Forudviden vil sige viden om noget før det indtræffer eller bliver til. I Bibelen forbindes begrebet fortrinsvis, men dog ikke udelukkende, med Jehova Gud og hans hensigter. Forudbestemmelse vil sige at bestemme, beslutte eller afgøre noget på forhånd, eller den egenskab eller tilstand at noget er forudbestemt.

Ordene på grundsprogene. De ord der almindeligvis oversættes med „forud kende“, „forudviden“ og „forudbestemme“, forekommer i Bibelen  kun i De Kristne Græske Skrifter, men de samme tanker udtrykkes i De Hebraiske Skrifter.

„Forudviden“ er en oversættelse af det græske navneord proʹgnōsis (af pro, før, og gnōʹsis, viden). (Apg 2:23; 1Pe 1:2) Det beslægtede udsagnsord, proginōʹskō, anvendes i to tilfælde i forbindelse med mennesker: i Paulus’ udtalelse om at visse jøder ’havde kendt ham fra tidligere’, og i Peters henvisning til den „forudviden“ som modtagerne af hans andet brev havde. (Apg 26:4, 5; 2Pe 3:17) I sidstnævnte tilfælde er det klart at den nævnte forudviden ikke var ubegrænset; brevets læsere kendte ikke i forvejen alle enkeltheder — tid, sted og de nærmere omstændigheder — vedrørende de fremtidige begivenheder og forhold Peter havde omtalt. Men som et resultat af at Peter og de andre bibelskribenter var inspireret af Gud, havde de en generel forestilling om hvad de kunne forvente.

„Forudbestemme“ er en gengivelse af det græske prooriʹzō (af pro, før, og horiʹzō, at fastsætte eller begrænse). (Det danske „horisont“ kommer af det græske horiʹzōn, der betyder „det afgrænsende“.) Som et eksempel på betydningen af det græske udsagnsord horiʹzō kan nævnes Jesu udtalelse om at han som Menneskesønnen ’gik den vej der var afstukket [hōrismeʹnon]’, og Paulus’ ord om at Gud havde „bestemt [horiʹsas] de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig“. (Lu 22:22; Apg 17:26) Ordet anvendes også i forbindelse med beslutninger truffet af mennesker, som da disciplene „besluttede [hōʹrisan]“ at sende noget til hjælp for deres nødlidende brødre. (Apg 11:29) Men hvor De Kristne Græske Skrifter taler om egentlig forudbestemmelse, anvendes det udelukkende om Gud.

Faktorer der må tages i betragtning. For at forstå hvad Guds forudviden og forudbestemmelse indebærer, er der visse faktorer man må være klar over.

For det første viser Bibelen tydeligt at Gud kan have forudviden om kommende begivenheder og kan forudbestemme dem. Som bevis på at han er den eneste sande Gud, anfører Jehova selv denne evne i forbindelse med menneskers frelse og udfrielse og i forbindelse med afsigelse og fuldbyrdelse af domme, hvorefter han kan lade sådanne begivenheder indtræffe. Hans udvalgte folk kan aflægge vidnesbyrd om dette. (Es 44:6-9; 48:3-8) Denne guddommelige forudviden og magt til at forudbestemme danner grundlaget for al sand profeti. (Es 42:9; Jer 50:45; Am 3:7, 8) Gud udfordrer de nationer der modstår hans folk, til at føre bevis for deres mægtiges og deres afguders guddommelighed, idet han opfordrer dem til at forudsige lignende frelses- og domsbudskaber og derpå lade deres ord gå i opfyldelse. Disse afguders manglende evne til at gøre dette viser at de blot er „luft og tomhed“. — Es 41:1-10, 21-29; 43:9-15; 45:20, 21.

For det andet må man være klar over at de skabninger Gud har udstyret med tænkeevne, er frit stillet i moralsk henseende. Bibelen viser at Gud giver disse skabninger den forret og det ansvar at bruge deres frie vilje og at træffe moralske afgørelser (5Mo 30:19, 20; Jos 24:15), og at han derfor kan kræve dem til regnskab for deres handlinger. (1Mo 2:16, 17; 3:11-19; Ro 14:10-12; He 4:13) De er således ikke blot automater eller robotter. Mennesket kunne ikke virkelig være skabt i „Guds billede“ hvis det ikke var frit stillet i moralsk henseende. (1Mo 1:26, 27; se FRIHED.) Der kan selvsagt ikke være nogen uoverensstemmelse mellem Guds forudviden (sammen med hans evne til at forudbestemme) og hans fornuftbegavede skabningers moralske handlefrihed.

En tredje faktor man må tage i betragtning, men som til tider overses, er Guds moralske normer og hans egenskaber, deriblandt hans retfærdighed, ærlighed, upartiskhed, kærlighed, barmhjertighed og venlighed. Den rette forståelse af hvordan Gud gør brug af sin evne til at forudvide og forudbestemme, må ikke blot være i harmoni med nogle af disse faktorer, men med dem alle. Det er indlysende at det Gud forud véd vil finde sted, nødvendigvis også må ske, for han „benævner det der ikke er, som om det var“. — Ro 4:17.

Véd Gud i forvejen alt hvad mennesker vil gøre?

Det spørgsmål opstår nu: Er Guds forudviden ubegrænset? Kan Gud forudse — kender han på forhånd — alle sine skabningers, både engles og menneskers, fremtidige handlinger? Og forudbestemmer han disse handlinger, ja bestemmer han på forhånd alle sine skabningers endelige skæbne, endog før de er skabt eller født?

