Fuldkommenhed og fuldendthed udtrykkes på hebraisk med afledninger af udsagnsord som kalalʹ (at gøre fuldendt eller fuldkommen [jf. Ez 27:4]), sjalamʹ (at fuldføre, fuldbyrde [jf. Ne 6:15; Job 23:14]) og tamamʹ (at være fuldført, være til ende [jf. Jos 4:10; Es 18:5]). I De Kristne Græske Skrifter bruges ordene teʹleios (tillægsord), teleioʹtēs (navneord) og teleioʹō (udsagnsord) på samme måde, idet de indeholder tanken om at bringe til fuldendelse, gøre målet fuldt (Lu 8:14; 2Kor 12:9; Jak 1:4), at være fuldvoksen eller moden (1Kor 14:20; He 5:14), at have nået den tilsigtede eller fastsatte ende, hensigten, målet (Joh 19:28; Flp 3:12).

Betydningen af den rette synsvinkel. For at forstå Bibelens brug af begrebet fuldkommenhed må man ikke begå den meget almindelige fejl at tro at alt hvad der kaldes fuldkomment, er det i absolut forstand, det vil sige fuldkomment til det yderste, i enhver henseende. Fuldkommenhed i denne absolutte forstand ejes kun af Skaberen, Jehova Gud. Derfor kunne Jesus sige om sin Fader: „Ingen er god undtagen én, Gud.“ (Mr 10:18) Jehova er uforlignelig og derfor værdig til al pris; han besidder egenskaber og evner som ingen kommer på højde med; „hans navn alene er ophøjet“. (Sl 148:1-13; Job 36:3, 4, 26; 37:16, 23, 24; Sl 145:2-10, 21) Moses lovpriste Guds fuldkommenhed med ordene: „For Jehovas navn vil jeg forkynde. Tilskriv vor Gud storhed! Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ (5Mo 32:3, 4) Alle Guds veje, ord og lovbud er fuldkomne, lutrede, uden fejl og mangler. (Sl 18:30; 19:7; Jak 1:17, 25) Der vil aldrig kunne findes nogen berettiget grund til at gøre indsigelse mod, kritisere eller finde fejl ved ham eller hans gerninger; tværtimod er der altid grund til at lovprise ham. — Job 36:22-24.

Al anden fuldkommenhed er relativ. Når begrebet fuldkommenhed bruges om nogen anden eller noget andet, er fuldkommenheden derfor relativ, ikke absolut. (Jf. Sl 119:96.) Det vil sige at noget er „fuldkomment“ i forhold til den hensigt eller det formål som det er udtænkt eller frembragt til at skulle tjene, og i forhold til den brug som det ifølge sin bestemmelse skal anvendes til. Selve betydningen af begrebet „fuldkommenhed“ kræver at der er en der afgør hvornår „fuldkommenheden“ eller „fuldendtheden“ er nået, hvor høj normen er, hvilke krav  der skal opfyldes, og hvilke egenskaber der er nødvendige. I sidste instans er Gud som Skaberen normgiveren og den endelige dommer, den der bedømmer værket efter sine egne retfærdige hensigter og interesser. — Ro 12:2; se JEHOVA (En Gud med en moralnorm).

Til eksempel kan anføres planeten Jorden. Efter at Gud havde fuldført sit værk på den ved slutningen af den sjette skabelsesdag, erklærede han resultatet for „virkelig godt“. (1Mo 1:31) Den opfyldte hans høje norm for ypperlighed og kunne derfor siges at være fuldkommen. Dog gav han derefter menneskene til opgave at ’underlægge sig’ den, åbenbart i den forstand at de skulle opdyrke den og gøre hele jorden, og ikke blot Eden, til en Guds have. — 1Mo 1:28; 2:8.

Tabernaklet, eller teltboligen, som blev bygget i ørkenen på Guds befaling og efter hans detaljerede forskrifter, tjente som et forbillede på eller en profetisk model i mindre format af et „større og fuldkomnere telt“, hvis Allerhelligste er Jehovas himmelske bolig, som Kristus Jesus gik ind i som ypperstepræst. (He 9:11-14, 23, 24) Det jordiske telt var fuldkomment på den måde at det opfyldte Guds krav og tjente sin bestemmelse. Men da Guds hensigt med det var opfyldt, ophørte det med at blive brugt, og det forsvandt. Den fuldkommenhed som dets modbillede besad, var af en langt højere karat.

