(Gemarʹja) [Jehova har fuldendt].

1. Statsskriveren Sjafans søn; en af fyrsterne i Jojakims regeringstid (628-618 f.v.t.). Gemarja havde sit eget spiserum i templets øvre forgård, og det var her Baruk læste op af den bog han havde skrevet efter profeten Jeremias’ diktat. Gemarjas søn Mikaja hørte denne første oplæsning af bogen og meddelte Jehovas ord til fyrsterne, som derefter sendte bud efter Baruk så han kunne læse bogen for dem. Da de hørte  bogens ord, rådede de Baruk og Jeremias til at skjule sig. Da rullen senere blev læst for kong Jojakim, var Gemarja en af de fyrster der indtrængende bad kongen om ikke at brænde rullen. — Jer 36:10-25.

Der er i Jerusalem fundet en lerklump med et seglaftryk, en såkaldt bulla, som engang har været fæstet til et dokument, og som bærer indskriften „Tilhører Gemarja [hebr.: Gemarjaʹhu], Sjafans søn“. Man mener at den er fra omkring det 7. århundrede f.v.t., og ejeren antages at være den Gemarja der nævnes hos Jeremias (kap. 36).

2. „Hilkijas søn, som Zedekias, Judas konge, sendte til Babylon, til Nebukadnezar.“ Ved denne lejlighed sendte Jeremias et brev med Gemarja og El’asa til de landflygtige jøder der var blevet ført til Babylon sammen med Jojakin (Jekonja) i 617 f.v.t. — Jer 29:1-3.