Eller er Guds forudviden selektiv, det vil sige, gør han kun brug af den i bestemte, særlige tilfælde, sådan at han forudser og på forhånd véd det han ønsker at vide, mens der er andre ting han vælger ikke at forudse eller forud at vide? Er det sådan at Gud ikke dømmer sine skabninger før deres fødsel, men venter med at afgøre deres evige skæbne indtil han kan bedømme deres adfærd, og indtil de under prøve har vist hvordan deres indstilling er? Svaret på disse spørgsmål kan kun findes i Bibelen og i de oplysninger  den indeholder om Guds gerninger og den måde hvorpå han har taget sig af sine skabninger, deriblandt det der er blevet åbenbaret ved hans søn, Kristus Jesus. — 1Kor 2:16

Prædestinationslæren. Den opfattelse at Gud gør ubegrænset brug af sin forudviden og at han forudbestemmer alle sine skabningers adfærd og skæbne, kaldes prædestinationslæren. Dens tilhængere hævder at den guddommelighed og fuldkommenhed som Gud besidder, kræver at han er alvidende, ikke blot med hensyn til fortiden og nutiden, men også med hensyn til fremtiden. Ifølge denne opfattelse ville det være et tegn på ufuldkommenhed hvis Gud ikke på forhånd kendte hver eneste detalje i alle ting. Som bevis på at Gud forudbestemmer skabningers liv før deres fødsel, anføres Isaks tvillingesønner, Esau og Jakob (Ro 9:10-13), og til støtte for den opfattelse at Gud forud har kendt og bestemt alle sine skabningers fremtid, endog før han begyndte på skabelsen, anføres et skriftsted som Efeserne 1:4, 5.

Denne opfattelse kan naturligvis kun være korrekt hvis den stemmer med alle de førnævnte faktorer, deriblandt den beskrivelse der i Bibelen gives af Guds egenskaber, normer og hensigter, samt af den retfærdighed hans handlinger vidner om i forholdet til hans skabninger. (Åb 15:3, 4) Der er således god grund til at overveje hvilke konsekvenser prædestinationslæren vil medføre.

Denne opfattelse vil betyde at Gud, før han skabte englene eller menneskene, gjorde brug af sin forudviden og således forudså og på forhånd vidste alt hvad en sådan skabelse ville føre med sig, altså også det oprør som en af hans åndesønner ville iværksætte, det første menneskepars efterfølgende oprør i Edens have (1Mo 3:1-6; Joh 8:44) og alle de frygtelige konsekvenser dette oprør ville få. Dette ville nødvendigvis betyde at al ondskab i historien (forbrydelser, umoralitet, undertrykkelse, lidelse, løgn, hykleri, falsk tilbedelse og afgudsdyrkelse) allerede eksisterede før skabelsens begyndelse, nemlig i Guds sind, i kraft af hans forudviden til mindste detalje om hvad fremtiden indebar.

Hvis menneskets Skaber virkelig havde gjort brug af sin evne til på forhånd at vide alt hvad der ville ske efter menneskets skabelse, betyder det at al den ondskab som derefter udviklede sig, bevidst blev sat i gang af Gud dengang han udtalte ordene: „Lad os frembringe mennesker.“ (1Mo 1:26) Dette rejser spørgsmålet om hvorvidt prædestinationslæren er fornuftig og konsekvent, ikke mindst på baggrund af disciplen Jakobs ord om at forvirring og alt hvad der er ondt, ikke kommer ovenfra, fra Gud, men er ’jordisk, sjælelig, dæmonisk’. — Jak 3:14-18.

Gør Gud ubegrænset brug af sin forudviden? Det argument at Gud ikke ville være fuldkommen hvis han ikke i alle enkeltheder kendte alle fremtidige begivenheder og omstændigheder på forhånd, er et vilkårligt syn på hvad fuldkommenhed er. Ifølge en korrekt definition behøver fuldkommenhed ikke at være forbundet med en sådan absolut, altomfattende forudviden; om noget er fuldkomment, afhænger nemlig i realiteten blot af om det fuldt ud står mål med den standard eller de normer der er opstillet for det af en som er kvalificeret både til at sætte normerne og bedømme at de overholdes. (Se FULDKOMMENHED.) I sidste instans må det være Guds vilje og hvad der behager ham, og ikke menneskers opfattelser eller meninger, der afgør om noget er fuldkomment. — 5Mo 32:4; 2Sa 22:31; Es 46:10.

Som et eksempel på dette kan anføres Guds almagt, der er fuldkommen og ubegrænset. (1Kr 29:11, 12; Job 36:22; 37:23) Alligevel kræver fuldkommenhed i denne henseende ikke at Gud i hvert eneste tilfælde gør brug af sin fulde magt. Det er tydeligt at Gud ikke har gjort dette, for ellers ville det ikke blot have været visse byer og nationer der var blevet ødelagt i fortiden, men jorden og alt hvad der er på den, ville for længst være blevet udslettet da Gud eksekverede sine domme, ledsaget af magtfulde udtryk for hans mishag og vrede, som ved Vandfloden og andre lejligheder. (1Mo 6:5-8; 19:23-25, 29; jf. 2Mo 9:13-16; Jer 30:23, 24.) Når Gud bruger sin magt, er der derfor ikke tale om at han uden videre udløser hele sin ubegrænsede magt, men at den til stadighed er underlagt hans hensigt og er afpasset efter hans barmhjertighed i de tilfælde hvor den er fortjent. — Ne 9:31; Sl 78:38, 39; Jer 30:11; Kl 3:22; Ez 20:17.

Hvis Gud på tilsvarende måde i visse henseender og i det omfang der passer ham, vælger at gøre brug af sin ubegrænsede evne til forudviden på en selektiv måde, kan intet menneske eller nogen engel med rette sige til ham: „Hvad gør du?“ (Job 9:12; Es 45:9; Da 4:35) Det er derfor ikke et spørgsmål om evne, om hvad Gud kan forudse, forud vide og forud bestemme, for „for Gud er alle ting mulige“. (Mt 19:26) Spørgsmålet er hvad Gud finder passende at forudse, forud vide og forud bestemme, for „alt hvad han har lyst til, det gør han“. — Sl 115:3.

Gør selektiv brug af sin forudviden. Alternativet til prædestinationslæren, nemlig at Gud gør selektiv brug af sin forudviden, må være i  harmoni med Guds egne retfærdige normer og i overensstemmelse med det han åbenbarer om sig selv i sit ord. I modsætning til prædestinationslæren viser adskillige skriftsteder at Gud har undersøgt en aktuel situation og truffet en afgørelse på grundlag heraf.

I 1 Mosebog 11:5-8 siges der således at Gud rettede sin opmærksomhed mod jorden, betragtede situationen i Babel og derpå besluttede hvad der skulle gøres for at standse menneskenes urette forehavende. Efter at ondskaben havde udviklet sig i Sodoma og Gomorra, underrettede Jehova Abraham om at han havde besluttet ved hjælp af sine engle at undersøge „om de handler helt sådan som skriget der er kommet til mig over den fortæller, og hvis ikke, kan jeg få det at vide“. (1Mo 18:20-22; 19:1) Gud talte om at han havde ’stiftet bekendtskab med Abraham’, og efter at Abraham var gået så langt som til at forsøge at ofre Isak, sagde Jehova: „Nu ved jeg at du er gudfrygtig idet du ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage fra mig.“ — 1Mo 18:19; 22:11, 12; jf. Ne 9:7, 8; Ga 4:9.