Byen Jerusalem med Zions Bjerg blev betegnet som „fuldendt i skønhed“. (Kl 2:15; Sl 50:2) Det vil ikke sige at hver lille del af den helt bogstaveligt var overordentlig smuk og tiltalende, men udtrykket refererer snarere til den brug Gud gjorde af byen som hovedstad for sine salvede konger og som stedet hvor hans tempel befandt sig, således at byens skønhed hidrørte fra den pragt og herlighed han omgav den med. (Ez 16:14) Den rige handelsby Tyrus skildres som et skib hvis bygmestre — de der arbejdede for byens materielle interesser — ’havde gjort dets skønhed fuldendt’, idet de havde fyldt byen med luksusvarer fra mange lande. — Ez 27:3-25.

I hvert enkelt tilfælde må man altså tage sammenhængen i betragtning for at afgøre i hvilken forstand og i hvilket forhold der er tale om fuldkommenhed.

Moselovens fuldkommenhed. Den lov der blev givet til Israel gennem Moses, indeholdt blandt andet forordninger om et præsteskab og frembæring af forskellige dyreofre. Selv om den var givet af Gud og derfor fuldkommen, kunne hverken Loven, dens præsteskab eller dens slagtofre gøre dem der var under Loven, fuldkomne, sådan som den inspirerede apostel viser. (He 7:11, 19; 10:1) I stedet for at frigøre fra synd og død gjorde den blot synden mere åbenbar. (Ro 3:20; 7:7-13) Alle disse guddommelige foranstaltninger tjente ikke desto mindre det formål som Gud havde bestemt dem til; Loven var „en opdrager“ der skulle lede mennesker til Kristus, idet den dannede en fuldkommen „skygge af kommende goder“. (Ga 3:19-25; He 10:1) Når Paulus taler om noget som „loven ikke magtede, idet den var svag på grund af kødet“ (Ro 8:3), tænkte han derfor åbenbart på at den kødelige, jødiske ypperstepræst (der ifølge Moseloven havde ansvaret for ofringerne, og som på forsoningsdagen gik ind i Det Allerhelligste med offerdyrenes blod) ikke formåede „fuldt ud at frelse“ dem som han betjente, sådan som Hebræerne 7:11, 18-28 forklarer. Selv om slagtofrene der blev frembåret af det aronitiske præsteskab, udvirkede at folket bevarede et ret forhold til Gud, befriede de dem ikke fuldstændigt og fuldkomment for bevidstheden om synd. Apostelen hentyder til dette når han siger at slagtofrene ikke kunne „gøre dem der træder frem med dem, fuldkomne“, det vil sige med hensyn til deres samvittighed. (He 10:1-4; jf. He 9:9.) Ypperstepræsten kunne ikke tilvejebringe den genløsningsbetaling der var nødvendig for en fuldstændig løskøbelse fra synden. Det kan kun Kristi varige præstetjeneste og fyldestgørende offer udvirke. — He 9:14; 10:12-22.

Moseloven var ’hellig, retfærdig og god’ (Ro 7:12, 16), og enhver der i alle henseender kunne leve op til denne fuldkomne lov, ville dermed bevise at han eller hun var fuldkommen og værdig til at få tilkendt liv. (3Mo 18:5; Ro 10:5; Ga 3:12) Det var af netop den grund at Loven medførte fordømmelse i stedet for liv, ikke fordi Loven ikke var god, men på grund af den ufuldkomne, syndige natur hos dem der var underlagt den. (Ro 7:13-16; Ga 3:10-12, 19-22) Lovens fuldkommenhed gjorde deres ufuldkommenhed og syndighed særlig åbenbar. (Ro 3:19, 20; Ga 3:19, 22) I denne henseende tjente Loven også til at identificere Jesus som Messias, for han alene kunne holde Loven fuldt ud, hvorved han beviste at han var et fuldkomment menneske. — Joh 8:46; 2Kor 5:21; He 7:26.

