[hebr.: tsevīʹ; tsevījahʹ (hungazelle); tsava’ʹ; tseva’ahʹ (hungazelle); gr.: dorkasʹ].

Forskellige arter af små, yndefulde og hurtige antiloper. Fortidens hebræere har uden tvivl kendt dorcasgazellen (Gazella dorcas), der findes i Arabien, Ægypten, Palæstina og Syrien. Denne art er omkring 1 m lang og har en skulderhøjde på ca. 60 cm. Både hannen og hunnen har lyreformede, ringede horn der kan måle op til 30 cm i længden. Dens overvejende farve er blegt rødbrun med mørke og lyse ansigtsstriber og hvide partier på bugen og bagpartiet. Hårlaget er kort og glat. En anden gazelleart som israelitterne kan have kendt, er den lidt større og mørkere arabiske gazelle (Gazella arabica). — BILLEDE, bd. 2, s. 955.

Der hentydes i Bibelen til gazellens hurtighed, som overgår de fleste andre pattedyrs. (Høj 2:17; 8:14) Joabs broder Azael og nogle gaditter bliver på grund af deres rapfodethed sammenlignet med gazeller. (2Sa 2:18; 1Kr 12:8) Babylons fald ville ifølge profetien få dets fremmede støtter og tilhængere til at flygte som gazeller til deres respektive lande. (Es 13:14) Gazellens hurtighed anføres også som et eksempel på hvor resolut man må handle for at undgå at blive fanget i en fælde. — Ord 6:5.

Gazellen nævnes i nogle af Højsangens billeder, idet der her uden tvivl tænkes på dens skønhed og yndefuldhed. (2:9; 4:5; 7:3) Den nævnes også i den ed som sjulamitten lod Jerusalems døtre sværge, idet hun lod dem sværge ved alt hvad der var smukt og yndefuldt. — Høj 2:7; 3:5.

Ifølge Moseloven kunne gazellen anvendes til føde. (5Mo 12:15, 22; 14:4, 5; 15:22) Gazellekød hørte til de regelmæssige forsyninger til Salomons overdådige bord. — 1Kg 4:22, 23.