At Guds forudviden er selektiv, betyder at han kan vælge ikke på forhånd at kende alt hvad hans skabninger vil gøre i fremtiden. Det betyder at Gud — frem for at lade alt det der ville ske efter skabelsen, være en ren og skær gentagelse af det han allerede havde forudset og forudbestemt — over for det første menneskepar ærligt og redeligt kunne fremholde muligheden for evigt liv på en jord uden ondskab. Hans påbud til sin første jordiske søn og datter om at handle som hans fuldkomne og syndfri skabninger der skulle opfylde jorden med deres afkom, gøre den til et paradis og herske over dyrene, var således et kærligt udtryk for en virkelig forret og hans oprigtige ønske for dem — og ikke blot et hverv der blev overdraget dem, og som for deres vedkommende på forhånd var dømt til at mislykkes. At Gud stillede dem på en prøve ved hjælp af „træet til kundskab om godt og ondt“, og at han ligeledes skabte „livets træ“ i Edens have, ville også have været meningsløst og kynisk hvis han forud havde vidst at menneskene ville synde og aldrig blive i stand til at spise af „livets træ“. — 1Mo 1:28; 2:7-9, 15-17; 3:22-24.

At tilbyde en anden noget meget attråværdigt på betingelser som man på forhånd ved at vedkommende ikke kan leve op til, anerkendes som både hyklerisk og grusomt. Det evige liv fremholdes i Guds ord som et mål alle mennesker har mulighed for at nå. Efter at Jesus havde opfordret sine tilhørere til at blive ved med at ’bede og søge’ for at få noget godt fra Gud, viste han at en fader ikke vil give sit barn en sten eller en slange når det beder om brød eller en fisk. Derefter viste han hvordan hans Fader ser på dét at skuffe et menneskes berettigede forhåbninger: „Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke jeres Fader som er i himlene give noget godt til dem der beder ham!“ — Mt 7:7-11.

Opfordringerne til og mulighederne for at modtage de goder og evige velsignelser som Gud fremholder for alle mennesker, er således reelle. (Mt 21:22; Jak 1:5, 6) Han kan i fuld oprigtighed tilskynde menneskene til at ’vende om fra deres overtrædelser, så de må leve’, sådan som han gjorde med Israels folk. (Ez 18:23, 30-32; jf. Jer 29:11, 12.) Det kunne han naturligvis ikke gøre hvis han på forhånd vidste at de alle, hver for sig, var dømt til at dø i ondskab. (Jf. Apg 17:30, 31; 1Ti 2:3, 4.) Som Jehova sagde til Israel: „Jeg sagde heller ikke til Jakobs afkom: ’I skal søge mig forgæves.’ Jeg er Jehova, som siger hvad der er retfærdigt, som fortæller hvad der er retskaffent. . . . Vend jer til mig og bliv frelst, alle I ved jordens ender.“ — Es 45:19-22.

I lighed hermed skriver apostelen Peter: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte [om den kommende regnskabets dag], sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ (2Pe 3:9) Hvis Gud allerede tusinder af år i forvejen nøjagtigt havde vidst og forudbestemt hvem der ville opnå evig frelse og hvem der ville blive tilintetgjort for evigt, kunne man med rette spørge om hvilken betydning en sådan ’tålmodighed’ fra Guds side ville have, og hvor oprigtigt et ønske han nærede om at „alle skal nå til en sindsændring“. Den inspirerede apostel Johannes skrev at „Gud er kærlighed“, og apostelen Paulus siger at kærligheden „håber alt“. (1Jo 4:8; 1Kor 13:4, 7) Det er i overensstemmelse med denne fremtrædende egenskab at Gud lægger en virkelig åben og venlig indstilling for dagen over for alle mennesker, idet han inderligt ønsker at de skal opnå frelse, og denne indstilling lægger han for dagen indtil de selv viser sig uværdige dertil og er uden for alt håb. (Jf. 2Pe 3:9; He 6:4-12.) Apostelen Paulus taler således om „Guds venlighed [som] søger at lede dig til sindsændring“. — Ro 2:4-6.

Endelig kunne det heller ikke med sandhed siges at Kristi Jesu genløsningsoffer var blevet gjort tilgængeligt for alle mennesker hvis nogle — måske millioner af mennesker — på grund af Guds forudviden om dem, allerede før de blev  født, var uigenkaldeligt afskåret fra muligheden for at få gavn af det og aldrig kunne vise sig værdige til det. (2Kor 5:14, 15; 1Ti 2:5, 6; He 2:9) Det er ikke blot en talemåde når der siges at Gud er upartisk. „I hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ (Apg 10:34, 35; 5Mo 10:17; Ro 2:11) Det er fuldt ud sandt at alle mennesker kan vælge at ’søge Gud, om de kan famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os’. (Apg 17:26, 27) Det er derfor ikke et falsk håb eller et tomt løfte der fremholdes i den guddommelige opfordring i slutningen af Åbenbaringens Bog: „Lad enhver som hører, sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ — Åb 22:17.

Eksempler på Guds forudviden og forudbestemmelse. Gennem hele Bibelen er den måde hvorpå Gud gør brug af sin evne til forud at vide og forudbestemme, til stadighed knyttet sammen med hans hensigter og vilje. (Det græske ord proʹthesis, der oversættes med „hensigt“ eller „forsæt“, betyder bogstaveligt „det at sætte eller stille [noget] frem eller foran“. En „hensigt“ eller et „forsæt“ er derfor noget man sætter sig for, et mål man har foran sig.) Eftersom Guds hensigter med sikkerhed vil blive gennemført, kan han på forhånd vide hvordan resultatet, den endelige virkeliggørelse af hans hensigter, vil blive, og kan forudbestemme såvel dette som de skridt han finder passende at tage for at gennemføre disse hensigter. (Es 14:24-27) Der siges således om Jehova at han ’udformer’ (af det hebraiske jatsarʹ, der er beslægtet med ordet for „pottemager“ [Jer 18:4]) sin hensigt vedrørende fremtidige begivenheder eller handlinger. (2Kg 19:25; Es 46:11; jf. Es 45:9-13, 18.) Som den store Pottemager ’udvirker Gud alt i overensstemmelse med hvad hans vilje tilråder’, i harmoni med sin hensigt (Ef 1:11), og han „lader alle sine gerninger samvirke“ til bedste for dem som elsker ham. (Ro 8:28) Det er derfor især i forbindelse med sine egne forudbestemte hensigter at Gud „fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort“. — Es 46:9-13.