Bibelens fuldkommenhed. De Hellige Skrifter udgør et fuldkomment budskab fra Gud; et budskab der er lutret, rent og sandt. (Sl 12:6; 119:140, 160; Ord 30:5; Jo 17:17) Under arbejdet med at lave afskrifter gennem et par tusind år er det klart at der har indsneget sig nogle fejl, men det erkendes at de er ganske uvæsentlige. De afskrifter og oversættelser vi har i dag, er altså ikke  fuldstændig fejlfri, men de er alligevel formidlere af budskabet fra Gud.

Nogle synes måske at Bibelen er sværere at læse end mange andre bøger, at den kræver en større indsats og koncentration; de finder måske at den er vanskelig at forstå. Kritikere mener måske at Bibelen, for at kunne siges at være fuldkommen, skulle være fri for selv overfladiske uoverensstemmelser, eller hvad de opfatter som modsigelser. Intet af dette svækker imidlertid Bibelens fuldkommenhed. Den sande målestok for dens fuldkommenhed består i at den svarer til Jehova Guds normer, at den fuldt ud tjener den hensigt han som dens sande Forfatter har tiltænkt den, samt at den som sandhedens Guds offentliggjorte ord er fri for falsk lære. Apostelen Paulus peger på at „de hellige skrifter“ er fuldkomne, idet han siger: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ (2Ti 3:15-17) Hvad De Hebraiske Skrifter gjorde for israelitterne når de fulgte deres bud, hvad hele Skriften gjorde for den kristne menighed i det 1. århundrede, og hvad Bibelen kan gøre for mennesker i dag, er et overbevisende vidnesbyrd om at Bibelen er et ideelt redskab i Guds hånd og udvirker det som var Guds hensigt med den. — Jf. 1Kor 1:18.

Af hele Den Hellige Skrift, inklusive Guds søns lære, fremgår det at det først og fremmest afhænger af den enkeltes hjerte om vedkommende forstår Guds hensigter, gør hans vilje og opnår frelse til liv. (1Sa 16:7; 1Kr 28:9; Ord 4:23; 21:2; Mt 15:8; Lu 8:5-15; Ro 10:10) Bibelen er som den eneste bog i stand til at „bedømme hjertets tanker og hensigter“, det vil sige åbenbare et menneskes sande personlighed. (He 4:12, 13) Det fremgår klart af Bibelen at Gud ikke har ladet kundskaben om ham være noget man kan tilegne sig uden at gøre en indsats. (Jf. Ord 2:1-14; 8:32-36; Es 55:6-11; Mt 7:7, 8.) Det er også tydeligt at Gud har ladet sin hensigt blive åbenbaret for de ydmyge og skjult den for de hovmodige, for ’således har det behaget ham at handle’. (Mt 11:25-27; 13:10-15; 1Kor 2:6-16; Jak 4:6) At enkeltpersoner hvis hjerte ikke er modtageligt for Bibelens budskab, kan finde ting i den som efter deres mening retfærdiggør at de afviser dens budskab, dens retledning og dens tugt, er på ingen måde et bevis på at Bibelen er ufuldkommen. Det anskueliggør tværtimod de ovennævnte bibelske argumenter og viser at Bibelen er fuldkommen ifølge dens Forfatters norm — og det er alene hans norm der gælder. (Es 29:13, 14; Joh 9:39; Apg 28:23-27; Ro 1:28) Det i Guds ord og handlinger som de verdsligvise finder „tåbeligt“ eller „svagt“, har med tiden stået sin prøve og har med hensyn til visdom og kraft vist sig langt at overgå jordiske kritikeres teorier, ræsonnementer og filosofiske ideer. — 1Kor 1:22-25; 1Pe 1:24, 25.

Nu som førhen er tro en vigtig forudsætning for at forstå og værdsætte Guds fuldkomne ord. Nogle mener måske at Bibelen burde indeholde visse enkeltheder og forklaringer om hvorfor Gud i bestemte situationer godkendte eller fordømte nogle, eller hvorfor han valgte en bestemt handlemåde, mens de synes at andre enkeltheder i den bibelske beretning er overflødige. Men selv om Bibelen svarede til menneskers, for eksempel ens egne, normer eller kriterier, ville det ikke være et bevis på at den opfyldte Guds norm for fuldkommenhed. Jehova viser hvor forkert et sådant synspunkt er, idet han erklærer at hans tanker og veje er højere end menneskers, og han forsikrer at hans ord vil ’gennemføre hvad han har sendt det til’ og altså tjene hans hensigt med det. (Es 55:8-11; Sl 119:89) Det er netop hvad udtrykket fuldkommenhed betyder, som det fremgår af definitionen i indledningen.

