(Gaʹza).

1. En fortidsby der nævnes allerede i den tidligste beskrivelse af Kana’ans grænse. (1Mo 10:19) Ud over at byen nævnes godt 20 steder i Bibelen, omtales den også i gamle ægyptiske beretninger og inskriptioner som stammer fra Ramses II, Thotmes III og Seti I. Den var åbenbart den sydvestligste by i det område der blev tildelt Judas stamme. (Jos 15:20, 47; Dom 6:3, 4) Indbyggerne blev kaldt gazaitter. — Jos 13:3; Dom 16:2.

Nogle mener at Gaza er identisk med Tell el-‛Ajjul (Tel Bet ‛Eglayim), men dette er ikke blevet bekræftet ved arkæologiske udgravninger på stedet. Fortidsbyen forbindes almindeligvis med det nutidige Gaza (Ghazzeh; ‛Azza), der ligger omkring 80 km vestsydvest for Jerusalem. Byen er skilt fra Middelhavet af et ca. 5 km bredt bælte af sandklitter, men ligger i et vandrigt område der er kendt for sine oliventræer, morbærfigentræer,  vingårde og kornmarker. Det gamle Gazas velstand skyldtes sikkert delvis agerbruget, men i første række havde byen betydning på grund af sin beliggenhed. Den lå ved hovedvejen der forbandt Ægypten med Palæstina, og var et knudepunkt for karavane- og militærtransporter.

Beboet af filistre. Nogen tid før israelitternes udgang af Ægypten i 1513 f.v.t. fordrev de hamitiske kaftorer „avvitterne, som boede i bebyggelser helt til Gaza“. (5Mo 2:23; 1Mo 10:6, 13, 14) Da israelitterne indtog det forjættede land, var Gaza en filisterby, og til dens indbyggere hørte nogle af anakitterne. Selv om israelitternes felttog under Josua nåede helt til Gaza, blev byen åbenbart ikke indtaget. Den forblev på filistrenes hænder, og nogle af anakitterne fortsatte med at bo der. (Jos 10:41; 11:22; 13:2, 3) Senere blev byen indtaget af Judas stamme, men judæerne beholdt ikke herredømmet over den. (Jos 15:20, 47; Dom 1:18) På Samsons tid var Gaza igen en befæstet filisterby med et ’hus’ der var viet til Dagon, og på hvis tag der var plads til mindst 3000 mennesker.

Da Samson ved en lejlighed var i Gaza, „stod han op ved midnat og greb fat i byportens døre og de to sidestolper og rykkede dem op sammen med tværstangen og lagde dem på sine skuldre og bar dem op på toppen af det bjerg der er over for Hebron“. (Dom 16:1-3) Hebron lå omkring 60 km fra Gaza, mens beliggenheden af det omtalte bjerg over for Hebron er ukendt. At Samson overhovedet kunne bære byportens døre og sidestolper, og tilmed op på et bjerg, var tydeligvis et udslag af en mirakuløs styrke der kun kunne skyldes Jehovas ånd.

Senere fik Samson førnævnte hus for Dagon til at styrte sammen, hvorved han selv og de filistre der var forsamlet i huset, blev dræbt. — Dom 16:21-30.

Gaza forblev åbenbart i filistrenes eje gennem hele dommertiden (1Sa 6:17) og under de israelitiske kongers herredømme. Kong Salomons herredømme strakte sig til Gaza i sydvest, men øjensynlig boede filistrene der stadig. — 1Kg 4:21, 24.

Under assyrisk og babylonisk herredømme. I slutningen af det 9. århundrede f.v.t. erklærede Jehova ved profeten Amos at han ville sende „ild“ mod Gazas mur til gengæld for at byens indbyggere havde overgivet „en hel skare landflygtige“ til edomitterne. (Am 1:6, 7) Skønt det ikke siges direkte, sigtes der øjensynlig til hebraiske fanger som filistrene havde taget ved røveriske indfald i Juda. — Jf. 2Kr 21:16, 17; Joel 3:4-6.

