Fugle er varmblodede, æglæggende, fjerklædte hvirveldyr. I Bibelen findes omkring 300 henvisninger til fugle, og 30 slags nævnes ved navn. De omtales på grund af deres flyveevne, især deres evne til at undslippe en fare (Sl 11:1; Ord 26:2; 27:8; Es 31:5; Ho 9:11), i forbindelse med at de tager bolig i træer (Sl 104:12; Mt 13:32), bygger rede (Sl 84:3; Ez 31:6), anvendes til ofre (specielt turtelduer og dueunger; 3Mo 1:14; 14:4-7, 49-53), til føde (Ne 5:18), herunder deres æg (Es 10:14; Lu 11:11, 12), samt på grund af Guds omsorg for dem (Mt 6:26; 10:29; jf. 5Mo 22:6, 7).

Fugle var blandt de første levende sjæle på jorden, idet de blev skabt på den femte skabelsesdag sammen med havdyrene. (1Mo 1:20-23) Det ord der hyppigst anvendes i Bibelen om fugle, er det hebraiske ‛ōf, der har grundbetydningen „flyvende skabning“ (1Mo 1:20), og som derfor ikke alene bruges om fugle, men også om vingede insekter. (Jf. 3Mo 11:13, 21-23.) Det hebraiske tsippōrʹ forekommer også i et større antal skriftsteder og er betegnelsen for fugle i almindelighed. (1Mo 7:14) Et tredje hebraisk ord, ‛aʹjit, bruges udelukkende om rovfugle.

I De Kristne Græske Skrifter bruges ordene orʹneon, der betyder „fugl“ (Åb 18:2), og peteinonʹ, der betyder „det som kan flyve, bevinget“, beslægtet med ptēnonʹ, der betyder „fjedret, bevinget“. (Ro 1:23; 1Kor 15:39; jf. Int.) I Apostelgerninger 17:18 omtalte filosofferne i Athen apostelen Paulus som et „snakkehoved“. Det græske ord her (spermoloʹgos) blev egentlig brugt om en fugl der samler frø op, mens det i billedlig betydning blev brugt om en person der opsamler bidder ved at tigge eller stjæle, eller, som i dette tilfælde, om en der opsamler spredte oplysninger og plaprer løs med intetsigende snak.

Når man studerer fuglene indgående, finder man tydelige vidnesbyrd om at de, som Bibelen siger, er skabt af Gud. Både fugle og krybdyr er æglæggende, men krybdyrene er koldblodede og ofte træge, mens fuglene er varmblodede og hører til de mest aktive af alle jordens skabninger. Desuden har fuglene et usædvanlig hurtigt hjerteslag. Den evolutionistiske opfattelse at krybdyrenes skæl og forben med tiden skulle have udviklet sig til fjerklædte vinger, er både fantasifuld og grundløs. Fossilerne af de fugle som forskerne kalder Archaeopteryx (gammel vinge) og Archaeornis (gammel fugl), viser ganske vist at disse skabninger havde tænder og en lang, leddelt hale, men samtidig at de var fuldstændig fjerklædte, havde fødder som var beregnet til at sidde med, og havde fuldt udviklede vinger. Man har ikke fundet mellemformer med skæl som er ved at udvikle sig til fjer, eller med forben som er ved at blive til vinger, hvormed man kunne underbygge evolutionsteorien. Som apostelen Paulus udtrykte det, er fuglenes „kød“ et andet end jordens øvrige skabningers. — 1Kor 15:39.

Salmisten opfordrede de „vingede fugle“ til at lovsynge Jehova (Sl 148:1, 10), og det gør fuglene blandt andet ved deres sindrige legemsbygning og fjerdragt. En fugl kan have fra 1000 til over 20.000 fjer. Hver fjer består af et skaft hvorfra der udgår i hundredvis af stråler som danner en fane, og hver stråle har igen flere hundrede bistråler og små kroge. En enkelt, 15 cm lang vingefjer af en due anslås således at have flere hundrede tusind bistråler og millioner af kroge. De aerodynamiske principper hvorefter fuglenes vinger og krop er bygget, overgår i sindrighed og effektivitet dem hvorefter moderne flyvemaskiner bygges. Knoglerne er hule, hvilket bevirker at en fugl er meget let. Skelettet af en fregatfugl med et vingefang på 2 m vejer således kun ca. 110 g. Knoglerne i vingerne hos visse store fugle som stiger meget højt, er forsynet med afstivere i de hule dele ligesom stiverne i en flyvemaskinevinge.

Før Vandfloden tog Noa fugle med i arken, parvis, „efter deres arter“, for at bevare dem i live. (1Mo 6:7, 20; 7:3, 23) Det er ikke muligt med sikkerhed at sige hvor mange forskellige „arter“ af fugle der dengang eksisterede, da nogle fugle i tidens løb er uddøde. En moderne videnskabelig klassifikation inddeler ifølge The New Encyclopædia Britannica (1985, bd. 15, s. 14-106) fuglene i blot 221 „familier“, deriblandt nogle som nu er uddøde, eller som man kun kender fra forsteninger. Der findes naturligvis tusinder af varieteter inden for disse „familier“. — Se ARK, 1.

