorer ses fra Jehovas standpunkt og i relation til hans normer, egenskaber og evige hensigt.

De der vender sig bort fra Kilden. Når en person begynder at komme på afveje, er det fordi  vedkommende lader Gud ude af betragtning når der skal træffes afgørelser og lægges planer. (Job 34:27) Vedkommende lader sig forblinde af sit hjerte; han ser derfor ikke det forkerte i sin handlemåde, og han mister sin indsigt. (Sl 36:1-4) Skønt han hævder at tjene Gud, sætter han menneskers normer højere end Guds; han foretrækker dem. (Es 29:13, 14) Han bortforklarer og undskylder sin skamløshed med at han blot vil have lidt „morskab“ (Ord 10:23); hans tankegang bliver i den grad forkvaklet, dyrisk og tåbelig at han tror at den usynlige Gud ikke ser eller mærker sig hans onde gerninger, som om Gud ikke kan se eller høre. (Sl 94:4-10; Es 29:15, 16; Jer 10:21) Med sine handlinger siger han i realiteten: „Der er ingen Jehova“ (Sl 14:1-3), og lader ham ude af betragtning. Da han ikke lader sig lede af guddommelige principper, kan han ikke bedømme en sag rigtigt; han ser ikke klart hvad sagen drejer sig om, kan ikke vurdere de enkelte faktorer og kan derfor ikke drage den rette slutning. — Ord 28:5.

Områder for den menneskelige forstand. Mennesker siges at have „forstand“ på noget når de er særlig kyndige, erfarne og dygtige i en bestemt retning. Denne kyndighed kan være af håndværksmæssig art, som for eksempel det at kunne tegne og bygge et hus eller fremstille genstande af træ, metal, sten eller klæde. Håndværkeren Hiram fra Tyrus var „en kyndig mand, begavet med forstand,“ og han kunne arbejde i mange forskellige materialer. (2Kr 2:13, 14; 1Kg 7:13, 14) At have forstand i den retning resulterer i godt arbejde og gedigne og solide produkter.

Andre har måske ’forstand på’ (form af bīn) ting der har med transport eller musik at gøre. (1Kr 15:22; 25:7, 8; 2Kr 34:12) Nogle har forstand på sprog, skrivekunst eller andre boglige fag. (Da 1:4, 17, 20) Sådanne færdigheder kan opnås ved at man bruger sine naturlige evner og gør en indsats. Guds ånd kan naturligvis øge eller forstærke en sådan forstand hos mennesker og sætte dem i stand til at lære andre deres fag eller profession. — 2Mo 31:2-5; 35:30-35; 36:1; 1Kr 28:19.

Nogle har en god menneskekundskab og en god iagttagelsesevne og er dygtige til at ’lægge to og to sammen’. Da David så at hans tjenere hviskede sammen, „forstod“ han at hans og Batsebas søn var død. (2Sa 12:19) Rehabeam lod sig lede af sin viden om den faldne menneskelige natur og dens tendens til misundelse og skinsyge da han fordelte sine sønners arv. — 2Kr 11:21-23.

Andre kan have særlig forstand på at drive forretning og samler sig måske rigdomme, sådan som „Tyrus’ fører“. (Ez 28:2, 4) Politiske herskere har måske forstand på at føre krig og lægge en strategi (Es 10:12, 13), eller de har særlige diplomatiske evner. (Da 8:23) Og dog kan deres kyndighed være begrænset og blot give dem kortvarige fordele, som i de tilfælde der her er henvist til.

Bibelen taler altså om en form for forstand som man kan erhverve sig ved almindelig oplæring. Men „forstandiges [synetoiʹ] forstand [syʹnesis]“ bliver til tåbelighed og er værdiløs hvis man ikke tager Guds hensigter i betragtning. (1Kor 1:19, 20, Int.) Bibelen anbefaler derfor først og fremmest at man tilegner sig en højere form for forstand, en åndelig forståelse der hviler på kundskab fra Gud. Uanset hvor meget menneskene kommer til at forstå sig på at udnytte ressourcerne i jordens indre og i havets dyb, uanset hvor dygtige de bliver til at udforske himmelrummet, vil de aldrig ved egen hjælp finde „det sted man henter forstand“ og den visdom der fører til et liv i retfærdighed og lykke. (Job 28:1-21, 28) Den form for forstand er „at foretrække frem for sølv“, og kun den kan føre til den eftertragtede lykkelige fremtid som verdens flygtige rigdomme og æresbevisninger ikke kan give en. — Ord 16:16, 22; 23:4, 5; Sl 49:6-8, 14, 20.

