Udtrykket „Guds søn“ anvendes i første række om Jesus Kristus. Blandt andre der omtales som „Guds søn(ner)“, kan nævnes de fornuftbegavede åndeskabninger som Gud har skabt, Adam før han syndede, og mennesker som Gud har beskæftiget sig med på grundlag af et pagtsforhold.

„Gudssønnerne“. Udtrykket „gudssønnerne“ forekommer første gang i 1 Mosebog 6:2-4, hvor der siges at disse sønner før den verdensomspændende vandflod ’lagde mærke til menneskedøtrene, hvor godt de så ud, og tog sig hustruer, nemlig alle dem de udvalgte’.

Mange kommentatorer mener at disse ’gudssønner’ var mennesker, mænd af Sets slægtslinje. Deres argument er at den gudfrygtige Noa kom fra Sets slægtslinje, mens de andre slægtslinjer fra Adam, nemlig Kains og hans brødres slægtslinjer (1Mo 5:3, 4), blev udslettet ved Vandfloden. De mener derfor at det at „gudssønnerne“ tog sig hustruer blandt „menneskedøtrene“, betyder at setitterne begyndte at gifte sig med nogle fra den onde Kains slægtslinje.

Der er imidlertid ikke noget der tyder på at Gud satte et sådant skel mellem slægtslinjerne på dette tidspunkt. Ingen skriftsteder synes at bekræfte den opfattelse at det er ægteskaber mellem mennesker af Sets og Kains slægtslinjer der her er tale om, eller at det var som følge af disse ægteskaber at „de vældige krigere“ der omtales i vers 4, kom til verden. Ganske vist bruges udtrykket „sønner af mænd“, eller „menneskesønner“ (som tilhængerne af ovennævnte opfattelse  mener skal sættes i kontrast til udtrykket ’gudssønner’), ofte i en ugunstig betydning, men det er ikke altid tilfældet. — Jf. Sl 4:2; 57:4; Ord 8:22, 30, 31; Jer 32:18, 19; Da 10:16.

Engle kaldes gudssønner. Der findes imidlertid en forklaring som finder støtte i Bibelen. Det næste sted „gudssønnerne“ omtales, er i Job 1:6, og her er der tydeligt tale om åndeskabninger, himmelske gudssønner som samles i Guds nærhed, og blandt dem var også Satan, som havde „strejfet om på jorden“. (Job 1:7; se også 2:1, 2.) De ’gudssønner’ der ifølge Job 38:4-7 „brød ud i hyldestråb“ da Gud ’lagde jordens hjørnesten’, var selvsagt også engle og ikke mennesker der nedstammede fra Adam (som endnu ikke var blevet skabt). De „Guds sønner“ der omtales i Salme 89:6, er ligeledes himmelske, ikke jordiske. — Se GUD (Hebraiske ord).

Tilhængerne af førnævnte teori mener ikke at „gudssønnerne“ i 1 Mosebog 6:2-4 skal identificeres med engle fordi sammenhængen efter deres opfattelse udelukkende drejer sig om menneskers ondskab. Denne indvending er imidlertid ikke holdbar eftersom åndeskabningers urette indblanding i jordiske anliggender i allerhøjeste grad kunne bidrage til eller øge menneskenes ondskab. Da Jesus var på jorden, var onde åndeskabninger — skønt de ikke på det tidspunkt materialiserede sig i synlig form — ansvarlige for menneskers urette adfærd. (Se DÆMON; DÆMONBESÆTTELSE.) At det var himmelske gudssønner der blandede sig i menneskelige forhold før Vandfloden, stemmer udmærket med sammenhængen i Første Mosebog, for det forklarer for en stor del hvorfor forholdene havde udviklet sig så katastrofalt.

Denne opfattelse finder støtte i apostelen Peters ord om „ånderne der var i fængsel, dem som havde været ulydige dengang Guds tålmodighed ventede i Noas dage“ (1Pe 3:19, 20), og om „de engle som havde syndet“ dengang Gud „ikke skånede en gammel verden“ på Noas tid (2Pe 2:4, 5), samt Judas’ udtalelse om „de engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig“. (Jud 6) Hvis man benægter at „gudssønnerne“ i 1 Mosebog 6:2-4 var åndeskabninger, bliver disse udtalelser af de kristne bibelskribenter gådefulde, for da har man ingen forklaring på hvordan de omtalte engle var ulydige, eller hvilken forbindelse dette havde med Noas tid.

