Det hebraiske ord der gengives med „fred“, sjalōmʹ, bruges om en tilstand hvor der ikke er krig eller uro (Dom 4:17; 1Sa 7:14; 1Kg 4:24; 2Kr 15:5; Job 21:9; Præ 3:8); det kan indeholde tanken om sundhed, sikkerhed (1Mo 37:14, fdn.), velfærd (1Mo 41:16), venskab (Sl 41:9) og fuldstændighed (Jer 13:19). Det græske ord for fred (eirēʹnē) har antaget samme brede betydning som det hebraiske ord sjalōmʹ og kan udtrykke tanken om velfærd, frelse og harmoni, foruden fravær af konflikt. Det forekommer i afskedshilsenen ’gå med fred’, der omtrent svarer til udtrykket ’måtte det gå dig vel’. — Mr 5:34; Lu 7:50; 8:48; Jak 2:16; jf. 1Sa 1:17; 20:42; 25:35; 29:7; 2Sa 15:9; 2Kg 5:19.

Eftersom ordet „fred“ ikke altid i tilstrækkelig grad dækker betydningen af originalsprogets ord, må man tage sammenhængen i betragtning for at forstå hvad der menes. For eksempel kunne det at blive ’sendt bort i fred’ betyde at man blev sendt bort i venlighed, uden fare for at den der lod én rejse, ville volde én fortræd. (1Mo 26:29; 44:17; 2Mo 4:18) At ’vende tilbage i fred’, for eksempel fra en kamp, betød at vende uskadt eller sejrende tilbage. (1Mo 28:21; Jos 10:21; Dom 8:9; 11:31; 2Kr 18:26, 27; 19:1) At ’spørge til en andens fred’ betød at spørge om hvordan det gik ham. (1Mo 29:6, fdn.; 43:27, fdn.) At ’arbejde for en andens fred’ betød at arbejde for vedkommendes velfærd. (5Mo 23:6) Hvis en person døde i fred, kunne det betyde at han døde en rolig død efter at have haft et rigt liv eller efter at have fået et inderligt ønske opfyldt. (Jf. 1Mo 15:15; Lu 2:29; 1Kg 2:6.) Profetien om at kong Josias skulle ’bringes til sin begravelsesplads i fred’, betød at han skulle dø før den forudsagte ulykke ramte Jerusalem. (2Kg 22:20; 2Kr 34:28; jf. 2Kg 20:19.) I Esajas 57:1, 2 nævnes det at den retfærdige ved sin død går ind til fred og derved undgår ulykken.

Om at opnå fred. Jehova er fredens Gud (1Kor 14:33; 2Kor 13:11; 1Ts 5:23; He 13:20) og kilden til fred (4Mo 6:26; 1Kr 22:9; Sl 4:8; 29:11; 147:14; Es 45:7; Ro 15:33; 16:20), idet fred er en frugt af hans ånd. (Ga 5:22) Af den grund kan sand fred kun opnås af dem der har fred med Gud. Alvorlige overtrædelser belaster ens forhold til Gud og ødelægger overtræderens fred. Salmisten sagde: „Der er ingen fred i mine knogler på grund af min synd.“ (Sl 38:3) De der ønsker at søge fred og jage efter den, må derfor ’vende sig bort fra det onde og gøre det gode’. (Sl 34:14) Uden retfærdighed er fred umulig. (Sl 72:3; 85:10; Es 32:17) Derfor kan de ugudelige ikke opnå fred. (Es 48:22; 57:21; jf. Es 59:2-8.) De der er Jehova helt hengivne, de der elsker hans lov (Sl 119:165), og som holder hans bud, har derimod fred. — Es 48:18.

Da Kristus Jesus var på jorden, havde hverken jøder eller ikkejøder fred med Jehova Gud. Eftersom jøderne havde overtrådt Guds lov, var de kommet under Lovens forbandelse. (Ga 3:12, 13) De som ikke var jøder, og som ikke var under Guds pagt, havde „intet håb og var uden Gud i verden“. (Ef 2:12) Men gennem Kristus Jesus fik begge parter lejlighed til at opnå et fredeligt forhold til Gud. Englenes forkyndelse for hyrderne ved Jesu fødsel pegede frem til dette: „På jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ — Lu 2:14.