Fuldkommenhed og den frie vilje. Det foregående hjælper os til at forstå hvordan fuldkomne skabninger, skabt af Gud, kunne blive ulydige. At påstå at fuldkomne skabninger ikke kan synde, er at ignorere definitionen af hvad fuldkommenhed er, og at benægte kendsgerningerne. Guds fornuftbegavede skabninger er moralsk frit stillede, idet de har ret til personligt at afgøre hvordan de vil handle, men de må naturligvis samtidig bære ansvaret for deres handlinger. (5Mo 30:19, 20; Jos 24:15) Det er tydeligt at det var sådan det forholdt sig med det første menneskepar så deres hengivenhed for Gud kunne blive sat på prøve. (1Mo 2:15-17; 3:2, 3) Som den der havde skabt dem, vidste Jehova hvad han ønskede af sine skabninger, og af Bibelen fremgår det at han ikke ønsker en automatisk, rent mekanisk lydighed, men en tilbedelse og tjeneste der udspringer af et hjerte og sind der er tilskyndet af ægte kærlighed. (Jf. 5Mo 30:15, 16; 1Kr 28:9; 29:17; Joh 4:23, 24.) Hvis Adam og hans hustru Eva havde manglet evnen til at vælge i denne sag, ville de ikke have opfyldt Guds krav; de ville ikke have været fuldstændige, fuldkomne, ifølge hans norm.

Vi må huske at fuldkommenhed for menneskers vedkommende er en relativ fuldkommenhed, begrænset til det menneskelige, jordiske  plan. Selv om Adam var skabt fuldkommen, kunne han ikke gå uden for de grænser som Skaberen havde sat for ham; han kunne ikke spise jord, grus eller træ uden at tage skade; hvis han prøvede at indånde vand i stedet for luft, ville han drukne. Tilsvarende ville det få dårlige følger hvis han lod sit sind og hjerte nære af urette tanker; det ville føre til urette ønsker og til sidst medføre synd og død. — Jak 1:14, 15; jf. 1Mo 1:29; Mt 4:4.

At det er skabningens personlige vilje og valg der er det afgørende, vil man let kunne se. Hvis man vil hævde at et fuldkomment menneske ikke kan handle uret i et moralsk spørgsmål, måtte man da ikke også, som en logisk følge deraf, hævde at et ufuldkomment menneske ikke kan handle ret når der er tale om et moralsk spørgsmål? Dog er der ufuldkomne skabninger der handler ret i sådanne moralske spørgsmål hvor der er tale om lydighed mod Gud, idet de endog vælger at blive forfulgt frem for at handle anderledes, mens andre samtidig med fuldt overlæg handler uret. Det er således ikke alle urette handlinger der kan tilskrives menneskelig ufuldkommenhed. Det afgørende er personens vilje og valg. Tilsvarende var den menneskelige fuldkommenhed alene ikke nogen garanti for at det første menneske ville handle ret, men derimod dét at det gjorde brug af sin egen frie vilje og traf sit valg, motiveret af kærlighed til Gud og til det der var ret. — Ord 4:23.

Den første synder og kongen af Tyrus. Endnu før menneskene syndede og blev ufuldkomne, var synd og ufuldkommenhed opstået i det åndelige domæne, sådan som det fremgår af Jesu ord i Johannes 8:44 og beretningen i Første Mosebog, kapitel 3. Klagesangen i Ezekiel 28:12-19 er henvendt til den jordiske „Tyrus’ konge“, men sigter øjensynlig også til den åndesøn af Gud som var den første der syndede. ’Tyrus’ konges’ hovmodighed, det at han gjorde sig selv til ’en gud’, at han blev kaldt en „kerub“, og at „Eden, Guds have“ omtales, svarer nøje til Bibelens oplysninger om Satan Djævelen, der blev opblæst af hovmod, og som forbindes med slangen i Eden og kaldes „denne tingenes ordnings gud“. — 1Ti 3:6; 1Mo 3:1-5, 14, 15; Åb 12:9; 2Kor 4:4.

