Noget man skylder en anden, en forpligtelse til at betale noget eller at yde en tjeneste. Når en israelit pådrog sig gæld, skyldtes det som regel økonomisk modgang. At komme i gæld betragtedes i det gamle Israel som en ulykke fordi låntageren i realiteten blev långiverens træl. (Ord 22:7) Israelitterne skulle derfor være gavmilde og uselviske når de lånte ud til trængende landsmænd, og de måtte ikke prøve at tjene på andres modgang ved at kræve renter. (2Mo 22:25; 5Mo 15:7, 8; Sl 37:26; 112:5) Af udlændinge måtte de dog gerne kræve renter. (5Mo 23:20) Jødiske bibelkommentatorer mener at dette sidste gjaldt forretningslån, ikke lån i tilfælde af nød. Udlændinge opholdt sig som regel kun midlertidigt i Israel og i forretningsøjemed, og det var derfor rimeligt at forlange renter af dem, især da de også lånte ud til andre mod renter.

Til tider kautionerede en tredje part for et lån. I Ordsprogenes Bog advares der gentagne gange mod dette (6:1-3; 11:15; 17:18; 22:26) eftersom den der stillede sikkerhed, ville lide tab hvis låntageren ikke kunne betale lånet tilbage.

De første kristnes syn på gæld fremgår af ordene i Romerne 13:8: „I må ikke skylde nogen noget som helst, undtagen det at elske hinanden.“

Moseloven beskyttede kreditorer og debitorer. Under Moseloven skulle en tyv betale den gæld tilbage som han pådrog sig ved sin forbrydelse. Hvis han ikke kunne det, skulle han sælges som træl. (2Mo 22:1, 3) Den bestjålne ville derfor under alle omstændigheder få sit tab dækket.

Retskafne israelitter forstod at betaling af gæld var et krav fra Gud. (Sl 37:21) Kreditoren kunne derfor være sikker på at få sit tilgodehavende igen. En israelit der var ubemidlet, kunne sælge sig selv eller sine børn til trældom for at betale sin gæld. — 2Mo 21:7; 3Mo 25:39; jf. 2Kg 4:1-7.

Loven beskyttede også debitoren. Kreditoren måtte ikke gå ind i debitorens hus for at hente et pant, men skulle vente udenfor til debitoren bragte det ud til ham. (5Mo 24:10, 11) En enkes klædning eller nødvendige ting som en håndkværn eller den øverste møllesten fra den, måtte ikke tages som pant. (5Mo 24:6, 17) Hvis man tog en fattigs yderklædning (kappe) som pant, skulle den leveres tilbage inden solnedgang, da de fattige som regel kun havde én yderklædning, som de også sov i. — 2Mo 22:26, 27; 5Mo 24:12, 13.

I sabbatsåret (hvert 7. år) måtte en kreditor ikke presse en anden israelit for betaling af en gæld. (5Mo 15:1-3) I modsætning til israelitterne, der holdt sabbat og derfor så godt som intet udbytte havde af deres jord i sabbatsåret, havde udlændingene, der jo ikke levede af landbrug, fortsat en indtægt af deres arbejde. Det var derfor ikke urimeligt at presse dem for betaling af en gæld i sabbatsåret. Når sabbatsåret nærmede sig, har nogle israelitter måske ikke villet låne ud til deres trængende brødre fordi de vidste at de ikke bagefter måtte presse dem for betaling, men en sådan selviskhed fordømtes i Loven. — 5Mo 15:9.

I jubelåret (hvert 50. år) blev de hebraiske trælle frigivet, og alle arvelodder, undtagen huse i muromkransede byer der ikke tidligere havde tilhørt levitter, blev givet tilbage til deres oprindelige ejere. Denne ordning hindrede de israelitiske familier i at synke ned i bundløs gæld og fattigdom. Selv en der forvaltede sin ejendom dårligt, kunne ikke for altid miste sin og sin families arvelod. — 3Mo 25:10-41.

Omhyggelig overholdelse af Guds lov ville resultere i en stabil økonomi uden større national eller personlig gæld. Israelitterne fik denne forsikring: „Jehova din Gud vil velsigne dig, sådan som han har lovet dig, og du skal låne ud til mange nationer, men selv skal du ikke låne.“ — 5Mo 15:6.

Udbytning. Da israelitterne blev troløse, gik det blandt andet ud over nødlidende der havde stiftet gæld. At forgældede mennesker sluttede sig til David mens han var fredløs, tyder på at de blev hårdt presset af deres kreditorer. (1Sa 22:2) Det var tilsyneladende blevet skik og brug at låne ud til andre israelitter mod renter. (Es 24:2) Gennem sin profet Amos fordømte Jehova Israel for at sælge „en fattig for et par sandaler“. (Am 2:6) Og gennem Ezekiel anklagede  han israelitterne for at tage renter og for at tjene på deres medmennesker ved udbytning. — Ez 22:12.

Efter at jøderne var vendt tilbage fra landflygtigheden i Babylon, opstod der en ulykkelig situation fordi de ikke havde adlydt Guds lov og ydet rentefri lån til deres nødlidende brødre. På Nehemias’ tid var mange jøder blevet tvunget til at give deres huse, deres marker og endda deres sønner og døtre i pant. Da Nehemias havde formanet kreditorerne til at rette det fornødne, gik de dog ind på at give låntagerne deres ejendele tilbage og yde rentefri lån. — Ne 5:1-13.

Jesu lignelser eller billedtaler. Forholdet mellem långiver og låntager var velkendt for jøderne i det 1. århundrede, og Jesus brugte det nu og da i sine lignelser eller billedtaler. Han viste hvor nødvendigt det er at tilgive andre, ved at fortælle om en ond træl der fik en medtræl kastet i fængsel på grund af en gæld på 100 denarer (ca. 425 kr.) skønt han selv havde fået eftergivet en gæld på 60.000.000 denarer (ca. 240 mio. kr.). (Mt 18:23-33) Billedtalen om de to mænd der fik eftergivet en gæld på henholdsvis 500 denarer (ca. 2000 kr.) og 50 denarer (ca. 200 kr.), understregede princippet: „Den der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.“ (Lu 7:41-47) Billedtalen om den uretfærdige husholder der var ved at miste sin stilling, men udnyttede sin myndighed til at skaffe sig venner blandt sin herres skyldnere ved at nedskrive deres gæld, viser at man kan blive venner med Gud ved at bruge den „uretfærdige“ (materielle) rigdom klogt. — Lu 16:1-9.

Andre former for gæld. Som synonym til ordet „gæld“ bruges ordet „skyld“ i forbindelse med andre forpligtelser end dem man pådrager sig gennem lån. En arbejders løn omtales som „en skyldighed“. (Ro 4:4) Syndere er „skyldnere“ i forhold til dem de har syndet imod, og må derfor bede dem om tilgivelse. Om Gud vil tilgive vor „skyld“, afhænger af hvorvidt vi har tilgivet vore egne „skyldnere“. (Mt 6:12, 14, 15; Lu 13:4) Da apostelen Paulus var forpligtet til at forkynde den gode nyhed, kunne han sige at han ’stod i gæld’ til alle mennesker. (Ro 1:14, 15, DA48) De hedningekristne stod i realiteten i gæld til de jødekristne i Jerusalem fordi de var blevet hjulpet åndeligt af dem. Det var derfor kun rimeligt at de hjalp deres fattige jødiske brødre materielt. — Ro 15:26, 27.