(Gamaʹliel) [muligvis: belønning (gengæld efter fortjeneste) fra Gud].

1. Søn af Pedazur af Manasses stamme, og høvding for stammen. (4Mo 1:10, 16) Gamaliel var en af de 12 høvdinger der blev udpeget af Jehova til at hjælpe Moses og Aron med at optælle alle mandlige israelitter fra 20-årsalderen og opefter for at mønstre dem til tjeneste i hæren. (4Mo 1:1-4, 10) Han stod i spidsen for sin stammes hærstyrke, som hørte til Efraims lejrafdeling, der bestod af tre stammer. (4Mo 2:18, 20; 10:23) Da teltboligen var rejst, frembar høvdingerne deres offergaver, som efter Jehovas anvisning skulle bruges til udførelse af tjenesten ved mødeteltet. Gamaliel frembar sin offergave på den ottende dag ved alterets indvielse. — 4Mo 7:1-5, 10, 11, 54-59.

 2. Et medlem af Sanhedrinet, en farisæer og lovlærer, ved hvis fødder apostelen Paulus var blevet oplært efter den fædrene lovs strenghed. (Apg 5:34; 22:3) Denne Gamaliel anses i almindelighed for at være identisk med Gamaliel den Ældre, en højt agtet farisæer som var den første der fik titlen „rabban“. (En ærestitel der var endnu højere end titlen „rabbi“.) Misjna siger om ham: „Med rabban Gamaliel den Ældres død ophørte ærefrygt for Loven, og renhed og afholdenhed døde.“ (Sotah 9:15, gengivet efter H. Danbys oversættelse) Gamaliel var åbenbart tolerant og ikke fanatisk, sådan som det fremgår af det råd han gav da Peter og de øvrige apostle var stillet for Sanhedrinet. Han anførte nogle historiske eksempler for at anskueliggøre det fornuftige i ikke at hindre apostlenes arbejde og sagde derpå: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; (for hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet;) ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ — Apg 5:34-39.