Hermed sigtes der til den gode nyhed om Guds rige og frelsen ved troen på Jesus Kristus. I Bibelen bruges udtrykkene „den gode nyhed om riget“ (Mt 4:23), „Guds gode nyhed“ (Ro 15:16), „den gode nyhed om Jesus Kristus“ (Mr 1:1), „den gode nyhed om Guds ufortjente godhed“ (Apg 20:24), „fredens gode nyhed“ (Ef 6:15) og „en evigvarende god nyhed“ (Åb 14:6).

Det græske ord der oversættes med „god nyhed“ (eller „evangelium“ i DA92 og andre oversættelser), er euaggeʹlion. En „evangelieforkynder“ er en forkynder af den gode nyhed. — Apg 21:8; 2Ti 4:5.

Indhold. Den gode nyheds indhold og omfang ses af ovennævnte udtryk. Den består af alle de sandheder som Jesus talte om og disciplene skrev om. Allerede før deres tid fandtes der mænd som håbede på Gud, og som troede på ham på grund af det de dengang kendte til ham; men Guds hensigter og ufortjente godhed blev først „gjort helt kendt ved vor Frelsers, Kristi Jesu, tydelige fremtræden, han som har afskaffet døden og kastet lys over liv og uforgængelighed ved den gode nyhed“. — 2Ti 1:9, 10.

Mange hundrede år tidligere havde Gud forkyndt den gode nyhed for Abraham og dermed givet til kende hvordan det som den gode nyhed handler om, ville blive en realitet. Han sagde: „Ved dig skal alle nationerne velsignes.“ (Ga 3:8) Senere lod han profeten Esajas tale om forkyndelsen af den gode nyhed, og Jesus Kristus læste op af denne profeti i synagogen i Nazaret og sagde derefter: „I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.“ (Lu 4:16-21) Esajas’ profeti beskrev formålet med og virkningen af den gode nyhed der skulle forkyndes, især efter Messias’ komme. — Es 61:1-3.

Udbredelse. Ved Jesu fødsel sagde engelen til hyrderne: „I skal ikke være bange, for, se, jeg forkynder jer en god nyhed om en stor glæde som vil blive hele folket til del.“ (Lu 2:10) Johannes Døber beredte vejen for Jesu forkyndelse af den gode nyhed idet han sagde til jøderne: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mt 3:1, 2) Om Johannes’ forkyndelse sagde Jesus: „Fra Johannes Døbers dage og indtil nu er himlenes rige det mål folk trænger sig frem imod, og de som trænger sig frem griber det.“ — Mt 11:12.

Så længe Jesus var på jorden, begrænsede han forkyndelsen af den gode nyhed til jøder og jødiske proselytter. Han sagde: „Jeg er ikke sendt ud til andre end de bortkomne får af Israels hus.“ (Mt 15:24) Da han sendte de 12 apostle ud, befalede han dem: „Gå ikke ud på nationernes veje, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod hele tiden til de bortkomne får af Israels hus.“ (Mt 10:5, 6) Engang forkyndte han for en samaritansk kvinde (samaritanerne var i nogen grad beslægtede med israelitterne), men han var ikke gået ind i deres by for at forkynde. Kvinden og de andre samaritanere viste imidlertid så stor interesse at Jesus blev hos dem i to dage. — Joh 4:7-42.

Efter sin død og opstandelse gav Jesus sine disciple følgende befaling: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mt 28:19, 20) Han sagde også til dem at deres forkyndelse ville nå ud til „jordens fjerneste egne“. (Apg 1:8) Men i omkring tre og et halvt år efter hans opstandelse forkyndte disciplene under den hellige ånds ledelse udelukkende for jøder og samaritanere. Derefter blev Peter af Gud sendt til den romerske centurion Kornelius’ husstand med den gode nyhed. (Apg 10, 11; 15:7) Fra da af blev den gode nyhed udbredt overalt hvor det var muligt.

Betydning. Apostelen Paulus skrev med stærke ord til galaterne om den frelsesforanstaltning Gud havde tilvejebragt ved Jesus Kristus. Han erklærede at hvis nogen forkyndte en lære som afveg fra det de allerede havde lært, skulle vedkommende „være forbandet“, hvorefter han gjorde opmærksom på at den gode nyhed han havde forkyndt, ikke var menneskeværk: „Jeg har nemlig hverken modtaget den fra et menneske eller er blevet undervist i den uden gennem en åbenbaring ved Jesus Kristus.“ (Ga 1:8, 11, 12) Denne eftertrykkelige erklæring var nødvendig da der allerede dengang var nogle som prøvede at erstatte den sande tro med „en anden god nyhed“. (2Kor 11:4; Ga 1:6, 7) Paulus advarede mod  et frafald der skulle komme, og han sagde at ’lovløshedens hemmelighed’ allerede var i virksomhed. Han formanede de kristne til at huske på hensigten med den gode nyhed og til standhaftigt at holde fast ved de overleveringer de havde modtaget af apostlene, og som disse havde forkyndt under åndens ledelse. — 2Ts 2:3, 7, 14, 15; se OVERLEVERING.

