Det hebraiske ord gevulʹ betyder „grænse“, men det kan også betegne det land eller område som grænsen omslutter. Der siges således i Josua 13:23: „Og Rubens sønners grænse [hebr.: gevulʹ] blev Jordan; og dette var som område [ughevulʹ] Rubens sønners arvelod.“ På græsk betegner hoʹrion, der altid bruges i flertal, et geografisk områdes „grænser“, men ligesom på hebraisk kan det også betegne det område der omsluttes af grænserne, og oversættes da med „egn“ eller „omegn“. — Apg 13:50; Mt 19:1; 15:22; 2:16.

Grænser sat af Jehova. Før den verdensomspændende vandflod drev Gud det første menneskepar ud af Edens have så det måtte leve  uden for den (1Mo 3:23, 24); han forviste Kain fra den ’agerjord’ som Abels blod ’råbte’ fra (1Mo 4:10, 11), og senere satte han en frist på „et hundrede og tyve år“ (1Mo 6:3) for menneskenes fortsatte eksistens inden Vandfloden udslettede flertallet af dem. (1Mo 6:13) Derefter befalede han de overlevende at ’fylde jorden’, og da nogle forsøgte at undgå at blive spredt ud over jorden, forpurrede Gud deres plan og tvang dem til at efterkomme hans befaling. — 1Mo 9:1, 19; 11:1-9.

Århundreder senere lovede Gud Abraham og hans afkom et land med klart definerede grænser. (1Mo 15:18-21; 2Mo 23:31) Han tillod kana’anæerne at blive boende i landet i en forudsagt periode på yderligere „fire hundrede år“ før han ville gennemtvinge deres udryddelse når „amoritternes brøde“ var fuldstændig. (1Mo 15:13-16) På den anden side bestemte Jehova Gud også at israelitterne ikke måtte krænke edomitternes, moabitternes og ammonitternes grænser eftersom disse folkeslag nedstammede fra slægtninge til israelitternes forfædre. (5Mo 2:4, 5, 18, 19) Det er på denne baggrund man skal forstå ordene i Moses’ sang i 5 Mosebog 32:8: „Da den Højeste gav nationerne en arvelod, da han skilte Adams sønner fra hinanden, fastsatte han folkenes grænser efter tallet på Israels sønner.“

Det var på grundlag af Jehovas suveræne ret til at fastsætte sådanne grænser at dommeren Jefta senere forsvarede Israels ret til dets gudgivne land. (Dom 11:12-15, 23-27) Men da israelitterne ikke helhjertet adlød Jehovas befalinger, tillod han nogle af de fjendtlige folk at blive boende inden for landets grænser (4Mo 33:55; Dom 2:20-23), og det var først i kong Davids regeringstid, omkring 400 år efter indvandringen i Kana’an, at Israel underlagde sig hele det område der lå inden for de lovede grænser. — 2Sa 8:1-15.

I overensstemmelse med sin tidligere advarsel tillod Jehova til sidst at de hedenske nationer overskred det forjættede lands grænser og førte israelitterne i landflygtighed som straf for folkets frafald. (5Mo 28:36, 37, 49-53; Jer 25:8-11) Gennem sine profeter Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel forudsagde Gud verdensrigernes opståen og fald fra Babylon og fremefter. (Es 13:1–14:4; 44:28–45:5; Jer 25:12-29; Ez 21:18-27; Da kap. 2, 7, 8; 11:1–12:4) Og skønt han tolererede de politiske nationers eksistens og herredømme over jorden i en ’fastsat tid’, forudsagde han også at de til sidst ville blive tilintetgjort og deres politiske grænser udvisket, hvilket skulle ske ved hjælp af det messianske rige. — Da 2:44; jf. Åb 11:17, 18; 19:11-16.

