[hebr.: barburīmʹ (flertal)].

Dette ord forekommer kun én gang i Bibelen, i 1 Kongebog 4:23, hvor „gøge [barburīmʹ]“ er nævnt på listen over de daglige forsyninger af madvarer til Salomons hof. (JB, NV) Andre oversættelser (GD, KJ) siger blot „fjerkræ“ her, men det ser ud til at barburīmʹ betegner en bestemt fugleart snarere end fjerkræ i almindelighed. Nogle har identificeret den med kapunen, perlehønen eller gåsen, men leksikografen W. Baumgartner (Hebräisches und Aramäisches Lexikon zum Alten Testament, Leiden 1967, s. 147) foreslår „gøgen“, hvilket understøttes af fuglens arabiske navn, abu burbur.

Både den almindelige gøg (Cuculus canorus) og skadegøgen (Clamator glandarius) passerer Palæstina i begyndelsen af marts på vej nordpå. Gøgen er en mellemstor fugl der med sit lidt krumme, spidse og skarpe næb ligner en lille høg. Farven er som regel uanselig, fra lysegrå eller lysebrun til rødbrun eller sort. Undersiden er ofte hvidlig med smalle sorte striber.

Nogle synes at gøgen var en temmelig lille fugl at servere på Salomons bord, men selv plukkede spurve blev i gammel tid solgt på markederne i Mellemøsten. (Mt 10:29) Gøgene var desuden „opfedede“, og om sådanne skriver The American Cyclopædia: „Om efteråret er de fede og anses for at være en god spise; i gamle dage havde mange en forkærlighed for dem, og deres kød mentes at have værdifulde helbredende egenskaber.“ – 1883, bd. V, s. 557.

Gøgen er hverken en ådselfugl eller en rovfugl, men en værdifuld insektæder. Den var „ren“ ifølge Moseloven og kunne serveres på Salomons kongelige bord.