Disse navne kommer af ordet Graikoiʹ, der oprindelig blot betegnede en enkelt stamme i det nordvestlige Grækenland. Romerne anvendte ordet (lat.: Graeci) om hele Grækenlands befolkning, og til sidst brugte Aristoteles det i samme betydning i sine skrifter.

Et andet tidligt navn, jonere, optræder fra det 8. århundrede f.v.t. i assyriske kileskriftdokumenter såvel som i persiske og ægyptiske tekster. Dette navn kommer af Javan (hebr.: Jawanʹ), navnet på en af Noas søn Jafets sønner. Javan var den jafetiske forfader til den oprindelige befolkning i Grækenland med omliggende øer og øjensynlig også til den oprindelige befolkning på Cypern, i dele af Syditalien, på Sicilien og i dele af Spanien. — 1Mo 10:1, 2, 4, 5; 1Kr 1:4, 5, 7; se ELISJA; JAVAN; KITTIM.

Mens „jonisk“ nu geografisk betegner den del af Middelhavet der ligger mellem Syditalien og Grækenland og øerne langs Grækenlands vestkyst, havde ordet tidligere en bredere betydning der mere svarer til brugen af ordet „Javan“ i De Hebraiske Skrifter. Profeten Esajas talte i det 8. århundrede f.v.t. om en tid da de judæere der var vendt hjem fra fangenskabet, skulle sendes til fjerne nationer, deriblandt „Tubal og Javan, de fjerne øer“. — Es 66:19.

I De Kristne Græske Skrifter kaldes landet Hellasʹ („Grækenland“, Apg 20:2) og folket Helʹlēnes. Grækerne havde selv anvendt disse navne i århundreder og gør det den dag i dag. „Hellas“ kan muligvis sættes i forbindelse med „Elisja“, en af Javans sønner. (1Mo 10:4) Efter den romerske erobring i 146 f.v.t. blev desuden navnet „Achaia“ brugt som betegnelse for det centrale og sydlige Grækenland.

Landet og dets geografi. Grækenland omfattede den sydlige del af den bjergrige Balkanhalvø samt øerne deromkring i Det Joniske Hav mod vest og Det Ægæiske Hav mod øst. Mod syd lå Middelhavet. Nordgrænsen kan ikke fastslås med sikkerhed, især fordi de tidlige javanitter i Grækenland ikke var sammenknyttet som et egentligt folkeslag. I senere perioder har det der kaldtes „Grækenland“, imidlertid strakt sig til landskaberne Illyrien (der grænsede op til Adriaterhavet) og Makedonien. Makedonierne har muligvis været af samme afstamning som de senere grækere.

Landet var dengang som nu ujævnt og bjergrigt. Omkring tre fjerdedele af det var dækket af forrevne og skovklædte kalkstensbjerge. På grund af den stenede jordbund og mangelen på frugtbare sletter og dale var mulighederne for at drive landbrug begrænsede. Det milde klima begunstigede dog væksten af druer og oliven. Andre afgrøder var byg, hvede, æbler, figner og granatæbler. På de uopdyrkede arealer fandt hjorde af får og geder græsning. Der var malmforekomster af sølv, zink, kobber og bly, og i bjergene kunne der brydes rigeligt med fint marmor. Ezekiels profeti (27:1-3, 13) nævner Javan blandt Tyrus’ handelspartnere og „kobberting“ blandt handelsvarerne.

Beliggenheden ved havet en fordel. På grund af det bjergrige terræn var det langsommeligt og besværligt at rejse over land, især om vinteren, hvor heste- eller oksetrukne vogne eller kærrer nemt kørte fast. Søvejen var derfor langt at foretrække. Den lange, stærkt indskårne kystlinje bød på mange vige og bugter hvor skibe kunne søge læ eller gå i havn. Da mange bugter skar sig dybt ind i landet, lå kun få steder inden for det gamle Grækenlands grænser over 60 km fra havet. Den sydlige del af fastlandet, halvøen Peloponnes, var næsten at regne som en ø. Den var kun forbundet med det øvrige Grækenland ved en smal landtange mellem Den Saroniske Bugt og Den Korinthiske Havbugt. (I dag er landtangen gennemskåret af den 6 km lange, slusefri Korinthiske Kanal, hvorved halvøen er fuldstændig adskilt fra fastlandet.)

 Javanitterne i Grækenland blev tidligt et søfarende folk. Italiens „støvlehæl“ lå kun ca. 160 km fra Nordvestgrækenland, på den anden side af Otrantostrædet. I havet mod øst tjente de mange øer (undersøiske bjerge hvis toppe ragede op over havet) som vældige vadesten over Det Ægæiske Hav til Lilleasien. I Ægæerhavets nordøstlige hjørne førte det snævre Hellespontstræde (også kaldet Dardanellerne) ind til Marmarahavet og videre gennem Bosporusstrædet til Sortehavet. Og ved at sejle langs Lilleasiens sydkyst nåede græske skibe tidligt til Syriens og Palæstinas kyster. Et skib kunne tilbagelægge op til 100 km i løbet af dagens lyse timer. Overbringelsen af Paulus’ breve til thessalonikerne i Makedonien (sandsynligvis skrevet i Korinth) kan derfor have taget en uge eller mere, afhængigt af vejrforholdene og antallet af havne der blev anløbet undervejs.