Det står fast at engle nu og da viste sig i materialiserede menneskelegemer og endda spiste og drak sammen med mennesker. (1Mo 18:1-22; 19:1-3) Jesu udtalelse om at opstandne mænd og kvinder ikke gifter sig eller bortgiftes, men er som „engle i himmelen“, viser ganske vist at disse himmelske skabninger ikke lever sammen i ægteskab, idet der ikke er nogen kønsforskel mellem dem (Mt 22:30), men dermed være ikke sagt at de ikke kunne materialisere sig og leve sammen i ægteskab med kvinder på jorden. Det er værd at bemærke at Judas efter at have omtalt de engle der ikke bevarede deres oprindelige stilling, men „forlod deres egen bolig“ (hvilket tydeligvis sigter til at de forlod den åndelige verden), straks derefter siger: „Således er også Sodoma og Gomorra og byerne omkring dem, efter at de på samme måde som de førnævnte engle havde begået utugt i stort omfang og var gået efter kød til unaturlig brug, sat frem for os som et advarende eksempel.“ (Jud 6, 7) Det samlede bibelske vidnesbyrd taler således for at det var engle der på Noas tid afveg fra Guds norm ved at øve handlinger som stred mod deres åndelige natur. Der synes således ikke at være nogen grund til at tvivle på at „gudssønnerne“ i 1 Mosebog 6:2-4 var engle, himmelske skabninger. — Se NEFILIM.

Den første jordiske søn og hans efterkommere. Adam var den første jordiske „søn af Gud“ idet han var skabt af Gud. (1Mo 2:7; Lu 3:38) Da han blev dømt til døden for sin overlagte synd og blev bortvist fra Guds helligdom i Eden, blev han i realiteten forstødt af Gud og mistede sønneforholdet til sin himmelske Fader. — 1Mo 3:17-24.

Alle hans efterkommere er blevet født med nedarvede syndige tilbøjeligheder. (Se SYND.) Eftersom de nedstammer fra en der er blevet forkastet af Gud, kan de ikke på grundlag af deres afstamning gøre krav på at være sønner af Gud. Det fremgår af apostelen Johannes’ ord i Johannes 1:12, 13, hvor han siger at de der tog imod Kristus Jesus og troede på hans navn, fik „bemyndigelse til at blive Guds børn, . . . og de blev ikke født som følge af blod eller som følge af køds vilje eller som følge af mands vilje, men som følge af Gud“. At være søn af Gud er altså ikke en stilling som Adams efterkommere automatisk opnår ved fødselen. Dette og andre skriftsteder viser at der siden syndefaldet har skullet en særlig anerkendelse til fra Guds side for at mennesker kunne kaldes hans „sønner“. Det ses af hans forhold til Israel.

„Israel er min søn“. Over for Farao, der betragtede sig selv som en gud og som søn af solguden Re, omtalte Jehova Israel som „min søn, min førstefødte,“ og han sagde til ægypterkongen: „Send min søn bort så han kan dyrke mig.“ (2Mo 4:22, 23) Gud betragtede altså hele Israels  nation som sin „søn“ fordi den var hans udvalgte folk, „en særlig ejendom blandt alle de folk der er på jordens flade“. (5Mo 14:1, 2) Ikke alene fordi Jehova er alt livs kilde, men især fordi han i overensstemmelse med Abrahamspagten havde frembragt dette folk, omtales han som israelitternes „Skaber“ og „Fader“, den hvis navn de blev kaldt med. (Jf. Sl 95:6, 7; 100:3; Es 43:1-7, 15; 45:11, 12, 18, 19; 63:16.) Han havde ’hjulpet dem helt fra moders liv’, hvormed han øjensynlig sigtede til begyndelsen af deres udvikling som et folk, og han havde „dannet“ dem, bestemt deres nationale struktur og særpræg, ved at give dem Lovpagten og drage omsorg for dem. (Es 44:1, 2, 21; jf. Guds ord til Jerusalem i Ez 16:1-14 og Paulus’ udtryk i Ga 4:19 og 1Ts 2:11, 12.) Jehova beskyttede dem, bar dem, tugtede dem og sørgede for dem, ligesom en fader ville tage sig af sin søn. (5Mo 1:30, 31; 8:5-9; jf. Es 49:14, 15.) Som „en søn“ skulle nationen ære sin Fader. (Es 43:21; Mal 1:6) I modsat fald ville Israel ikke leve op til sønneforholdet (5Mo 32:4-6, 18-20; Es 1:2, 3; 30:1, 2, 9), sådan som tilfældet var med nogle af israelitterne, der handlede skændigt og blev kaldt „sønner af belial“ (et hebraisk udtryk der er gengivet med „uslinge“ i 5 Mosebog 13:13 og andre skriftsteder; jf. 2Kor 6:15). De blev „troløse sønner“. — Jer 3:14, 22; jf. 4:22.

