Alt hvad der dyrkes eller tilbedes, kan kaldes en gud, eftersom den der dyrker eller tilbeder det, tillægger det større magt end sig selv og ærer det. Man kan endog gøre bugen til sin gud. (Ro 16:18; Flp 3:18, 19) Bibelen omtaler mange guder (Sl 86:8; 1Kor 8:5, 6), men den viser at nationernes guder er værdiløse. — Sl 96:5; se GUDER OG GUDINDER.

Hebraiske ord. Et af de hebraiske ord der oversættes med „Gud“, er ’El, der sandsynligvis betyder „den mægtige“, „den stærke“. (1Mo 14:18) Det bruges både om Jehova, om andre guder og om mennesker. Desuden bruges det ofte i sammensætninger med egennavne, som for eksempel Elisa (der betyder „Gud er frelse“) og Mikael („Hvem er som Gud?“). Nogle af de steder hvor ’El henviser til Jehova, forekommer det med den bestemte artikel foran (ha’Elʹ, ordr.: „Guden“), hvorved Jehova adskilles fra andre guder. — 1Mo 46:3; 2Sa 22:31; se NV, Tillæg, s. 1563.

I Esajas 9:6 kaldes Jesus Kristus profetisk ’El Gibbōrʹ, „Vældig Gud“ (men ikke ’El Sjaddajʹ [Gud den Almægtige], der bruges om Jehova i 1 Mosebog 17:1).

Flertalsformen, ’elīmʹ, bruges dels om guder i flertal, som i 2 Mosebog 15:11, og dels som majestætsflertal, som i Salme 89:6: „Hvem kan sammenlignes med Jehova blandt Guds sønner [bivnēʹ ’Elīmʹ]?“ At flertalsformen her (og andre steder) bruges til at betegne én person, understøttes af den græske Septuaginta, som gengiver ’Elīmʹ med entalsformen Theosʹ, og af den latinske Vulgata, der bruger entalsformen Deus.

Et andet hebraisk ord, ’ælohīmʹ (guder), synes at komme af en rod der betyder „at være stærk“. Ordet er flertal af ’ælōʹah (gud) og bruges undertiden om flere guder (1Mo 31:30, 32; 35:2), men formen bruges for det meste som majestætsflertal. ’Ælohīmʹ kan i Bibelen både betegne Jehova, engle, afguder (ental eller flertal) og mennesker.

Når ’Ælohīmʹ bruges om Jehova, er det majestætsflertal. (1Mo 1:1) Herom har Aaron Ember sagt: „At sproget i G[amle] T[estamente] helt har opgivet forestillingen om pluralitet i . . . [’Ælohīmʹ] (anvendt om Israels Gud), fremgår især af at det næsten altid tager verbet i ental, og at det også konstrueres med et adjektiv i ental. . . . [’Ælohīmʹ] må snarere forklares som en intensiv flertalsform der betegner storhed og majestæt, svarende til Den Store Gud.“ — The American Journal of Semitic Languages and Literatures, bd. XXI, 1905, s. 208.

Titlen ’Ælohīmʹ henleder opmærksomheden på Jehovas skaberkraft. Den forekommer 35 gange i skabelsesberetningen, og hver gang står det tilhørende udsagnsord som beskriver hvad Gud sagde eller gjorde, i ental. (1Mo 1:1–2:4) I ham er summen og substansen af uendelige kræfter til stede.

 I Salme 8:5 betegnes engle også som ’ælohīmʹ, hvilket bekræftes af Paulus’ citat af denne passage i Hebræerne 2:6-8. I 1 Mosebog 6:2, 4; Job 1:6 og 2:1 kaldes englene benēʹ ha’Ælohīmʹ, ’gudssønner’ (DA92) eller „den sande Guds sønner“ (NV, fdn.). Lexicon in Veteris Testamenti Libros af Koehler og Baumgartner (1958) siger om dette udtryk på side 134: „(enkelte) guddomme, guder“. Og på side 51: „de (enkelte) guder“, idet der henvises til 1 Mosebog 6:2; Job 1:6; 2:1 og 38:7. ’Ælohīmʹ i Salme 8:5 kan derfor gengives med „engle“ (LXX) eller „de gudlignende“ (NV).

Ordet ’ælohīmʹ kan også betegne afguder. Nogle gange betyder flertalsformen blot „guder“ (2Mo 12:12; 20:23), men andre gange bruges det som majestætsflertal og henviser kun til én gud eller gudinde. Ingen af disse guddomme var dog treenigheder. — 1Sa 5:7b (Dagon); 1Kg 11:5 (gudinden Astarte); Da 1:2b (Marduk).