Den græske befolkning og dens indflydelse bredte sig langt ud over fastlandets grænser. De mange øer i Det Joniske og Det Ægæiske Hav blev regnet for hørende til det egentlige Grækenland, og Syditalien og Sicilien blev medregnet til det såkaldte Storgrækenland (lat.: Graecia Magna). De historiske vidnesbyrd viser at javanitterne i Grækenland havde kontakt og handelssamkvem med javanitterne i Tarsis (Spanien), hvorved de langt overgik fønikierne. Og de havde tilsvarende forbindelser med javanitterne på Cypern.

De græske stammers oprindelse. Nutidens historikere har forskellige meninger om de græske stammers oprindelse og indvandring. Den fremherskende teori om flere på hinanden følgende indvandringer af nordlige stammer bygger hovedsagelig på græske myter og arkæologiske følgeslutninger. Grækenlands egentlige historie går i virkeligheden kun tilbage til omkring det 8. århundrede f.v.t. (den første olympiade fandt sted i 776 f.v.t.), og først fra det 5. århundrede f.v.t. er det muligt at fastlægge en sammenhængende historie. Dette var mange hundrede år efter Vandfloden og således lang tid efter slægternes spredning som følge af sprogforvirringen ved Babel. (1Mo 11:1-9) I løbet af disse mange århundreder er Javan og hans sønners oprindelige slægt muligvis blevet blandet med andre slægter, men hvad tiden før det 1. årtusind f.v.t. angår, kan der kun være tale om teorier af tvivlsom værdi.

De vigtigste græske stammer. Blandt de vigtigste stammer i Grækenland var achaierne i Thessalien, det centrale Peloponnes og Boiotien; aiolerne i den østlige del af Midtgrækenland og den nordvestlige del af Lilleasien, der kaldes Aiolien, og på de nærliggende øer; dorerne på den østlige del af Peloponnes, de sydlige øer i Ægæerhavet og i den sydvestlige del af Lilleasien; samt jonerne i Attika, på øen Euboia og øerne midt i Ægæerhavet og på Lilleasiens vestkyst. Forbindelsen mellem stammerne indbyrdes og med makedonierne i den tidlige tid er imidlertid usikker.

Den patriarkalske tradition og bystaterne. De græsktalende stammer var temmelig selvstændige, og bystaterne der opstod inden for stammerne, var også indbyrdes selvstændige, noget som naturligvis forstærkedes af de geografiske forhold. Mange grækere boede i små øsamfund, og på fastlandet boede hovedparten i små dale omgivet af bjerge. Om deres tidlige samfundsstruktur skriver The Encyclopedia Americana: „Den grundlæggende samfundsenhed var den patriarkalske husstand. . . . Den patriarkalske tradition var dybt rodfæstet i græsk kultur: I bystaten (polis) var kun voksne mænd aktive borgere. Den patriarkalske familie så sig placeret i flere koncentriske slægtskabskredse — klanen (genos), fratrien [slægtsgruppen] og stammen.“ (1956, bd. XIII, s. 377) Dette stemmer udmærket med den patriarkalske ordning efter Vandfloden som beskrives i Første Mosebog i Bibelen.

Samfundsformen i Grækenland svarede nogenlunde til den i Kana’an, hvor stammerne (Kana’ans efterkommere) var små kongedømmer, ofte med en by som midtpunkt. Den græske bystat blev kaldt poʹlis, et ord der sikkert oprindelig har betegnet en akropolis, en befæstet høj, som bebyggelsen var opstået omkring. Senere er ordet så kommet til at betegne hele området med dets borgere, som har udgjort bystaten. De fleste græske bystater var små, som regel med under 10.000 borgere (foruden kvinder, slaver og børn). I sin storhedstid i det 5. århundrede f.v.t. har Athen formentlig ikke haft mere end ca. 43.000 mandlige borgere, og Sparta havde kun ca. 5000. Ligesom de kana’anæiske småriger sluttede de græske bystater undertiden forbund med hinanden, og af og til krigedes de. Landet var politisk opdelt på denne måde indtil Filip II af Makedoniens tid.

Demokratiske eksperimenter. Man ved meget lidt om styreformen i de græske bystater; kun Athens og Spartas styre har man nogenlunde viden om. Men åbenbart adskilte deres styreform sig betydeligt fra den der fandtes i Kana’an, Mesopotamien og Ægypten. Ved begyndelsen af det man almindeligvis kalder den historiske tid, var monarkiet i de græske bystater allerede blevet afløst af et adelsvælde hvor styret  blev udøvet af et kollegium af embedsmænd, et råd og en folkeforsamling (ekklēsiʹa). Athen eksperimenterede med direkte demokrati (af gr. dēʹmos, „folk“, og kraʹtos, „styre“), en statsform hvorunder alle borgerne var medlemmer af den lovgivende forsamling og havde tale- og stemmeret i forsamlingen. „Borgerne“ var dog et mindretal eftersom kvinder, fremmede indbyggere og slaver ikke havde borgerret. Man mener at slaverne i mange bystater udgjorde en tredjedel af befolkningen, og det var uden tvivl på grund af slavernes arbejde at „borgerne“ kunne få tid til at deltage i folkeforsamlingen. Første gang grækerne omtales i De Hebraiske Skrifter (omkring det 9. årh. f.v.t.), siges der interessant nok at Tyrus, Zidon og Filisterlandet havde solgt judæere som slaver til „grækernes [ordr.: „javanitternes“ el. „jonernes“] sønner“. — Joel 3:4-6.