Det var i national forstand og på grundlag af deres pagtsforhold at Gud behandlede israelitterne som sine sønner. Det fremgår af den omstændighed at han, samtidig med at han omtaler sig selv som den der „frembragte“ dem, også kalder sig deres „Genløser“ og deres „ægtemand“, hvilket sidste viser at den israelitiske nations forhold til ham var som en hustrus til sin mand. (Es 54:5, 6; jf. Es 63:8; Jer 3:14.) Når israelitterne kaldte Jehova „vor Fader“, var det tydeligvis med tanke på deres pagtsforhold til ham og i anerkendelse af at det var ham der havde dannet deres nation. — Es 63:16-19; jf. Jer 3:18-20; Ho 1:10, 11.

Efraims stamme blev den mest fremtrædende af Nordrigets ti stammer, og ofte står dens navn for hele riget. Eftersom Jehova valgte at lade Efraim få den førstefødtes velsignelse af sin farfader, Jakob, i stedet for at lade den gå til Manasse, som var Josefs virkelige førstefødte, kunne Jehova med rette omtale Efraims stamme som „min førstefødte“. — Jer 31:9, 20; Ho 11:1-8, 12; jf. 1Mo 48:13-20.

Enkelte israelitter betegnet som ’sønner’. Gud betegnede også visse enkeltpersoner blandt israelitterne som sine ’sønner’ i en særlig forstand. Salme 2, der handler om Guds „søn“, gælder i første omgang David, som ifølge Apostelgerninger 4:24-26 har skrevet denne salme. (Sl 2:1, 2, 7-12) Som det fremgår af sammenhængen i Apostelgerninger, blev salmen senere opfyldt på Kristus Jesus. Eftersom Gud i salmen ikke taler til et spædbarn, men til en voksen mand når han siger: „Du er min søn; jeg er i dag blevet din fader,“ må David være indtrådt i dette sønneforhold ved at Gud udvalgte ham til at være konge og handlede som en fader over for ham. (Jf. Sl 89:3, 19-27.) På lignende måde sagde Jehova om Davids søn Salomon: „Jeg vil være ham en fader, og han vil være mig en søn.“ — 2Sa 7:12-14; 1Kr 22:10; 28:6.

Mistede sønneforholdet. Da Jesus var på jorden, gjorde jøderne stadig krav på at have Gud som deres Fader. Men Jesus sagde ligeud til nogle af sine modstandere at de var ’fra deres fader Djævelen’ fordi de lyttede til Guds modstander og gjorde hans vilje og gerninger, hvorved de viste at de ’ikke var fra Gud’. (Joh 8:41, 44, 47) Dette understreger igen at Adams efterkommere ikke bliver Guds sønner ved kødelig afstamning, men ved at træde ind i et åndeligt forhold til Gud som han har gjort muligt, og at dette forhold er betinget af at „sønnerne“ bevarer troen på Gud, genspejler hans egenskaber, gør hans vilje og trofast tjener hans interesser.

Kristne sønner af Gud. Som det fremgår af Johannes 1:11, 12, var det kun nogle af israelitterne, nemlig dem der viste tro på Kristus Jesus, der fik „bemyndigelse til at blive Guds børn“. Denne jødiske „rest“ (Ro 9:27; 11:5) blev ved Kristi genløsningsoffer ført ud af Lovpagten — der, skønt god og fuldkommen, fordømte dem som syndere, som syndens trælle — og blev således udfriet af Kristus for at de kunne „blive antaget som sønner“ og arvinger ved Gud. — Ga 4:1-7; jf. Ga 3:19-26.

Folk fra nationerne, der tidligere havde været „uden Gud i verden“ (Ef 2:12), blev også forligt med Gud ved tro på Kristus og blev antaget af Gud som hans sønner. — Ro 9:8, 25, 26; Ga 3:26-29.

