Glæde er en lystfølelse fremkaldt ved erhvervelse af eller forventning om et gode; en følelse af lykke. I Bibelen bruges flere forskellige hebraiske og græske ord der betegner forskellige stadier eller grader af glæde, som for eksempel fryd og jubel. De tilsvarende udsagnsord beskriver dels den indre følelse af glæde og dels det ydre tegn på glæde og gengives med for eksempel „glæde sig; fryde sig; juble af glæde; råbe af glæde; opløfte jubelskrig og springe af glæde“.

Jehova Gud og Jesus Kristus. Jehova kaldes ’den lykkelige Gud’. (1Ti 1:11) Han skaber og arbejder til glæde for sig selv og for sine skabninger. Han fryder sig over det han skaber. (Sl 104:31) Han ønsker at hans skabninger også skal glæde sig over det han skaber til dem, og at de skal fryde sig over frugten af deres egen møje. (Præ 5:19) Eftersom alt godt kommer fra ham (Jak 1:17), er det den største lykke for alle fornuftbegavede skabninger, mennesker såvel som engle, at lære ham at kende. (Jer 9:23, 24) Kong David sagde: „Måtte mine tanker om ham være til behag. Jeg fryder mig over Jehova.“ (Sl 104:34) Han sang også: „Den retfærdige vil fryde sig over Jehova og søge tilflugt hos ham; og alle de retskafne af hjertet vil rose sig af ham.“ (Sl 64:10) Apostelen Paulus tilskyndede de kristne til altid at glæde sig over deres kundskab om Jehova og hans omsorg for dem idet han skrev: „Glæd jer altid i Herren [„Jehova“, i flere oversættelser]. Igen vil jeg sige: Glæd jer!“ — Flp 4:4.

Som Jehovas fortrolige er Jesus Kristus den der kender ham bedst (Mt 11:27), og han kan forklare sine disciple hvem og hvordan han er. (Joh 1:18) Jesus er derfor lykkelig og kaldes „den lykkelige og eneste Magthaver“. (1Ti 6:14, 15) Af kærlighed til sin Fader er han ivrig efter altid at gøre det der behager ham. (Joh 8:29) Da han fik til opgave at lide og dø på jorden for at rense sin Faders navn for skændsel, var det derfor på grund af „den glæde der lå foran ham“ at han „udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen“. (He 12:2) Han havde også stor kærlighed til menneskene og glædede sig over dem. Bibelen, der i forbindelse med hans førmenneskelige tilværelse personificerer ham som visdommen, tillægger ham ordene: „Da var jeg hos [Jehova] som værkmester; jeg var den han holdt af dag efter dag. Hele tiden glædede jeg mig for hans ansigt, glædede mig over det frugtbare land på hans jord, og menneskenes sønner holdt jeg af.“ — Ord 8:30, 31.

Jesus, der ønskede at hans disciple skulle have den samme glæde, sagde til dem: „Disse ting har jeg sagt jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde kan blive hel og fuld.“ Englene glædede sig da jorden blev skabt. (Joh 15:11; 17:13; Job 38:4-7) De lægger også mærke til hvad Guds tjenere gør, og glæder sig over deres trofasthed. Deres glæde er særlig stor når en synder vender om fra sin syndige adfærd og begynder at tjene Gud i renhed. — Lu 15:7, 10.

Hvad der glæder Gud. De der tjener Jehova, kan glæde hans hjerte ved at være trofaste og loyale over for ham. Satan Djævelen har vedholdende bestridt retmæssigheden af Jehovas suverænitet og betvivlet hans tjeneres uangribelighed. (Job 1:9-11; 2:4, 5; Åb 12:10) Dem gælder ordene: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ (Ord 27:11) Jehovas folk på jorden kan være årsag til at Gud fryder sig ved at de er trofaste og loyale over for ham. — Es 65:19; Zef 3:17.

En frugt af ånden. Eftersom Jehova er kilden til al glæde, og eftersom han også ønsker at hans folk skal glæde sig, er glæde en frugt af hans hellige ånd. I Galaterne 5:22, 23 nævnes glæde lige efter kærlighed. Apostelen skrev til de kristne i Thessalonika: „I blev efterlignere af os og af Herren, idet I tog imod ordet under megen trængsel med hellig ånds glæde.“ (1Ts 1:6) Paulus sagde til de kristne i Rom at Guds rige „betyder . . . retfærdighed og fred og glæde ved hellig ånd“. — Ro 14:17.

Sand glæde opstår i hjertet og kan påvirke hele legemet i gunstig retning. „Et hjerte der fryder sig er godt for ansigtet,“ og: „et hjerte der fryder sig er god medicin [el.: „er godt for legemet“],“ siger vismanden der skrev Ordsprogene. — Ord 15:13; 17:22, fdn.

Glæden ved at tjene Gud. Det Jehova forlanger af sine tjenere, er ikke byrdefuldt. (1Jo 5:3)  Han vil at de skal glæde sig over tjenesten for ham. Israelitterne skulle glæde sig ved de tilbagevendende højtider han havde forordnet, og de skulle glæde sig over andre sider af tilværelsen og gudsdyrkelsen. (3Mo 23:40; 5Mo 12:7, 12, 18) De skulle give udtryk for deres glæde ved at fortælle om Guds gode gerninger mod dem. (Sl 20:5; 51:14; 59:16) Hvis de ikke tjente ham med hjertets glæde, var der noget galt med hjertet og deres værdsættelse af hans loyale hengivenhed og godhed. Han advarede dem derfor om hvad der ville ske hvis de blev ulydige og ikke tjente ham med glæde: „Alle disse forbandelser skal komme over dig . . . fordi du ikke har adlydt Jehova din Guds røst og holdt hans bud og hans forskrifter . . . Og de skal forblive over dig og dit afkom . . . fordi du ikke har tjent Jehova din Gud med fryd og hjertets glæde over at have en overflod af alt.“ — 5Mo 28:45-47.