Handel og håndværk. Det vigtigste erhverv var landbruget, men ud over dette fremstillede grækerne mange varer som de for en del eksporterede. Græske vaser var berømte i hele Middelhavsområdet. Artikler af sølv og guld samt uldstoffer var også kendte og efterspurgte. Der var talrige små, selvstændige virksomheder drevet af håndværkere, som desuden beskæftigede nogle få trælle eller frie borgere. I Korinth var Paulus beskæftiget som teltmager sammen med Akvila og Priskilla. Det stof de anvendte, var sandsynligvis lavet af gedehår, som der var rigeligt af i Grækenland. (Apg 18:1-4) På grund af sin gode beliggenhed ved Den Korinthiske Havbugt og Den Saroniske Bugt blev Korinth et vigtigt handelscenter. Andre fremtrædende handelsbyer var Athen og Aigina.

Græsk kultur og kunst. Skoleuddannelsen var forbeholdt de mandlige indbyggere, og dens mål var at gøre dem til „gode borgere“. Men hvad man forstod ved dette, varierede fra bystat til bystat. I Sparta koncentrerede man sig næsten udelukkende om den fysiske træning (se i modsætning hertil Paulus’ vejledning til Timoteus i 1Ti 4:8), idet drengene blevet taget fra forældrene som 7-årige og opdraget på kaserner indtil de var 30. I Athen blev hovedvægten efterhånden lagt på uddannelse i litteratur, matematik og kunst. En betroet slave, kaldet en paidagōgosʹ, ledsagede drengen til skolen, hvor undervisningen begyndte i seksårsalderen. (Jf. hvordan Paulus sammenligner Moseloven med en paidagōgosʹ i Ga 3:23-25; se OPDRAGER.) Poesi var meget yndet i Athen, og eleverne skulle lære mange digte udenad. Paulus, som ganske vist var oplært i den kilikiske by Tarsus, gjorde brug af et græsk digt for at gøre athenerne interesserede i sit budskab. (Apg 17:22, 28) Skuespil, både tragedier og komedier, blev meget populære.

Man tillagde filosofi stor betydning i Athen og med tiden i hele Grækenland. Blandt de fremherskende filosofiske retninger var sofisterne, som mente at sandhed var et spørgsmål om den enkeltes personlige opfattelse; dette synspunkt (der mindede om hinduernes) blev modsagt af så berømte græske filosoffer som Sokrates, hans elev Platon og Platons elev Aristoteles. Andre filosofiske skoler beskæftigede sig med den egentlige kilde til lykke. Stoikerne mente at man for at opnå lykken måtte leve i overensstemmelse med fornuften, og at det var det eneste der betød noget. Epikuræerne holdt på at nydelse var den sande kilde til lykke. (Jf. Paulus’ bemærkning til korintherne i 1Kor 15:32.) Filosoffer fra de to sidstnævnte skoler diskuterede med Paulus i Athen med det resultat at han blev ført til Areopagus for at forklare sig dér. (Apg 17:18, 19) Endnu en filosofisk skole var skeptikerne, der forfægtede det standpunkt at intet i livet egentlig havde nogen betydning.

Som folk betragtet var grækerne, i det mindste i den senere periode, meget videbegærlige og glade for at høre og diskutere nyt. (Apg 17:21) De forsøgte at løse nogle af de store spørgsmål om livet og universet gennem menneskelig logik (og spekulation). De anså sig selv for at være den daværende verdens intellektuelle. Paulus vurderede en sådan menneskelig visdom og intellektualisme korrekt da han i sit første brev til korintherne blandt andet sagde: „Hvis nogen iblandt jer mener at han er vís i denne tingenes ordning, så lad ham blive en tåbe, for at han kan blive vís. . . . ’Jehova ved at de vises tanker er forgæves.’“ (1Kor 1:17-31; 2:4-13; 3:18-20) Til trods for alle deres filosofiske debatter og undersøgelser fremgår det af deres skrifter at de ikke fandt noget virkeligt grundlag for håb. Som professorerne J. R. S. Sterrett og Samuel Angus påpeger: „Ingen anden litteratur indeholder så mange ynkværdige beklagelser over livets smerte, kærlighedens forgængelighed, håbets svigefuldhed og dødens grusomhed.“ — Funk and Wagnalls New Standard Bible Dictionary, 1936, s. 313.

Græsk religion. Det tidligste kendskab til græsk religion stammer fra Homers episke digte. Det antages af historikerne at de to episke digte Iliaden og Odysseen er skrevet af ham. Man mener at de ældste papyrusfragmenter af disse digte stammer fra nogen tid før 150 f.v.t. Ifølge George G. A. Murray, der er professor i græsk, afviger disse tidlige tekster stærkt fra den tekstform der har været almindeligt anerkendt i de  seneste århundreder. (Encyclopædia Britannica, 1942, bd. 11, s. 689) I modsætning til Bibelen er de homeriske tekster altså ikke blevet overleveret i uændret form, men har, som professor Murray påviser, været „yderst flydende“. De homeriske digte handler om heroer og guder der har stor lighed med mennesker.