Ligesom Israel havde været, blev disse kristne et pagtsfolk idet de blev ført ind i „den nye pagt“ som var blevet gyldiggjort ved hjælp af Kristi udgydte blod. (Lu 22:20; He 9:15) Der er dog den forskel at Gud handler med de kristne som enkeltpersoner når han tager dem med i denne pagt. Fordi de lytter til den gode nyhed og tror på den, bliver de kaldet til at være Guds søns medarvinger (Ro 8:17; He 3:1), bliver „erklæret retfærdige“ af Gud som følge af deres tro på genløsningen  (Ro 5:1, 2) og bliver således ’frembragt ved sandhedens ord’ (Jak 1:18) idet de bliver ’født igen’ som døbte kristne der er avlet af Guds ånd som hans sønner der skal opnå liv som åndeskabninger i himmelen. (Joh 3:3; 1Pe 1:3, 4) De har ikke modtaget en ånd der hører trældom til — en trældom som den der fulgte med Adams overtrædelse — men „en ånd der hører dem til der antages som sønner“, og ved denne ånd råber de: „Abba, Fader!“ en tiltaleform der udtrykker ømhed og fortrolighed. (Ro 8:14-17; se ABBA; ADOPTION [I kristen forstand].) Takket være Kristi bedre præstedømme, den bedre pagt han er mellemmand for, og Guds ufortjente godhed som kommer til udtryk gennem ham, er disse åndsavlede kristnes forhold til Gud som hans sønner mere fortroligt end det forhold det kødelige Israel havde. — He 4:14-16; 7:19-25; 12:18-24.

Sønneforholdet må bevares. Deres ’nye fødsel’ til dette levende håb (1Pe 1:3) er ikke i sig selv nogen garanti for at de bliver ved med at være Guds sønner. De må lade sig ’lede af Guds ånd’, ikke af deres syndige kød, og være villige til at lide som Kristus gjorde. (Ro 8:12-14, 17) De må være „Guds efterlignere, som elskede børn“ (Ef 5:1), idet de genspejler hans guddommelige egenskaber fred, kærlighed, barmhjertighed og venlighed (Mt 5:9, 44, 45; Lu 6:35, 36), er „udadlelige og uskyldige“ med hensyn til de ting der kendetegner den ’forkvaklede og forvildede generation’ der omgiver dem (Flp 2:15), renser sig for uretfærdige handlinger (1Jo 3:1-4, 9, 10), adlyder Guds bud og tager imod hans tugt (1Jo 5:1-3; He 12:5-7).

Den fulde antagelse som sønner. Skønt de er kaldede til at være Guds børn, har de, så længe de er i kødet, kun fået et „forskud på det der skal komme“. (2Kor 1:22; 5:1-5; Ef 1:5, 13, 14) Det er grunden til at apostelen Paulus kunne omtale sig selv og sine medkristne som nogle der allerede var „Guds sønner“, og alligevel sige: „Vi selv, som har førstegrøden, nemlig ånden, ja vi selv sukker ved os selv, mens vi ivrigt venter på antagelse som sønner, udfrielsen fra vort legeme ved en løsesum.“ (Ro 8:14, 23) Når de har sejret over verden ved at være trofaste til døden, opnår de altså den fulde virkeliggørelse af deres sønneforhold ved at blive oprejst på det åndelige plan som Guds sønner og hans ypperste søns, Jesu Kristi, „brødre“. — He 2:10-17; Åb 21:7; jf. Åb 2:7, 11, 26, 27; 3:12, 21.

De der er Guds åndelige børn og har denne himmelske kaldelse, véd at de er kaldede fordi ’Guds ånd selv vidner sammen med deres egen ånd om at de er Guds børn’. (Ro 8:16) Det vil åbenbart sige at deres ånd virker som en indre drivkraft der bevæger dem til at reagere positivt når Guds ånd gennem hans inspirerede ord taler om dette himmelske håb, og ligeledes når han gennem sin ånd handler med dem eller drager omsorg for dem. Derved bliver de forvissede om at de virkelig er Guds åndelige børn og arvinger.

