[hebr.: dukhīfathʹ].

Hærfuglen (Upupa epops) er en brungul fugl på størrelse med en due, men slankere, med karakteristiske brede, hvide og sorte bånd ned over vingerne og ryggen. Dens mest karakteristiske kendetegn er en fjertop hvis enkelte fjer ender i et hvidt bånd med en sort spids. Fjertoppen strækker sig fra roden af det lange, slanke og let krummede næb helt op til bagsiden af hovedet. Til trods for at hærfuglen med sin farverige og iøjnefaldende fjerdragt er en smuk fugl, har den dog urene vaner. Med sit skarpe næb søger den sin føde, der hovedsagelig består af insekter, ikke blot i jorden, men også i gødning og andet affald. Reden udsender en ubehagelig lugt der stammer dels fra et sekret fra fuglens fedtkirtler, dels fra ungernes ekskrementer, der ikke bliver fjernet fra reden. Selv om fuglen ikke er en rovfugl eller ådselæder, hørte den derfor med til de fugle der ifølge Moseloven regnedes for urene og ikke kunne bruges til føde. — 3Mo 11:13, 19; 5Mo 14:12, 18.

Hærfuglen findes i hele den sydlige del af Asien, i Afrika og i dele af Europa. Den kommer til Palæstina omkring den 1. marts, og når vinteren nærmer sig, trækker den sydpå til Ægypten og andre dele af Nordafrika.

I nogle ældre bibeloversættelser, for eksempel King James-oversættelsen, er denne fugl blevet identificeret med „viben“, mens det hebraiske navn i Lindbergs oversættelse er gengivet med „Agerhønen“. (3Mo 11:19; 5Mo 14:18) Disse gengivelser er man imidlertid gået væk fra i  nyere oversættelser. Oversætterne af den græske Septuaginta og den latinske Vulgata opfattede dukhīfathʹ som „hærfuglen“ (eʹpops, LXX; upupa, Vg), og hærfuglens syriske og arabiske navne (syr.: qaqufa; arab.: hudhudu) bekræfter denne identifikation.

Nogle mener at hærfuglens hebraiske navn er en beskrivelse af den særegne lyd fuglen kan frembringe (og som undertiden minder om en dues kald), hvilket tydeligvis er tilfældet med dens navn på de andre nævnte sprog. Andre mener at det hebraiske navn er afledt af et udsagnsord der betyder „at støde“ (jf. 4Mo 11:8), idet de henviser til at hærfuglen har for vane at søge efter føde ved at støde næbbet ned i jorden.

[Illustration på side 981]

Hærfuglen, en smuk fugl med urene vaner