Den græske religion bærer umiskendeligt præg af babylonisk indflydelse. En af de oldgræske fabler er således en næsten ordret oversættelse af en akkadisk original.

En anden digter, Hesiod (sandsynligvis fra det 8. årh. f.v.t.), anses almindeligvis for at have sat de mangfoldige græske myter og sagn i system. Hans Teogoni var, sammen med de homeriske digte, grækernes vigtigste religiøse eller teologiske litteratur.

I denne sammenhæng er det interessant at se hvordan Bibelen kaster lys over de græske myters mulige, eller endda sandsynlige, oprindelse. Som det fremgår af 1 Mosebog 6:1-13, steg nogle af Guds engle før Vandfloden ned til jorden idet de åbenbart materialiserede sig i menneskeskikkelse og begyndte at leve sammen med tiltrækkende kvinder. Det afkom de fik, blev kaldt „nefilim“, eller „omhuggere“, egentlig „de som bringer til fald“. Resultatet af denne unaturlige forbindelse mellem åndeskabninger og mennesker blev et bastardafkom og at jorden blev fyldt med umoralitet og vold. (Jf. Jud 6; 1Pe 3:19, 20; 2Pe 2:4, 5; se NEFILIM.) Efter Vandfloden hørte Javan, grækernes stamfader, uden tvivl om de forhold der eksisterede før Vandfloden, sandsynligvis gennem sin fader, Jafet, der havde overlevet Vandfloden. Læg mærke til hvad de værker der tilskrives Homer og Hesiod, afslører.

De talrige guder og gudinder der beskrives i disse digteres værker, havde menneskeskikkelse, men de var meget smukkere, større og stærkere end menneskene. De spiste og drak, sov, havde kønslig omgang med hinanden og med mennesker, levede i familier, skændtes og sloges, forførte og voldtog. Skønt de blev antaget for at være hellige og udødelige, kunne de give sig af med enhver tænkelig form for bedrag og forbrydelse. De kunne færdes blandt mennesker, enten synligt eller usynligt. Senere græske forfattere og filosoffer forsøgte dog at rense beretningerne for nogle af de værste skændselsgerninger man tillagde guderne.

Disse beretninger afspejler muligvis, om end i stærkt udvidet, forskønnet og forvansket form, den autentiske beretning om forholdene før Vandfloden som findes i Første Mosebog. Endnu en bemærkelsesværdig parallel er den at de græske sagn foruden hovedguderne også taler om halvguder, eller heroer, som var af både guddommelig og menneskelig oprindelse. Disse halvguder havde overmenneskelig styrke, men var dødelige. (Herakles havde som den eneste af dem fået tilstået at opnå udødelighed.) Der er således en tydelig lighed mellem disse halvguder og Bibelens nefilim.

Orientalisten E. A. Speiser bekræfter denne overensstemmelse idet han fører de græske myters tema tilbage til Mesopotamien. (The World History of the Jewish People, 1964, bd. 1, s. 260) Babylon lå i Mesopotamien, og det var derfra menneskene spredtes efter sprogforvirringen. — 1Mo 11:1-9.

Hovedgudernes bolig var henlagt til bjerget Olympos (2917 m) syd for byen Berøa. (Paulus kom i nærheden af Olympos’ skråninger da han forkyndte for indbyggerne i Berøa på sin anden missionsrejse; Apg 17:10.) Blandt de olympiske guder var Zeus (af romerne kaldet Jupiter; Apg 28:11), himmelens gud; Hera (romernes Juno), Zeus’ hustru; Ge eller Gaia, jordens gudinde, også kaldet den store moder; Apollon, lysets gud og den pludselige døds gud, som afsender sine  dødbringende pile fra det fjerne; Artemis (romernes Diana), jagtens gudinde; en anden Artemis blev ivrigt dyrket som frugtbarhedsgudinde i Efesus (Apg 19:23-28, 34, 35); Ares (romernes Mars), krigsguden; Hermes (romernes Merkur), gud for vejfarende, handel og veltalenhed samt gudernes sendebud (indbyggerne i Lystra i Lilleasien kaldte „Barnabas for Zeus og Paulus for Hermes, da det var ham der førte ordet“; Apg 14:12); Afrodite (romernes Venus), gudinden for frugtbarhed og kærlighed, anset for at være „søster til den assyrisk-babyloniske Ishtar og den syrisk-fønikiske Astarte“ (Greek Mythology, Paul Hamlyn, London 1963, s. 63); hertil kom utallige andre guder og gudinder. Det lader til at hver bystat havde sine egne underordnede guder som blev dyrket i overensstemmelse med lokal skik og brug.

Fester og idrætskampe. Fester spillede en vigtig rolle i græsk religion. Idrætskampe og dermed forbundne skuespil, ofre og bønner tiltrak folk fra nær og fjern, og disse festligheder tjente dermed til at knytte de politisk splittede bystater sammen. Blandt de vigtigste af disse idrætsstævner var De Olympiske Lege (i Olympia), De Isthmiske Lege (nær Korinth), De Pythiske Lege (i Delfi) og De Nemeiske Lege (nær Nemea). Afholdelsen af De Olympiske Lege hvert fjerde år dannede grundlag for den græske tidsregning, idet hver fireårs periode betegnedes som en olympiade. — Se IDRÆTSKAMPE, KAMPLEGE.