Forholdet til kundskab og visdom. Forståelse er mere end kundskab, men den bygger på kundskab og virker sammen med den. Graden og værdien af en persons forståelse afhænger direkte af mængden og beskaffenheden af den pågældendes kundskab. Kundskab er viden om kendsgerninger, og de vigtigste og mest fundamentale kendsgerninger har med Gud, hans eksistens, hans uforanderlige hensigt og hans veje at gøre. Forståelse sætter et menneske i stand til at forbinde den kundskab det har tilegnet sig, med Guds hensigt og normer, og således kan det bedømme eller vurdere sin kundskab. „Et forstandigt hjerte søger kundskab.“ Det er ikke tilfreds med en overfladisk viden, men søger i dybden. (Ord 15:14) Kundskaben må blive ’liflig for ens sjæl’ hvis dømmekraft skal værne én mod fordærv og bedrag. — Ord 2:10, 11; 18:15; se KUNDSKAB.

Ordsprogene 1:1-6 siger at „forstandig er den der skaffer sig kyndig vejledning, så han forstår ordsprog og gådefuld tale, de vises ord og gåder“. Her er der ikke tale om at gætte gåder og ordsprog som tidsfordriv, for vise mennesker bruger normalt ikke tiden til den slags, men der er tale om undervisning, behandling af spørgsmål og problemer der tugter og opøver sind og hjerte  i rette principper, så eleven bliver rustet til at handle med visdom i fremtiden. (Jf. Sl 49:3, 4.) Kundskab og forståelse i forening fører til visdom, og visdom er „vigtigst“ da den er evnen til at anvende et kundskabsfond og en klar forståelse til løsning af problemer. (Ord 4:7) Det rette motiv vil være, ikke at søge kundskab af nysgerrighed eller for at brillere, men for at kunne handle med visdom, for „visdommen er lige foran den forstandige“. (Ord 17:24; se VISDOM.) Han er ikke som de der på Paulus’ tid påtog sig at undervise andre, men var ’opblæste’ og ’intet forstod’, idet de i deres tåbelighed var blevet ’syge i sindet med hensyn til diskussioner og skænderier om ord’, noget der førte til uenighed og mange andre dårlige resultater. — 1Ti 6:3-5.

Tilegnelse af virkelig forstand. Den der søger virkelig forstand, beder til Gud: „Giv mig forstand, så jeg retter mig efter din lov og holder den af hele mit hjerte . . . så jeg kan blive i live.“ (Sl 119:34, 144, desuden 27, 73, 125, 169) Det er den rette bevæggrund. Apostelen bad for de kristne i Kolossæ at de måtte „blive fyldt med den nøjagtige kundskab om [Guds] vilje i al visdom og åndelig forståelse [syʹnesis]“ så de kunne vandre Jehova værdigt. — Kol 1:9, 10.

Alder og erfaring er naturlige faktorer der kan hjælpe én til at få større indsigt og forståelse. (Job 12:12) Men alder og erfaring alene er ikke det afgørende. Jobs trøstere roste sig af den forstand som de og deres alderstegne medforbundne havde, men de blev retledt af den yngre Elihu. (Job 15:7-10; 32:6-12) Jehova, „den gamle af dage“ (Da 7:13), besidder en forstand der er menneskets uendelig overlegen. Menneskene har jo kun eksisteret i nogle få tusind år, og de forstår knap nok hvordan den planet de bor på, er blevet til. (Job 38:4-13, 21) Det er derfor i første række fra Guds skrevne ord at man skal tilegne sig forstand. — Sl 119:130.

