[held].

1. En søn af Jakob med Leas tjenestepige Zilpa, der også blev moder til Gads yngre broder, Aser. Da han blev født i Paddan-Aram omkring år 1770 f.v.t., sagde Lea: „Med held!“ Heraf navnet Gad. (1Mo 30:9-13; 35:26) Gad rejste sammen med sine brødre to gange til Ægypten for at hente korn hos Josef. (1Mo 42:3; 43:15) Han var omkring 42 år gammel da han og hans familie sammen med faderen Jakob flyttede til Ægypten i 1728 f.v.t. (1Mo 46:6, 7, 16) Da Jakob 17 år senere lå på sit dødsleje og velsignede sine 12 sønner, sagde han om Gad: „Gad, ham vil en røverbande trænge ind på, men han vil trænge ind på den bagerste bagtrop.“ — 1Mo 49:1, 2, 19.

2. Den stamme som Gads syv sønner grundlagde. I det andet år efter udgangen af Ægypten talte stammens krigere 45.650 mand. (1Mo 46:16; 4Mo 1:1-3, 24, 25) Sammen med Ruben og Simeon udgjorde Gad en lejrafdeling på tre stammer hvis lejrplads lå syd for teltboligen. (4Mo 2:10-16) I marchordenen var Judas lejrafdeling den første, som efterfulgtes af levitterne af Gersjons og Meraris slægter, der bar teltboligen, og efter dem fulgte den lejrafdeling som Gad tilhørte. I spidsen for gaditternes hær stod Eljasaf, en søn af De’uel. (4Mo 10:14-20) Ved slutningen af ørkenvandringen kunne Gads stamme kun  mønstre 40.500 våbenføre mænd, en tilbagegang på 5150. — 4Mo 26:15-18.

Område. Mændene af Gads stamme blev kvægavlere som deres forfædre. (1Mo 46:32) De ønskede derfor at bosætte sig i området øst for Jordan, som var velegnet til kvægavl. Moses imødekom deres anmodning ved at tildele området til Gad, og desuden til Ruben og Manasses halve stamme, som også havde meget kvæg. Han gjorde det imidlertid kun på den betingelse at de ville hjælpe de øvrige stammer med at underlægge sig området vest for Jordan. Det gik de beredvilligt med til, og efter at de havde bygget folde med stengærder til deres kvæg og byer til deres kvinder og børn, stillede de med det foreskrevne antal krigere for at gå over Jordan og deltage i erobringen af landet. (4Mo 32:1-36; Jos 4:12, 13) Gads område havde tilhørt amoritterne, som israelitterne havde nedkæmpet under Moses’ ledelse. — 4Mo 32:33; 5Mo 2:31-36; 3:8-20.

Det land Gad bosatte sig i, bestod af lavlandet langs det meste af Jordanflodens østbred. Det strakte sig mod syd næsten til Det Døde Hav og mod nord næsten til Kinnerethavet. Det omfattede også noget af den højereliggende slette med Jabboks Regnflodsdal. En stor del af Gilead hørte således med til Gads område. (5Mo 3:12, 13) Mod nord stødte Gads arvelod op til Manasses arvelod og mod syd til Rubens arvelod. — Jos 13:24-28.

Efter landets erobring gav Josua mændene fra Gad deres andel af byttet og sendte dem hjem. Sammen med Ruben og Manasse byggede Gad derefter et stort alter ved Jordan. De andre stammer blev foruroligede over dette, men de faldt til ro igen da de fik at vide at alteret var bygget som et vidne om at de, ligesom stammerne vest for Jordan, udelukkende ville tilbede Jehova. Alteret skulle være en forsikring om at der ikke var nogen splittelse mellem stammerne øst og vest for Jordan. — Jos 22:1-34.

