Det først nævnte og hyppigst omtalte metal i Bibelen (1Mo 2:11), et ædelmetal der fra de tidligste tider har været højt værdsat for sin vægt, sin sjældenhed, sin smukke, uforanderlige glans og sin smidighed og letbearbejdelighed. Der er flere hebraiske ord for guld, deriblandt zahavʹ (2Mo 25:11), charutsʹ (Zak 9:3), kæʹthæm (Sl 45:9), paz („fint guld“; Sl 19:10), seghōrʹ („purt guld“; Job 28:15) og ’ōfīrʹ („ofirguld“; Job 22:24). De græske ord chrysosʹ og chrysiʹon, der forekommer i De Kristne Græske Skrifter, bruges om guldmønter, guldsmykker og metallet i almindelighed og desuden i billedlig betydning. — Mt 10:9; 1Pe 3:3; Mt 2:11; 1Kor 3:12.

På grund af sin sjældenhed er guld temmelig værdifast og derfor velegnet som betalingsmiddel og som målestok for rigdom og anseelse. (1Mo 13:2; 1Kr 21:25; Est 8:15) Guldmønter er dog af forholdsvis sen dato. Metallets farve og glans har, i forening med dets bestandighed mod kemiske påvirkninger, gjort det særlig værdifuldt til fremstilling af smykker og ornamenter af  enhver art. — 1Mo 24:22; 41:42; Dom 8:24-26; Sl 45:9, 13.

Når guld forekommer gedigent i kisellejer eller flodlejer, kan det på grund af sin store vægtfylde nemt skilles fra og udvindes. Udvinding og lutring omtales i Jobs Bog. — Job 28:1, 2, 6.

Brugt i teltboligen og i templet. Da guld let lader sig forarbejde, kan det udhamres i mange forskellige former og figurer. Ved opførelsen af teltboligen blev det udhamret til bladguld som forskellige genstande blev overtrukket med, og til tynde plader der blev skåret ud i tråde som blev indvævet i dele af ypperstepræstens klædning. (2Mo 25:31; 30:1-3; 37:1, 2; 39:2, 3) Ved bygningen af Salomons tempel blev det anvendt på samme måde. (1Kg 6:21-35; 10:18; 2Kr 3:5-9) Ved at legere guld med andre metaller kan man gøre det hårdere og øge dets anvendelighed. Denne teknik var også kendt i fortidens Israel. — 1Kg 10:16; se ELEKTRUM.

Der blev anvendt store mængder guld til teltboligen; dets nutidsværdi er beregnet til 67,6 millioner kroner. (2Mo 25:10-40; 38:24) Det var dog ingenting i sammenligning med den mængde der blev brugt ved opførelsen af Salomons prægtige tempel. David havde stillet ikke mindre end 100.000 talenter guld til rådighed til dette arbejde, hvilket i dag ville svare til en værdi af over 230 milliarder kroner. (1Kr 22:14) Lampestanderne og templets redskaber — gafler, skåle, kander, bækkener, bægre og så videre — var af guld og sølv; enkelte redskaber var af kobber; keruberne i Det Allerhelligste, røgelsesalteret og hele indersiden af huset var beklædt med guld. — 1Kg 6:20-22; 7:48-50; 1Kr 28:14-18; 2Kr 3:1-13.

Salomons indtægter. Der strømmede store mængder guld til Salomons skatkamre fra kongen af Tyrus (120 talenter), dronningen af Saba (120 talenter), de årlige skatter og tributter samt hans egen handelsflåde. Beretningen siger: „Og vægten af det guld som kom til Salomon på ét år, udgjorde seks hundrede og seksogtres guldtalenter [ca. 1,5 mia. kr.].“ Dertil kom indtægter fra handelsmænd, landshøvdinger og andre. — 1Kg 9:14, 27, 28; 10:10, 14, 15.

Et sted hvorfra Salomon lod hente fint guld, var Ofir. På et potteskår der siges at stamme fra det 8. århundrede f.v.t., har man fundet denne indskrift: „Ofirguld til bet horon, tredive sekel.“ — 1Kg 9:28; 10:11; Job 28:16; se OFIR.