Efter Vandfloden bragte Noa „rene flyvende skabninger“ som offer sammen med andre dyr (1Mo 8:18-20), og Gud tillod at fugle indgik i menneskets kost så længe man ikke spiste blod. (1Mo 9:1-4; jf. 3Mo 7:26; 17:13.) At visse fugle dengang blev betragtet som „rene“,  betyder åbenbart at Gud på en eller anden måde havde tilkendegivet at de var antagelige at bringe som offer; med hensyn til deres egnethed som føde blev ingen fugle betegnet som „urene“ før Moseloven. (3Mo 11:13-19, 46, 47; 20:25; 5Mo 14:11-20) Grundene til at nogle fugle blev betragtet som ceremonielt „urene“, anføres ikke i Bibelen. De fleste af disse fugle var rovfugle eller ådselfugle, men ikke dem alle. (Se HÆRFUGL.) Dette forbud blev ophævet efter at den nye pagt var indstiftet, sådan som Gud gjorde Peter opmærksom på i et syn. — Apg 10:9-15.

I nogle tilfælde er det svært at afgøre nøjagtig hvilken fugl der er tale om i Bibelen. Sprogforskerne lader sig i almindelighed lede af betydningen af ordets rod, da denne som regel er beskrivende; desuden af om sammenhængen siger noget om fuglens vaner og tilholdssted, og af hvilke fugle der nu lever i Bibelens lande. I mange tilfælde, mener man, er navnet onomatopoietisk, det vil sige at det er en efterligning af de lyde fuglen frembringer.

Med sin varierede topografi, der spænder fra kølige bjergegne til dybe, varme dale og fra ørkener til kystsletter, alt sammen beliggende ved den sydøstlige ende af Middelhavet, er Palæstina et naturligt hjemsted for et stort antal fuglearter. Hermonbjerget i nord er det meste af året dækket af sne, mens der 200 km sydligere, langs Jordans nedre løb og i nærheden af Det Døde Hav, er varmt og tropisk. Hver geografisk zone — den alpine, den tempererede, den tropiske og den ørkenagtige — har sit specielle fugleliv. (Sl 102:6; 104:16, 17) Desuden ligger Palæstina på en af de vigtige trækruter som storke, turtelduer, vagtler, mursejlere, svaler, drosler, gøge og andre trækfugle følger mod nord fra Afrika om foråret og mod syd fra Europa og Asien om efteråret. (Høj 2:11, 12; Jer 8:7) Det anslås at der i årets løb kan findes omkring 470 fuglearter i Palæstina. Eftersom en stor del af skovene og den øvrige plantevækst er gået til i århundredernes løb, er det sandsynligt at fuglebestanden var endnu større i bibelsk tid.

Særlig bemærkelsesværdigt er det store antal rovfugle (hebr.: ‛aʹjit) der findes i Palæstina, heriblandt ørne, høge, falke, glenter og gribbe. Da Abraham i sin tid bragte et offer, forsøgte rovfugle at slå ned på de ofrede dyr så han måtte blive ved med at jage dem væk indtil solnedgang. (1Mo 15:9-12; jf. 2Sa 21:10.) I deres søgen efter føde benytter disse fugle sig ikke af deres forholdsvis svage lugtesans, men af deres meget skarpe syn.

Det velkendte syn af ådselfugle der samledes om et ådsel, blev brugt symbolsk som advarsel over for en fjende (1Sa 17:44, 46), og det indgik gentagne gange i de guddommeligt inspirerede advarsler til Israels folk og dets herskere (5Mo 28:26; 1Kg 14:11; 21:24; Jer 7:33; 15:3) samt til fremmede nationer. (Es 18:1, 6; Ez 29:5; 32:4) Den som Jehova brugte til at fuldbyrde sin dom, blev billedligt fremstillet som en rovfugl. (Es 46:11) At en by eller et land skulle lægges øde, blev skildret ved at det skulle blive bolig for visse fugle som normalt var ensomme af natur (Es 13:19-21; jf. Åb 18:2), eller ved at alt fugleliv ville forsvinde derfra. (Jer 4:25-27; 9:10; 12:4; Ho 4:3; Zef 1:3) Proklamationen til alle fuglene om at de skal samles for at gøre sig til gode med ligene af Gog fra Magog og hans hob (Ez 39:1-4, 17-21), finder en parallel i den tilsvarende proklamation i Åbenbaringen, hvor de jordiske herskere og deres hære som følge af kongen Jesu Kristi domsgerning bliver til føde for „alle fuglene som flyver midt på himmelen“. — Åb 19:11-21; se i modsætning hertil Guds trøstende ord til sit folk i Ho 2:18-20.

Det var israelitterne forbudt at tilbede billeder af fugle som et symbol på den sande Gud (5Mo 4:15-17), men tilbedelse af fugle var udbredt blandt de hedenske nationer, især i Ægypten. (Ro 1:23) I ægyptiske grave har man fundet i hundredvis af mumificerede fugle, især falke, gribbe og ibiser, der alle blev regnet for hellige af ægypterne. I de ægyptiske hieroglyffer indgår ca. 22 forskellige fugletegn.