„Tyrus’ konge“, hvis navn ikke nævnes, boede i en by der hævdede at være „fuldendt i skønhed“, og kongen selv var „fuld af visdom og fuldendt [tillægsord beslægtet med det hebr. kalalʹ] i skønhed“ og „uangribelig [hebr.: tamīmʹ]“ i sin adfærd fra den dag han skabtes indtil der blev fundet uretfærdighed hos ham. (Ez 27:3; 28:12, 15) I første række gælder klagesangen i Ezekiels Bog måske det tyriske kongedynasti snarere end en bestemt konge. (Jf. profetien mod den unavngivne „Babylons konge“ i Es 14:4-20.) Hvis dette er tilfældet, sigtes der måske til de tyriske herskeres venskabelige og samarbejdsvillige indstilling under kongerne David og Salomon, da Tyrus endog bidrog til opførelsen af Jehovas tempel på Morijas Bjerg. Oprindelig var der således intet at udsætte på den officielle tyriske holdning til Jehovas folk, Israel. (1Kg 5:1-18; 9:10, 11, 14; 2Kr 2:3-16) Senere tiders konger afveg imidlertid fra denne ’uangribelige’ kurs, og Tyrus gjorde sig fortjent til den fordømmelse som Guds profeter Joel og Amos, foruden Ezekiel, udtalte. (Joel 3:4-8; Am 1:9, 10) Ud over at vise ligheden mellem kongen af Tyrus’ handlemåde og Guds hovedmodstanders er denne profeti endnu et eksempel på hvordan ordene „fuldendt“ og „uangribelig“ kan bruges i relativ forstand.

Hvordan kan ufuldkomne tjenere for Gud kaldes ’uangribelige’?

Den retfærdige Noa var „uangribelig blandt sine samtidige“, og Job var „uangribelig og retskaffen“. (1Mo 6:9; Job 1:8) Lignende udtryk bruges om andre tjenere for Gud. Eftersom de alle var efterkommere af synderen Adam og derfor selv var syndere, er det klart at de var ’uangribelige’ i den betydning at de i enhver henseende levede op til de krav Gud stillede til dem, krav som tog deres ufuldkommenhed og svaghed i betragtning. (Jf. Mik 6:8.) Ligesom en pottemager ikke vil forvente den samme kvalitet af en vase der formes af almindeligt ler, som af en der formes af særlig fint ler, således tager Jehova i sine krav hensyn til ufuldkomne menneskers svaghed. (Sl 103:10-14; Es 64:8) Selv om sådanne trofaste mennesker begik fejl og overtrædelser som følge af deres kødelige ufuldkommenhed, var deres hjerte ikke desto mindre „helt [hebr.: sjalemʹ] med Jehova“. (1Kg 11:4; 15:14; 2Kg 20:3; 2Kr 16:9) Så vidt som det var muligt for dem, var deres hengivenhed fuldstændig og sund og opfyldte Guds krav til dem. Eftersom Gud fandt behag i deres tilbedelse og det var ham der var deres Dommer, kunne ingen mennesker eller åndeskabninger med rette finde fejl ved deres tjeneste for ham. — Jf. Lu 1:6; He 11:4-16; Ro 14:4; se JEHOVA (Hvordan han kan have med ufuldkomne mennesker at gøre).

 I De Kristne Græske Skrifter anerkendes menneskenes nedarvede ufuldkommenhed. I Jakob 3:2 siges det at hvis nogen kunne tøjle sin tunge og ikke fejle i ord, ville han være „en fuldkommen mand, i stand til . . . at tøjle hele sit legeme“; men i denne henseende ’fejler vi alle mange gange’. (Jf. Jak 3:8.) Det er dog muligt for ufuldkomne mennesker i visse henseender at opnå fuldkommenhed i relativ forstand. Jesus sagde til sine disciple: „I må altså være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ (Mt 5:48) Han havde her talt om kærlighed og gavmildhed. Han viste at ens kærlighed var ufuldstændig eller mangelfuld hvis man blot elskede dem der gengældte ens kærlighed; hans disciple skulle gøre deres kærlighed fuldkommen eller lade den udvikle sig fuldt ud ved også at elske deres fjender, hvorved de ville følge Guds eksempel. (Mt 5:43-47) På samme måde fik den unge mand der spurgte Jesus om hvordan han kunne opnå evigt liv, at vide at hans tilbedelse af Gud, der allerede omfattede lydighed mod Lovens bud, stadig manglede noget på nogle vigtige punkter. Hvis han ’ville være fuldkommen’, måtte han lade sin tilbedelse af Gud udvikle sig fuldt ud (se Lu 8:14) ved at gøre det der endnu manglede. — Mt 19:21; jf. Ro 12:2.

