Det at give eller at modtage en belønning eller straf der nøje svarer til det der med rette fortjenes; noget der gives eller kræves som gengæld, især for noget ondt.

Varianter eller afledninger af de hebraiske verbalrødder sjalamʹ og gamalʹ oversættes med „belønne“, „gengælde“, „gengælde efter fortjeneste“, „give til gengæld“, „betale tilbage“ og lignende. De græske ord apodiʹdōmi, antimisthiʹa, misthapodosiʹa og beslægtede ord oversættes på tilsvarende måde.

Mod de nationer der undertrykte Israel. I den sang Moses fremførte for israelitterne på Moabs sletter lige før sin død, beskrev han Jehova som en der ’betaler sine modstandere tilbage med hævn’ og ’øver gengældelse’ mod dem der hader ham. (5Mo 32:35, 41; He 10:30) Når Gud hævner og gengælder, bevarer han selvbeherskelsen, og han gør det i fuld overensstemmelse med sin retfærdighed og kun når der er god grund til det. For eksempel straffede han israelitterne for deres ulydighed og brugte til tider hedenske nationer, deriblandt Assyrien og Babylon, som sine redskaber. (5Mo 28:15-68; 2Kg 17:7-23; 2Kr 21:14-20) Men disse hedenske folkeslag var motiveret af had til Jehova og den sande tilbedelse af ham, og de gik for vidt ved at hovere over israelitternes nederlag og ved at undertrykke dem. Gud erklærede derfor at han ville gengælde dem dette. — Es 10:12; 34:1, 2, 8; Jer 51:6, 56; Ob 8-16; Zak 1:15.

Især Babylon blev ramt af gengældelse på grund af sit årelange fjendskab mod Jehova og hans folk. Det blev forudsagt at Babylon ville falde og blive lagt fuldstændig øde. Byen blev indtaget af perseren Kyros i 539 f.v.t., men fortsatte med at eksistere i mange hundrede år inden den til sidst kom til at ligge helt øde for aldrig mere at blive genopbygget. (Jer kap. 50, 51) En tilsvarende gengældelse vil ramme Babylon den Store, idet denne symbolske by vil blive slynget ned og „aldrig findes mere“. — Åb 18:2, 6, 20, 21; se BABYLON DEN STORE.

Under Loven. Den lov Gud gav Israel gennem Moses, indeholdt anvisninger på nøjagtig gengældelse. Der skulle dog vises barmhjertighed mod syndere som handlede uoverlagt, og mod dem der ændrede sind. (3Mo 5:4-6, 17-19; 6:1-7; 4Mo 35:22-29) Men loven om gengældelse gjaldt ubetinget for den overtræder der handlede  med overlæg og ikke ændrede sind. (4Mo 15:30) Hvis én optrådte som et falsk vidne ved at aflægge falsk vidnesbyrd mod en landsmand over for dommerne, skulle det gengældes ham, idet han skulle have nøjagtig den samme straf som han havde tiltænkt den uskyldige. Jehova sagde: „Og dit øje må ikke ynkes: Det er sjæl for sjæl, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.“ — 5Mo 19:16-21.

Mod den jødiske nation i det 1. århundrede. Jøderne var genstand for Guds ufortjente godhed og gunst, men reagerede med selviskhed. Jehova tillod at denne selviske indstilling og handlemåde førte til en gengældelse. De prøvede at opstille deres egen retfærdighed i stedet for at underordne sig retfærdigheden fra Gud. (Ro 10:1-3) Det resulterede i at de fleste jøder tog anstød af Jesus Kristus og forkastede ham. De pådrog sig blodskyld ved hans død og bragte derved ødelæggelse over deres egen by, deres tempel og nationen. (Mt 27:25; Da 9:26) Det var med tanke på dem apostelen Paulus citerede fra Salme 69:22: „Og David siger: ’Lad deres bord blive til en snare og en fælde og en snublesten og en gengældelse for dem.’“ — Ro 11:9.

Mod ulydige kristne. Med henvisning til retfærdig gengældelse under Moseloven understreger apostelen Paulus hvor vigtigt det er for kristne at adlyde Guds søn: „For hvis det ord der blev udtalt gennem engle viste sig at stå fast, og enhver overtrædelse og ulydighed fik retfærdig straf [ordr.: tilbagebetaling af løn], hvordan skal vi da undslippe hvis vi har været uinteresserede i en frelse af en sådan storhed, idet den fra begyndelsen blev fremholdt gennem vor Herre og blev bekræftet for os af dem som hørte ham?“ (He 2:2, 3, fdn.; jf. He 10:28-31.) Et eksempel på en sådan gengældelse er dommen over det frafaldne „lovløshedens menneske“, der er dømt til undergang. — 2Ts 2:3, 9, 10; se LOVLØSHEDENS MENNESKE.