Orakler, astrologi og helligdomme. Orakler, „hellige“ steder hvor guderne gennem medier mentes at åbenbare skjult viden, nød stor anseelse. De berømteste orakler var dem i Delfi og Dodona og på øen Delos. Her kunne man mod betaling få spørgsmål besvaret. Svarene var som regel tvetydige og måtte udlægges af præsterne. I Filippi i Makedonien indbragte en pige der udøvede spådomskunst (og som Paulus uddrev en dæmon af), „sine herrer en stor fortjeneste“. (Apg 16:16-19) Professor G. Ernest Wright fører den moderne astrologi over grækerne tilbage til sandsigerne i Babylon. (Biblical Archaeology, 1962, s. 37) Der var også mange helligdomme hvor man søgte helbredelse.

Den filosofiske lære om udødelighed. Eftersom de græske filosoffer interesserede sig for de store spørgsmål vedrørende livet og døden, kom deres anskuelser også til at præge folks religiøse opfattelse. Sokrates, der levede i det 5. århundrede f.v.t., gik ind for menneskesjælens udødelighed. I Faidon (64C, 105E) gengiver Platon Sokrates’ samtale med to af sine kolleger: „Efter vor Opfattelse er jo Døden noget, som kan bestemmes nøje. . . . Kan den bestemmes paa anden Maade end som Sjælens Frigørelse fra Legemet, og vil det at være død ikke sige, at Legemet er bleven noget helt for sig, adskilt fra Sjælen, og at Sjælen er adskilt fra Legemet og eksisterer helt ved sig selv? Kan Død betyde noget som helst andet end dette? Nej, saaledes er det. . . . Lader nu Sjælen sig forene med Begrebet Død? Nej. Er saa ikke Sjælen udødelig? Jo, den er udødelig!“ (Gengivet i Platons Skrifter ved Carsten Høeg og Hans Ræder, København 1934, bd. 3, s. 177, 233). Se i modsætning hertil Ezekiel 18:4 og Prædikeren 9:5, 10.

Templer og gudebilleder. Til gudernes ære blev der bygget prægtige templer, og guderne selv blev fremstillet ved smukt udførte statuer af marmor og bronze. Blandt de berømteste af disse templer var Parthenon og Erechtheion med indgangspartiet Propylæerne på Athens Akropolis, hvis ruiner kan beses den dag i dag. Det var i denne by apostelen Paulus talte til en forsamling og roste sine tilhørere for deres store gudsfrygt, hvorefter han sagde til dem at himmelens og jordens Skaber ’ikke boede i templer der var gjort med hænder’, og at de, som Guds afkom, ikke måtte forestille sig Skaberen ’som guld eller sølv eller sten, som noget der var tildannet ved et menneskes kunst og opfindsomhed’. — Apg 17:22-29.

Perserkrigenes tid. Det medo-persiske riges opkomst og fremgang under Kyros (der indtog Babylon i 539 f.v.t.) blev en trussel for Grækenland. Kyros havde allerede erobret Lilleasien og de græske kolonier dér, og i Kyros’ tredje år (åbenbart som hersker over Babylon) underrettede Jehovas engel profeten Daniel om at Persiens fjerde konge ville „opbyde alt imod det græske rige“. (Da 10:1; 11:1, 2) Persiens tredje konge (Darius Hystaspes) nedkæmpede et oprør i de græske kolonier i 499 f.v.t. og forberedte sig på at invadere Grækenland. Den persiske invasionsflåde blev imidlertid ødelagt af et uvejr i 492 f.v.t. I 490 blev en stor persisk hærstyrke landsat i Grækenland, men blev slået af en lille athensk hær på Marathonsletten nordøst for Athen. Darius’ søn Xerxes besluttede sig til at hævne nederlaget. Som den forudsagte fjerde konge opbød han alle rigets kræfter og samlede en vældig hær hvormed han i 480 f.v.t. satte over Hellespont.

Skønt nogle af de førende græske bystater nu stod usædvanlig enigt sammen for om muligt at standse invasionen, marcherede de persiske tropper gennem det nordlige og centrale Grækenland og nåede frem til Athen, hvor de lod dens befæstede Akropolis  gå op i luer. Til søs var athenerne og deres græske forbundsfæller imidlertid overlegne. De udmanøvrerede og tilintetgjorde den persiske flåde (med dens fønikiske og andre allierede) ved Salamis. Denne sejr blev fulgt op med sejre over perserne til lands, først ved Platææ og senere ved Mykale på Lilleasiens vestkyst, hvorefter perserne trak sig tilbage fra Grækenland.

