Det grundlag eller fundament som en bygning hviler på, og som skal fordele den overliggende bygnings vægt ligeligt over jordoverfladen. Eftersom en bygnings styrke og holdbarhed for en stor del afhænger af fundamentets styrke, må der udvises stor omhu når grundvolden lægges. I Palæstina var det vigtigt med et godt fundament for at bygningen ikke alene kunne modstå stærke regnskyl, vindstød og oversvømmelser, men også jordskælv, da landet lå i et jordskælvsområde. Flere af de hebraiske ord der gengives med „grundvold“, kommer af roden jasadhʹ, der betyder „at grundlægge; at lægge grundvolden; at fastlægge“. (Es 23:13; 54:11; Sl 104:8) Det græske ord for grundvold er themeʹlios, som bruges i bogstavelig betydning i Apostelgerninger 16:26.

Da Jehova, den store Bygmester, svarede Job ud fra stormvejret, sammenlignede han den bogstavelige jord med en bygning. (Job 38:4-7) Selv om jorden hænger på intet, har den, så at sige, en varig grundvold som ikke rokkes, for de uforanderlige love der styrer universet, holder den på plads, og Guds hensigt med jorden er forblevet uforandret. (Job 26:7; 38:33; Sl 104:5; Mal 3:6) Derimod kan den grundvold som den billedlige jord (befolkningen og det etablerede samfund) hviler på, bringes til at vakle, nemlig når uretfærdighed og ulydighed mod Guds love nedbryder den grundvold som giver landet stabilitet. — Sl 82; 11:3; Ord 29:4.

Jordens grundlæggelse må ikke forveksles med „verdens grundlæggelse [gr.: katabolēsʹ]“. Af Jesu ord i Lukas 11:48-51 fremgår det at Abel levede ved verdens grundlæggelse. Med dette udtryk sigtede Jesus åbenbart til grundlæggelsen af en menneskeverden. Planeten Jorden var blevet grundlagt længe forinden. — Se ABEL, 1; VERDEN.

Det vakte stor glæde når en grundvold blev lagt. Da Jorden blev grundlagt, brød englene ud i hyldestråb, og da grunden blev lagt til Zerubbabels tempel, var der også stor glæde, skønt de der havde set det tidligere tempels herlighed, ikke kunne holde tårerne tilbage. — Job 38:4, 6, 7; Ezr 3:10-13.

Ligesom Salomon havde brugt store og kostbare tilhuggede sten til templets grundvold, bliver en grundvold som er dyrebar for Gud, lagt til ’det åndelige hus’ hvori Jesu salvede disciple er „levende sten“. Jesus er selv hjørnegrundstenen, og på apostlenes og de kristne profeters grundvold opbygges resten af de hellige til „et sted hvor Gud kan bo ved ånd“. Alle ’stenene’ i dette åndelige hus er udvalgt af Jehova. — 1Pe 2:4-6; Ef 2:19-22; se HJØRNESTEN.

De 12 symbolske sten der lægges som grundsten i det ny Jerusalem, og som bærer navnene på Lammets 12 apostle, er også kostbare sten. (Åb 21:14, 19, 20) Det ny Jerusalem der beskrives i Åbenbaringen, består af de 144.000 som bliver Lammets hustru. ’Det himmelske Jerusalem’ der nævnes i Hebræerne 12:22, består af 144.001, da det også omfatter brudgommen, Kongen. Det er den by med faste grundvolde som Abraham ventede på. (He 11:10) Hebræerbrevet og Åbenbaringens Bog viser således at ’det himmelske Jerusalem’ og det ny Jerusalem er næsten identiske.

Jesus, der i sin førmenneskelige tilværelse havde arbejdet som værkmester sammen med sin Fader da Jordens grundvolde blev lagt, forstod til fulde værdien af en solid grundvold, hvilket fremgår af hans lignelse om den kloge mand der gravede dybt ned og lagde grundvolden til sit hus på klippen, mens den tåbelige mand byggede sit hus på sandet og led et alvorligt tab. (Ord 8:29, 30; Mt 7:24-27; Lu 6:47-49) Paulus  brugte ligeledes det at lægge grundvold og at bygge som en illustration. Idet han sammenlignede forkyndelsesarbejdet med et byggearbejde, understregede han betydningen af at bygge med ikke-brændbare materialer på Jesus Kristus som grundvolden for ikke at lide tab. — 1Kor 3:10-15.

Paulus sammenlignede også visse grundlæggende bibelske lærepunkter med en grundvold, og han tilskyndede hebræerne til ikke at stå stille efter at de havde lært grundlærdommen om Messias at kende, men at skynde sig frem til modenhed. — He 6:1, 2; se HUS; JORDEN.