Da Gud skabte de første mennesker, var de fuldkomne, og Gud kunne se på resultatet af hele sit skaberværk og sige at det var „virkelig godt“. (1Mo 1:26, 31; 5Mo 32:4) I stedet for mistroisk at bekymre sig om hvordan dette pars fremtidige handlinger ville være, „gav han sig . . . til at hvile“. (1Mo 2:2) Det kunne han gøre på grund af sin almagt og ophøjede visdom, i bevidstheden om at ingen fremtidig handling, omstændighed eller tilfældighed kunne frembyde en uoverstigelig hindring eller et uløseligt problem der kunne forstyrre virkeliggørelsen af hans suveræne hensigt. (2Kr 20:6; Es 14:27; Da 4:35) Der er således ikke noget bibelsk grundlag for prædestinationslærens påstand om at Gud, hvis han ikke brugte sin forudviden i ubegrænset omfang, ville bringe gennemførelsen af sine hensigter i fare, „hele tiden ville udsætte dem for at blive krydset på grund af manglende fremsyn, og [at] han til stadighed måtte justere sin plan, da moralsk frit stillede personers uforudsete handlinger ville bringe uorden i den“. At Gud bruger sin forudviden selektivt, vil heller ikke give hans skabninger mulighed for at „gribe ind i hans forehavender, så han hele tiden må ændre det han har sat sig for, hvorved de irriterer og forvirrer ham,“ sådan som prædestinationslærens tilhængere hævder. (M’Clintock og Strongs Cyclopædia, 1894, bd. VIII, s. 556) Hvis end ikke Guds jordiske skabninger har nogen virkelig grund til at ’være bekymrede for dagen i morgen’, er det indlysende at deres Skaber, for hvem mægtige nationer er som „en dråbe fra en spand“, heller ikke har eller har haft grund til at nære en sådan bekymring. — Mt 6:34; Es 40:15.

Forudviden om skarer. Der forekommer tilfælde hvor Gud på forhånd har vidst hvilken adfærd visse grupper, nationer eller størstedelen af menneskene ville lægge for dagen, og derfor har han i store træk forudsagt hvordan de ville handle i fremtiden, og forudbestemt hvordan han på sin side ville handle over for dem. Denne forudviden eller forudbestemmelse har dog ikke berøvet de enkeltpersoner der har udgjort en sådan kollektiv gruppe eller del af menneskeheden, muligheden for selv frit at vælge hvilken kurs de ville følge. Dette fremgår af følgende eksempler:

Før vandfloden på Noas tid bekendtgjorde Jehova at det var hans hensigt at lade denne ødelæggelse, som resulterede i at både mennesker og dyr mistede livet, ramme jorden. Bibelens beretning viser imidlertid at Gud først traf denne beslutning efter at de forhold havde udviklet sig der gjorde hans indgriben nødvendig. Desuden foretog Gud, som ’kender menneskesønnernes hjerte’, en undersøgelse af menneskets hjertetilstand og fandt at „enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang“. (2Kr 6:30; 1Mo 6:5) Alligevel opnåede enkeltpersoner, nemlig Noa og hans familie, Guds gunst og undgik at blive tilintetgjort. — 1Mo 6:7, 8; 7:1.

På samme måde forholdt det sig med Israels nation; selv om Gud gav israelitterne mulighed  for at blive „et kongerige af præster og en hellig nation“ hvis de holdt hans pagt, forudsagde han alligevel ca. 40 år senere, da de befandt sig på tærskelen til det forjættede land, at de ville bryde hans pagt og som nation blive forladt af ham. Denne forudviden må imidlertid ses på baggrund af at der i folket allerede havde været tendenser til oprør og ulydighed. Derfor kunne Gud sige: „Jeg kender jo den tilbøjelighed som de er i færd med at udvikle i dag, før jeg fører dem ind i det land jeg har tilsvoret dem.“ (2Mo 19:6; 5Mo 31:16-18, 21; Sl 81:10-13) Gud kunne forudse hvilke følger en sådan tydelig tilbøjelighed ville få, uden at hans forudviden dermed gjorde ham ansvarlig for denne udvikling, lige så lidt som den omstændighed at et menneske på forhånd véd at en bygning der består af dårlige materialer og er elendigt bygget, vil forfalde, gør vedkommende ansvarlig for et sådant forfald. Det er en guddommelig regel at ’hvad man sår, skal man høste’. (Ga 6:7-9; jf. Ho 10:12, 13.) Der var også profeter som fremholdt profetiske advarsler om de domme som Gud, på grundlag af allerede eksisterende forhold og indstillinger hos mennesker, havde afsagt og forudbestemt skulle fuldbyrdes. (Sl 7:8, 9; Ord 11:19; Jer 11:20) Også i disse tilfælde kunne enkeltpersoner imidlertid give agt på Guds vejledning, tugt og advarsler og opnå hans gunst, hvilket nogle gjorde. — Jer 21:8, 9; Ez 33:1-20.

Guds søn, som også kunne læse menneskers hjerter (Mt 9:4; Mr 2:8; Joh 2:24, 25), var af sin Fader blevet udrustet med evnen til forud at kende og forudsige fremtidige begivenheder, forhold og domme. Han forudsagde at de skriftlærde og farisæerne som skare betragtet var dømt til Gehenna (Mt 23:15, 33), men mente ikke dermed at hver eneste farisæer eller skriftlærd var forudbestemt til tilintetgørelse, som det også fremgår af apostelen Paulus’ tilfælde. (Apg 26:4, 5) Jesus forudsagde de veer der ville komme over indbyggerne i Jerusalem og andre byer som ikke ville ændre sind, men det betød ikke at hans Fader havde forudbestemt at alle enkeltpersoner i disse byer skulle rammes af denne skæbne. (Mt 11:20-23; Lu 19:41-44; 21:20, 21) Han vidste også hvad menneskenes indstilling og tilbøjeligheder ville føre til, og forudsagde de forhold der ville have udviklet sig blandt menneskene ved „afslutningen på tingenes ordning“, og hvordan Gud selv ville gennemføre sine hensigter. (Mt 24:3, 7-14, 21, 22) Jesu apostle udtalte ligeledes profetier som åbenbarede Guds forudviden om visse skarer, deriblandt „antikrist“ (1Jo 2:18, 19; 2Jo 7), og det der var forudbestemt for disse skarer. — 2Ts 2:3-12; 2Pe 2:1-3; Jud 4.