Athensk førerskab. Takket være sin stærke flåde havde Athen nu opnået førerstillingen blandt de græske bystater. I de efterfølgende år, frem til omkring 431 f.v.t., oplevede Athen sin „guldalder“, den periode hvori de betydeligste værker inden for arkitektur og billedkunst blev skabt. Med Athen i spidsen dannedes Det Deliske Søforbund, der omfattede adskillige græske byer og øer. Det Peloponnesiske Forbund, der var anført af Sparta, modsatte sig Athens førerstilling, hvilket førte til den peloponnesiske krig, der varede fra 431 til 404 f.v.t. og endte med athenernes fuldstændige nederlag. Spartas brutale regime varede til ca. 371 f.v.t., hvorefter Theben opnåede overherredømmet. En politisk forfaldstid begyndte, men Athen fortsatte med at være centrum for kultur og filosofi i Middelhavsområdet. Makedonien voksede frem som stormagt under Filip II, og i 338 f.v.t. blev Grækenland forenet under makedonisk overherredømme.

Grækenland under Alexander den Store. Allerede i det 6. århundrede f.v.t. havde Daniel fået et profetisk syn som forudsagde at det medo-persiske rige ville blive omstyrtet af Grækenland. Filips søn Alexander var blevet oplært af Aristoteles, og efter at hans fader var blevet snigmyrdet, blev han de græsktalende folks forkæmper. I 334 f.v.t. drog han ud for at hævne persiske angreb på de græske byer der lå langs Lilleasiens vestkyst. I en lynkrig erobrede han ikke blot Lilleasien, men også Syrien, Palæstina, Ægypten og hele det medo-persiske rige indtil Indien og opfyldte dermed det profetiske billede i Daniel 8:5-7, 20, 21. (Jf. Da 7:6.) Med erobringen af Juda i 332 f.v.t. blev Grækenland nu det femte verdensrige der havde berøring med Israels folk — de foregående fire var Ægypten, Assyrien, Babylon og Medo-Persien. I 328 f.v.t. havde Alexander afsluttet sine erobringer, og herefter gik den resterende del af Daniels syn i opfyldelse. Alexander døde i Babylon i 323 f.v.t., og som forudsagt blev hans rige delt i fire dele hvoraf ingen opnåede det oprindelige riges styrke. — Da 8:8, 21, 22; 11:3, 4; se KORT, bd. 2, s. 334; ALEXANDER, 1.

Før sin død havde Alexander imidlertid udbredt både den græske kultur og det græske sprog i hele sit vældige rige. I mange af de erobrede lande blev der oprettet græske kolonier, og i Ægypten grundlagdes byen Alexandria, der kom til at konkurrere med Athen som lærdomssæde. Dermed indledtes helleniseringen af store dele af Middelhavsområdet og Det Mellemste Østen. Fællesgræsk, eller koinégræsk, blev det internationale sprog som folk af mange nationaliteter talte. Det var det sprog de jødiske lærde i Alexandria brugte da de udarbejdede den græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter, Septuaginta. Senere blev De Kristne Græske Skrifter affattet på koinégræsk, og dette sprogs internationale popularitet bidrog til det kristne budskabs hurtige udbredelse i hele Middelhavsområdet. — Se GRÆSK.

Helleniseringens indflydelse på jøderne. Da det græske rige blev delt mellem Alexanders generaler, blev Juda en grænsestat mellem det ptolemaisk styrede Ægypten og det seleukidisk regerede Syrien. Først var det underlagt Ægypten, men blev så indtaget af seleukiderne i 198 f.v.t. I et forsøg på at forene Juda og Syrien ved hjælp af den hellenistiske kultur satsede man stærkt på at fremme græsk religion, sprog, litteratur og klædedragt i Juda.

Overalt i det jødiske område blev der grundlagt græske kolonier, for eksempel i Samaria (som herefter blev kaldt Sebaste), Akko (Ptolemais) og Bet-Sjean (Skythopolis) samt på tidligere ubeboede steder øst for Jordan. (Se DEKAPOLIS.) I Jerusalem anlagde man et gymnasion, et græsk idrætsanlæg, som tiltrak unge jøder. Da den græske idræt var forbundet med græsk religion, bevirkede dette at jøderne begyndte at slække på de bibelske principper. Selv præsteskabet blev i denne periode stærkt påvirket af hellenismen, og trossætninger som ellers var fremmede for jøderne, begyndte at vinde fodfæste, deriblandt den hedenske lære om menneskesjælens udødelighed og forestillingen om en underverden med pine efter døden.

Helleniseringen af jøderne nåede et ekstremt punkt med Antiochos Epifanes’ vanhelligelse af templet i Jerusalem da han indførte tilbedelsen af Zeus (168 f.v.t.), hvilket førte til makkabæerkrigene.

I Alexandria i Ægypten, hvor den jødiske sektor optog en stor del af byen, var den hellenistiske indflydelse også stærk. (Se ALEXANDRIA.) Nogle af de alexandrinske jøder lod sig påvirke af den græske filosofis popularitet, og jødiske skribenter følte sig foranlediget til at forsøge at tilpasse den jødiske tro efter den daværende „moderne trend“. De forsøgte at påvise at de  herskende græske opfattelser i virkeligheden var foregrebet af tilsvarende opfattelser i De Hebraiske Skrifter eller endda var udledt af dem.

