En handling hvorved der udrettes noget, eller det der udrettes ved den pågældende handling.

Jehovas og Jesu gerninger. Jehova er en handlingens Gud. Hans gerninger er uforlignelige, underfulde, vældige, frygtindgydende, og de beskrives som „sandhed og ret“. (Sl 86:8; 98:1; 106:2, 22; 111:7) Vi bør anerkende hans gerningers storhed, berømme dem og takke ham for dem. — Sl 92:5; 107:15; 145:4-10; 150:2.

Jehova gjorde ’en stor gerning’ da han udfriede israelitterne fra trældommen i Ægypten og gav dem mulighed for at tage Kana’ans land i besiddelse. (Dom 2:7) Hans arbejde, eller gerning, omfatter også det at eksekvere sine domme. (Jer 50:25) Gennem Esajas blev der således forudsagt: „For Jehova vil rejse sig . . . så han kan gøre sin gerning — hans gerning er fremmedartet.“ (Es 28:21) En sådan ’fremmedartet gerning’ gjorde han i 607 f.v.t. og igen i 70 e.v.t. da han forårsagede Jerusalems og templets ødelæggelse. — Hab 1:5-9; Apg 13:38-41; se KRAFT, KRAFTIGE GERNINGER.

Da Jesus var på jorden, var det lige så nærende og styrkende for ham som bogstavelig mad at udføre den gerning hans Fader havde pålagt ham. (Joh 4:34; 5:36) Han gjorde sine gerninger i sin Faders navn, ja han gjorde i virkeligheden sin Faders gerninger og viste derved at han var „i samhørighed med Faderen“. (Joh 10:25, 32, 37, 38; 14:10, 11; 15:24; Apg 2:22) Han fuldførte sin gudgivne gerning på jorden. — Joh 17:4.

Jesus sagde: „Den der tror på mig, han vil også gøre de gerninger jeg gør; og han vil gøre større gerninger end disse, for jeg går til Faderen.“ (Joh 14:12) Dermed mente Jesus ikke at hans disciple ville gøre gerninger som var mere mirakuløse end dem han selv udførte. Der er ingen bibelsk beretning om at nogle af disciplene gjorde et mirakel der overgik opvækkelsen af Lazarus, som havde været død i fire dage. (Joh 11:38-44) Men eftersom Jesus gik til Faderen og hans disciple ville få den hellige ånd så de kunne være vidner om ham „både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne“ (Apg 1:8), ville de komme til at arbejde i et større område og i længere tid end Jesus og i denne forstand gøre større gerninger end han havde gjort.

Urette gerninger må undgås. Jehova afgør hvilke gerninger der er rette, og hvilke der er urette. Han „vil bringe hver en gerning for retten, hver en skjult gerning, om den er god eller ond“. (Præ 12:13, 14) Han vil også gengælde enhver efter hans gerning. (Sl 62:12) Dette, og navnlig kærlighed til Jehova Gud, er gode grunde til at undgå urette gerninger og gøre gerninger der behager ham. — 1Jo 5:3; Sl 34:14; 97:10; Am 5:14, 15.

For at opnå Guds gunst må de kristne undgå „kødets gerninger“, hvortil hører sådanne ting som utugt, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, skinsyge, vredesudbrud og drikketure. Sådanne handlinger vil afskære en fra Guds rige og er tydeligvis indbefattet i „de ufrugtbare gerninger som hører mørket til“, og som ikke fører til noget godt. — Ga 5:19-21; Ef 5:3-14; 1Pe 4:3; jf. Joh 3:20, 21.

Tro og gerninger. Ved de gerninger der krævedes under Moseloven, som for eksempel ofre, renselser og omskærelse, blev ingen retfærdige. (Ro 3:20; 4:1-10; Ga 3:2) Disciplen Jakob, der ikke taler om gerningerne under Moseloven, siger imidlertid at „et menneske bliver erklæret retfærdigt som følge af gerninger, og ikke som følge af tro alene“ (Jak 2:24), idet troen må omsættes i handling, bevises i gerning. (Jf. Mt 7:21-27; Ef 2:8-10; Jak 1:27; 2:14-17; 4:4.) Abraham beviste således sin tro i gerning, blandt andet ved at han var rede til at ofre Isak. Rahab viste også sin tro i gerning idet hun skjulte de israelitiske spioner. — He 11:17-19; Jak 2:21-25.