Forudviden om enkeltpersoner. Den guddommelige forudviden har ikke blot drejet sig om skarer, men også om visse enkeltpersoner, som for eksempel Esau og Jakob (som nævnt i det foregående), den farao der omtales i Anden Mosebog, foruden Samson, Salomon, Josias, Jeremias, Kyros, Johannes Døber, Judas Iskariot og Guds søn Jesus.

I Samsons, Jeremias’ og Johannes Døbers tilfælde gjorde Jehova brug af sin forudviden før de blev født. Denne forudviden drejede sig imidlertid ikke om hvordan deres endelige skæbne ville blive, men Jehova forudbestemte på grundlag af sin forudviden at Samson skulle leve som nasiræer og tage de første skridt til at udfri Israel af filistrenes hånd, at Jeremias skulle tjene som profet, og at Johannes Døber skulle udføre et forberedende arbejde som forløber for Messias. (Dom 13:3-5; Jer 1:5; Lu 1:13-17) Selv om disse mænd i høj grad var begunstigede fordi de fik overdraget sådanne forrettigheder, var dette ingen garanti for at de ville opnå evig frelse, ja ikke engang for at de ville forblive trofaste indtil døden (hvilket de dog alle tre gjorde). Jehova forudsagde således at en af Davids mange sønner skulle have navnet Salomon, og han forudbestemte at Salomon skulle bygge templet. (2Sa 7:12, 13; 1Kg 6:12; 1Kr 22:6-19) Men skønt Salomon blev begunstiget på denne måde og endog fik den forret at skrive nogle af Bibelens bøger, faldt han ikke desto mindre fra senere hen. — 1Kg 11:4, 9-11.

På samme måde forholdt det sig med Esau og Jakob. Guds forudviden afgjorde ikke deres evige skæbne. Den afgjorde eller bestemte på forhånd hvilken af de folkegrupper som nedstammede fra de to sønner, der skulle have forrangen frem for den anden. (1Mo 25:23-26) Denne forudsete forrang pegede også frem til at Jakob ville opnå førstefødselsretten, en ret der indebar det privilegium at høre til den slægtslinje hvorigennem Abrahams „afkom“ skulle fremstå. (1Mo 27:29; 28:13, 14) På denne måde gjorde Jehova Gud det klart at hans valg af enkeltpersoner som skulle tjene visse formål, ikke er bundet af skik og brug eller af hvad mennesker forventer. Gud skænker heller ikke mennesker visse forrettigheder udelukkende på grundlag af deres gerninger, hvilket kunne få dem til at føle at de ’havde ret til’ eller ’havde gjort sig fortjent til’ sådanne forrettigheder. Dette understregede apostelen Paulus da han viste hvorfor Gud, i sin ufortjente godhed, kunne give hedningenationerne del i privilegier  der efter alt at dømme engang var forbeholdt Israel. — Ro 9:1-6, 10-13, 30-32.

Paulus’ henvisning til at Jehova ’elskede Jakob [Israel] men hadede Esau [Edom]’, stammer fra Malakias 1:2, 3, som blev skrevet længe efter Jakobs og Esaus tid. Bibelen siger derfor ikke nødvendigvis at Jehova havde en sådan indstilling til tvillingerne inden deres fødsel. Videnskaben har fastslået at en stor del af et barns sindelag og temperament afgøres i undfangelsesøjeblikket på grundlag af de arveanlæg det får fra faderen og moderen. Det er indlysende at Gud kan se sådanne anlæg; David taler om at Jehova kunne se ham „som foster“. (Sl 139:14-16; se også Præ 11:5.) I hvilken grad denne guddommelige indsigt indvirkede på Jehovas forudbestemmelse angående de to drenge, kan vi ikke sige, men under alle omstændigheder fordømte dét at han valgte Jakob frem for Esau, ikke i sig selv Esau eller hans efterkommere, edomitterne, til tilintetgørelse. Endog enkeltpersoner i det kana’anæiske folk, som var forbandet, opnåede den forret at blive knyttet til Guds pagtsfolk og blev velsignet derved. (1Mo 9:25-27; Jos 9:27, se KANA’AN, KANA’ANÆER, 2.) At Esau „ivrigt og med tårer søgte en sindsændring“, var imidlertid kun et mislykket forsøg på at få hans fader, Isak, til at ændre sin beslutning om at den førstefødtes særlige velsignelse helt og holdent skulle være Jakobs. Det var derfor ikke et tegn på at Esau over for Gud havde angret sin materialistiske indstilling. — 1Mo 27:32-34; He 12:16, 17.

Jehovas profeti om Josias krævede at en af Davids efterkommere fik dette navn, og at denne efterkommer greb ind over for afgudsdyrkelsen i byen Betel. (1Kg 13:1, 2) Over 300 år senere blev profetien opfyldt af en konge med dette navn. (2Kg 22:1; 23:15, 16) Josias gav imidlertid ikke agt på „Nekos ord fra Guds mund“, og det førte til hans død. (2Kr 35:20-24) Skønt Josias forud var kendt af Gud og forudbestemt til at gøre en særlig gerning, var han altså stadig moralsk frit stillet og kunne selv vælge om han ville følge eller ignorere de råd der blev givet.

Næsten 200 år i forvejen forudsagde Jehova også at han ville lade en erobrer ved navn Kyros udfri jøderne fra Babylon. (Es 44:26-28; 45:1-6) Men Bibelen siger ikke noget om at den perser der i overensstemmelse med profetien fik dette navn, blev en sand tilbeder af Jehova, og verdslige historiske kilder viser at han fortsatte med at dyrke falske guder.

