En der er beskæftiget med at fange fugle. (Ord 6:5; Sl 124:7) Det lader til at man blandt hebræerne fortrinsvis gjorde dette ved hjælp af fælder, snarer og net; men man kan udmærket have brugt andre redskaber, som for eksempel bue og pil, eller slynge.

Efter Vandfloden fik menneskene lov til at spise fugle, blot de lod blodet løbe af. (1Mo 9:2-4) Selv om Moseloven senere forbød at man spiste visse fugle, blev mange fugle stadig regnet for „rene“ til føde. (5Mo 14:11-20) Når man nedlagde en fugl, skulle man lade dens blod „løbe ud og dække det til med støv“. (3Mo 17:13, 14) Foruden at bruges til føde (Ne 5:18; 1Kg 4:22, 23) kunne nogle af de fugle man fangede, specielt turtelduer og dueunger, anvendes til ofring (3Mo 1:14), og nogle af de duer der blev solgt i templet i Jerusalem på Jesu tid, blev uden tvivl leveret af fuglefængere. (Joh 2:14, 16) Fugle med prægtige fjer eller en smuk stemme blev sikkert solgt som selskabsdyr. — Jf. Job 41:5; 1Kg 10:22.

 Fælder og snarer. Af de hebraiske ord der findes for fælder og snarer, menes to (mōqesjʹ og pach) hovedsagelig at betegne dem der blev brugt af fuglefængere. Mōqesjʹ („snare“; Am 3:5) var en snare der blev udløst af fuglefængeren (eller en gruppe fuglefængere), mens pach (Job 22:10; Sl 91:3) var en fælde der automatisk klappede i når fuglen vovede sig ind i den. Fuglen blev lokket ind i fælden med list eller ved hjælp af lokkemad. (Ord 7:23) Det hebraiske ord for „fuglefænger“ (jaqusjʹ el. jaqōsjʹ) kommer af verbalroden jaqosjʹ, der betyder „at lægge en snare“. — Jer 50:24.

Fuglefængerne i gamle dage måtte studere de forskellige fugles vaner og ejendommeligheder og bruge velgennemtænkte metoder til at skjule og camouflere fælderne. (Jf. Job 18:10; Sl 64:5, 6; 140:5.) På grund af øjnenes placering på siden af hovedet har de fleste fugle et større synsfelt end mennesker. Visse fugle kan også skelne genstande på en afstand hvor mennesker må bruge kikkert for at se dem. Dette skarpe syn, i forening med fuglenes naturlige vagtsomhed, understreger sandheden i ordsproget der siger: „Det er jo forgæves at nettet kastes ud for øjnene af alt hvad der har vinger.“ — Ord 1:17.

Mennesker, der ikke kan forudse fremtiden og kun har ringe mulighed for at afværge ulykker, sammenlignes med „fuglene der fanges i fælden [hebr.: bappachʹ] . . . på et ulykkeligt tidspunkt som pludselig rammer dem“. (Præ 9:12) For de retfærdige lægges der fælder og snarer; de ugudelige søger at lokke dem med fristelser for at bringe dem til fald åndeligt og moralsk. (Sl 119:110; 142:3; Ho 9:8) Falske profetinder fordømmes for at ’jage sjæle . . . som var de flyvende fugle’. (Ez 13:17-23) Men eftersom Jehova er med sine trofaste tjenere, er deres sjæl „som en fugl der er undsluppet fra fuglefængernes fælde. Fælden er brudt op, og [de] er undsluppet.“ (Sl 124:1, 7, 8) Salmisten bad: „Vogt mig mod den klapfælde [fach] de har sat for mig og mod de snarer [umoqesjōthʹ, hunkøn flertal af mōqesjʹ] som lægges af dem der øver fortræd. De ugudelige skal sammen falde i deres egne net, mens jeg kommer uskadt forbi.“ — Sl 141:9, 10.