Det fredens budskab som Jesus og hans disciple forkyndte, talte til ’fredens venner’, det vil sige mennesker der ønskede at blive forligt med Gud. (Mt 10:13; Lu 10:5, 6; Apg 10:36) Samtidig kunne dette budskab volde splittelse, idet nogle i en husstand tog imod det og andre afviste det. (Mt 10:34; Lu 12:51) De fleste jøder afviste budskabet og så ikke ’hvad der førte til fred’, hvilket indbefattede at de skulle ændre sind og anerkende Jesus som Messias. (Jf. Lu 1:79; 3:3-6; Joh 1:29-34.) Deres holdning resulterede i at Jerusalem blev ødelagt af de romerske hære i år 70. — Lu 19:42-44.

Men selv de jøder der tog imod „fredens gode nyhed“, var syndere og havde behov for at få deres overtrædelser sonet hvis de skulle opnå fred  med Jehova Gud. Jesu død som et genløsningsoffer dækkede dette behov. Som det var blevet forudsagt: „Den tugt der skulle tjene til vor fred, kom til at hvile på ham, og ved hans sår blev der helbredelse for os.“ (Es 53:5) Jesu død som et offer på marterpælen skabte også grundlag for afskaffelse af Moseloven, som havde skilt jøder fra ikkejøder. Derfor havde de to parter fred med Gud og med hinanden når de blev kristne. Apostelen Paulus skrev: „[Jesus] er vor fred, han som gjorde de to parter til ét og nedbrød skillemuren mellem dem. Ved sit kød ophævede han fjendskabet, loven med dens bud i form af bestemmelser, for at han i sig kunne skabe de to folk til ét nyt menneske og stifte fred, og for at han fuldt ud kunne forlige begge folk i ét legeme med Gud ved marterpælen, idet han havde dræbt fjendskabet ved hjælp af sig selv. Og han kom og forkyndte den gode nyhed om fred for jer som var langt borte, og fred for dem som var nær, for ved ham har vi, begge folk, fået adgang til Faderen ved én ånd.“ — Ef 2:14-18; jf. Ro 2:10, 11; Kol 1:20-23.

„Guds fred“, det vil sige den ro og forvisning der kommer af at have et nært forhold til Jehova Gud, beskytter de kristnes hjerte og sind mod at blive bekymrede over materielle behov. De har den forvisning at Jehova Gud sørger for sine tjenere og besvarer deres bønner. Det giver dem fred i hjerte og sind. (Flp 4:6, 7) På samme måde kunne den fred som Jesus Kristus gav sine disciple, og som var funderet på tro på ham som Guds søn, give disciplene ro i hjerte og sind. Selv om Jesus fortalte dem at den tid ville komme hvor han ikke længere var personligt hos dem, havde de ikke grund til at blive bekymrede eller bukke under for frygt. Han efterlod dem ikke uden hjælp, men lovede at sende dem den hellige ånd. — Joh 14:26, 27; 16:33; jf. Kol 3:15.

Den fred de kristne nød, måtte ikke tages for givet. De skulle ’holde fred med hinanden’; det vil sige de skulle gøre alt hvad de kunne for at stifte fred og bevare den. (1Ts 5:13) For at bevare deres fred måtte de passe på ikke at give medtroende anledning til fald. (Ro 14:13-23) I Bjergprædikenen sagde Jesus: „Lykkelige er de som stifter fred, for de vil blive kaldt ’Guds sønner’.“ (Mt 5:9; jf. Jak 3:18.) De kristne fik det råd at jage efter fred og gøre deres yderste for at blive fundet i fred med Gud. (2Ti 2:22; He 12:14; 1Pe 3:11; 2Pe 3:14) De måtte derfor kæmpe mod kødets ønsker, da disse ellers ville gøre dem til fjender af Gud. (Ro 8:6-8) Den omstændighed at et fredeligt forhold til Gud var nødvendigt for at blive godkendt af ham, giver det ofte anvendte udtryk ’måtte I have fred’ øget betydning. — Ro 1:7; 1Kor 1:3; 2Kor 1:2; Ga 1:3; 6:16; Ef 1:2; 6:23; Flp 1:2.