Alt dette var i overensstemmelse med den velsignelse Jakob havde givet Gad: „Gad, ham vil en røverbande trænge ind på, men han vil trænge ind på den bagerste bagtrop.“ (1Mo 49:19) Gaditterne var ikke bange for at ligge med østsiden åben for røverbander. De havde ikke valgt at bo i det østlige højland for at slippe for at kæmpe for Kana’ans land. Jakobs afskedsord til Gad var som en befaling til modigt at slå igen når nogen ville røve fra ham og krænke hans grænser. Gaditterne ville trænge ind på strejfskarerne, jage dem på flugt og forfølge deres bagerste bagtrop.

Moses talte også om Gads gode egenskaber da han sagde: „Velsignet er den der udvider Gads grænser. Som en løve skal han bo, og han skal sønderrive arm og isse. Og han vil udse sig den første lod, for dér lå en lovgivers tildeling gemt. Og folkets overhoveder vil samles. Jehovas retfærdighed skal han øve og eksekvere hans domme sammen med Israel.“ — 5Mo 33:20, 21.

I Gads område lå Ramot i Gilead, som var en af de tilflugtsbyer Moses udpegede. (5Mo 4:41-43) Andre levitbyer i gaditternes område var Mahanajim, Hesjbon og Jazer. (Jos 21:38, 39) Dibon, hvor den berømte Mesjastele blev fundet i 1868, var en af de mange byer gaditterne genopbyggede da de overtog området. — 4Mo 32:1-5, 34, 35.

Støttede David. Da David endnu kun havde begrænset bevægelsesfrihed på grund af Saul, gik flere af Gads sønner som var anførere i hæren, over Jordan mens den overskyllede sine bredder, for at stille sig på hans side i Ziklag i Juda. De var „dygtige krigere, stridsmænd fra hæren, der kunne stille op med stort skjold og lanse, og deres ansigter var som løveansigter, og de var hurtige som gazeller på bjergene. . . . Den ringeste svarede til hundrede, og den største til tusind.“ (1Kr 12:1, 8-15) I forbindelse med krigen mod hagritterne siges der om dem (og om mændene fra Ruben og Manasse): „Det var Gud de råbte til om hjælp i krigen, og han bønhørte dem fordi de stolede på ham.“ Som følge deraf faldt et meget stort antal fanger og meget kvæg i deres hænder. — 1Kr 5:18-22.

Fulgte Jeroboam. Da riget blev delt, støttede Gads stamme det nordlige rige under Jeroboam. År senere, i Jehus dage, da Jehova ’begyndte at skære stykke for stykke af Israel’, blev Gad, der lå udsat ved østgrænsen, til dels krigsskueplads for opgøret mellem nordriget Israel og Aram. (2Kg 10:32, 33) Til sidst oversvømmede assyrerkongen Tiglat-Pileser III Gad og førte befolkningen i fangenskab. Dermed blev det muligt for ammonitterne at overtage området. — 2Kg 15:29; 1Kr 5:26; Jer 49:1.

I Ezekiels profetiske syn af landets deling fik Gad tildelt det sydligste område. (Ez 48:27, 28) I fortegnelsen over Israels stammer i Åbenbaringen, kapitel 7, nævnes Gad som den tredje.

3. En profet og seer. Da David opholdt sig i „bjergfæstningen“ i Adullams hule som flygtning på grund af Saul, meddelte Gad ham at han skulle vende tilbage til Juda. (1Sa 22:1-5) Da David mod slutningen af sin regeringstid formasteligt foretog en folketælling, stillede Jehova ham gennem Gad over for valget mellem tre straffe. Senere befalede Gad ham at bygge et alter for Jehova på Araunas (Ornans) tærskeplads. (2Sa 24:10-19; 1Kr 21:9-19) Det var delvis på Gads foranledning  at musikerne ved helligdommen blev organiseret. (2Kr 29:25) Fuldførelsen af Første Samuelsbog og nedskrivningen af hele Anden Samuelsbog tilskrives almindeligvis Natan og Gad. — 1Kr 29:29.