[fra (tilhørende) Gadara].

Navnet på indbyggerne i en egn hvor Jesus uddrev dæmoner af to mænd. Ifølge den tekst der anses for at være den bedst bevidnede, brugte Mattæus oprindelig udtrykket „gadarenernes land“, mens Markus og Lukas brugte udtrykket „gerasenernes land“ i deres beretning om begivenheden. — Mt 8:28; Mr 5:1; Lu 8:26.

Begge områder siges i teksten at ligge på „den anden side“, dvs. østsiden, af Galilæas Sø. „Gadarenernes land“ var muligvis egnen omkring byen Gadara (nutidens Umm Qeis), der lå ca. 10 km sydøst for Galilæas Sø. Mønter fra Gadara bærer ofte billedet af et skib, hvilket vidner om at det område der hørte ind under byen, har strakt sig helt til Galilæas Sø og derfor også kan have omfattet i hvert fald en del af „gerasenernes land“, der lå øst for denne sø. De forskere der hælder til denne anskuelse, forbinder „gerasenernes land“ med egnen omkring Kursi, en by der ligger nær østbredden af Galilæas Sø, ca. 19 km nord for Gadara. Andre mener imidlertid at „gerasenernes land“ kan have været det udstrakte område omkring byen Gerasa (Djerash), der ligger ca. 55 km sydsydøst for Galilæas Sø, og at dette område strakte sig helt op til søen, og at „gadarenernes land“ var en del heraf. I ingen af tilfældene er Mattæus’ udsagn i strid med hvad Markus og Lukas siger.

I nærheden af en unavngiven by i gadarenernes land traf Jesus to ualmindeligt voldsomme dæmonbesatte mænd. De boede mellem gravene, enten grave som var udhugget i klipperne, eller naturlige huler der blev brugt som grave. Da Jesus uddrev dæmonerne, tillod han dem at fare over i en stor flok svin, som derefter styrtede sig ud over en skrænt og druknede i Galilæas Sø. Dette opskræmte indbyggerne i den grad at de indtrængende bad Jesus om at forlade deres egn. — Mt 8:28-34.

Mattæus nævner to mænd, mens Markus (5:2) og Lukas (8:27) kun taler om én, hvilket uden tvivl skyldes at den enes tilfælde var mere bemærkelsesværdigt end den andens. Han var måske mere voldsom og havde været besat af dæmoner i længere tid end den anden, og bagefter var det måske kun ham der bad om at måtte ledsage Guds søn. Jesus gav ham dog ikke lov til dette, men pålagde ham i stedet at fortælle om hvad Gud havde gjort for ham.

Dette var usædvanligt, for normalt plejede Jesus at give besked om at hans mirakler ikke skulle bekendtgøres. Jesus ønskede åbenbart at folk skulle erkende at han var Kristus på grundlag af velunderbyggede beviser og ikke på grund af sensationelle historier. Dermed opfyldtes også Esajas’ profetiske ord: „Han vil ikke skændes med nogen, ikke råbe højt, og ingen vil høre hans stemme på de brede gader.“ (Mt 12:15-21; Es 42:1-4) Der var imidlertid god grund til at gøre en undtagelse i den tidligere dæmonbesattes tilfælde. Han kunne aflægge vidnesbyrd blandt mennesker som Guds søn kun ville få ringe berøring med, især i betragtning af at de netop havde bedt ham om at forlade deres egn. Ved at manden blev på stedet kunne han vidne om Jesu evne til at gøre gode gerninger og således imødegå enhver ufordelagtig snak der måtte blive sat i omløb på grund af svinene der var gået tabt. — Mr 5:1-20; Lu 8:26-39; se SVIN.