De kristne ønskede også at andre skulle nyde fred. Derfor var de „udrustet med fredens gode nyhed som sko på [deres] fødder“ når de kæmpede deres åndelige kamp. (Ef 6:15) Selv inden for menigheden kæmpede de for at omstyrte ræsonnementer der ikke var i harmoni med kundskaben om Gud, sådan at disse ræsonnementer ikke ødelagde deres forhold til Gud. (2Kor 10:4, 5) Denne kamp udartede dog ikke til ordstrid, ikke engang når de irettesatte dem der var veget bort fra sandheden. I forbindelse med behandling af sager vedrørende nogle der var veget bort fra den rette vej, gav apostelen Paulus Timoteus denne vejledning: „En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle, egnet til at undervise, idet han finder sig i ondt og med mildhed belærer dem som ikke er gunstigt stemt, idet Gud måske vil give dem sindsændring, så de kunne få nøjagtig kundskab om sandheden og blive ædru igen og komme ud af Djævelens snare, fanget levende som de er af ham til at gøre hans vilje.“ — 2Ti 2:24-26.

Et fredeligt styre. Guds søn, den på hvis skuldre ’herredømmet skal hvile’, kaldes „Fredsfyrste“. (Es 9:6, 7) Det er derfor værd at bemærke at Kristus Jesus, mens han var på jorden, viste sine tjenere at de ikke skulle bevæbne sig til bogstavelig krigsførelse, men som han sagde til Peter: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mt 26:52) I billedlig forstand skulle de der blev kristne, „smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive“. De skulle ikke mere lære at føre krig. (Es 2:4) Dette, samt Guds handlinger i fortiden, specielt i forbindelse med Israel under Salomons regering, peger frem til den fred der vil råde under Jesu herredømme som konge. Angående Salomons regeringstid siger Bibelen: „Han havde fred rundt om til alle sider. Så Juda og Israel boede trygt, hver mand under sin vinstok og sit figentræ, fra Dan til Be’er-Sjeba, alle Salomons dage.“ (1Kg 4:24, 25; 1Kr 22:9) Som det fremgår af andre skriftsteder (jf. Sl 72:7, 8; Mik 4:4; Zak 9:9, 10; Mt 21:4, 5), tjente dette som et forbillede på hvad der vil ske under Kristi Jesu herredømme, under den større Salomon (hvis navn kommer af det hebraiske ord for „fred“). — Mt 12:42.

Fred mellem mennesker og dyr. Jehova Gud lovede israelitterne følgende hvis de var lydige: „Jeg vil give fred i landet, og I skal lægge jer til hvile uden at nogen får jer til at skælve; og jeg vil udrydde de farlige vilddyr af landet.“  (3Mo 26:6) Det betød at de vilde dyr ville blive på deres naturlige tilholdssteder og ikke skade israelitterne eller deres husdyr. Hvis israelitterne derimod var ulydige, ville Jehova tillade at deres land blev indtaget og ødelagt af fremmede hære. Eftersom dette ville betyde at befolkningstallet blev nedskåret, ville de vilde dyr blive talrigere, trænge ind på tidligere beboede områder og skade de overlevende og deres husdyr. — Jf. 2Mo 23:29; 3Mo 26:22; 2Kg 17:5, 6, 24-26.

Den fred israelitterne fik løfte om i forbindelse med de vilde dyr, adskilte sig fra den fred de to første mennesker nød i Edens have, for Adam og Eva havde fuldt herredømme over dyreskabningen. (1Mo 1:28) I profetierne tilskrives et lignende herredømme derimod kun Kristus Jesus. (Sl 8:4-8; He 2:5-9) Det er derfor først under Jesu Kristi styre, han som er „en kvist ud af Isajs stub“, eller Guds „tjener David“, at der igen vil råde fred mellem mennesker og dyr. (Es 11:1, 6-9; 65:25; Ez 34:23-25) De sidstanførte skriftsteder har en billedlig betydning, for det er indlysende at den omtalte fred mellem dyrene, for eksempel mellem ulv og lam, ikke kom til at råde bogstaveligt i det gamle Israel. Det blev forudsagt i disse skriftsteder at mennesker med en aggressiv, dyrisk indstilling ville forlade deres onde vej og leve i fred med deres mere fredsommelige naboer. Men det at disse dyr anvendes i profetierne til at skildre det fredelige forhold der vil råde blandt Guds folk, viser at der også vil være fred blandt de bogstavelige dyr når Kristus Jesus regerer, ligesom der var i Edens have.