I Salme 82:1, 6 bruges ’ælohīmʹ om mennesker, dommere i Israel. Jesus citerede denne salme i Johannes 10:34, 35. De var guder i den forstand at de repræsenterede Jehova og talte på hans vegne. På samme måde fik Moses at vide at han skulle tjene som „Gud“ for Aron og for Farao. — 2Mo 4:16, fdn.; 7:1.

Mange steder i Bibelen forekommer ’Ælohīmʹ sammen med den bestemte artikel ha. (1Mo 5:22) Om brugen af ha’Ælohīmʹ siger F. Zorell: „I Den Hellige Skrift betegnes især den eneste sande Gud, Jahve, med dette ord; . . . ’Jahve er Guden [den eneste sande]’ 5Mo 4:35; 4:39; Jos 22:34; 2Sa 7:28; 1Kg 8:60 osv.“ — Lexicon Hebraicum Veteris Testamenti, Rom 1984, s. 54; klammerne indsat af forfatteren.

Det græske ord. Det almindelige græske ord for ’El og ’Ælohīmʹ i Septuaginta-oversættelsen og for „Gud“ eller „gud“ i De Kristne Græske Skrifter er theosʹ.

Den sande Gud, Jehova. Den sande Gud er ikke navnløs. Hans navn er Jehova. (5Mo 6:4; Sl 83:18) Han er Gud fordi han har skabt alt. (1Mo 1:1; Åb 4:11) Den sande Gud er virkelig til (Joh 7:28); han er en person (He 9:24), ikke en livløs naturlov der virker uden en lovgiver, ikke en blind kraft der frembringer noget ved en tilfældig udvikling. Under „gud“ siger 1956-udgaven af The Encyclopedia Americana (bd. XII, s. 743): „Ifølge kristen, muslimsk og jødisk opfattelse Det Højeste Væsen, Førsteårsagen, og ifølge den almindelige opfattelse i nutidens civiliserede verden et uafhængigt eksisterende, evigt, absolut frit og almægtigt åndevæsen, adskilt fra den mangeartede stoflige verden han har skabt, og som han behersker og bevarer. Der synes ikke at have været nogen periode i historien hvor menneskene ikke har troet på en overmenneskelig skaber der styrede universet.“

Vidnesbyrd om Guds eksistens. At Gud er til, fremgår af den orden, magt og visdom der ses i det skabte, både i det uendeligt store og i det uendeligt små, og af den måde hvorpå han gennem tiderne har grebet ind i forbindelse med sit folk. Videnskaben har lært meget af at forske i den såkaldte Naturens Bog. Man kan kun lære noget af en bog hvis dens forfatter har udarbejdet sit værk med klogskab og omtanke.

I modsætning til nationernes livløse guder er Jehova „en levende Gud“. (Jer 10:10; 2Kor 6:16) Overalt er der vidnesbyrd om hans virke og hans storhed. „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk.“ (Sl 19:1) Menneskene har ingen grund til eller undskyldning for at benægte Guds eksistens, for „det som kan vides om Gud er kendt iblandt dem; Gud har jo gjort det kendt for dem. Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de er uden undskyldning“. — Ro 1:18-20.

Bibelen beskriver Jehova Gud som den der lever fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid, det vil sige for evigt (Sl 90:2, 4; Åb 10:6), og som evighedens Konge, den uforgængelige, usynlige, eneste sande Gud. (1Ti 1:17) Der var ingen gud før ham. — Es 43:10, 11.

Uendelig stor, men ikke utilnærmelig. Den sande Gud er uendelig stor og kan ikke udgrundes af mennesker. Skabningen kan aldrig gøre sig håb om at blive lige med Skaberen eller at forstå alt hvad der bor i hans sind. (Ro 11:33-36) Alligevel er det muligt at finde ham og nærme sig ham, og de der tilbeder ham, får alt hvad der er nødvendigt for deres velfærd og lykke. (Apg 17:26, 27; Sl 145:16) Han er altid fuldt ud i stand til og parat til at give sine skabninger gode gaver, som der står skrevet: „Enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er ovenfra, for den kommer ned fra himmellysenes Fader; hos ham er der ikke forandring som følge af omdrejning og skygge.“ (Jak 1:17) Han overholder altid sine egne retfærdige normer, og alt hvad han gør, hviler på et retsligt grundlag. (Ro 3:4, 23-26) Derfor kan alle hans skabninger have fuld tillid til ham i bevidstheden om at han altid står ved sine principper. Han forandrer sig ikke (Mal 3:6), der er ingen partiskhed hos ham (5Mo 10:17, 18; Ro 2:11), og han kan ikke lyve. — 4Mo 23:16, 19; Tit 1:1, 2; He 6:17, 18.