Disse tilfælde hvor Gud har gjort brug af sin forudviden før den enkeltes fødsel, er således ikke i modstrid med hans åbenbarede egenskaber eller den norm han følger. Der er heller intet som tyder på at Gud har tvunget de enkelte til at handle imod deres egen vilje. I Faraos, Judas Iskariots og Guds egen søns tilfælde er der intet der vidner om at Jehova gjorde brug af sin forudviden før de blev til. Disse tilfælde anskueliggør bestemte principper som gør sig gældende i forbindelse med Guds forudviden og forudbestemmelse.

Et af disse principper er at Gud sætter enkeltpersoner på prøve ved at forårsage eller tillade visse omstændigheder eller begivenheder, eller ved at lade enkeltpersoner høre hans inspirerede budskaber, sådan at de er nødt til at bruge deres frie vilje for at træffe en afgørelse — hvorved de åbenbarer deres hjertetilstand, som Jehova kan læse. (Ord 15:11; 1Pe 1:6, 7; He 4:12, 13) Alt efter hvilken måde de enkelte reagerer på, kan Gud også forme dem i den retning som de selv, af egen fri vilje, har valgt. (1Kr 28:9; Sl 33:13-15; 139:1-4, 23, 24) „Menneskets hjerte“ må altså vise en tilbøjelighed i en bestemt retning før Jehova styrer vedkommendes skridt. (Ord 16:9; Sl 51:10) Under prøve kan et menneske udvikle en bestemt hjertetilstand, idet det enten kan forhærdes i uretfærdighed og oprørskhed eller vokse sig stærkt i ubrydelig hengivenhed for Jehova Gud og gøre hans vilje. (Job 2:3-10; Jer 18:11, 12; Ro 2:4-11; He 3:7-10, 12-15) Når den enkelte af egen fri vilje har vist hvilken vej han eller hun vil følge, kan det endelige resultat af vedkommendes kurs vides på forhånd og forudsiges uden at der begås nogen uretfærdighed, og uden at der gøres vold på vedkommendes moralske frihed. — Jf. Job 34:10-12.

Den trofaste Abrahams eksempel, som har været behandlet ovenfor, anskueliggør disse principper. En modsætning hertil var den stolt afvisende farao ved tiden for udgangen af Ægypten. Jehova vidste på forhånd at Farao ikke ville give israelitterne lov til at rejse „uden ved en stærk hånd“ (2Mo 3:19, 20), og han forudbestemte den plage der resulterede i de førstefødtes død. (2Mo 4:22, 23) Den måde hvorpå Gud gik frem over for Farao, og apostelen Paulus’ omtale heraf, opfattes ofte fejlagtigt som et bevis på at Gud vilkårligt forhærder enkeltpersoners hjerte efter sin forudfattede hensigt, uden hensyn til de pågældendes egen tilbøjelighed eller indstilling. (Ro 9:14-18) Ifølge mange bibeloversættelser sagde Gud endog til Moses at han ville ’forhærde Faraos hjerte’. (2Mo 4:21, DA31; jf. 2Mo 9:12; 10:1, 27.) Nogle oversættelser gengiver imidlertid dette sted i den hebraiske tekst med „lade hans hjerte blive dristigt“ (Ro), „lade hans  Hjærte være ubøjeligt“ (Li) eller „lade hans hjerte forhærdes“ (NV). Til støtte for sin gengivelse gør Rotherham i tillægget til sin oversættelse opmærksom på at på hebraisk fremstilles anledningen eller tilladelsen til en begivenhed ofte som årsagen til den, og at „selv en direkte befaling til tider ikke skal opfattes som mere end en tilladelse“. I 2 Mosebog 1:17 siger den hebraiske tekst således ordret at jordemødrene „fik drengebørnene til at leve“, mens de i virkeligheden blot tillod dem at leve ved ikke at slå dem ihjel. Med henvisning til tre hebraiskkyndige, M. M. Kalisch, H. F. W. Gesenius og B. Davies, siger Rotherham at den egentlige betydning af det der på hebraisk siges i skriftstederne om Farao, er at „Gud tillod at Farao forhærdede sit hjerte — skånede ham — gav ham mulighed for, lejlighed til, at udvikle den ondskab der boede i ham. Ikke andet.“ — The Emphasised Bible, appendix, s. 919; jf. Es 10:5-7.

Denne forståelse bekræftes af den omstændighed at det af beretningen klart fremgår at Farao selv ’forhærdede sit hjerte’. (2Mo 8:15, 32, DA31; ’gjorde sit hjerte upåvirkeligt’, NV) Han gjorde altså som han selv ville, og fulgte sin egen stædige tilbøjelighed, som førte til det resultat Jehova nøjagtigt havde forudset og forudsagt. De gentagne muligheder Jehova gav ham, tvang ham til at træffe afgørelser, og efterhånden som han traf disse afgørelser, forhærdedes hans indstilling. (Jf. Præ 8:11, 12.) Som apostelen Paulus viser ved at citere 2 Mosebog 9:16, lod Jehova sagen udvikle sig på denne måde indtil der var sendt hele ti plager over Ægypten, for at han kunne vise sin magt, og for at hans navn kunne blive gjort kendt på hele jorden. — Ro 9:17, 18.

Forudbestemte Gud Judas til at forråde Jesus for at profetien kunne blive opfyldt?

Judas Iskariots forræderiske adfærd var en opfyldelse af en guddommelig profeti og et vidnesbyrd om både Jehovas og hans søns forudviden. (Sl 41:9; 55:12, 13; 109:8; Apg 1:16-20) Alligevel kan man ikke sige at Gud forudbestemte Judas til en sådan adfærd. Profetierne forudsagde at en der stod Jesus meget nær, ville forråde ham, men de viste ikke specielt hvem af hans nærmeste det ville være. Også i dette tilfælde ville det være i strid med Bibelens principper hvis Gud havde forudbestemt Judas’ handlemåde. Den guddommelige norm som apostelen fremholdt, lyder: „Vær ikke hurtig til at lægge hænderne på nogen, og vær ikke delagtig i andres synder; bevar dig selv ren.“ (1Ti 5:22; jf. 3:6.) Som et udtryk for hvor omhyggelig Jesus var med at foretage en klog og rigtig udvælgelse af sine 12 apostle, tilbragte han natten i bøn til sin Fader før han gjorde sin beslutning kendt. (Lu 6:12-16) Hvis Judas allerede af Gud var forudbestemt til at være en forræder, ville dette være uforeneligt med Guds ledelse og, ifølge ovennævnte regel, gøre ham medansvarlig for de synder en sådan forræder begik.

