(Giʹbeon) [højsted], gibeonitter.

Byen Gibeon sættes i forbindelse med det nuværende El-Jib, der ligger ca. 10 km nordnordvest for Tempelbjerget i Jerusalem. Man har her fundet utallige hanke til lerkrukker med navnet Gibeon skrevet med gammelhebraiske skrifttegn. Fortidsbyen lå på en høj der hæver sig hen ved 60 m over den omgivende slette, og den dækkede et areal på ca. 6,5 ha.

I de senere år er resterne af den gamle by blevet udgravet af arkæologer, som blandt andet har fundet og ryddet en tunnel på 51 m der var hugget igennem en massiv klippe. Den blev i sin tid oplyst af lamper der var anbragt i nicher i væggene med regelmæssige mellemrum. Tunnelen førte fra et sted lige inden for bymuren ad 93 trappetrin udhugget i klippen ned til en kunstig grotte med et vandbassin der blev forsynet fra en kilde ca. 25 m neden for bymuren. Dermed var gibeonitternes vandforsyning sikret, også under en belejring. Arkæologerne har desuden afdækket en rund, udhugget skakt, eller dam, med en diameter på 11,3 m. En højredrejet vindeltrappe langs væggen, med 1,5 m brede trin, fører ned i den. Fra skaktens bund i en dybde af 10,8 m fortsætter trinnene endnu 13,6 m nedad gennem en udhugget trappeskakt til et vandreservoir. Om denne skakt, eller dam, er identisk med „Gibeons dam“ som nævnes i Bibelen, er uvist. — 2Sa 2:13.

Gibeonitterne og Josua. På Josuas tid var Gibeon beboet af hivvitter, et af de syv kana’anæiske folk der skulle tilintetgøres. (5Mo 7:1, 2; Jos 9:3-7) Gibeonitterne blev også kaldt amoritter, idet denne betegnelse nu og da bruges generelt om alle kana’anæerne. (2Sa 21:2; jf. 1Mo 10:15-18; 15:16.) I modsætning til de andre kana’anæere forstod gibeonitterne at de trods deres militære styrke og byens størrelse ikke ville kunne holde stand over for israelitterne fordi Jehova kæmpede for dem. Da Jeriko og Aj var faldet, sendte mændene fra Gibeon, der øjensynlig også repræsenterede de tre andre hivvitiske byer, Kefira, Be’erot og Kirjat-Jearim (Jos 9:17), en delegation til Josua i Gilgal for at søge fred. De gibeonitiske udsendinge kom i slidte klæder og lappede sandaler, med sprukne og sammenrimpede læderflasker til vin, slidte sække og tørt og smuldret brød og udgav sig for at være kommet fra et fjernt land og derfor ikke fra et sted der skulle erobres af Israel. De erkendte at det der  var overgået Ægypten og amoritterkongerne Sihon og Og, skyldtes Jehovas hånd. Men klogt nok talte de ikke om hvordan det var gået i Jeriko og Aj, eftersom nyheden herom ikke kunne have nået deres ’fjerne land’ før den afrejsedato de angav. Israels høvdinger undersøgte så de forelagte beviser og godtog dem, og de sluttede derpå en pagt med gibeonitterne om at de ikke skulle dø. — Jos 9:3-15.

Kort efter blev deres list afsløret. Men pagten blev overholdt. Var den blevet brudt, ville det have skabt tvivl om Israels troværdighed og kastet forsmædelse over Jehovas navn blandt de andre folk. Da Josua gik i rette med gibeonitterne om at de havde ført israelitterne bag lyset, gav de igen udtryk for at de erkendte at det var Jehova der stod bag Israel, og de overgav sig til Josua på nåde og unåde med ordene: „Vi er i din hånd. Gør hvad det er godt og rigtigt i dine øjne at gøre med os.“ De blev så sat til at samle brænde og trække vand op til forsamlingen og til Jehovas alter. — Jos 9:16-27.

Selv om Josua og de andre høvdinger var blevet narret til at indgå en pagt med gibeonitterne, var dette åbenbart i overensstemmelse med Jehovas vilje (Jos 11:19), for da fem amoritterkonger ville tilintetgøre gibeonitterne, velsignede Jehova at Israel kom dem til undsætning, og han lod endog store haglsten regne ned over fjenden og forlængede dagslyset så længe slaget stod på. (Jos 10:1-14) Desuden viste gibeonitterne tro på Jehovas evne til at opfylde sit ord og frelse dem, både ved at de ville indgå en fredspagt med Israel, og ved at de vendte sig til Josua efter hjælp da de blev udsat for fjendens trussel. Det var den samme indstilling Rahab i Jeriko blev rost for, og som bevirkede at hun og hendes husstand blev bevaret i live. Gibeonitterne nærede altså en sund frygt for Israels Gud. — Jf. Jos 2:9-14; 9:9-11, 24; 10:6; He 11:31.

