(Giʹlead) [sandsynligvis afledt af Galed, der betyder „vidnedysse“]. — 1Mo 31:47, 48.

1. En søn af Makir og sønnesøn af Manasse; forfader til i’ezritterne og helekitterne. — 4Mo 26:29, 30; 27:1; Jos 17:1, 3; 1Kr 2:21, 23; 7:14-17.

2. En gadit der nævnes i Abihajils slægtsregister. — 1Kr 5:11-14.

3. Jeftas fader. — Dom 11:1, 2.

4. Et geografisk navn der anvendes på forskellige måder i Bibelen. I strengeste forstand var Gilead det bjergland øst for Jordanfloden der strakte sig nord og syd for Jabboks Regnflodsdal. (Jos 12:2) Mod nord grænsede det op til Basan, mod syd til højsletten nord for Arnons Regnflodsdal og mod øst til Ammon. (5Mo 2:36, 37; 3:8-10) Undertiden blev navnet „Gilead“ eller „Gileads land“ brugt i en bredere betydning om hele det israelitiske område øst for Jordan, det vil sige Basan og højsletten nord for Arnon indbefattet. — Jos 22:9; Dom 20:1, 2; 2Sa 2:9; 2Kg 10:32, 33; se GALED.

Åbenbart opfattede man Gilead som bestående af to dele. Selv om det område som Manasses halve stamme fik tildelt, blot kaldes „Gilead“ i 4 Mosebog 32:40, betegnes det andetsteds mere nøjagtigt som „resten af Gilead“ (5Mo 3:13) eller „halvdelen af Gilead“. (Jos 13:31) Tilsvarende blev det område som gaditterne og rubenitterne fik tildelt syd for Manasses halve stamme, også mere nøjagtigt kaldt „halvdelen af Gileads bjergland“. (5Mo 3:12) Det samme område bliver dog også lejlighedsvis blot kaldt „Gileads land“ eller „Gilead“, ligesom den del Gad fik tildelt, og hvor tilflugtsbyen Ramot lå. — 4Mo 32:29; Jos 13:24, 25; 21:38.

Fra mindst 210 m under havets overflade i Jordandalen hæver Gileads land sig op til en højde af over 1000 m. Med en stor nedbørsmængde om vinteren og rigelig dug om sommeren samt forsynet med mange kilder var landet meget frugtbart. Det var dækket af store skove og var kendt for sin lægende balsam. (Jer 8:22; 46:11; se BALSAM, BALSAM FRA GILEAD.) De bølgende højsletter egnede sig ideelt til kvæg- og kornavl, og her fandtes også vingårde. — 4Mo 21:22; 32:1.

Historiske begivenheder i Gilead. Umiddelbart før israelitterne gik ind i det forjættede land, herskede amoritterkongen Sihon over den del af Gilead som lå syd for Jabboks Regnflodsdal, mens Basans konge, Og, herskede over den nordlige del. (Jos 12:1-4) Under Moses’ førerskab slog israelitterne begge disse konger, og Gads stamme og Rubens stamme anmodede, på grund af deres talrige hjorde, om at måtte få dette land som deres ejendom. (4Mo 21:21-24, 33-35; 32:1-5) Deres anmodning blev efterkommet på betingelse af at krigerne fra begge stammer gik over Jordan og hjalp til med at erobre den øvrige  del af landet. (4Mo 32:20-24, 28-30) Det indvilligede de i, hvorpå de straks gav sig til at bygge byer til deres familier, som de lod blive tilbage. (4Mo 32:25-27, 31-38) Halvdelen af Manasses stamme fik også en arvelod øst for Jordan. — 4Mo 32:33, 39, 40.

På vejen tilbage til deres arvelod i Gilead byggede mændene fra Rubens, Gads og Manasses halve stamme et alter til minde om deres troskab mod Jehova. (Jos 22:9, 10, 26-29) Senere deltog de i stammernes forenede straffeekspedition mod benjaminitterne fordi disse havde beskyttet mændene i Gibea og forhindret at de kom til at undgælde for deres ugerning. (Dom 20:1-48) Derimod blev „Gilead“ dadlet for ikke at have sluttet op om Barak i kampen mod Sisera. (Dom 5:17) Senere nægtede mændene i Sukkot og Penuel, to byer i Gilead, ligeledes at hjælpe Gideon og hans mænd med proviant da disse forfulgte midjanitterne. — Dom 8:4-9.

