Et sted hvor en død begraves eller er begravet. Det almindelige ord på hebraisk for en grav eller et gravsted er qæʹvær, som blev brugt om en grav i jorden, den naturlige hule og det udhuggede gravkammer. (1Mo 23:7-9; Jer 8:1; 26:23) Det beslægtede ord qevurahʹ blev ligeledes brugt både om en grav i jorden og om en grav udhugget i klippen. — 1Mo 35:20; 1Sa 10:2.

På græsk er det almindelige ord for en enkelt grav taʹfos. (Mt 28:1) Det tilsvarende udsagnsord er thapʹtō, „at begrave“. (Mt 8:21, 22) Ordene mnēʹma og mnēmeiʹon, der er beslægtede med udsagnsordet mnaʹomai, „at huske“, „at erindre“, betyder en grav hvorover der er rejst et mindesmærke til erindring om den døde. De er i Ny Verden-Oversættelsen gengivet med henholdsvis „grav“ (Lu 23:53) og „mindegrav“ (Lu 23:55). — Se MINDEGRAV.

Da disse hebraiske og græske ord betegner en enkelt grav, bruges de ofte i flertal om mange grave eller gravsteder. Herved adskiller de sig fra det hebraiske sje’ōlʹ og det græske haiʹdēs, der bruges om menneskehedens fælles grav, „dødsriget“ (DA92), og kun forekommer i ental. Da man i tidens løb har brugt mindre heldige udtryk til gengivelse af disse ord, lader nogle bibeloversættelser, deriblandt Ny Verden-Oversættelsen, dem stå uoversat. — Se HADES; SHEOL.

Ud fra den betragtning at de døde kommer i Sheol når de bliver lagt i graven, bruges de forskellige ord der betegner den enkelte grav, ofte som parallel til Sheol uden dog at have nøjagtig samme betydning. — Job 17:1, 13-16; 21:13, 32, 33; Sl 88:3-12.

Gravens dyb. Som parallel til Sheol bruges også udtrykket „gravens dyb“, der gengiver to hebraiske ord, bōr, som også betyder „cisterne“, det vil sige et udhugget hulrum, og sjaʹchath, der nogle steder bruges om en faldgrube. Heraf ses det hvordan disse udtryk kan bruges side om side med Sheol, der indeholder forestillingen om et underjordisk „hulrum“ hvor de døde befinder sig. Som eksempel kan nævnes Job 17:13-16, hvor „Sheol“ og „gravens dyb“ bruges parallelt om et sted hvor der er mørke og støv. Endvidere Salme 30:3, hvor David siger til Gud: „Jehova, fra Sheol har du bragt min sjæl op; du holdt mig i live så jeg ikke gik ned i gravens dyb.“ I Salme 88:3-5 nævnes både „Sheol“, „gravens dyb“ og „graven“.

Jonas brugte „gravens dyb“ i billedlig betydning da han sammenlignede fiskens indre med „Sheols skød“ og „gravens dyb“. — Jon 2:2, 6; se også Job 33:18-30; Sl 30:9; 49:7-10, 15; 143:7; Ord 1:12; Es 14:9-15; 38:17, 18; 51:14. — Se SHEOL.

Gravsteder i Israel. Den vesterlandske gravform med en fordybning i jorden der kastes til, var kendt, men ikke særlig udbredt, i Mellemøsten. Rebekkas amme, Debora, blev begravet under et stort træ, og det samme blev kong Saul og hans sønner, i hvert fald i første omgang. (1Mo 35:8; 1Kr 10:12) Det ser ud til at man, som i Abrahams tilfælde, foretrak at bruge en naturlig hule eller et gravkammer der var udhugget i den bløde kalkstensklippe som er så almindelig i Palæstina. Ofte blev graven udhugget eller indrettet i forvejen af personen selv (1Mo 50:5; Es 22:16; 2Kr 16:14), og den kunne ligge i nærheden af hans hus, måske i hans have. (1Sa 25:1; 2Kg 21:18, 25, 26; 2Kr 33:20) Udtrykket „i sit hus“ (1Kg 2:34) betyder ikke nødvendigvis i selve bygningen.

