Både mænd og kvinder har til alle tider betragtet håret som en prydelse og ofte som et tegn på ungdom og styrke. De fleste mennesker har derfor plejet deres hår omhyggeligt.

Ægypterne. Af oldtidens folkeslag havde ægypterne sandsynligvis de mest ejendommelige skikke vedrørende hår og skæg. Mændene, specielt præsterne og soldaterne, ragede deres hovedhår og skæg af. Herodot fortæller at de der boede ved Nilen, ragede drengenes hovedhår helt af, bortset fra nogle få lokker ved siderne og måske i panden og i nakken. Når drengen var blevet voksen, blev disse lokker fjernet som tegn på at barndommen var forbi. Det var et tegn på sorg eller et udtryk for efterladenhed hvis mænd lod håret og skægget gro. Da Josef blev bragt ud af fangehullet, barberede han sig derfor før han gik ind til Farao. (1Mo 41:14) Undertiden bar ægyptiske mænd imidlertid paryk og kunstigt skæg; det sidste blev bundet fast. På nogle ægyptiske monumenter ses mænd af høj rang med langt, velplejet hår; om det er deres eget hår eller en paryk, lader sig ikke fastslå med sikkerhed.

Ægyptiske kvinder havde langt hår, som de flettede. Man har fundet velbevaret flettet hår på et stort antal ægyptiske kvindemumier.

Assyrerne, babylonierne, romerne. De assyriske og babyloniske mænd, og asiater i almindelighed, havde langt hår. Assyriske relieffer viser mænd med velfriseret krøllet hår der når til skulderen. De havde også langt krøllet skæg, der undertiden var to- eller tredelt, mens overskægget var studset og ligeledes krøllet. Nogle mener  at det meget lange hår som ses på monumenterne, var halvparykker sat sammen med personens eget hår.

I tidligere tider bar romerne øjensynlig skæg, men omkring det 3. århundrede f.v.t. blev det skik at man barberede sig.

Hebræerne. Blandt hebræerne var det fra begyndelsen almindeligt at mændene lod skægget vokse, men de holdt det velplejet; og de klippede håret så det havde en moderat længde. Absalom lod for eksempel sit frodigt voksende hår klippe en gang om året, og det vejede da 200 sekel eller omkring 2,3 kg, muligvis fordi det var blevet tungere ved brugen af olie eller salve. (2Sa 14:25, 26) Ifølge Guds lov måtte israelitiske mænd ikke ’klippe deres hovedhår rundt ved tindingerne’ eller ’ødelægge spidsen af deres skæg’. Denne bestemmelse var ikke et forbud mod at klippe håret eller skægget, men skulle åbenbart forhindre efterligning af hedenske skikke. (3Mo 19:27; Jer 9:25, 26; 25:23; 49:32) At lade håret eller skægget være uplejet var et tegn på sorg. (2Sa 19:24) Gennem profeten Ezekiel befalede Gud at de præster som gjorde tjeneste ved templet, skulle klippe håret; de måtte ikke barbere deres hoved skaldet og heller ikke lade deres hår vokse frit, men de skulle klippe det. — Ez 44:15, 20.

De hebraiske kvinder havde som regel langt hår og plejede det omhyggeligt som en del af deres prydelse. (Joh 11:2; Høj 7:5) At en kvinde klippede sit hår af, var et tegn på sorg eller ulykke. (Es 3:24) Når en israelitisk soldat under indtagelsen af en fjendtlig by tog en jomfru til fange og ønskede at gifte sig med hende, skulle hun først barbere sit hår af og pleje sine negle og sørge en hel måned over sine forældre, som uden tvivl var blevet dræbt under indtagelsen af byen. — 5Mo 21:10-13; 20:10-14.

Når præsten skulle afgøre om en person led af spedalskhed, skulle han blandt andet tage hårets farve og tilstand i betragtning. — 3Mo 13:1-46.

De kristne. Både Peter og Paulus fandt det nødvendigt at formane kristne kvinder til ikke at lægge for stor vægt på frisure og smykker, sådan som det var almindeligt dengang. De skulle hellere lægge vægt på at pryde sig med „den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt“. — 1Pe 3:3, 4; 1Ti 2:9, 10.

Paulus henviste desuden til at det blandt dem han skrev til, var almindeligt og naturligt at en mand havde kortere hår end en kvinde. (Se NATUR.) En kvinde der blev klippet korthåret eller raget skaldet, var vanæret. Gud havde givet hende det lange hår „i stedet for en hovedbeklædning“, men Paulus gjorde opmærksom på at hun ikke kunne bruge denne naturlige beklædning, der var til ære for hende, som en undskyldning for ikke at bære en hovedbeklædning som „et myndighedstegn“ når hun bad eller profeterede i den kristne menighed. Ved at bære en hovedbeklædning i sådanne tilfælde ville den kristne kvinde vise at hun anerkendte teokratisk myndighed og lydigt underordnede sig. Derved ærede hun både sin mand som sit hoved og Jehova Gud, der er alles Hoved. — 1Kor 11:3-16.

Brugt billedligt. Job klippede håret af sit hoved som et tegn på den ulykkelige tilstand han befandt sig i efter at han havde mistet sine børn og sin ejendom. — Job 1:20.

Ezekiel fik besked på at rage sit hår og sit skæg af, dele det i tre portioner og skaffe det af vejen på tre måder der profetisk anskueliggjorde hvilke forfærdelige ting Jerusalems indbyggere ville komme til at opleve når Gud eksekverede sin dom over byen. (Ez 5:1-13) At rive hår af sit hoved eller klippe det af var desuden et tegn på sorg eller smerte. (Ezr 9:3; Jer 7:29; 48:37; Mik 1:16) At rive hoved- eller skæghår af en anden kunne være et udtryk for foragt eller vanære. — Ne 13:25; Es 50:6.

Antallet af hår på et menneskes hoved (efter sigende omkring 100.000 i gennemsnit) blev brugt til at beskrive et tal der var meget stort eller ligefrem ikke kunne tælles. (Sl 40:12; 69:4) Og hårets finhed blev brugt som et udtryk for nøjagtighed. (Dom 20:16) Vendingen ’ikke et hovedhår skal falde til jorden’, eller „ikke et hovedhår skal gå tabt“, var en garanti for fuld beskyttelse og sikkerhed. (1Sa 14:45; 2Sa 14:11; 1Kg 1:52; Lu 21:18; Apg 27:34) Samme betydning lå i Jesu ord til disciplene om Guds omsorg for dem: „På jer er endog alle hovedhår talt.“ — Mt 10:30; Lu 12:7.

Grå hår fortjente respekt (Ord 16:31; 20:29) og blev brugt som et synonym for alderdom og visdom. (Job 15:9, 10; se GRÅ HÅR.) I et af Daniels syner blev Jehova symbolsk fremstillet som „den gamle af dage“, hvis hår var hvidt „som ren uld“. (Da 7:9) Apostelen Johannes så i et syn Jesus Kristus fremstillet med hår der var „hvidt som hvid uld“. — Åb 1:1, 14, 17, 18.

Dyrehår. Gedehår blev anvendt til fremstilling af stof. (2Mo 26:7) Johannes Døber gik i en klædning af kamelhår. (Mt 3:4; Mr 1:6) Dette var en profets embedsklædning. (2Kg 1:8; jf. 1Mo 25:25.) Rebekka anbragte gedeskind på Jakobs hænder og hals for at han skulle virke behåret som Esau. — 1Mo 27:16; se også SKÆG.