Villighed til kærligt og ædelmodigt at glæde andre ved at give rundhåndet og uden forbehold. Det hebraiske tillægsord nadhīvʹ, der i Esajas 32:8 er oversat med ’storsindet’, gengives også med „villig“ og ’ædel’. (Sl 51:12; 4Mo 21:18, fdn.) Det græske navneord haploʹtēs („gavmildhed“ [2Kor 8:2; 9:11]; „gavmildt“ [Ro 12:8]; „oprigtighed“ [Ef 6:5]) har grundbetydningen „enkelhed“. (2Kor 11:3, Int) Jehova er den personificerede gavmildhed, den der ’i overensstemmelse med sin vilje’ til fulde dækker alle sine lydige skabningers behov. (1Jo 5:14; Flp 4:19) Enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er fra ham. Dette gælder også visdommens gave. — Jak 1:5, 17.

Moses tilskyndede israelitterne til at opdyrke denne guddommelige egenskab og vise gavmildhed, selv når de ydede lån mod pant. „Du [må] ikke gøre dit hjerte hårdt eller lukke hånden for din fattige broder. Men du skal gavmildt åbne din hånd for ham . . . Du skal give ham villigt, og dit hjerte må ikke være nærigt når du giver ham . . . Derfor byder jeg dig: ’Du skal gavmildt åbne din hånd for din nødlidende og fattige broder i dit land.’“ — 5Mo 15:7-11.

Ordsproget siger: „Den gavmilde sjæl [ordr.: „En velsignelsesgaves sjæl (en sjæl med en velsignelsesgave)“] bliver selv fed [velstående], og den der giver rigeligt at drikke, vil også få rigeligt at drikke.“ (Ord 11:25) Jesus Kristus udtrykte det på denne måde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apg 20:35) Han sagde også: „Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer. Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød. For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“ — Lu 6:38.

I den kristne menighed. Apostelen Paulus udtrykte denne sandhed på en anden måde: „Den der sår sparsomt, skal også høste sparsomt; og den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.“ Da det forholder sig sådan, sagde apostelen videre: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ (2Kor 9:6, 7) Derefter henviste Paulus til det storslåede eksempel Jehova har sat i gavmildhed, ikke blot ved at skænke rigelig sæd til den der sår, og brød til at spise, men også ved at berige de kristne i Korinth „med henblik på enhver form for gavmildhed“ så de kunne være gavmilde over for andre. Sådanne udtryk for gavmildhed resulterede i „taksigelse til Gud“, sagde Paulus. — 2Kor 9:8-13.

Paulus tilskyndede til den samme gavmildhed da han skrev til romerne (12:8): „Den der deler ud, lad ham gøre det gavmildt.“ Til hebræerne (13:16) skrev han: „Glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“ Menighederne i Makedonien satte et godt eksempel ved at give gavmildt. De havde endda med glæde givet „over evne“ og ydet bidrag trods deres dybe fattigdom, og det fik „deres gavmildheds rigdom til at strømme over“. — 2Kor 8:1-4.

Der er ikke nogen uoverensstemmelse mellem disse skriftsteder angående gavmildhed og andre hvori det vises at der er en grænse for gavmildheden. Den dovne der ikke vil pløje når det er koldt, fortjener for eksempel ikke at få noget når han tigger i høsttiden; den der ikke vil arbejde, er ikke berettiget til at nyde godt af andres gavmildhed. (Ord 20:4; 2Ts 3:10) Kun de enker der opfyldte visse betingelser, måtte sættes på listen over dem der kunne modtage hjælp. (1Ti 5:9, 10) De bidrag som menighederne i Galatien, Makedonien og Achaia indsamlede, var ikke til trængende ikkekristne i almindelighed, men til „de hellige“ der var i nød. — 1Kor 16:1; 2Kor 9:1, 2.