Det synes således klart at på det tidspunkt da Judas blev udvalgt til at være apostel, viste hans hjerte intet synligt tegn på en forræderisk indstilling. Han tillod imidlertid ’en giftig rod at skyde op’ og besmitte ham, og det førte til at han afveg fra den rette vej og lod sig lede, ikke af Gud, men af Djævelen, og blev en tyv og forræder. (He 12:14, 15; Joh 13:2; Apg 1:24, 25; Jak 1:14, 15; se JUDAS, 3.) Med tiden nåede denne afvigelse et punkt hvor Jesus selv kunne læse det i Judas’ hjerte og forudsige hans forræderi. — Joh 13:10, 11.

I Johannes 6:64, der omtaler den lejlighed hvor nogle af disciplene snublede og faldt på grund af Jesu lære, læser vi ganske vist at Jesus „fra begyndelsen vidste . . . hvem de var som ikke troede, og hvem den ene var som ville forråde ham“. Selv om ordet „begyndelse“ (gr.: archēʹ) i 2 Peter 3:4 er anvendt om skabelsens begyndelse, kan det også henvise til andre tidspunkter. (Lu 1:2; Joh 15:27) Da apostelen Peter for eksempel talte om at den hellige ånd var faldet på hedningerne, „ligesom den også faldt på os i begyndelsen“, henviste han tydeligvis ikke til den tid da han begyndte som discipel eller apostel, men til et vigtigt tidspunkt under sin tjeneste, nemlig pinsedagen i år 33, da den hellige ånd for første gang blev udgydt over Jesu disciple. (Apg 11:15; 2:1-4) Det er derfor interessant at lægge mærke til følgende kommentar til Johannes 6:64 i Langes Commentary on the Holy Scriptures (s. 227): „[’Begyndelse’] betyder ikke metafysisk fra alle tings begyndelse, . . . heller ikke fra begyndelsen af [Jesu] bekendtskab med hver enkelt, . . . eller fra begyndelsen af hans indsamling af sine disciple, eller fra begyndelsen af hans messianske tjeneste, . . . men det betyder fra de første skjulte kim af vantro [der fik nogle af disciplene til at snuble og falde] viste sig. Det var i den forstand at han fra begyndelsen vidste hvem der ville forråde ham.“ — Oversat og redigeret af P. Schaff, 1976; jf. 1Jo 3:8, 11, 12.

Hvordan Messias var forudbestemt. Jehova Gud havde forudviden om og forudsagde  Messias’ lidelser, hans død og hans opstandelse. (Apg 2:22, 23, 30, 31; 3:18; 1Pe 1:10, 11) Virkeliggørelsen af de ting som Gud i kraft af sin forudviden havde besluttet skulle ske, afhang dels af Guds egen brug af sin magt, og dels af menneskers handlinger. (Apg 4:27, 28) Sådanne mennesker lod sig imidlertid villigt overliste og bruge af Guds modstander, Satan Djævelen. (Joh 8:42-44; Apg 7:51-54) Ligesom de kristne på Paulus’ tid ’ikke var uvidende om Satans planer’, forudså Gud også hvilke onde anslag og metoder Djævelen ville tage i brug mod Jesus Kristus, hans Salvede. (2Kor 2:11) Det er derfor indlysende at Gud i kraft af sin magt også kunne imødegå eller endog hindre ethvert angreb eller anslag mod Messias som ikke ville stemme med profetierne om hvordan og hvornår begivenhederne skulle finde sted. — Jf. Mt 16:21; Lu 4:28-30; 9:51; Joh 7:1, 6-8; 8:59.

Apostelen Peters udtalelse om at Kristus, som Guds offerlam, var „forud kendt før verdens [koʹsmou] grundlæggelse [form af katabolēʹ]“, benyttes af tilhængerne af prædestinationslæren som et bevis på at Gud gjorde brug af en sådan forudviden før menneskets skabelse. (1Pe 1:19, 20) Det græske ord katabolēʹ, der er oversat med „grundlæggelse“, betyder ordret „nedkastning“ eller „nedlæggelse“, og bruges også om ’det at modtage’ sæd, det vil sige ’undfange’, som for eksempel i Hebræerne 11:11. Selv om der blev grundlagt en menneskeverden da Gud skabte de første mennesker, sådan som det fremgår af Hebræerne 4:3, 4, mistede Adam og Eva derefter deres stilling som Guds børn. (1Mo 3:22-24; Ro 5:12) Ved Guds ufortjente godhed fik de alligevel lov til at nedlægge og modtage sæd og sætte afkom i verden, og Bibelen viser at specielt ét af deres børn, nemlig Abel, opnåede Guds gunst og indtog en sådan stilling at han vil kunne få gavn af genløsningen og opnå frelse. (1Mo 4:1, 2; He 11:4) I Lukas 11:49-51 omtaler Jesus „alle profeternes blod som er udgydt fra verdens grundlæggelse“, og stiller dette parallelt med ordene „fra Abels blod til blodet af Zakarias“. Jesus forbinder således „verdens grundlæggelse“ med Abel.

Messias eller Kristus skulle være det lovede afkom gennem hvem alle retskafne mennesker ud af alle jordens slægter ville blive velsignet. (Ga 3:8, 14) Dette „afkom“ blev første gang nævnt efter at oprøret i Eden havde fundet sted, men før Abels fødsel. (1Mo 3:15) Det var omkring 4000 år før „den hellige hemmelighed“ blev åbenbaret ved at det messianske „afkom“ blev identificeret. Den havde følgelig været „fortiet i lange tider“. — Ro 16:25-27; Ef 1:8-10; 3:4-11.

Til sin fastsatte tid overdrog Jehova Gud sin førstefødte søn det hverv at opfylde profetien om dette „afkom“ og blive Messias. Der er intet som tyder på at denne søn var „forudbestemt“ til at gøre dette før han blev skabt eller før oprøret i Eden. Guds endelige udvælgelse af ham til at være den der skulle opfylde profetierne, fandt heller ikke sted uden at der var et solidt grundlag for det. Det nære samfund der havde været mellem Gud og hans søn i tiden før Sønnen blev sendt til jorden, havde uden tvivl givet Jehova et sådant kendskab til sin søn at han kunne være sikker på at Sønnen trofast ville opfylde de profetiske løfter og forbilleder. — Jf. Ro 15:5; Flp 2:5-8; Mt 11:27; Joh 10:14, 15; se JESUS KRISTUS (Prøvet og fuldkommengjort).