Efter at dommeren Ja’ir, der var fra Gilead, var død, faldt israelitterne tilbage til afgudsdyrkelse, og følgen blev 18 års undertrykkelse for ammonitternes hånd. Hårdt trængt af truslen fra Ammon opgav gileaditterne afgudsdyrkelsen og anmodede gileaditten Jefta om at være deres fører i kampen mod ammonitterne, som derefter blev slået. — Dom 10:3, 5-10; 11:4-11, 32, 33.

Adskillige år senere havde Gilead dog stadig problemer med ammonitterne. (Am 1:13) Kort efter at Saul var blevet salvet som Israels første konge, belejrede ammonitten Nahasj byen Jabesj i Gilead og stillede som betingelse for at skåne byen at den overgav sig, og at mændene i byen fik deres højre øje stukket ud. Da Saul fik meddelelse herom, samlede han hurtigt en hær på 330.000 mand og slog ammonitterne. (1Sa 11:1-11) Derefter fik Gilead åbenbart en periode med nogenlunde fred, som endog fortsatte efter Sauls død, eftersom hærføreren Abner valgte byen Mahanajim i Gilead som det sted hvor han gjorde Sauls søn Isjbosjet til konge over Israel. (2Sa 2:8, 9) På et tidspunkt under Davids regering udbrød der imidlertid igen krig med ammonitterne. Gilead og de nærliggende områder blev skuepladsen for de slag der førte til at ammonitterne til sidst blev fuldstændig undertvunget. — 2Sa 10:6-19; 11:1; 12:26-31.

Senere, under Absaloms oprør, flygtede kong David til Gilead og blev i Mahanajim venligt og gæstfrit modtaget, især af den aldrende Barzillaj. (2Sa 17:27-29; 19:32) Øjensynlig mødtes Davids og Absaloms hære til kamp i Gilead, og Absaloms nederlag over for David beredte vejen for at David kunne forlade Gilead og vende tilbage til tronen. — 2Sa 17:24; 18:6-8.

Ikke længe efter tistammerigets oprettelse (997 f.v.t.) tog aramæerne en del af Gilead. På kong Akabs og profeten Elias’ tid var tilflugtsbyen Ramot-Gilead, der lå i Gads område i det østlige Gilead, i aramæernes besiddelse. (1Kg 17:1; 22:3) Da Jehu og hans søn Jehoahaz var konger over Israel, mistede Gilead endnu mere af sit område og blev hårdt trængt af kong Hazael af Aram og hans søn Ben-Hadad III. (2Kg 10:32-34; 13:1, 3, 7; Am 1:3, 4) Jehoahaz’ søn Joasj slog imidlertid aramæerne tre gange og vandt de byer tilbage som aramæerne havde frataget Israel under hans faders regering. — 2Kg 13:25.

I kong Peka af Israels dage (ca. 778-759 f.v.t.) førte den assyriske konge Tiglat-Pileser III befolkningen i Gilead i landflygtighed. (2Kg 15:29) Åbenbart var ammonitterne hurtige til at drage fordel af denne situation og tog Gileads land i besiddelse. (Sl 83:4-8; Jer 49:1-5) Imidlertid forsikrede Jehova gennem sine profeter israelitterne om at de med tiden ville blive ført tilbage til dette land. — Jer 50:19; Mik 7:14; Zak 10:10.

5. En „stad“ som ifølge profeten Hoseas var fyldt med usandhed, blodsudgydelse og folk som øvede ondt. (Ho 6:8; jf. 12:11.) Da der ikke nævnes nogen by ved navn Gilead andre steder i Bibelen, mener nogle at der sigtes enten til Jabesj eller til Ramot i Gilead. Andre mener at der sigtes til hele området øst for Jordan.

[Kort på side 710]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

GILEADS LAND

GILEAD

Hermons Bjerg

ARGOB

BASAN

Galilæas Sø

Asjtarot

Golan

Yarmuks Regnflodsdal

Edre’i

Ramot-Gilead

Jabboks Regnflodsdal

Jordan

Rabba

Bezer

AMMON

Salthavet

Arnons Regnflodsdal