Apostelen Johannes viser at Guds kærlighed er gjort fuldkommen i dem der forbliver i samhørighed med Ham, idet de overholder hans søns ord og elsker hinanden. (1Jo 2:5; 4:11-18) En sådan fuldkommen kærlighed driver frygten ud og giver „frimodighed i tale“. Sammenhængen viser at Johannes her taler om „frimodighed i tale over for Gud“, som for eksempel i bøn. (1Jo 3:19-22; jf. He 4:16; 10:19-22.) Den i hvem Guds kærlighed kommer helt og fuldt til udtryk, kan tillidsfuldt træde frem for sin himmelske Fader uden at føle sig fordømt i sit hjerte som en hykler eller en der har Guds mishag. Han ved at han holder Guds bud og gør det der behager hans Fader, og kan derfor frit udtrykke sig og fremsætte sine anmodninger over for Jehova. Han føler det ikke som var han underlagt visse begrænsninger af Gud med hensyn til hvad han må sige eller bede om. (Jf. 4Mo 12:10-15; Job 40:1-5; Kl 3:40-44; 1Pe 3:7.) Der bor ingen sygelig frygt i ham; han træder ikke frem på „dommens dag“ med en dårlig samvittighed eller med noget ønske om at skjule visse ting. (Jf. He 10:27, 31.) Ligesom et barn ikke er bange for at bede sine kærlige forældre om noget, således er den hos hvem kærligheden er fuldkommengjort eller fuldt udviklet, heller ikke bange for at bede Gud om noget, men han nærer forvisning om at „uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med hans vilje, så hører han os. Og når vi ved at han hører os hvad vi end beder om, så ved vi at vi vil få det vi har bedt om, eftersom vi har bedt ham om dem.“ — 1Jo 5:14, 15.

Den „fuldkomne kærlighed“ fjerner altså ikke frygt af enhver art. Den fjerner ikke den ærbødige, sønlige frygt for Gud som er affødt af dyb respekt for hans stilling, magt og retfærdighed. (Sl 111:9, 10; He 11:7) Den fjerner heller ikke den normale frygt der får et menneske til om muligt at undgå fare eller at beskytte sit liv, eller den frygt der er en følge af at man pludselig bliver opskræmt. — Jf. 1Sa 21:10-15; 2Kor 11:32, 33; Job 37:1-5; Hab 3:16, 18.

Ved kærlighedens „fuldkomne bånd“ opnås der endvidere fuldstændig enhed, hvorved sande kristne bliver „fuldkommengjort til ét“. (Kol 3:14; Joh 17:23) Fuldkommenheden i denne henseende er tydeligvis også relativ, da individuelle forskelle i personlighed, evner, vaner, samvittighed og lignende stadig vil være til stede. Men når fuldkommenheden er opnået, vil den føre til enhed i handling, tro og lære. — Ro 15:5, 6; 1Kor 1:10; Ef 4:3; Flp 1:27.

Kristi Jesu fuldkommenhed. Jesus blev født som et fuldkomment menneske. Han var hellig og syndfri. (Lu 1:30-35; He 7:26) Hans fysiske fuldkommenhed var naturligvis ikke ubegrænset, men lå inden for de grænser der er sat for mennesker; han blev træt, tørstig og sulten, og han kunne dø. (Mr 4:36-39; Joh 4:6, 7; Mt 4:2; Mr 15:37, 44, 45) Det var Jehova Guds hensigt at bruge sin søn som ypperstepræst til gavn for menneskene. Selv om Jesus var et fuldkomment menneske, måtte han ’gøres fuldkommen’ (gr.: teleioʹō) til denne stilling, idet han i alle henseender måtte opfylde de krav Faderen stillede, og føres frem til det mål der var sat for ham. Disse krav indebar at han måtte blive „sine ’brødre’ lig i alle henseender“, idet han måtte udholde lidelse, lære lydighed under prøve, ligesom hans „brødre“, hans disciple, måtte. Således kunne han „føle med vore svagheder“ som en der er blevet „prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd“. (He 2:10-18; 4:15, 16; 5:7-10) Desuden måtte han efter sin død som et fuldkomment offer og efter sin opstandelse modtage udødeligt, åndeligt liv i himmelen og blev således „gjort fuldkommen for evigt“ til sit embede som ypperstepræst. (He 7:15–8:4; 9:11-14, 24) På samme måde vil alle de der skal tjene som underpræster sammen med Kristus, blive „gjort fuldkomne“, det vil sige blive ført til det himmelske  mål de søger, og som de er kaldet til. — Flp 3:8-14; He 12:22, 23; Åb 20:6.