Hvordan ’de kaldede og udvalgte’ er forudbestemt. Tilbage er nu de skriftsteder der omtaler de „kaldede“ eller „udvalgte“ kristne. (Jud 1; Mt 24:24) Der siges om dem at de er „udvalgt efter Guds, Faderens, forudviden“ (1Pe 1:1, 2), ’udvalgt før verdens grundlæggelse’, ’forudbestemt til at opnå antagelse som Guds sønner’ (Ef 1:3-5, 11), ’fra begyndelsen udvalgt til frelse og kaldet netop dertil’ (2Ts 2:13, 14). Forståelsen af disse skriftsteder afhænger af om der er tale om forudbestemmelse af visse enkeltpersoner, eller om der er tale om forudbestemmelse af en skare mennesker, nemlig den kristne menighed, der udgør „ét legeme“ (1Kor 10:17) bestående af dem der skal være medarvinger med Kristus Jesus i hans himmelske rige. — Ef 1:22, 23; 2:19-22; He 3:1, 5, 6.

Hvis disse ord gælder bestemte personer som er forudbestemt til evig frelse, betyder det at disse enkeltpersoner aldrig kunne vise sig utro eller svigte deres kaldelse, for Guds forudviden om dem kunne ikke være forkert, og hans forudbestemmelse af dem til en bestemt skæbne kunne aldrig slå fejl eller gøres til intet. Imidlertid viste de samme apostle som blev inspireret til at skrive de ovennævnte ord, at nogle af dem der var købt og helliget ved Kristi genløsningsoffers blod, og som ’havde smagt den himmelske frie gave og fået andel i hellig ånd og smagt den kommende tingenes ordnings kræfter’, ville falde fra og aldrig ændre sind, men bringe ødelæggelse over sig selv. (2Pe 2:1, 2, 20-22; He 6:4-6; 10:26-29) Apostlene gav derfor deres trosfæller følgende tilskyndelse: „I [skal] så meget mere gøre jeres yderste for at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; for hvis I bliver ved med at gøre  dette vil I aldrig nogen sinde snuble.“ Og: „I [skal] blive ved med at arbejde på jeres egen frelse med frygt og bæven.“ (2Pe 1:10, 11; Flp 2:12-16) Paulus, som var „kaldet til at være en Jesu Kristi apostel“ (1Kor 1:1), anså tydeligvis ikke sig selv for at være forudbestemt til evig frelse, for han talte om at han ’jagede frem mod målet efter sejrsprisen, kaldet opad fra Gud’ (Flp 3:8-15), og om sin bekymring for at han ’på en eller anden måde selv skulle blive forkastet’. — 1Kor 9:27.

Desuden får de „livets krone“ tilbudt under forudsætning af at de forbliver trofaste under prøve indtil døden. (Åb 2:10, 23; Jak 1:12) De kan miste deres krone, deres udsigt til kongeværdighed sammen med Kristus. (Åb 3:11) Apostelen Paulus gav udtryk for tillid til at „retfærdighedens krone“ var „henlagt“ til ham, men først da han var sikker på at han stod ved afslutningen af sit jordiske livsløb og havde „fuldendt løbet“. — 2Ti 4:6-8.

Hvis ovennævnte skriftsteder derimod anvendes på en skare, nemlig på den kristne menighed eller ’den hellige nation’ af kaldede som helhed (1Pe 2:9), betyder det at Gud på forhånd vidste og forudbestemte at der skulle fremstå en sådan skare (men ikke hvilke enkeltpersoner der skulle udgøre den). Det betyder også at han har fastsat eller forudbestemt det „billede“ som alle de der med tiden bliver kaldet til at være medlemmer af denne skare, må passe til, alt sammen i overensstemmelse med hans hensigt. (Ro 8:28-30; Ef 1:3-12; 2Ti 1:9, 10) Ligeledes betyder det at han har forudbestemt de gerninger som det måtte forventes at de gjorde, og de prøvelser de ville komme ud for på grund af de lidelser verden ville bringe over dem. — Ef 2:10; 1Ts 3:3, 4.

Angående ’navne der er skrevet i livets bog’, se artiklen NAVN.

Fatalisme og prædestinationslæren. Blandt fortidens hedenske folkeslag, herunder grækerne og romerne, forestillede man sig ofte at ethvert menneskes skæbne, og navnlig dets livslængde, var forudbestemt af guderne. Ifølge den græske mytologi var det tre gudinder der afgjorde menneskets skæbne: Klotho (den spindende), som spandt menneskets livstråd; Lachesis (som tildeler [mennesket dets] livslod), der bestemte trådens længde, og Atropos (den ubønhørlige), der klippede tråden over når tiden var udløbet. En lignende triade fandtes i den romerske gudeverden.

Ifølge den jødiske historiker Josefus (fra det 1. årh. e.v.t.) forsøgte farisæerne at bringe skæbnetroen i overensstemmelse med troen på Gud og med deres viden om at han har givet menneskene en fri vilje. (Den jødiske krig, 2. bog, 8. kap., 14. afsnit; Jewish Antiquities, XVIII, 13, 14 [i, 3]) I The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge siges der: „I kristenheden skete der ikke nogen seriøs udvikling af en prædestinationsteori før Augustins tid [det 4. og 5. årh. e.v.t.].“ Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics (1919, bd. X, s. 231) forklarer at såkaldte kirkefædre som Justinus, Origenes og Irenæus, der levede før Augustins tid, ’intet kendte til ubetinget forudbestemmelse; de lærte at mennesket besidder en fri vilje’. Der siges om dem at de i deres gendrivelse af gnosticismen hyppigt gav udtryk for den opfattelse at menneskets frie vilje var „den menneskelige personligheds særlige kendetegn, grundlaget for moralsk ansvarlighed, en Guds gave i kraft af hvilken mennesket kan vælge det der er velbehageligt for Gud“, og at de talte om „menneskets selvbestemmelsesret og Guds vejledning som ikke påtvinges nogen“. — The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge, redigeret af S. Jackson, 1957, bd. IX, s. 192, 193.