„De fastlagte grænser for menneskenes bolig“. Paulus sagde i Athen at Gud havde „bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser [gr.: horothesiʹas, ordr.: „fastsættelse af grænser“] for menneskenes bolig“. (Apg 17:26) En tilsvarende tanke udtrykkes i Salme 74:17, hvor der siges om Skaberen: „Du fastsatte alle jordens grænser; sommer og vinter — du dannede dem.“ Den Højeste har givet naturlige grænser som floder, søer, have og bjerge, der er bestemmende for hvor menneskene har bosat sig. — Jf. Jer 5:22.

Israels stammegrænser. (KORT, bd. 1, s. 744) Da israelitterne begyndte at indtage det forjættede land, fik Rubens og Gads stammer og Manasses halve stamme lov til at få deres arvelod „på denne side af Jordan, mod solopgangen“. (4Mo 32:1-5, 19, 33-42; 34:14, 15; Jos 13:8-13, 15-32) Efter at israelitterne havde ført krig i seks år for at undertvinge kana’anæerne, kom tiden til at fastlægge grænserne vest for Jordan for de øvrige ni stammer og den anden halvdel af Manasses stamme. Landet blev fordelt af et udvalg som Jehova udpegede, bestående af Josua, præsten Eleazar og en høvding fra hver stamme. (4Mo 34:13-29; Jos 14:1) Fremgangsmåden var som Jehova tidligere havde befalet Moses: „Til dem der er mange, skal du give en stor arvelod, og til dem der er få, skal du give en lille arvelod. Enhver skal der gives en arvelod i forhold til dem der blev mønstret af ham. Men kun ved lodkastning skal landet fordeles.“ — 4Mo 26:52-56; 33:53, 54.

Det ser således ud til at landets fordeling mellem stammerne blev bestemt af to faktorer: resultatet af lodkastningen samt stammens størrelse. Lodkastningen kan blot i store træk have angivet arveloddernes beliggenhed — i hvilken del af landet de enkelte stammer skulle have deres arvelod — om det skulle være mod nord, syd, øst eller vest, langs kysten eller i bjerglandet. Og eftersom det var Jehova der styrede lodkastningen, ville denne fremgangsmåde tjene til at forebygge skinsyge eller stridigheder blandt stammerne. (Ord 16:33) Jehova kunne også på denne måde lede tingene sådan at hver stamme kom til at bo et sted der ville svare til den inspirerede profeti som patriarken Jakob udtalte på sit dødsleje. — 1Mo 49:1-33.

Efter at den geografiske beliggenhed var afgjort ved lodkastning, måtte arveloddens udstrækning så afgøres på grundlag af den anden faktor: stammens størrelse i forhold til de øvrige stammer. „I skal fordele landet mellem jer ved lodkastning, efter jeres slægter. Den slægt der er  stor, skal I give en større arvelod, og den der er lille, skal I give en mindre arvelod. Hvor loddet falder for ham, dér er hans arvelod.“ (4Mo 33:54) Den generelle geografiske beliggenhed der blev afgjort ved lodkastningen, stod fast, men arveloddens størrelse kunne justeres efter behov. Da det viste sig at Judas område var for stort, blev det således reduceret ved at noget af det blev givet til Simeons stamme. — Jos 19:9.

Om en arvelod blev udvidet eller indskrænket, var åbenbart ikke blot et spørgsmål om areal, for skønt Dans stamme var den næststørste i antal, fik den et af de mindste områder. Andre faktorer, såsom antallet af byer, terrænets art og jordbundens beskaffenhed, kan have spillet ind. — Jf. Jos 17:14-18.

Efter at stammeområdernes grænser var blevet fastlagt, kunne de enkelte familier få tildelt deres jordlodder, hvilket ikke synes at være sket ved lodkastning, men på anvisning af det udpegede udvalg bestående af Eleazar, Josua og høvdingerne. (Jos 17:3, 4) Der siges således i 5 Mosebog 19:14 at „når stamfædrene [havde] fastsat grænserne“, måtte man ikke flytte sin næstes markskel. — Se MARKSKEL.