 Hans egenskaber. Den sande Gud er ikke allestedsnærværende, for der siges om ham at han befinder sig et bestemt sted. (1Kg 8:49; Joh 16:28; He 9:24) Hans trone er i himmelen. (Es 66:1) Han er almægtig. (1Mo 17:1; Åb 16:14) „Alle ting er nøgne og blottede for hans øjne“, og han er den der „fra begyndelsen fortæller om enden“. (He 4:13; Es 46:10, 11; 1Sa 2:3) Hans magt og viden er altomfattende, når ud til alle dele af universet. — 2Kr 16:9; Sl 139:7-12; Am 9:2-4.

Den sande Gud er ånd, ikke kød (Joh 4:24; 2Kor 3:17), skønt han undertiden sammenligner sine egenskaber med menneskelige egenskaber. Han taler således billedligt om sin „arm“ (2Mo 6:6), sine „øjne“ og sine „ører“ (Sl 34:15) og forsikrer at han som den der har skabt menneskenes øjne og ører, også selv kan se og høre. — Sl 94:9.

Til Guds hovedegenskaber hører kærlighed (1Jo 4:8), visdom (Ord 2:6; Ro 11:33), retfærdighed (5Mo 32:4; Lu 18:7, 8) og magt eller kraft (Job 37:23; Lu 1:35). Han er ordenens og fredens Gud (1Kor 14:33), han er fuldstændig ren og hellig (Es 6:3; Hab 1:13; Åb 4:8), lykkelig (1Ti 1:11) og barmhjertig (2Mo 34:6; Lu 6:36), hvortil kommer mange andre egenskaber som Bibelen beskriver som hørende til hans personlighed.

Hans stilling. Jehova er universets øverste Suveræn, evighedens Konge. (Sl 68:20; Da 4:25, 35; Apg 4:24; 1Ti 1:17) Hans trone indtager den højeste position i universet. (Ez 1:4-28; Da 7:9-14; Åb 4:1-8) Han er Majestæten (Es 33:21; He 1:3; 8:1), den majestætiske Gud (1Sa 4:8), livets kilde. — Job 33:4; Sl 36:9; Apg 17:24, 25.

Hans retfærdighed og herlighed. Den sande Gud er en retfærdig Gud. (Sl 7:9) Han er herlighedens Gud. (Sl 29:3; Apg 7:2) Han er i sin højhed hævet over alle (5Mo 33:26) og er klædt i højhed og styrke (Sl 93:1; 68:34), i værdighed og pragt. (Sl 104:1; 1Kr 16:27; Job 37:22; Sl 8:1) „Hans værk er værdighed og pragt.“ (Sl 111:3) Hans kongedømme er forbundet med herlighed og pragt. — Sl 145:11, 12.

Hans hensigt. Gud har en hensigt som han vil gennemføre, og som ikke kan kuldkastes. (Es 46:10; 55:8-11) Hans hensigt er, som det udtrykkes i Efeserne 1:9, 10, „at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden“. Gennem Messias vil alle fornuftbegavede skabninger blive bragt i fuld overensstemmelse med Gud. (Jf. Mt 6:9, 10.) Før Jehova fandtes der ingen; han er derfor ældre end alle andre. (Es 44:6) Da han er Skaberen, eksisterede han også før alle andre guder, og der kommer heller ingen efter ham, da nationerne aldrig vil kunne frembringe en sand og levende gud der kan forudsige hvad der vil ske. (Es 43:10; 46:9, 10) Som Alfa og Omega (Åb 22:13) er han alene den almægtige Gud; han vil til fulde afgøre stridsspørgsmålet om sin guddommelighed så det for evigt står klart at han er den eneste almægtige Gud. (Åb 1:8; 21:5, 6) Eftersom han aldrig glemmer eller opgiver sine hensigter eller pagter, er han en pålidelig og loyal Gud. — Sl 105:8.

En gud der meddeler sig. Da Gud nærer stor kærlighed til sine skabninger, har han givet dem rig lejlighed til at lære ham og hans hensigter at kende. Ved tre lejligheder har han ladet sin egen stemme høre af mennesker på jorden. (Mt 3:17; 17:5; Joh 12:28) Han har talt ved engle (Lu 2:9-12; Apg 7:52, 53) og ved mænd som han har givet anvisninger og åbenbaringer, som for eksempel Moses, og især ved sin søn, Jesus Kristus. (He 1:1, 2; Åb 1:1) Han meddeler sig også gennem sit skrevne ord så de der tilbeder ham, kan blive fuldt udrustet til deres tjeneste og blive ført ad livets vej. — 2Pe 1:19-21; 2Ti 3:16, 17; Joh 17:3.