Børn og unge bør give nøje agt på den belæring de får af deres ældre og mere erfarne forældre, især hvis disse flittigt tjener Gud. (Ord 2:1-5; 3:1-3; 4:1; 5:1) At ’tænke på’ (hebr.: bīn) tidligere generationers historie kan give forstand, og det er ofte de gamle der kender den. (5Mo 32:7) Man bør ikke søge „de uerfarne“, men dem der ejer visdom, og tage deres råd og belæring til sig for at ’leve og gå lige frem ad forstandens vej’. (Ord 9:5, 6) Ved at lytte og iagttage kan den naive og godtroende lære at „forstå hvad klogskab er“ og undgå mange bitre erfaringer. — Ord 8:4, 5.

Når man studerer Guds ord flittigt og handler derefter, kan man få større indsigt end sine lærere og blive mere forstandig end ældre mænd. (Sl 119:99, 100, 130; jf. Lu 2:46, 47.) Sådan er det fordi visdom og forstand er ’indbygget’ i Guds forordninger og lovbud. Hvis israelitterne trofast havde overholdt dem, ville de derfor have fået de omkringboende folk til at anse dem for „et víst og forstandigt folk“. (5Mo 4:5-8; Sl 111:7, 8, 10; jf. 1Kg 2:3.) Den forstandige forstår at Guds ord er ukrænkeligt, og han vil gerne bringe sit liv i harmoni med det og beder Gud hjælpe sig dermed. (Sl 119:169) Han lader det trænge dybt ned i sit indre (Mt 13:19-23), skriver det på sit hjertes tavle (Ord 3:3-6; 7:1-4) og vil efterhånden udvikle et had til „enhver falsk sti“ (Sl 119:104). Guds søn lagde en sådan forstandighed for dagen da han var på jorden, og forsøgte end ikke at undslippe marterpælen eftersom opfyldelsen af de bibelske profetier krævede at han skulle dø på den måde. — Mt 26:51-54.

Tid og eftertanke nødvendig. Den ’ubesindige’ forsømmer som oftest at „give agt på kundskab [el. vise kundskab stor opmærksomhed; form af hebr. bīn]“. (Es 32:4; jf. Ord 29:20.) Det er karakteristisk for den forstandige at han ved hvornår han skal tie (Ord 11:12), at han ikke taler overilet, men bevarer roen, selv hvis det kommer til en ophedet diskussion. (Ord 14:29; 17:27, 28; 19:11; Job 32:11, 18; jf. Jak 3:13-18.) Han grunder over vejledning for at forstå betydningen af ordene og budskabet. (Job 23:5; Sl 49:3) Han stiller spørgsmål for at finde årsagen til et godt eller et dårligt resultat, til at Gud velsigner eller forbander; han grunder over de konsekvenser som en bestemt handlemåde vil få. (Sl 73:2, 3, 16-18; Jer 2:10-19; jf. Es 44:14-20.) Det gjorde israelitterne ikke; de tænkte ikke på „hvordan det til sidst ville gå dem“. — 5Mo 32:28-30.

Den forstandige tager imod tugt. Stolthed, stædighed, egenrådighed og uafhængighedstrang er forstandighedens fjender. (Jer 4:22; Ho 4:14, 16) Den virkelig forstandige mener ikke at han ved alt. Ordsprogene 19:25 siger derfor: „Den forstandige bør man retlede, så han kan få indblik i kundskab.“ (Jf. Job 6:24, 25; Sl 19:12, 13.) Netop fordi han er forstandig, vil han lytte og søge at forstå grunden til irettesættelsen og vil lære mere af den end en tåbe ville lære af hundrede slag. — Ord 17:10; jf. 29:19.

Forståelse af profetierne. Inspirerede profetiske budskaber forstås kun af de rene der ydmygt beder om forståelse. (Da 9:22, 23; 10:12; 12:10) Skønt tiden for en profetis opfyldelse måske nok forstås generelt, må den fulde forståelse af hvad profetien dækker over, ofte vente til Guds fastsatte tid er inde til at lade det forudsagte ske. (Da 8:17; 10:14; 12:8-10; jf. Mr 9:31, 32; Lu 24:44-48.)  De der stoler på mennesker og fornægter Guds kraft og afviser hans hensigt som noget man ikke behøver at tage alvorligt, kan ikke forstå profetierne og forbliver blinde for deres betydning indtil opfyldelsen af dem rammer dem til deres ulykke. — Sl 50:21, 22; Es 28:19; 46:10-12.