Arkæologiske undersøgelser giver en idé om hvordan gravstederne så ud. Foruden simple grave i jorden benyttede man i Palæstina hvælvinger eller kamre som blev udhugget i klippen, ofte på skråninger. Som regel foretrak man højtliggende steder. (Jos 24:33; 2Kg 23:16; 2Kr 32:33; Es 22:16) Kammeret kunne være en enkeltgrav, hvor liget blev lagt i en fordybning i gulvet, eller det kunne være indrettet til flere begravelser, for eksempel med smalle rum der var hugget vinkelret ind i kammerets vægge, og som hver kunne rumme et lig. Den snævre åbning som liget blev ført ind igennem, blev derefter lukket med en tilhugget sten. I andre tilfælde  udhuggede man hyldelignende nicher i bagvæggen og sidevæggene (Mr 16:5), og undertiden lavede man to rækker nicher for at få mere plads. Graven kunne også have flere kamre, selv om det ser ud til at enkeltkammergraven var den foretrukne type blandt jøderne. I de grave hvor liget lå på en hylde i en niche, måtte man naturligvis spærre indgangen så vilde dyr ikke kunne trænge ind. Hovedindgangen til kammeret blev derfor lukket med en stor sten, der i nogle tilfælde blev ophængt som en dør, eller med en cirkelrund sten der kørte i en rille. Sådanne sten kunne veje mere end et ton. — Mt 27:60; Mr 16:3, 4.

De tidlige jødiske gravsteder bærer præg af enkelhed. De adskiller sig således stærkt fra de hedenske grave, der ofte havde vægmalerier og anden udsmykning. Jakob rejste ganske vist en støtte på Rakels grav, måske en enkelt sten (1Mo 35:20), men det lader ikke til at have været et mindesmærke, men snarere en markering. (1Sa 10:2) I 2 Kongebog 23:17 omtales også „en gravsten“ som markerede et gravsted. Jesus nævnte „mindegrave der ikke bemærkes, så menneskene går på dem uden at vide det“. — Lu 11:44.

Det var sædvane at kalke gravene for at folk ikke af vanvare skulle røre ved dem og blive urene. Gravene omkring Jerusalem blev kalket en måned før påsken for at forhindre at nogen rørte ved dem og blev urene i denne særlige periode. (Misjna, Sjekalim 1:1) Jesus brugte denne skik som grundlag for en illustration da han sagde at de skriftlærde og farisæerne udvendig så pæne ud, men indvendig var „fulde af hykleri og lovløshed“. — Mt 23:27, 28.

I Romerne 3:13 citerer apostelen Paulus Salme 5:9, hvor de ugudeliges og svigefuldes strube sammenlignes med „en åben grav“. Ligesom en åben grav fyldes med død og fordærv, er deres strube fuld af dødbringende og fordærvet tale. — Jf. Mt 15:18-20.

Skønt graven sammenlignes med et sted man med rette ønsker udfrielse fra, nævner Job dog de fortvivlede som — af mangel på et klart håb eller fordi de ikke forstår Skaberens hensigter — med længsel venter på døden og „glæder sig over at nå til graven“. (Job 3:21, 22) Denne indstilling står i skarp kontrast til den tro og tillid som ejedes af mennesker der havde viet deres liv til at tjene Gud, og som så frem til at få en opstandelse. — Sl 16:9-11; Apg 24:15; Flp 1:21-26; 2Ti 4:6-8; He 11:17-19. — Se BEGRAVELSE.

Davids og de øvrige kongers grave. På Pinsedagen sagde Peter: „David . . . både døde og blev begravet og . . . hans grav er hos os indtil denne dag.“ (Apg 2:29) Heraf fremgår det at kong Davids grav stadig fandtes i år 33.

Ifølge 1 Kongebog 2:10 blev David begravet i „Davidsbyen“, og det var åbenbart her de senere konger af Juda almindeligvis blev begravet. Om 12 af de 20 konger der fulgte efter David, siges det at de blev begravet i Davidsbyen, selv om de ikke alle blev lagt i „kongegravene“, som der gøres opmærksom på i Jorams, Joasj’ og Akaz’ tilfælde. (2Kr 21:16, 20; 24:24, 25; 28:27) Frem for at være et enkelt gravsted med mange kamre har „kongegravene“ snarere været et bestemt område i Davidsbyen hvor kongernes mindegrave lå. Kong Asa blev lagt i „det store gravsted som han havde ladet udgrave til sig selv i Davidsbyen“ (2Kr 16:14), og Ezekias blev begravet „på skråningen op til Davids sønners grave“. (2Kr 32:33) Den spedalske kong Uzzija begravede man „hos hans fædre, men på den begravelsesmark der tilhørte kongerne, for man sagde: ’Han er spedalsk.’“ Dette synes at vise at hans lig ikke blev lagt i en klippegrav, men i jorden. — 2Kr 26:23.