Ikke som nationernes guder. Den sande Gud, Skaberen af de strålende himmellegemer, besidder en glans og en herlighed som det menneskelige øje ikke kan udholde. „Intet menneske kan se [Gud] og leve.“ (2Mo 33:20) Kun englene, som er åndeskabninger, kan med deres synsevne se hans ansigt bogstaveligt. (Mt 18:10; Lu 1:19) Menneskene behøver dog ikke at have denne erfaring. Gud har i sin kærlighed givet dem indblik i sine gode egenskaber gennem sit ord og ved at åbenbare sig gennem sin søn, Jesus Kristus. — Mt 11:27; Joh 1:18; 14:9.

I Åbenbaringens Bog får man indblik i hvordan der er i Guds nærhed. Apostelen Johannes beskriver her et syn hvori han så godt som så Gud, idet han fik et indtryk af den glans der omgav Gud på hans trone. Gud så ikke ud som et menneske. Han har aldrig åbenbaret sin skikkelse for menneskene; som Johannes selv skrev senere: „Ingen har nogen sinde set Gud.“ (Joh 1:18) Johannes så derimod Gud som glansen af fint slebne og funklende ædelsten der tiltaler øjet og vækker beundring. Han „var at se på ligesom en jaspissten og en kostbar rød sten, og rundt om tronen var der en regnbue, ligesom en smaragd at se på“. (Åb 4:3) Det var altså et strålende, herligt, betagende syn som vækker ærefrygt. Hans trone var omgivet af herlighed, og der rådede en atmosfære af dyb fred og afklaret ro omkring tronen. Dette skildres ved den fuldkomne regnbue af smaragd, der leder tanken hen på den velgørende stilhed der følger efter et uvejr. — Jf. 1Mo 9:12-16.

 Den sande Gud er således helt anderledes end nationernes guder, der ofte fremstilles som groteske, vrede og brutale, som lunefulde, uforsonlige og rædselsvækkende, som væsener der er parate til at pine jordiske skabninger i en form for helvede.

„En Gud der kræver udelt hengivenhed“. „Selv om der også er såkaldte ’guder’, enten i himmelen eller på jorden, sådan som der er mange ’guder’ og mange ’herrer’, så er der for os dog kun én Gud, Faderen.“ (1Kor 8:5, 6) Jehova er den almægtige Gud, den eneste sande Gud, og han gør med rette krav på udelt hengivenhed. (2Mo 20:5) Hans tjenere må ikke tillade at andre trænger sig ind på den plads i deres hjerte og handlinger som rettelig tilkommer ham. Han kræver at de der tilbeder ham, gør det i ånd og sandhed. (Joh 4:24) De må have ærefrygt for ham alene. — Es 8:13; He 12:28, 29.

Til de øvrige mægtige der kaldes „guder“ i Bibelen, hører Jesus Kristus, som er „den enestefødte gud“. Han sagde imidlertid: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ (Joh 1:18; Lu 4:8; 5Mo 10:20) Englene er „gudlignende“, men en af dem holdt alligevel Johannes tilbage fra at tilbede ham idet han sagde: „Pas på! Gør det ikke! . . . Tilbed Gud.“ (Sl 8:5; He 2:7; Åb 19:10) Mægtige mænd blandt hebræerne blev kaldt „guder“ (Sl 82:1-7), men det var ikke Guds hensigt at noget menneske skulle tilbedes. Da Kornelius bøjede sig ærbødigt for Peter, standsede apostelen ham med ordene: „Rejs dig; jeg er også selv et menneske.“ (Apg 10:25, 26) De falske guder som menneskene har opfundet og fremstillet lige siden oprøret i Eden, skal selvsagt heller ikke tilbedes. Moseloven advarer udtrykkeligt imod at dyrke dem frem for Jehova. (2Mo 20:3-5) Jehova, den sande Gud, vil ikke for evigt tolerere falske, værdiløse guder. — Jer 10:10, 11.

Efter at Kristus i tusindårsriget har gjort al magt og myndighed som er i opposition til Gud, til intet, vil han overgive Riget til sin Gud og Fader, som derefter vil være „alt for alle“. (Ro 8:33; 1Kor 15:23-28) Til slut vil alle som lever, anerkende Guds suverænitet og prise hans navn i al evighed. — Sl 150; Flp 2:9-11; Åb 21:22-27; se JEHOVA.