Beretningen om fordelingen af landet vest for Jordan viser at der først blev kastet lod for Juda (Jos 15:1-63), Josef (Efraim) (Jos 16:1-10) og den anden halvdel af Manasses stamme (Jos 17:1-13), idet deres grænser og byer opregnes. Derefter synes der at have været en afbrydelse i fordelingen af landet, idet Israels lejr flyttede fra Gilgal til Silo. (Jos 14:6; 18:1) Hvor lang tid der gik, oplyses ikke, men Josua irettesatte senere de syv resterende stammer for deres nølen med hensyn til at bosætte sig i resten af landet. (Jos 18:2, 3) Der er givet forskellige forklaringer på denne holdning hos de syv stammer; nogle kommentatorer anfører således at mængden af det bytte der var taget under erobringen, og den omstændighed at der ikke var nogen umiddelbar trussel om angreb fra kana’anæernes side, kan have fået de syv stammer til at føle at det ikke hastede specielt med at tage resten af landet i besiddelse. De stærke fjendtlige enklaver der var tilbage dér, kan også have bidraget til deres tilbageholdenhed. (Jos 13:1-7) Endelig har deres kendskab til resten af det forjættede land sikkert været væsentligt mere begrænset end til de områder der allerede var blevet uddelt.

For at sætte gang i tingene sendte Josua en delegation på 21 mand, 3 fra hver af de 7 stammer, ud for at „kortlægge landet i syv dele“, og efter at de havde ’kortlagt det i syv dele efter byer’, kastede Josua lod for dem for at få Jehovas afgørelse. (Jos 18:4-10) De enkelte områder der blev uddelt, er beskrevet i Josua 18:11–19:49.

Præstestammen Levi fik ikke nogen særskilt arvelod, men fik tildelt 48 byer med græsgange i de øvrige stammers områder. — Jos 13:14, 33; 21:1-42.

Andre grænser. Ved hjælp af Lovpagten skilte Jehova Israel ud som sit udvalgte folk i 1545 år (3Mo 20:26), men med sin søns offerdød nedbrød han den symbolske ’skillemur’ der var sat mellem jøder og ikkejøder, idet han ophævede Loven med dens bud. I Efeserne 2:12-16 hentyder Paulus til den skillemur (soreg) der fandtes på tempelområdet. Da det under dødsstraf var forbudt ikkejøder at overskride denne grænse, brugte apostelen den som et udmærket billede på det skel som Lovpagten havde skabt.

Under den nye pagt der blev indgået ved Kristus Jesus, blev der sat et åndeligt skel af langt større virkning end nogen geografisk grænse, et skel som afgrænsede den kristne menigheds åndelige nation fra resten af menneskehedens verden. (Joh 17:6, 14-19; 1Pe 2:9-11) Jehova havde længe i forvejen forudsagt at han ville bygge Zion med dyrebare ædelsten og sætte alle dets grænser med „kostbare sten“, og Jesus citerede fra denne profeti idet han møntede det efterfølgende vers på dem der blev hans disciple. (Es 54:12, 13; Joh 6:45; jf. Åb 21:9-11, 18-21.) Disse åndelige grænser skal respekteres, for Gud siger advarende at de der angriber Zion, vil blive tilintetgjort. — Sml. Es 54:14, 15; 60:18 med 1Kor 3:16, 17.

Omvendt kræves det også at de der udgør denne åndelige nation, holder sig inden for dens rammer idet de respekterer de moralske begrænsninger der er sat (1Kor 5:9-13; 6:9, 10; 1Ts 4:3-6), de åndelige grænser der adskiller dem fra falsk tilbedelse, og den verdslige ordning (2Kor 6:14-18; Jak 4:4; Åb 18:4) samt de bestemmelser der er givet vedrørende det rette forhold mellem de kristne og „de højere myndigheder“ (Ro 13:1, 5; 1Pe 2:13-16; Apg 4:19, 20; 5:29), mellem mand og hustru (1Kor 7:39; 1Pe 3:1, 7) og på mange andre af livets områder.

Paulus viser også at der var sat grænser for de distrikter man fik tildelt at forkynde i. — 2Kor 10:13-16.