’Vor tros fuldender’. Jesus kaldes „vor tros hovedformidler [el.: anfører] og fuldender“. (He 12:2) Det er rigtigt at Abrahams tro, længe før Jesu Kristi komme, blev „gjort fuldkommen“ ved hans gerninger i tro og lydighed, hvorved han vandt Guds godkendelse og Gud indgik en pagt med ham som han stadfæstede med sin egen ed. (Jak 2:21-23; 1Mo 22:15-18) Men troen hos alle disse trofaste mænd som levede forud for Jesu jordiske tjeneste, var ufuldstændig eller ufuldkommen i den forstand at de ikke forstod de dengang uopfyldte profetier om Jesus som Guds søn og Messias. (1Pe 1:10-12) Ved Jesu fødsel, tjeneste, død og opstandelse til himmelsk liv blev disse profetier opfyldt, og troen på Kristus fik et stærkt grundlag at hvile på, bekræftet af historiske kendsgerninger. Troen i denne fuldkommengjorte forstand kunne således siges at være „kommet“ ved Kristus Jesus (Ga 3:24, 25), som derved viste sig at være vor tros „anfører“ (AT), „Begynder“ (Ka, Li), „banebryder“ (DA92) eller „hovedformidler“ (NV). Fra sin plads i himmelen fortsatte han med at være troens fuldender for sine disciple, idet han udgød hellig ånd over dem på Pinsedagen og gav åbenbaringer som lidt efter lidt udfyldte og videreudviklede deres tro. — Apg 2:32, 33; He 2:4; Åb 1:1, 2; 22:16; Ro 10:17.

„Ikke skulle gøres fuldkomne uden os“. Efter at have nævnt en række trofaste mænd og kvinder i førkristen tid fra Abel og fremefter siger apostelen at ingen af disse „erfarede . . . opfyldelsen af løftet, da Gud havde forudset noget bedre for os, for at de ikke skulle gøres fuldkomne uden os“. (He 11:39, 40) De der omtales som „os“, er tydeligvis de salvede kristne (He 1:2; 2:1-4), „som har andel i den himmelske kaldelse“ (He 3:1), og for hvem Kristus har „indviet . . . en ny og levende vej“ ind til det hellige sted i Guds nærhed i himmelen. (He 10:19, 20) Den himmelske kaldelse indbefatter dét at tjene som Guds og Kristi præster i himmelen under Kristi tusindårige styre. De får også „magt til at dømme“. (Åb 20:4-6) Det himmelske liv og de dermed forbundne privilegier som de kaldede modtager, må derfor være det „bedre“ som Gud har forudset for de salvede kristne. (He 11:40) Deres åbenbarelse, når de skrider til handling fra himmelen for sammen med Kristus at fjerne denne onde tingenes ordning, vil imidlertid medføre udfrielse fra trældom under fordærv for dem af skabningen der rækker ud efter „Guds børns herlige frihed“. (Ro 8:19-22) Hebræerne 11:35 viser at trofaste førkristne vidner bevarede deres uangribelighed under lidelse „for at de kunne opnå en bedre opstandelse“, øjensynlig bedre end den som de „døde“ der omtales i begyndelsen af verset, fik, idet disse blev oprejst, men døde igen. (Jf. 1Kg 17:17-23; 2Kg 4:17-20, 32-37.) Når det om de trofaste førkristne vidner siges at de „gøres fuldkomne“, må det derfor sigte til deres opstandelse og genrejsning til liv, og til at de bliver „frigjort fra trældom under fordærv“ ved Jesu Kristi ypperstepræstelige virke og hans underpræsters tjeneste i tusindårsriget.