De græske stater under romersk herredømme. Makedonien og Grækenland (en af de fire dele som Alexanders rige var blevet opdelt i) faldt for romerne i 197 f.v.t. Året efter erklærede den romerske feltherre alle græske byer „frie“. Det betød at de ikke skulle betale skat til romerne, men Rom forventede stadig deres fulde samarbejde. Efterhånden udviklede der sig en antiromersk stemning. Makedonien gjorde oprør mod romerne, men blev slået i 167 f.v.t. og blev omkring 20 år senere gjort til en romersk provins. Da Det Achaiske Forbund, anført af Korinth, gjorde oprør i 146 f.v.t., gik de romerske hære ind i det sydlige Grækenland og ødelagde Korinth. Provinsen „Achaia“ blev dannet og kom i år 27 f.v.t. til at omfatte hele det sydlige og centrale Grækenland. — Apg 19:21; Ro 15:26; se ACHAIA.

Under det romerske herredømme oplevede Grækenland en politisk og økonomisk nedgangstid. Den græske kultur bevarede derimod sin stærke indflydelse og blev i vid udstrækning overtaget af de romerske erobrere. De importerede med stor begejstring græske statuer og græsk litteratur. Endog hele templer blev demonteret og sendt til Italien. Mange unge romere blev uddannet i Athen og ved andre græske lærdomssæder. Grækerne vendte derimod blikket indad og vedblev med at leve i fortiden.

Hellenere i det 1. århundrede e.v.t. På Jesu og hans apostles tid blev både indfødte grækere og personer af græsk afstamning som boede uden for Grækenland, kaldt Helʹlēnes (ental: Helʹlēn), hellenere. Alle andre blev af grækerne kaldt „barbarer“, der blot betød udlændinge eller folk der talte et fremmed sprog. Apostelen Paulus nævner således „grækere“ i modsætning til „barbarer“ i Romerne 1:14. — Se BARBAR.

I nogle tilfælde bruger Paulus imidlertid ordet Helʹlēnes (oversat „grækere“) i en bredere betydning. Specielt når han taler om dem i modsætning til jøder, lader han ordet gælde alle ikkejødiske folkeslag. (Ro 1:16; 2:6, 9, 10; 3:9; 10:12; 1Kor 10:32; 12:13) I Første Korintherbrev, kapitel 1, sidestiller han således „grækerne“ (v. 22) med „folk fra nationerne“ (v. 23). Dette skyldes uden tvivl den betydning og den førerstilling græsk kultur og sprog havde i hele Romerriget. Grækerne var så at sige det første i rækken af de ikkejødiske folkeslag. Dermed være ikke sagt at Paulus og de øvrige kristne bibelskribenter brugte Helʹlēnes i en så løs betydning at Helʹlēn ikke betød andet end „hedning“, sådan som nogle bibelkommentatorer antyder. At ordet Helʹlēnes også blev anvendt om et bestemt folk, ses af Kolossenserne 3:11, hvor der skelnes mellem „græker“, „fremmed [barʹbaros]“ og „skyter“.

I overensstemmelse med det foregående siger den græskkyndige Hans Windisch: „Betydningen ’hedning’ [for ordet Helʹlēn] kan hverken påvises . . . ud fra hellenistisk jødedom eller ud fra NT.“ (Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af G. Kittel; oversat til engelsk og redigeret af G. Bromiley, 1971, bd. II, s. 516) Han giver dog nogle eksempler på at græske forfattere undertiden anvendte ordet Helʹlēn om personer af anden afstamning som antog græsk sprog og kultur — personer som var „helleniserede“. Når ordet Helʹlēnes, eller grækere, bruges i Bibelen, må man altså i mange tilfælde give rum for den mulighed at de ikke nødvendigvis var grækere af fødsel eller afstamning.

Den kvinde af syrisk-fønikisk nationalitet hvis datter Jesus helbredte (Mr 7:26-30), var sandsynligvis af græsk afstamning siden hun blev betegnet som „græker“. De „grækere“ der kom for at tilbede ved påskehøjtiden, og som anmodede om at måtte tale med Jesus, var øjensynlig græske proselytter, grækere der var gået over til den jødiske tro. (Joh 12:20; bemærk Jesu profetiske udtalelse i vers 32 om at han vil ’drage alle slags mennesker til sig’.) Timoteus’ fader betegnes som „græker“ (Helʹlēn), og det samme bliver Titus. (Apg 16:1, 3; Ga 2:3) Det kan betyde at de var af græsk afstamning, men i betragtning af at nogle græske forfattere efter sigende var tilbøjelige til at bruge ordet Helʹlēnes om nogle der ikke var grækere, men som talte græsk og havde antaget græsk kultur, og i betragtning af at Paulus som før nævnt undertiden anvendte udtrykket i en bredere betydning, er det muligt at de nævnte personer blot var grækere i sidstnævnte forstand. På den anden side er den omstændighed at den græske kvinde boede i det syriske Fønikien, at Timoteus’ fader boede i Lystra i Lilleasien, og at Titus øjensynlig boede i Antiochia i Syrien, ikke noget bevis for at de ikke var etniske grækere eller efterkommere af sådanne, for i alle disse områder boede der græske kolonister og indvandrere.