Jesus tillagde det at bevare og forkynde den gode nyhed større betydning end det at bevare det nuværende liv, og Paulus anså også forkyndelsen af den for at være livsvigtig. (Mr 8:35; 1Kor 9:16; 2Ti 1:8) Man måtte måske ofre det man havde allermest kært, og man kunne endog blive udsat for forfølgelse, men man ville til gengæld få hundrede gange mere nu, „huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker . . . og i den kommende tingenes ordning evigt liv“. — Mr 10:29, 30.

Mennesker bliver dømt på grundlag af deres stillingtagen til den gode nyhed. At tage imod og handle efter den gode nyhed fører til frelse; at afvise og lade hånt om den fører til udslettelse. (1Pe 4:5, 6, 17; 2Ts 1:6-8) Netop derfor må forkynderens bevæggrund til at fremholde den gode nyhed være ren, og hans forkyndelse må komme fra hjertet, udspringe af kærlighed til dem der hører på ham. Apostlene var så overbeviste om den gode nyheds livgivende betydning og så brændende i ånden og fyldt med kærlighed at de ikke blot gav deres tilhørere del i den gode nyhed, men også i deres „egne sjæle“. (1Ts 2:8) Ifølge Guds ordning kunne forkynderne af den gode nyhed tage imod materiel hjælp af dem de forkyndte for. (1Kor 9:11-14) Men Paulus og hans medarbejdere satte så stor pris på den forret det var at tjene som formidlere af den gode nyhed, at de passede nøje på ikke at få nogen økonomisk fortjeneste ved det, ja, de passede endog på at ingen skulle få det indtryk at de havde en sådan fortjeneste i forbindelse med deres forkyndelse. Apostelen beskriver sin holdning til dette i 1 Korinther 9:15-18 og 1 Thessaloniker 2:6, 9.

Fjender. Den gode nyhed er blevet bekæmpet med stor forbitrelse, og følgende ord af apostelen Paulus viser hvem der står bag dette fjendskab: „Hvis nu den gode nyhed som vi forkynder, virkelig er tildækket, er den tildækket blandt dem som går til grunde, blandt hvem denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikketroendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem.“ (2Kor 4:3, 4) De første fjender af den gode nyhed var jødernes religiøse ledere. Deres fjendskab blev imidlertid til gavn for hedningerne, eller folk fra nationerne, idet den åbnede mulighed for at hedningerne kunne blive delagtige „i løftet i samhørighed med Kristus Jesus gennem den gode nyhed“. — Ro 11:25, 28; Ef 3:5, 6.

Fjenderne af den gode nyhed påførte de kristne mange lidelser og var årsag til at apostlene, når de blev stillet for myndighedspersoner, måtte kæmpe en hård kamp for at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed så udbredelsen af den kunne foregå under så frie forhold som muligt. — Flp 1:7, 16; jf. Mr 13:9-13; Apg 4:18-20; 5:27-29.

Jesu jordiske tjeneste og hans genkomst. I de seks måneder Johannes Døber forkyndte før Jesus kom til ham for at blive døbt, sagde Johannes: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ Da Jesus så trådte frem, udpegede Johannes ham som „Guds lam som tager verdens synd bort“. (Mt 3:1, 2; Joh 1:29) Derved henledte han opmærksomheden på den længe ventede messianske konge. — Apg 19:4.

Så længe Jesus var på jorden, forkyndte han og hans disciple: „Himlenes rige er kommet nær.“ (Mt 4:17; 10:7) Den salvede Jesus, eller Kristus, Kongen, sagde til de fjendtlige farisæere: „Guds rige er i jeres midte.“ (Lu 17:20, 21) Det var temaet for eller essensen af den gode nyhed som Jesus forkyndte mens han var på jorden. Men efter Jesu død forlyder der intet om at disciplene fortsat forkyndte at Riget var „kommet nær“. De forkyndte derimod den gode nyhed at Kristus, efter at have givet sit liv som en genløsningsbetaling for menneskers frelse, var steget op til himmelen, hvor han havde sat sig ved Guds højre hånd, og at han senere ville komme igen og oprette Riget. — He 10:12, 13; 2Ti 4:1; Åb 11:15; 12:10; 22:20; jf. Lu 19:12, 15.

Som svar på sine disciples spørgsmål: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ nævnte Jesus flere ting som skulle ske til den tid. Han sagde blandt andet: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mt 24:3, 14; Mr 13:10; jf. Kol 1:23.) Omkring år 96 så apostelen Johannes i en åbenbaring en „engel flyve midt på himmelen“ med „en evigvarende god nyhed at forkynde som godt nyt for dem der bor på jorden, og for hver nation og stamme og hvert tungemål og folk, idet han sagde med høj røst: ’Frygt Gud og giv ham ære, for hans doms time er kommet.’“ (Åb 14:6, 7) Disse inspirerede ord viser at der i „de sidste dage“ skulle foregå en forkyndelse uden sidestykke af den gode nyhed om Riget.