Menneskene opnår atter fuldkommenhed på jorden. Ifølge bønnen „lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden“ vil vor planet erfare den fulde opfyldelse af Guds hensigter med alt hvad dette indebærer. (Mt 6:10) Denne onde tingenes ordning, der er underlagt Satans herredømme, vil blive udslettet. Alle fejl og mangler hos de overlevende der fortsat viser lydighed og tro, vil blive fjernet så alt opfylder Guds norm for at kunne betegnes som fuldstændigt, sundt og godt. At Guds vilje indbefatter fuldkommenhed på det jordiske plan, fremgår af Åbenbaringen 5:9, 10. Det siges her at mennesker der er ’købt til Gud’ (jf. Åb 14:1, 3), vil blive gjort „til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden“. Under Lovpagten hørte det til præsternes pligter ikke blot at repræsentere mennesker over for Gud når de frembar deres ofre, men også at værne om nationens fysiske sundhed, idet de forrettede tjeneste ved renselsen af dem der havde besmittet sig, og bedømte om en person var blevet helbredt for spedalskhed. (3Mo 13-15) Desuden skulle præsterne medvirke til at forbedre og bevare folkets åndelige og mentale sundhed. (5Mo 17:8-13; Mal 2:7) Eftersom Loven indeholdt „en skygge af kommende goder“, må man forvente at det himmelske præsteskab under Kristus Jesus vil udføre et lignende arbejde under hans tusindårige styre. — He 10:1; Åb 20:4-6.

At den løskøbte menneskehed vil komme til at erfare at tårer, sorg, skrig, smerte og død ikke er mere, ses af det profetiske billede i Åbenbaringen 21:1-5. Gennem Adam trængte synd, og dermed lidelse og død, igennem til alle mennesker (Ro 5:12); dette hører med til „det som var før“, og som skal forsvinde. Døden er syndens løn, og „den sidste fjende der tilintetgøres, er døden“ under Kristi styre. (Ro 6:23; 1Kor 15:25, 26, 56) Det vil betyde at lydige mennesker vil vende tilbage til den fuldkomne tilstand som mennesket befandt sig i ved begyndelsen af tilværelsen i Edens have. De vil således kunne nyde  ikke blot fuldkommenhed i tro og kærlighed, men også fuldkommenhed med hensyn til syndfrihed, idet de fuldt og helt står mål med Guds retfærdsnorm for mennesker på jorden. Profetien i Åbenbaringen 21:1-5 gælder ligeledes Kristi tusindårige styre, for „det ny Jerusalem“ som kommer ned fra himmelen, og som medfører at menneskenes lidelser ophører, siges at være Kristi „brud“, eller herliggjorte menighed, dem der udgør det kongelige præsteskab under Kristi tusindårige styre. — Åb 21:9, 10; Ef 5:25-32; 1Pe 2:9; Åb 20:4-6.

Den fuldkommenhed menneskene opnår, vil være relativ, begrænset til det jordiske, menneskelige plan. Dog vil den sætte dem der opnår den, i stand til i fuldeste mål at glæde sig ved livet som mennesker her på jorden. „Man mættes af fryd for [Jehovas] ansigt“, og „Guds telt er hos menneskene“, det vil sige hos lydige mennesker, mod hvem Jehovas ansigt er vendt idet de har hans godkendelse. (Sl 16:11; Åb 21:3; jf. Sl 15:1-3; 27:4, 5; 61:4; Es 66:23.) Fuldkommenhed vil ikke sige at alle forskelle er udlignet. I dyreverdenen, der er Jehovas ’fuldkomne værk’ (1Mo 1:20-24; 5Mo 32:4), er der en enestående variation. Planeten Jordens fuldkommenhed er heller ikke uforenelig med variation, forandringer eller kontraster; der gives rum for det simple og det komplicerede, det almindelige og det fantasifulde, det sure og det søde, det ujævne og det jævne, markerne og skovene, bjergene og dalene. Der vil være det tidlige forårs oplivende friskhed, sommerens varme med dens dybblå himmel, efteråret med dets skønne farver og vinteren med den nyfaldne snes rene skønhed. (1Mo 8:22) Fuldkomne mennesker vil heller ikke stereotypt ligne hinanden og have nøjagtig den samme personlighed, de samme evner og talenter. Som definitionerne der blev givet til indledning, viser, er dette ikke nødvendigvis den betydning der ligger i ordet fuldkommenhed.