Da Jesus sagde til en gruppe jøder at han gik til ham der havde sendt ham, og at de ikke kunne følge ham dertil, sagde jøderne til hinanden: „Hvor har dette menneske i sinde at gå hen, så vi ikke vil finde ham? Han har da vel ikke i sinde at gå til jøderne i adspredelsen blandt grækerne og undervise grækerne?“ (Joh 7:32-36) Med udtrykket „jøderne i adspredelsen blandt grækerne“  mente de uden tvivl ordret hvad de sagde — ikke de jøder der boede i Babylon, men dem der boede rundt omkring i de fjerntliggende græske byer og områder mod vest. Beretningerne om Paulus’ missionsrejser viser at der boede et bemærkelsesværdig stort antal jøder i disse græske områder.

I Apostelgerninger 17:12 og 18:4, hvor der er tale om begivenheder som finder sted i de græske byer Berøa og Korinth, er der givetvis tale om personer som er af græsk afstamning. Dette kan også være tilfældet med grækerne i Thessalonika i Makedonien (Apg 17:4), grækerne i Efesus på Lilleasiens vestkyst — en gammel græsk koloni der engang havde været Joniens hovedstad (Apg 19:10, 17; 20:21) — og endog grækerne i Ikonium i det centrale Lilleasien (Apg 14:1). Skønt ordforbindelsen „jøder og grækere“ i nogle af disse skriftsteder kunne tyde på at Lukas, ligesom Paulus, har brugt ordet „grækere“ om ikkejøder i almindelighed, var Ikonium den eneste af de nævnte byer der geografisk lå uden for den primære græske indflydelsessfære.

Hellenister. I bogen Apostelgerninger forekommer et andet udtryk: Hellēnistaiʹ (ental: Hellēnistēsʹ). Dette ord forekommer hverken i græsk eller hellenistisk-jødisk litteratur, og dets betydning er derfor ikke helt klarlagt. De fleste ordbogsforfattere mener dog at det i Apostelgerninger 6:1 og 9:29 står for „græsktalende jøder“. I det første af de to skriftsteder nævnes det i modsætning til „de hebraisktalende“ (Ebraiʹoi [Westcott og Horts græske tekst]). På pinsedagen i år 33 var der jøder og proselytter fra mange lande i Jerusalem. At byen blev besøgt af mange sådanne græsktalende personer, fremgår af „Theodotus-indskriften“, der er fundet på Ofelhøjen i Jerusalem. Teksten er på græsk og lyder: „Theodotus, søn af Vetenus, præst og synagogeforstander, søn af synagogeforstander og sønnesøn af en synagogeforstander, har bygget synagogen for at Loven kan blive oplæst og der kan blive undervist i budene, og ligeså (har han bygget)gæstehuset og rummene med vandforsyning som herberg for dem der har brug for logi når de kommer fra udlandet — (synagogen) som blev grundlagt af hans fædre og de ældste og Simonides.“ (Biblical Archaeology, af G. Ernest Wright, 1962, s. 240) Nogle forbinder denne inskription med „De Frigivnes“ synagoge, hvorfra nogle medlemmer blev medansvarlige for Stefanus’ martyrdød. — Apg 6:9; se FRI, FRIGIVEN.

I Apostelgerninger 11:20, hvor ordet Hellēnistaiʹ anvendes om nogle indbyggere i Antiochia i Syrien, står det muligvis for græsktalende personer i almindelighed frem for græsktalende jøder. Dette synes at fremgå af bemærkningen i vers 19 om at budskabet i Antiochia ikke var blevet forkyndt for andre end jøder før der kom kristne fra Cypern og Kyrene til byen. De i vers 20 nævnte Hellēnistaiʹ kan være mennesker af forskellige nationaliteter som var blevet helleniseret og nu talte græsk (og måske levede efter græsk sæd og skik). — Se ANTIOCHIA, 1; KYRENE, KYRENÆER.

Apostelen Paulus var i Makedonien og Grækenland både på sin anden og sin tredje missionsrejse. (Apg 16:11–18:11; 20:1-6) Han tjente nogen tid i de fremtrædende makedoniske byer Filippi, Thessalonika og Berøa og i de vigtige achaiske byer Athen og Korinth. (Apg 16:11, 12; 17:1-4, 10-12, 15; 18:1, 8) På sin anden missionsrejse tilbragte han halvandet år i Korinth (Apg 18:11), hvor han skrev de to breve til thessalonikerne og muligvis også brevet til galaterne. På sin tredje rejse skrev han Romerbrevet fra Korinth. Efter sit første fangenskab i Rom tog han åbenbart til Makedonien igen på et tidspunkt mellem år 61 og 64 og skrev sandsynligvis sit første brev til Timoteus og muligvis brevet til Titus herfra.

I de første århundreder efter vor tidsregning fortsatte den græske kultur med at gøre sin indflydelse gældende i Romerriget, og Grækenland bevarede sin intellektuelle førerstilling. Et af Romerrigets vigtigste lærdomssæder var således universitetet i Athen. Konstantin forsøgte at sammensmelte kristendommen med hedenske skikke og lærdomme, og han tog selv de første skridt til at gøre denne blandingsreligion til rigets officielle religion, hvorved Grækenland blev en del af kristenheden.

Grækenland dækker i dag et landareal på 131.957 km² og har en befolkning på 10.442.000 (i 1995).

[Illustration på side 735]

Zeus. De græske guder havde menneskeskikkelse og blev ofte skildret som groft umoralske