Guds børns herlige frihed. Apostelen taler om „den herlighed der skal åbenbares på os“ og om at ’skabningen med spændt forventning venter på at Guds sønner skal åbenbares’. (Ro 8:18, 19) Eftersom deres herlighed er himmelsk, kan åbenbarelsen af deres herlighed først finde sted efter at de er blevet oprejst til liv på det himmelske plan. (Jf. Ro 8:23.) At der også er mere involveret, fremgår af 2 Thessaloniker 1:6-10, hvor der siges at Herren Jesu åbenbarelse finder sted når han bringer retslig straf over dem som Gud har dømt, hvilket vil ske „når han kommer for at blive herliggjort iblandt sine hellige“. — Se ÅBENBARELSE, ÅBENBARING.

Eftersom Paulus siger at „skabningen“ venter på denne åbenbarelse og derpå „selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“, må der være andre foruden Guds himmelske „sønner“ som får gavn af deres åbenbarelse i herlighed. (Ro 8:19-23) Det græske ord der er gengivet med „skabningen“, kan betegne alt hvad der er skabt, både mennesker, dyr og det livløse skaberværk, såvel som selve skabelseshandlingen, men eftersom Paulus her siger at „skabningen“ venter „med spændt forventning“, er „underlagt frugtesløshed, [dog] ikke af egen vilje“, „vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“ og „sukker sammen“ ligesom de kristne „sønner“ sukker ved sig selv, er det tydeligt at han taler om menneskeskabningen, menneskeslægten, og ikke om skaberværket i almindelighed, der også indbefatter dyr, planter og andet som er skabt, både levende og livløst. (Jf. Kol 1:23.) Det må derfor betyde at når Guds sønner åbenbares i herlighed, vil dette åbne vejen for andre af menneskeslægten til også at blive Guds sønner og opnå den frihed der følger med dette forhold. — Se ERKLÆRE RETFÆRDIG (Andre retfærdige); STOR SKARE.

Den omstændighed at Kristus Jesus ifølge profetien skal være „Evig Fader“ (Es 9:6), og at Guds kristne „sønner“ bliver hans „brødre“ (Ro 8:29), vidner om at der må være andre i menneskeslægten som opnår liv gennem Kristus Jesus, og som ikke er hans medarvinger der skal være konger og præster sammen med ham, men hans  undersåtter som han hersker over. — Jf. Mt 25:34-40; He 2:10-12; Åb 5:9, 10; 7:9, 10, 14-17; 20:4-9; 21:1-4.

Endvidere omtaler Jakob (1:18) Guds åndsavlede „sønner“ som „en førstegrøde af hans skabninger“, ligesom „de hundrede og fireogfyrre tusind“ der ifølge Åbenbaringen 14:1-4 er „købt fra menneskeslægten“, kaldes „en førstegrøde for Gud og for Lammet“. At der er en „førstegrøde“, vidner om at der senere bliver indhøstet mere, og „skabningen“ i Romerne 8:19-22 er tydeligvis en sådan senere eller sekundær høst af mennesker der ved tro på Jesus Kristus til sidst bliver sønner i Guds universelle familie.

Da Jesus talte om den fremtidige „tingenes ordning“ og „opstandelsen fra de døde“ til liv i denne ordning, sagde han at disse mennesker bliver „Guds børn, idet de er opstandelsens børn“. — Lu 20:34-36.

Som det ses af det foregående, kan betegnelsen „Guds sønner“ betragtes under forskellige synsvinkler, og arten af sønneforholdet må i de enkelte tilfælde afgøres ud fra sammenhængen.

Kristus Jesus, Guds søn. Johannes betoner i sit evangelium Jesu førmenneskelige tilværelse som „Ordet“ og forklarer at „Ordet [blev] kød og boede iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den en enestefødt søn har fra sin fader“. (Joh 1:1-3, 14) At han ikke først blev Guds søn da han blev født som menneske, fremgår af Jesu egne ord, som da han sagde: „Jeg fremholder det jeg har set hos min Fader“ (Joh 8:38, 42; jf. Joh 17:5, 24), samt af klare udtalelser fra hans inspirerede apostle. — Ro 8:3; Ga 4:4; 1Jo 4:9-11, 14.