Under Israel. Senere blev Gibeon en af byerne i Benjamins område og blev tildelt de aronitiske præster. (Jos 18:21, 25; 21:17-19) Je’iel af Benjamins stamme blev åbenbart stamfader til en slægt dér. (1Kr 8:29; 9:35) En af Davids vældige krigere, Jisjmaja, kom fra Gibeon (1Kr 12:1, 4), og den falske profet Hananja, der levede samtidig med Jeremias, var ligeledes fra Gibeon. — Jer 28:1.

I det 11. århundrede f.v.t. var Gibeon og dens omegn skueplads for et slag mellem Isjbosjets hær under Abners kommando og Davids hær under Joab. Formodentlig for at afgøre hvem der skulle være konge over Israel, blev der først afholdt en våbendyst mellem 12 mænd fra hver side. Det førte imidlertid ikke til en afgørelse, idet hver af de kæmpende stødte sværdet i sin modstander så alle 24 døde. Derefter kom det  til et voldsomt slag hvori Abner mistede 18 gange så mange mænd som Joab. Alt i alt var der 380 faldne, deriblandt Joabs broder Asael, der blev dræbt af Abner. (2Sa 2:12-31) Joab dræbte senere Abner for at hævne Asael. (2Sa 3:27, 30) Nogen tid derefter dræbte Joab også sin egen fætter Amasa ved den store sten i Gibeon. Amasa var Davids nevø, som David havde udnævnt til hærfører. — 2Sa 20:8-10.

De oprindelige gibeonitter fortsatte med at eksistere som et folk i århundreder. Kong Saul forsøgte ganske vist at tilintetgøre dem, men de ventede tålmodigt på at Jehova skulle bringe denne uret for lyset. Det gjorde han ved at lade en hungersnød hærge i tre år i Davids regeringstid. Da David forhørte sig hos Jehova og erfarede at der var tale om blodskyld, tilkaldte han gibeonitterne for at høre hvad der kunne gøres for at skaffe soning. Gibeonitterne svarede meget rigtigt at det ikke var sølv og guld de gjorde krav på. Ifølge Moseloven kunne der nemlig ikke betales en løsesum for en morder. (4Mo 35:30, 31) De vidste desuden at de ikke kunne tage nogens liv uden lovformelig bemyndigelse. Det var først da David udfrittede dem yderligere at de bad om at få syv af Sauls „sønner“ overgivet til sig. At der hvilede blodskyld både på Saul og på hans hus, tyder på at Sauls „sønner“ enten direkte eller indirekte har haft en andel i udryddelsen af gibeonitterne, selv om det sandsynligvis var Saul der førte an. (2Sa 21:1-9) Der ville da ikke være tale om at sønner måtte lide døden for deres fædres synder (5Mo 24:16), men om en retfærdig gengældelse i overensstemmelse med loven om „sjæl for sjæl“. — 5Mo 19:21.

I Davids tid blev teltboligen flyttet til Gibeon. (1Kr 16:39; 21:29, 30) Det var dér Salomon bragte sine ofre i begyndelsen af sin regeringstid. Det var også i Gibeon Jehova viste sig for ham i en drøm og opfordrede ham til at bede om hvad han end måtte ønske. — 1Kg 3:4, 5; 9:1, 2; 2Kr 1:3, 6, 13.

Da profeten Esajas (28:21, 22) mange år senere forudsagde at Jehova ville gøre en fremmedartet gerning og udføre et usædvanligt værk, der bestod i at han ville rejse sig mod sit eget folk, sammenlignede han dette med hvad der tidligere var sket i lavningen nær Gibeon. Her sigtes formentlig til den sejr Gud gav David over filistrene (1Kr 14:16), og måske også til den nedkæmpning af amoritternes forenede hære som havde fundet sted langt tidligere, nemlig i Josuas dage. (Jos 10:5, 6, 10-14) Profetien gik i opfyldelse i 607 f.v.t. da Jehova tillod at babylonierne ødelagde Jerusalem og templet dér.

Ikke lang tid efter denne forudsagte ødelæggelse tog Jisjmael til Mizpa og dræbte Gedalja, som den babyloniske konge Nebukadnezar havde sat over landet. Drabsmanden og hans medsammensvorne tog desuden resten af Mizpas indbyggere til fange. Men Johanan og hans mænd indhentede Jisjmael ved den store dam i Gibeon og befriede fangerne. — Jer 41:2, 3, 10-16.

Blandt dem der vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon i 537 f.v.t., var der også mænd fra Gibeon, og nogle af dem var senere med til at istandsætte Jerusalems mur. — Ne 3:7; 7:6, 7, 25.

[Illustration på side 703]

Det nuværende Gibeon. Fortidens gibeonitter erkendte at Jehova kæmpede for Israel, og derfor søgte de om fred