At udsætte en person for fornærmende tale, at vise sin foragt for vedkommende i ord.

I Israel var der dødsstraf for at håne eller nedkalde ondt over sine forældre. (2Mo 21:17; Mt 15:4; Mr 7:10) Den verbale vold mod forældre udsprang af samme onde sindelag som den fysiske vold og medførte den samme straf. (2Mo 21:15) Eftersom forældrene repræsenterede Jehova over for deres børn, var dét at håne sine forældre i virkeligheden det samme som at håne Gud. — Jf. 2Mo 20:12.

Man måtte også vise de ledende i Israel respekt. Det er grunden til at apostelen Paulus — skønt han var blevet uretfærdigt behandlet — undskyldte sine ord til ypperstepræsten, som han var kommet til at fornærme uden at vide at det var ypperstepræsten han stod over for. — 2Mo 22:28; Apg 23:1-5.

I den kristne menighed burde det ikke finde sted at nogen med overlæg hånede eller spottede andre. (1Kor 6:9, 10; 1Pe 3:8, 9) Den der med fuldt overlæg blev ved med at håne andre, skulle udstødes af menigheden. — 1Kor 5:11-13.

Eftersom Jesu disciple var uden betydning i verdens øjne og var upopulære på grund af deres gerning og deres budskab, blev de ofte hånet. (Jf. Joh 9:28, 29; 17:14; 1Kor 1:18; 4:11-13.) Men de måtte ikke give igen på modstanderes skældsord. Her havde Kristus Jesus selv sat eksemplet. (1Pe 2:21, 23) Selv om han blev anklaget for at være forfalden til vin, at være en frådser, at stå i ledtog med Djævelen, at bryde sabbatten og at være en gudsbespotter, gav han ikke igen på disse anklager. (Mt 11:19; 26:65; Lu 11:15; Joh 9:16) Da der blev rettet falske anklager mod ham i nærværelse af Pilatus, forblev han tavs. (Mt 27:12-14) At følge Jesu eksempel i denne henseende kunne have den gode virkning at nogle modstandere kom til erkendelse af at anklagerne var uden grundlag. Det kunne endog føre til at de begyndte at herliggøre Gud. — Jf. Ro 12:17-21; 1Pe 2:12.

De kristne måtte passe på at de ikke ved deres adfærd gav modstandere grund til at håne dem. Dette gjorde apostelen Paulus især opmærksom på i forbindelse med yngre enker i menigheden. Da de var tilbøjelige til at løbe med snak og blande sig i andres sager, opfordrede han dem til at gifte sig så de fik hus og børn at tage sig af. Når de flittigt tog sig af disse ting, ville de ikke give modstandere anledning til at håne de kristne for at løbe med snak og blande sig i andres sager. — 1Ti 5:13, 14.

 Nogle som ikke til stadighed fulgtes med Jesus Kristus under hans jordiske tjeneste, viste ved deres handlinger at de stod på hans side og ikke hurtigt ville slutte sig til modstandere som hånede ham. Dette var tilfældet med en mand der uddrev dæmoner i Jesu navn, og som øjensynlig havde fået kraft fra Gud til at gøre det. Johannes og nogle andre disciple mente at han burde standses da han ikke fulgtes med dem. Men Jesus sagde: „Søg ikke at hindre ham, for der er ingen som vil gøre en kraftig gerning på grundlag af mit navn og som snart efter vil kunne håne [ordr.: tale dårligt om] mig.“ (Mr 9:38-40) På det tidspunkt da Jesus udtalte dette, var den jødiske menighed stadig anerkendt af Gud, og den kristne menighed var endnu ikke oprettet. (Jf. Mt 16:18; 18:15-17.) Desuden krævede Jesus ikke at alle som troede på ham, ledsagede ham under hans tjeneste. (Mr 5:18-20) At en jøde, en som tilhørte Guds pagtsfolk, kunne gøre kraftige gerninger på grundlag af Jesu navn, var derfor et vidnesbyrd om at han havde Guds godkendelse. Men efter at den kristne menighed var blevet oprettet, måtte de som ønskede Guds godkendelse, slutte sig til Jesu Kristi trofaste disciple. (Jf. Apg 2:40, 41.) Hvis et menneske da gjorde kraftige gerninger på grundlag af Jesu navn, ville dette ikke længere være et bevis på at vedkommende stod på Jesu Kristi side, og det ville heller ikke være nogen garanti for at vedkommende ikke kunne gøre sig skyldig i at håne Guds søn. — Mt 7:21-23; se GUDSBESPOTTELSE; SPOT.