I almindelighed er frygt en følelse af beklemthed eller uro ved tanken om en truende fare eller smerte; tangerer skræk, rædsel og angst. Frygt kan dog også være en klar fornemmelse og erkendelse af hvad der er skadeligt, og kan derfor få en person til at udvise forsigtighed og forudseenhed.

I hvilken forstand bør vi frygte Jehova?

Bibelen viser at der findes en ret og en uret form for frygt. En sund form for frygt er den der får en person til at handle med varsomhed når der er fare på færde, hvorved en ulykke kan afværges, mens en sygelig frygt kan ødelægge håbet og svække en persons nervesystem og modstandskraft i en sådan grad at det endog kan medføre døden. Frygt for Gud er en sund form for frygt; den kendetegnes af ærefrygt og dyb ærbødighed for Skaberen og betyder at man nærer en sund frygt for at mishage ham fordi man kender og værdsætter hans kærlighed og godhed, samtidig med at man anerkender ham som den højeste Dommer og den Almægtige, som har magt til at straffe dem der ikke adlyder ham, endog med døden. — Se RÆDSEL; ÆREFRYGT.

Det er vigtigt for dem der ønsker at tjene Gud, at nære den rette frygt for ham. Denne ærbødige frygt for Jehova er „visdoms begyndelse“. (Sl 111:10; Ord 9:10) Det er ikke en sygelig, nedbrydende frygt; „Jehovas frygt er ren“. (Sl 19:9) Den beskrives således i Ordsprogene 8:13: „Frygt for Jehova er at hade det onde.“ En sådan frygt vil forhindre en i at handle ondt, for „ved at frygte Jehova vender man sig fra ondt“. — Ord 16:6.

Adam og Eva frygtede ikke Gud med den rette og sunde form for frygt, og derfor overtrådte de hans bud. Dette gav dem en ubehagelig følelse af angst og uro, der fik dem til at skjule sig for Gud. Adam sagde: „Jeg hørte din stemme i haven, men jeg var bange.“ (1Mo 3:10) Adams søn Kain havde en lignende følelse efter at han havde myrdet sin broder Abel, og denne følelse kan have været medvirkende til at han besluttede at bygge en by. — 1Mo 4:13-17.

I Hebræerne 12:28 får de kristne følgende tilskyndelse til at vise gudsfrygt: „Måtte vi . . . fortsat have ufortjent godhed, ved hvilken vi på velbehagelig måde kan yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt.“ En engel der fløj midt på himmelen og som havde en evigvarende god nyhed at forkynde, indledte sit budskab med ordene: „Frygt Gud og giv ham ære.“ (Åb 14:6, 7) Jesus stillede den sunde gudsfrygt i kontrast til menneskefrygt da han ifølge Mattæus 10:28 sagde: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet, men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ Ifølge Åbenbaringen 2:10  gav han desuden den kristne dette råd: „Vær ikke bange for det du vil komme til at lide.“ Sand kærlighed til Jehova uddriver den feje menneskefrygt som fører til kompromis.

Til den rette form for frygt hører imidlertid tilbørlig respekt for de verdslige myndigheder, idet den kristne véd at myndighedernes retfærdige straf for en forbrydelse er et indirekte udtryk for Guds vrede. — Ro 13:3-7.

Jesus forudsagde at der ved ’Menneskesønnens komme’ ville råde en atmosfære af frygt over jorden, idet mennesker ville ’besvime på grund af frygt og det de ventede der kom over den beboede jord’. (Lu 21:26) Mens folk i almindelighed vil reagere på denne måde, bør Guds tjenere følge det princip der kommer til udtryk i Esajas 8:12: „Det de frygter, må I ikke frygte.“ Apostelen Paulus forklarer: „For Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd.“ — 2Ti 1:7.

Efter at vismanden nøje havde studeret menneskene, deres møje og deres ulykkelige slid, sagde han: „Enden på sagen, når alt hermed er hørt, er: Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre.“ — Præ 12:13.

Dyrs frygt for mennesker. I 1 Mosebog 9:2 bruges ordet „frygt“ i forbindelse med dyreskabningen. Gud sagde til Noa og hans sønner: „Frygt for jer og skræk for jer skal der fortsat være over alle jordens vilde dyr.“ I det år Noa og hans familie opholdt sig i arken, nærede de landdyr og fugle der befandt sig i den, frygt for dem, og dette var en hjælp så de ikke angreb dem. Efter Vandfloden forsikrede Jehova Noa om at denne frygt ville vare ved. De erfaringer mennesker har gjort med dyr, stemmer hermed. Lederen af afdelingen for pattedyr ved Det Amerikanske Naturhistoriske Museum, dr. George G. Goodwin, har sagt: „Almindeligvis angriber leoparden ikke mennesker. Men hvis den bliver tirret, eller den såres, vil den springe på mennesker og kæmpe.“ Giftslanger der er kendt for at være aggressive, som for eksempel mambaen og kongekobraen, vil ligeledes i regelen foretrække forsigtigt at glide bort fra menneskers nærhed hvis de har mulighed for det, frem for at angribe. Selv om mennesker har mishandlet dyrene og gjort nogle af dem til farlige dyr, gælder det i almindelighed at dyrene stadig nærer en hæmmende frygt for menneskene. Dette stemmer med Guds udtalelse i 1 Mosebog 1:26-28 om at dyrene lige fra skabelsen skulle være underlagt menneskene.