Af de øvrige konger i Juda blev Manasse og Amon åbenbart begravet et andet sted, i „Uzzas have“. (2Kg 21:18, 23, 26) Bemærkningen om at Amons søn, den trofaste kong Josias, blev begravet „på sine forfædres begravelsesplads“, betyder enten at han blev begravet i kongegravene i Davidsbyen eller dér hvor Manasse og Amon blev begravet. (2Kr 35:23, 24) Tre konger døde i landflygtighed: Jehoahaz (i Ægypten), Jojakin og Zedekias (i Babylon). (2Kg 23:34; 25:7, 27-30) Jojakim blev begravet „som et æsel begraves“, „kastet ud til heden om dagen og frosten om natten“, som en opfyldelse af Jeremias’ profeti. — Jer 22:18, 19; 36:30.

Den retfærdige ypperstepræst Jojada blev begravet „i Davidsbyen sammen med kongerne“ — en ære der så vidt vides ikke er blevet vist nogen anden som ikke var af kongelig slægt. — 2Kr 24:15, 16.

Det er ikke blevet fastslået hvor disse kongegrave lå. På grundlag af henvisningen til „Davidsgravene“ i Nehemias 3:16 og omtalen af „skråningen op til Davids sønners grave“ i 2 Krønikebog 32:33 mener nogle at de sandsynligvis har ligget på byens sydøstlige skråning nær Kedrondalen. I dette område er der fundet et antal åbenbart meget gamle klippegrave hvis indgange har form som en firkantet skakt. Det er dog ikke muligt at sige noget sikkert om deres oprindelse. Ethvert forsøg på identifikation vanskeliggøres ikke alene af byens ødelæggelse i år 70, og igen i år 135, men også af at romerne brugte den sydlige  del af byen som stenbrud. De ovennævnte grave er derfor meget dårligt bevarede.

Dronning Helene af Adiabenes mausoleum, der ligger i den nordlige del af det moderne Jerusalem, har fået det misvisende navn „Kongegravene“. Det blev imidlertid først bygget i det 1. århundrede e.v.t. og må ikke forveksles med de kongegrave der er nævnt i Bibelen.

„Deres kongers døde kroppe“. I Ezekiel 43:7-9 fordømmer Jehova Israels hus og dets konger fordi de besmitter hans hellige navn „med deres utugt og med deres kongers døde kroppe ved deres død“ (fdn.), og han siger: „Nu skal de fjerne deres utugt og deres kongers døde kroppe fra mig, så vil jeg bo midt iblandt dem til fjerne tider.“ Nogle kommentatorer forstår det sådan at jøderne havde forsyndet sig ved at lægge visse kongegrave tæt ved tempelområdet. I vers 7 siger omkring 20 hebraiske håndskrifter og udgaver samt targumerne „ved deres død“, mens den masoretiske tekst siger „deres offerhøje“, og den græske Septuaginta siger „i deres midte“.

Selv om vendingen „ved deres død“ skulle være den korrekte læsemåde, synes der ikke at være noget grundlag for at tro at nogen af Judas konger blev begravet nær ved tempelområdet. Eftersom et lig ifølge Loven var urent, ville det være en direkte hån mod Gud at begrave nogen i nærheden af templet, og der findes ikke i beretningen om kongerne den mindste antydning af en så åbenlys og grov krænkelse af templets hellighed. De konger der ikke blev fundet værdige til at blive begravet i „kongegravene“ eller „Davids sønners grave“, ville næppe blive stedt til hvile et mere ophøjet sted som i nærheden af templet, men snarere et mindre fremtrædende og mindre ærefuldt sted.

En nærmere betragtning af Ezekiel 43:7-9 viser at stykket handler om at templet ikke mere skulle besmittes af afgudsdyrkelse. Og ligesom ’utugten’ først og fremmest må skulle opfattes billedligt, må „deres kongers døde kroppe“ være et billedligt udtryk for de livløse afguder som Israels hus og dets herskere havde tilbedt. I 3 Mosebog 26:30 advarede Jehova således israelitterne om at ulydighed fra deres side ville få ham til at ’tilintetgøre deres offerhøje og omhugge deres røgelsesstandere og lægge deres egne døde kroppe oven på de døde kroppe af deres uhumske guder’. (Jf. Jer 16:18; Ez 6:4-6.) Det fremgår af beretningen at sådanne guder blev bragt ind på tempelområdet. (Ez 8:5-17) Desuden blev nogle af disse afguder betegnet som konger, idet ordet for „konge“ indgår i navnene Molek (1Kg 11:7), Milkom (1Kg 11:5) og Malkam (Jer 49:1). Om Nordrigets afguder skrev profeten Amos (5:26): „I skal bære Sakkut, jeres konge, og Kevan, jeres billeder, bort, jeres guds stjerne som I lavede jer.“ Der synes således at være større grund til at betragte teksten som en fordømmelse af afgudsdyrkelse end af vanhelligelse af indviet jord ved uretmæssig begravelse af bogstavelige konger.