Ikke længe efter, omkring midten af det 8. århundrede f.v.t., begyndte Gaza at blive udsat for krigens „ild“. Ifølge assyriske annaler indtog Tiglat-Pileser III byen, men dens konge, Hanno, flygtede til Ægypten. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 283) Det ser ud til at Hanno kort tid efter var i stand til at vende tilbage til byen, for Sargon II hævder at have besejret både ham og den ægyptiske hær under Sib’e, som var allieret med ham. Sargon II hævder at han personligt tog Hanno til fange og førte ham bort i lænker. — Ancient Near Eastern Texts, s. 285.

Fra da af synes Gaza i det store og hele at have været loyal mod Assyrien. At kong Ezekias „slog filistrene helt til Gaza“, kan derfor have været et led i hans oprør mod Assyrien. (2Kg 18:1, 7, 8) Efter dette oprør drog kong Sankerib med sin hær mod Juda og indtog flere judæiske byer, som han ifølge sine annaler gav til kong Mitinti af Asdod, kong Padi af Ekron (som havde været fængslet i Jerusalem) og kong Sillibel af Gaza. — Ancient Near Eastern Texts, s. 287, 288.

På Jeremias’ tid blev Gaza besejret af Ægypten. (Jer 47:1) Før dette havde Jehova i et udsagn mod filistrene forudsagt at en ulykke ville ramme dem nordfra, blandt andet med det resultat at Gaza ville blive „raget skaldet“. (Jer 47:2-5; se også Jer 25:17, 20.) Andre passager i Jeremias’ Bog (1:14; 46:20) tyder på at de nævnte „vande“ fra „nord“ (47:2) sigter til de babyloniske hære. Kong Nebukadnezar af Babylon lagde i hvert fald området under sig (2Kg 24:1, 7), og kongen af Gaza omtales i babyloniske inskriptioner. (Ancient Near Eastern Texts, s. 308) Det ser derfor ud til at ordene „før Farao besejrede Gaza“ (Jer 47:1) blot er en tidsbestemmelse for udsagnet og ikke er direkte forbundet med den forudsagte dom „fra nord“ som derefter beskrives.

Ødelagt. Profeten Zefanias, der virkede samtidig med Jeremias, forkyndte en lignende dom fra Jehova: „Gaza vil blive forladt.“ (Zef 2:4) Og Zakarias, hvis profeti blev nedskrevet efter Babylons fald, henviste til fremtidige ulykker: „Gaza . . . vil få stærke veer.“ (Zak 9:5) Historien bekræfter at disse profetier er gået i opfyldelse. I sidste halvdel af det 4. århundrede f.v.t. indtog Alexander den Store byen efter en belejring der varede fem måneder (to måneder ifølge Jewish Antiquities, XI, 325 [viii, 4]). Mange af dens indbyggere blev dræbt, og de overlevende blev solgt som slaver. Over 200 år senere ødelagde jøden Alexander Jannæus byen fuldstændigt efter et års belejring. — Jewish Antiquities, XIII, 364 (xiii, 3).

 Den romerske landshøvding i Syrien, Gabinius, befalede at Gaza skulle genopbygges, men den nye by blev øjensynlig opført et andet sted. (Jewish Antiquities, XIV, 87, 88 [v, 3]) Nogle forskere mener at det græske ord eʹrēmos (øde, forladt [sted]) i Apostelgerninger 8:26 sigter til det gamle, forladte Gaza (en udgave af den danske Lutherbibel (1738) siger for eksempel: „Gaza, der som Ørken er“). Andre mener at eʹrēmos beskriver vejen som førte til byen; deraf gengivelsen: „Dette er en ørkenvej.“ — NV; jf. DA48, DA92, Sch.

2. En by med småbyer der lå i Efraims område. (1Kr 7:28) Dens nøjagtige beliggenhed er ukendt, men det er muligt at den lå i nærheden af det gamle Aj eller måske var identisk med denne by. I mange bibeloversættelser kaldes byen „Ajja“, hvilket har støtte i mange hebraiske håndskrifter. Andre hebraiske håndskrifter såvel som de aramaiske targumer støtter imidlertid gengivelsen „Gaza“.