Bestemmelser angående guldet i erobrede byer. Gud befalede israelitterne at tilintetgøre de hedenske folkeslags gudebilleder: „Du må ikke begære sølvet eller guldet på dem eller tage det til dig selv, at du ikke skal blive fanget i en snare af det, for det er en vederstyggelighed for Jehova din Gud. Og du må ikke bringe en vederstyggelighed ind i dit hus og derved blive noget som er viet til udslettelse som den. Du skal helt og holdent betragte den som ækel og absolut afsky den, for den er noget som er viet til udslettelse.“ (5Mo 7:25, 26) Gudebilleder og deres tilbehør blev derfor brændt, og guldet og sølvet på dem blev i nogle tilfælde malet til støv. — 2Mo 32:20; 2Kg 23:4.

Andre guld- og sølvgenstande i de erobrede byer kunne de tage efter at have renset dem ved at lade dem „gå gennem ild“. (4Mo 31:22, 23) I forbindelse med Jeriko blev der gjort en undtagelse fordi denne by var førstegrøden af Kana’ans land der blev indtaget. Guldet og sølvet i denne by (bortset fra det der sad på afguderne) skulle overgives til præsterne til brug i helligdommen. — Jos 6:17-19, 24.

Visdom og tro bedre end guld. Selv om guld har stor værdi, er det, ligesom andre materielle besiddelser, ikke i stand til at sikre sine ejermænd livet (Sl 49:6-8; Mt 16:26), og uanset hvor meget guld man har, kan man ikke dermed købe den sande visdom der kommer fra Jehova. (Job 28:12, 15-17, 28) Hans love og bud og tugten fra ham er langt mere værd end store mængder fint guld. (Sl 19:7-10; 119:72, 127; Ord 8:10) Guld kan ikke udfri nogen på Jehovas vredes dag. — Zef 1:18.

Mennesker i et materialistisk samfund gør nar af dem der tror på Gud, og de kalder troen værdiløs. Apostelen Peter henviser imidlertid til troens uovertrufne bestandighed og varige værdi. Han siger at den prøvede ægthed af troen er af langt større værdi end guld, der ganske vist kan modstå ild, men alligevel kan slides og på anden vis ødelægges. De kristne må udholde forskellige prøvelser der undertiden kan være svære at komme igennem, men dette tjener til at bevise ægtheden af deres tro. (1Pe 1:6, 7) Sand tro kan holde stand under alle prøvelser.

Brugt billedligt. Job brugte guld som et symbol på materialisme, en af de ting han vidste han måtte undgå for at behage Jehova. (Job 31:24, 25) På den anden side er guld på grund af sin skønhed, kostbarhed og renhed et passende symbol at anvende i beskrivelsen af den hellige by, det ny Jerusalem, og dens brede gade. — Åb 21:18, 21.

Hovedet på billedstøtten i Nebukadnezars drøm var af guld, mens resten af billedstøtten bestod af mindre kostbare materialer. Daniel  forklarede at billedstøttens dele repræsenterede verdensriger; hovedet af guld stod for Nebukadnezar, det vil sige det babyloniske dynasti begyndende med Nebukadnezar. (Da 2:31-33, 37-40) Babylon omtales også symbolsk som „et guldbæger i Jehovas hånd“ hvormed han fuldbyrdede sine domme over nationerne. — Jer 51:7.

I teltboligen som Moses opførte, blev der anvendt guld i teltrummene — i Det Hellige, hvor præsterne gik ind og forrettede tjeneste, og i Det Allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten gik ind. Eftersom Det Allerhelligste med pagtens guldbeklædte ark repræsenterede himmelen, Guds bolig, og eftersom kun præsterne og ingen andre havde adgang til Det Hellige, er det rimeligt at antage at disse afdelinger af helligdommen forudskildrer det der har tilknytning til Guds himmel og hans ’kongelige præsteskab’ — det vil sige dem der har fået den himmelske kaldelse — og deres tjeneste og pligter over for Gud. (1Pe 2:9; He 9:1-5, 9, 11, 12, 23-25; 3:1) Det kongelige præsteskab skildres således symbolsk som værende adskilt fra de mennesker på jorden som det tjener.

Idet prædikeren tilskynder den unge mand til at tjene sin Skaber mens han endnu har sin kraft og styrke i behold, siger han at han skal gøre det før „guldskålen slås i stykker“. Hermed sigter han åbenbart til hjernen og den skålformede hjerneskal der omslutter den. Bliver den slået i stykker, hører livet op. — Præ 12:6, 7.