(Galilæʹa) [område, kreds [af en rod der betyder „at rulle, rulle bort“]], galilæer.

Første gang Galilæa nævnes i Bibelen, omtales det som et område i Naftalis bjergland, hvor tilflugtsbyen Kedesj lå. (Jos 20:7) På Esajas’ tid, om ikke før, indbefattede Galilæa Zebulons område. Mange af indbyggerne var øjensynlig ikkeisraelitter; deraf udtrykket „nationernes Galilæa“. (Es 9:1) Nogle forskere mener at de 20 byer i Galilæa som kong Salomon tilbød kong Hiram af Tyrus, sandsynligvis var beboet af hedninger. (1Kg 9:10-13; se KABUL, 2.) Assyrerkongen Tiglat-Pileser III indtog Galilæa i kong Peka af Israels regeringstid (i det 8. årh. f.v.t.). — 2Kg 15:29.

Grænser. (KORT, bd. 2, s. 738) Områdets grænser varierede i årenes løb. Under sin største udstrækning målte det omkring 100 × 50 km og omfattede de områder der oprindelig tilhørte Asers, Issakars, Naftalis og Zebulons stammer. På Jesu tid, da Herodes Antipas var landsdelshersker i Galilæa (Lu 3:1), målte det imidlertid kun ca. 40 km fra øst til vest og ca. 60 km fra nord til syd.

Mod syd grænsede Galilæa op til Samaria. Sydgrænsen gik fra Karmelbjergets fod langs Jizre’elsletten (Esdrelonsletten) forbi Skythopolis (Bet-Sjean) til Jordan. Jordanfloden med  Galilæas Sø og Hulesøen (nu næsten tørlagt) udgjorde ifølge Josefus østgrænsen, men nogle steder var denne grænse muligvis ikke særlig præcis. Tyriernes land, der strakte sig ned syd for den gamle by Kedesj i Naftali (Kedasa, Kydasa), dannede grænsen mod nord. (Den jødiske krig, 3. bog, 3. kap., 1. afsnit; 2. bog, 18. kap., 1. afsnit; 4. bog, 2. kap., 3. afsnit) Mod vest gik grænsen til området ved Ptolemais (Akko) og Karmels Bjerg.

Denne nordlige romerske provins i Palæstina vest for Jordan var delt i Øvre og Nedre Galilæa. Grænsen mellem de to dele gik fra Tiberias ved Galilæasøens vestbred til et punkt i nærheden af Ptolemais. — Den jødiske krig, 3. bog, 3. kap., 1. afsnit.

Erhverv, klima, geografi. I det 1. århundrede, før krigen med romerne, var Galilæa et tæt befolket og meget velstående område. Ved Galilæas Sø var fiskeri et vigtigt erhverv. Andre beskæftigelser var vævning, stenhugning, skibsbygning og pottemageri. Ifølge Josefus var der 204 byer og landsbyer i Galilæa, hvoraf de mindste havde over 15.000 indbyggere. Hvis dette ikke er overdrevet, hvad mange mener det er, betyder det at Galilæa havde en befolkning på omkring tre millioner. — The Life, 235 (45); Den jødiske krig, 3. bog, 3. kap., 2. afsnit.

Desuden havde Galilæa mange kilder, og jorden var frugtbar. De fleste galilæere var derfor beskæftiget med landbrug. I dag dyrkes der mange grøntsager i området, foruden hvede, byg, hirse, ris, sukkerrør, indigoplanter, figner, oliven, appelsiner, pærer og abrikoser. I fortiden var Galilæa skovklædt, og der findes stadig mange træer i landsdelen, heriblandt ceder, cypres, fyr, gran og eg, foruden palmer, oleanderbuske, morbærfigentræer og valnøddetræer.

Både klimatisk og geografisk er Galilæa præget af store kontraster. I højlandet er der køligt, ved kysten er klimaet mildt, og i Jordandalen er der meget varmt. Højdeforskellen i Nedre Galilæa er fra 210 m under havets overflade ved Galilæas Sø til 562 m over havets overflade på Tabors Bjerg. (BILLEDE, bd. 1, s. 334) I Øvre Galilæa når bjergene højder fra 460 m til 1208 m over havets overflade.

Befolkning. Som helhed var jøderne i Galilæa anderledes end jøderne i Judæa. Ifølge fortidens rabbinere lagde galilæerne vægt på et godt omdømme, mens judæerne gik mere op i penge. Galilæerne holdt sig i almindelighed ikke så strengt til overleveringerne som judæerne. I Talmud (Megillah 75a) anklages de ligefrem for at tilsidesætte overleveringerne. Det var farisæere og skriftlærde fra Jerusalem, ikke fra Galilæa, der kritiserede Jesu disciple fordi de spiste uden først at have foretaget den rituelle håndvask. — Mr 7:1, 5.