„Enestefødt“. Nogle kommentatorer finder det ikke korrekt at det græske ord monogenēsʹ oversættes med det danske ord „enestefødt“ (eller „enbåren“). De påpeger at den sidste del af ordet (genēsʹ) ikke kommer af gennaʹō (avle), men af geʹnos (slags), og at udtrykket derfor sigter til ’den eneste af sin art eller slags’. I mange oversættelser omtales Jesus derfor som „den eneste Søn“ (RS, AT, JB) i stedet for som Guds „enestefødte“, eller „enbårne“, søn. (Joh 1:14; 3:16, 18; 1Jo 4:9; NV, DA92) Udtrykkets enkelte led har ganske vist ikke verbal karakter og indeholder ikke tanken om at blive født, men brugen af ordet indbefatter så afgjort tanken om afstamning eller fødsel, for det græske ord geʹnos oversættes med „afstamning; slægt; afkom; slags; landsmænd“. I 1 Peter 2:9 er det gengivet med „slægt“. I den latinske Vulgata gengiver Hieronymus monogenēsʹ med unigenitus, der betyder „enestefødt“ eller „eneste“. Talrige leksikografer anerkender denne sammenhæng mellem det græske udtryk og tanken om fødsel eller afstamning.

Edward Robinsons Greek and English Lexicon of the New Testament (1885, s. 471) definerer monogenēsʹ som „enestefødt, enbåren, dvs. et enebarn“. Greek-English Lexicon of the New Testament af W. Hickie (1956, s. 123) har også „enestefødt“, eller „enbåren“. Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af G. Kittel, siger: „μονο- [mono-] betegner ikke afstamningens kilde, men dens art. Således betyder μονογενής [monogenēsʹ] ’det eneste afkom’, dvs. uden brødre eller søstre. Heri ligger den tanke at være enestefødt, eller enbåren. Der sigtes til forældrenes eneste barn, altså først og fremmest barnets forhold til forældrene. . . . Ordet kan dog også bruges mere generelt, uden at der er tale om afstamning, i betydningen ’unik’, ’uforlignelig’, ’uden lige’, men man bør ikke sammenblande disse betydninger og sætte lighedstegn mellem art eller klasse og måde.“ — Oversat til engelsk og redigeret af G. Bromiley, 1969, bd. IV, s. 738.

Angående udtrykkets anvendelse i De Kristne Græske Skrifter, eller „Det Nye Testamente“, siges der i sidstnævnte værk (s. 739-741): „Det betyder ’enestefødt’ (’enbåren’). . . . I [Johannes] 3:16, 18; 1 Joh. 4:9; [Johannes] 1:18 sammenlignes Jesu forhold ikke blot med et enebarns forhold til sin fader. Det er en enestefødts forhold til Faderen. . . . I Joh. 1:14, 18; 3:16, 18; 1 Joh. 4:9 betegner μονογενής mere end at Jesus er unik eller uforlignelig. I alle disse vers kaldes han udtrykkeligt Sønnen, og han betragtes som sådan i 1:14. I Joh. sigter μονογενής til Jesu oprindelse. Han er μονογενής som den enestefødte (enbårne).“

I betragtning af disse citater og Bibelens eget klare vidnesbyrd er der ingen grund til at gøre indvendinger mod oversættelser der viser at Jesus ikke blot er Guds enestående eller uforlignelige søn, men også hans „enestefødte søn“ og således Guds afkom, frembragt af Gud. Dette bekræftes af at apostlene omtalte denne søn som „al skabnings førstefødte“ og „Han som er født [form af gennaʹō] som følge af Gud“ (Kol 1:15; 1Jo 5:18), mens Jesus selv sagde at han var „Guds skaberværks begyndelse“. — Åb 3:14.

Jesus er Guds „førstefødte“ (Kol 1:15) idet han var det første Gud skabte. I sin førmenneskelige tilværelse blev han kaldt „Ordet“. (Joh 1:1) Der kan ikke være tale om Guds, Skaberens, ’begyndelse’ i Johannes 1:1, for han er evig og har ingen begyndelse. (Sl 90:2) Det der sigtes til, må derfor være skaberværkets begyndelse, da Gud frembragte  Ordet som sin førstefødte søn. I flere andre skriftsteder bruges udtrykket „begyndelse“ på samme måde om begyndelsen af en periode eller livsvej, som for eksempel „begyndelsen“ af det kristne livsløb for dem Johannes skrev sit første brev til (1Jo 2:7; 3:11), „begyndelsen“ af Satans oprørske kurs (1Jo 3:8) eller „begyndelsen“ til Judas’ afvigelse fra retfærdigheden. (Joh 6:64; se JUDAS, 3 [Blev fordærvet].) Jesus er den „enestefødte søn“ (Joh 3:16) i den forstand at han er den eneste af Guds himmelske og jordiske sønner der er skabt af Gud alene, for alle andre er skabt „ved“ eller ’ved hjælp af’ denne førstefødte søn. — Kol 1:16, 17; se JESUS KRISTUS (Hans førmenneskelige tilværelse); ENESTEFØDT.