Den kristne har ikke mindre grund til at glæde sig over sin tjeneste for Gud. Har han ikke denne glæde, røber det mangel på sand værdsættelse. (Sl 100:2) „Jehovas glæde er jeres fæstning,“ sagde en af Guds trofaste tjenere. (Ne 8:10) Den gode nyhed som den kristne forkynder, blev af Guds engel kundgjort som „en god nyhed om en stor glæde som vil blive hele folket til del“. (Lu 2:10) At de der vidner om Jehova, bærer hans navn og har lært hans ords sandheder at kende, er i sig selv en grund til glæde. Profeten Jeremias sagde: „Dit ord blev til glæde for mig og til fryd for mit hjerte; for dit navn er nævnt over mig, Jehova, Hærstyrkers Gud.“ — Jer 15:16.

Jehovas retfærdige domme og retsbestemmelser som følges i den kristne menighed og i de kristnes liv, er også en grund til glæde, især i en tid hvor verden har trådt ret og retfærdighed under fode. (Sl 48:11) Desuden er det vidunderlige fremtidshåb en grund til glæde. („Glæd jer i håbet“; Ro 12:12; Ord 10:28.) Jehovas frelsesforanstaltning er en grund til jubel. (Sl 13:5) Dertil kommer den glæde som Guds tjenere erfarer ved at hjælpe andre til at kende og tjene Jehova. (Flp 4:1; 1Ts 2:19) At forsamles med og at arbejde sammen med Guds folk er en af de største glæder. — Sl 106:4, 5; 122:1.

Forfølgelse er en grund til glæde. Den kristne der vogter sit hjerte, bør endog glæde sig over forfølgelse selv om den ikke er glædelig i sig selv. At man bevarer sin uangribelighed under forfølgelse, er nemlig en sejr, og Gud hjælper den trofaste. (Kol 1:11) Desuden er det et bevis på at man er godkendt af Gud. Jesus sagde at den kristne skulle ’springe af glæde’ når han blev skældt ud og forfulgt. — Mt 5:11, 12; Jak 1:2-4; 1Pe 4:13, 14.

Andre glæder. Jehova har sørget for meget andet som menneskene kan glæde sig over hver dag, som for eksempel ægteskabet (5Mo 24:5; Ord 5:18), gudfrygtige børn (Ord 23:24, 25), mad (Præ 10:19; Apg 14:17), vin (Sl 104:14, 15; Præ 10:19) og hans skaberværks mangfoldighed (Jak 1:17; 1Ti 6:17).

Uægte og kortvarige glæder. Jesus talte om nogle der hører sandheden og tager imod den med glæde, men som ikke får fat i den virkelige mening. De passer og plejer ikke det ord der er blevet sået i deres hjerte, og de mister derfor hurtigt glæden igen og bringes til snublen og fald når der kommer trængsel og forfølgelse på grund af ordet. (Mt 13:20, 21) Materialismens glæder er uægte og kortvarige. Og den der med skadefryd jubler over en andens ulykke, ja endog sin fjendes, må stå Jehova til regnskab for en sådan synd. (Job 31:25-30; Ord 17:5; 24:17, 18) Det er tåbeligt hvis en der er ung, tror at glæden ved livet opnås ved at man giver efter for „de ønsker der hører ungdommen til“. (2Ti 2:22; Præ 11:9, 10) Forlystelsessyge får ligeledes uheldige følger. (Ord 21:17; Præ 7:4) Selv den kristne der finder glæde ved at sammenligne sig med andre, er på afveje. Han burde i stedet bedømme sin egen indsats så han kan glæde sig over den uden at sammenligne sig med en anden. — Ga 6:4.

Evigvarende glæde. Jehova lovede at genrejse sit folk Israel efter landflygtigheden i Babylon. Han førte det også tilbage til Jerusalem i 537 f.v.t., og det jublede højlydt da grunden til templet blev lagt. (Es 35:10; 51:11; 65:17-19; Ezr 3:10-13) Men Esajas’ profeti (65:17) får en større opfyldelse når Jehova skaber „en ny himmel og en ny jord“, en ordning hvorunder hele menneskeheden vil kunne glæde sig for evigt under ’det ny Jerusalems’ styre. — Åb 21:1-3.

Som forholdene er i dag, stiller ondskab, sygdom og død sig i vejen for fuldkommen og ubegrænset glæde. Men i overensstemmelse med den bibelske regel: „En vís konge spreder de ugudelige,“ vil Jesus Kristus som konge gøre det af med alle Guds og retfærdighedens fjender. (Ord 20:26; 1Kor 15:25, 26) Sådan vil enhver hindring for fuldkommen glæde blive fjernet, for selv „døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. (Åb 21:4) Sorgen over de døde vil forsvinde fuldstændigt når opstandelsen finder sted. Bevidstheden om dette er allerede nu en trøst for de kristne så de ikke ’sørger ligesom de andre, der ikke har noget håb’. — 1Ts 4:13, 14; Joh 5:28, 29.