Eftersom Sanhedrinet og templet befandt sig i Jerusalem, var der uden tvivl flere lovlærere dér. Derfor lød et jødisk ordsprog: „Søg i nord [i Galilæa] efter rigdom, men i syd [i Judæa] efter visdom.“ Det betød dog ikke at galilæerne var uvidende. I alle Galilæas byer og landsbyer var der lovlærere og synagoger, som i realiteten var lærdomscentre. (Lu 5:17) Men farisæerne og de øverste præster i Jerusalem anså åbenbart sig selv for at være de jævne galilæere overlegne og betragtede dem som uvidende med hensyn til Loven. Da Nikodemus tog Jesus i forsvar, sagde farisæerne for eksempel: „Du er vel ikke også fra Galilæa? Ransag og se at der ikke skal fremstå nogen profet i Galilæa.“ (Jo 7:45-52) De ignorerede således opfyldelsen af Esajas’ profeti om Messias’ forkyndergerning. — Es 9:1, 2; Mt 4:13-17.

Nogle tilskriver den særlige galilæiske dialekt fremmed påvirkning. Der er intet mærkeligt i at galilæerne kunne kendes på deres dialekt (Mt 26:73), eftersom Galilæa var adskilt fra Judæa ved landsdelen Samaria. Sådanne dialektforskelle som folk kan kendes på, forekommer overalt på jorden. Århundreder før Jesu tid var der dialektforskelle blandt Israels stammer, som det fremgår af det kendte eksempel med efraimitterne på Jeftas tid, der ikke kunne udtale løsenet „sjibbolet“ rigtigt. — Dom 12:5, 6.

Jesu tjeneste i Galilæa. Mange vigtige begivenheder i Jesu jordiske liv fandt sted i Galilæa. I forbindelse med hans tjeneste i Galilæa nævnes specielt byerne Betsajda, Kana, Kapernaum, Korazin, Nain og Nazaret samt egnen ved Magadan. (Mt 11:20-23; 15:39; Lu 4:16; 7:11; Joh 2:11; se BETSAJDA.) Det meste af sit jordiske liv tilbragte han i Nazaret. (Mt 2:21-23; Lu 2:51, 52) Ved en bryllupsfest i Kana gjorde han sit første mirakel ved at forvandle vand til den bedste vin. (Joh 2:1-11) Efter at Johannes Døber var blevet arresteret, trak Jesus sig fra Judæa tilbage til Galilæa og begyndte at forkynde: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mt 4:12-17) På sin rejse gennem Galilæa underviste han i de forskellige synagoger. Han nåede også til sin hjemby, Nazaret, hvor han på sabbatsdagen gik ind i synagogen og oplæste sin bemyndigelse fra Esajas’ Bog, kapitel 61. De tilstedeværende var ham først gunstigt stemt, men da han sammenlignede dem med israelitterne på profeterne Elias’ og Elisas tid, blev de rasende og var parate til at dræbe ham. — Lu 4:14-30.

 Derefter tog Jesus til Kapernaum, „en by i Galilæa“, og gjorde den til sit hjem. Det var åbenbart i nærheden af Kapernaum at han kaldte Andreas, Peter, Jakob og Johannes til at være menneskefiskere. (Lu 4:31; Mt 4:13-22) Ledsaget af disse fire disciple indledte Jesus en større forkyndelsestur i Galilæa. Under denne virksomhed, hvor han underviste og gjorde kraftige gerninger, opfordrede han Mattæus til at forlade skattekontoret i Kapernaum og følge ham. (Mt 4:23-25; 9:1-9) Senere udvalgte han, på et bjerg nær Kapernaum, de 12 apostle. De var alle, muligvis med undtagelse af Judas Iskariot, galilæere. I nærheden af Kapernaum holdt Jesus også sin bjergprædiken. (Lu 6:12-49; 7:1) Ved den galilæiske by Nain oprejste han en enkes eneste søn fra de døde. (Lu 7:11-17) På en senere forkyndelsestur tog han på ny til Nazaret, men blev atter afvist. (Mt 13:54-58) Omkring påsken i år 32, sandsynligvis under hans sidste grundige gennemgang af det galilæiske distrikt, tog mange af hans disciple som opsøgte ham i Kapernaum, anstød af hans ord om at de skulle ’spise hans kød og drikke hans blod’, og de holdt op med at følge ham. — Joh 6:22-71.

Selv om de synoptiske evangelier hovedsagelig beretter om Jesu tjeneste i Galilæa, er det ikke sådan at han overså Judæa, som nogle fejlagtigt har sluttet. Galilæernes første interesse for Jesus blev vakt af det de havde set ham gøre i Jerusalem. (Joh 4:45) Når der ofres mere plads på Jesu tjeneste i Galilæa, er det åbenbart fordi galilæerne tog mere velvilligt imod ham end judæerne. Dette bekræftes af den omstændighed at de første ca. 120 disciple der fik Guds hellige ånd, var galilæere. (Apg 1:15; 2:1-7) De religiøse lederes magt og indflydelse var åbenbart ikke så stærk blandt galilæerne som blandt judæerne. (Jf. Lu 11:52; Joh 7:47-52; 12:42, 43.) Nogle har fremsat den tanke at folkemængden der forlangte at få Jesus henrettet, måske hovedsagelig bestod af judæere (Mt 27:20-23), mens de der tidligere hyldede ham som konge, måske i første række var galilæere. (Mt 21:6-11) Når de religiøse ledere i Jerusalem ikke ville pågribe Jesus ved højlys dag ’for at der ikke skulle blive optøjer’, kan deres frygt også være delvis begrundet i at der var mange galilæere og andre ikkejudæere til stede i påskedagene. — Mt 26:3-5.