Fødes som en åndelig søn og vender tilbage til himmelen. Jesus var naturligvis stadig Guds søn efter at han var blevet født som et menneske, sådan som han havde været det i sin førmenneskelige tilværelse. Han blev ikke født som følge af at Maria var blevet befrugtet af sæd fra en mand der stammede fra Adam, men som følge af Guds hellige ånds indgriben. (Mt 1:20, 25; Lu 1:30-35; jf. Mt 22:42-45.) Jesus erkendte at han var Guds søn. Som 12-årig sagde han til sine jordiske forældre: „Vidste I ikke at jeg måtte være i min Faders hus?“ De forstod ikke hvad dette betød, men troede måske at han blot brugte udtrykket ’Fader’ om Gud i samme forstand som israelitterne i almindelighed brugte udtrykket. — Lu 2:48-50.

Omkring 30 år efter Jesu fødsel som et menneske, da han blev døbt af Johannes Døber, kom Guds ånd imidlertid over ham, og Gud sagde: „Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.“ (Lu 3:21-23; Mt 3:16, 17) På det tidspunkt blev mennesket Jesus åbenbart ’født igen’ som en åndelig søn med håb om at vende tilbage til livet i himmelen, og han blev salvet med ånd til at være Guds udnævnte konge og ypperstepræst. (Joh 3:3-6; jf. 17:4, 5; se JESUS KRISTUS [Hans dåb].) Ved forvandlingen på bjerget, da Jesus i et syn blev set i Rigets herlighed, fremsatte Gud en lignende udtalelse. (Jf. Mt 16:28 og 17:1-5.) Med henblik på Jesu opstandelse fra de døde anvendte Paulus en del af Salme 2 om denne begivenhed idet han citerede Guds ord: „Du er min søn, jeg er i dag blevet din Fader,“ og han citerede også nogle ord fra Guds pagt med David: „Jeg vil være ham en fader, og han vil være mig en søn.“ (Sl 2:7; 2Sa 7:14; Apg 13:33; He 1:5; jf. He 5:5.) Da Jesus blev oprejst fra de døde til åndeligt liv, blev han „fastslået at være Guds søn“ (Ro 1:4) og „erklæret retfærdig i ånd“. — 1Ti 3:16.

Ligesom David som voksen kunne ’blive Guds søn’ i en særlig forstand, blev Kristus Jesus også Guds søn i en særlig forstand ved sin dåb og ved sin opstandelse, og altså også da han gik ind til den fulde herlighed i Riget.

En falsk anklage for gudsbespottelse. Da Jesus ved en lejlighed omtalte Gud som sin Fader, anklagede jøderne ham for gudsbespottelse idet de sagde: „Du, som er et menneske, gør dig selv til en gud.“ (Joh 10:33) De fleste bibeloversættelser gengiver det med „Gud“ skrevet med stort begyndelsesbogstav; Torreys oversættelse skriver det imidlertid med lille begyndelsesbogstav („gud“), og den interlineare tekst i The Emphatic Diaglott har „en gud“. Gengivelsen „en gud“ finder først og fremmest støtte i Jesu eget svar, hvor han citerede fra Salme 82:1-7. I denne salme siges der ikke at mennesker bliver kaldt „Gud“, men at de bliver kaldt „guder“ og „sønner af den Højeste“.

Som det ses af sammenhængen, var de som Jehova her kaldte „guder“ og „sønner af den Højeste“, israelitiske dommere der havde dømt uretfærdigt, sådan at Jehova nu selv måtte fælde dom „midt blandt guderne“. (Sl 82:1-6, 8) Når Jehova kunne anvende disse udtryk om sådanne mennesker, gjorde Jesus sig på ingen måde skyldig i gudsbespottelse da han sagde: „Jeg er Guds søn.“ Mens disse dommeres gerninger modsagde deres påstand om at være „sønner af den Højeste“, viste Jesu gerninger klart at han var i samhørighed og i fuld overensstemmelse med sin Fader. — Joh 10:34-38.