En straffende handling til gengæld for en forseelse eller tilføjet krænkelse eller fornærmelse; gengældelse. Det græske ord ekdikeʹō, der gengives med „at hævne“, kommer af ek diʹkē, der ordret betyder „fra retfærdighed“ og således indeholder den tanke at retfærdigheden er sket fyldest. I Bibelen bruges ordet „hævn“ almindeligvis om Guds gengældelse af uret for at retfærdigheden kan ske fyldest, men det bruges også om en persons egen handling for at skaffe sig den ret han mener tilkommer ham, eller som vil tilfredsstille ham.

Tilhører Jehova. Hvis ikke man er bemyndiget af Jehova eller af hans ord til at eksekvere en straf, er det forkert at forsøge at hævne sig selv eller andre. „Hævnen er min, og gengældelsen,“ siger Jehova. (5Mo 32:35) Salmisten siger henvendt til Jehova: „O Gud, du som hævner  grundigt, Jehova!“ (Sl 94:1) Følgelig fordømmes man af Gud hvis man bærer nag eller søger personlig hævn for en virkelig eller indbildt uret der er begået mod en selv eller en anden. — 3Mo 19:18; Ro 12:19; He 10:30.

Det fremgår af Bibelen at Guds vrede hviler over alle syndere og overtrædere, og at det kun er ved den ufortjente godhed Gud har vist ved at tilvejebringe en løsesum i form af Jesu Kristi offer, at der er grundlag for at mildne eller tilbageholde den strenge, gengældende retfærdigheds krav over for syndere. (Ro 5:19-21; 2Kor 5:19; He 2:2, 3; se LØSESUM, LØSKØBELSE.) Gud handler i overensstemmelse med sin retfærdighed ved at tilgive synd på denne måde, og han er også retfærdig når han dømmer syndere der afviser hans foranstaltning; de kan ikke undslippe Guds hævn. — Ro 3:3-6, 25, 26; jf. Sl 99:8.

Jehovas hævn har et formål. Jehovas hævn bringer lindring når han griber ind til gavn for dem der stoler på ham; desuden medfører det at han lovsynges som den retfærdige Dommer. Salmisten siger: „Den retfærdige fryder sig, for han har set hævnen. . . . Og mennesker vil sige: ’Det står fast at den retfærdige høster sin frugt. Det står fast at der er en Gud som dømmer på jorden.’“ (Sl 58:10, 11) Det primære formål med Guds hævn er derfor at han hævder sit suveræne herredømme og herliggør sit navn. (2Mo 14:18; Sl 83:13-18; Es 25:1-5; Ez 25:14, 17; 38:23) Hans indgriben giver også hans tjenere oprejsning og udfrier dem fra uønskede forhold. — 2Mo 14:31; 15:11-16; Ez 37:16, 21-23; Sl 135:14; 148:14; Ord 21:18.

En fastsat tid til Guds hævn. Bibelen viser at Gud har et fastsat tidspunkt da han vil tage en omfattende hævn over sine fjender. Profeten Esajas blev bemyndiget til at forkynde „en hævnens dag fra vor Gud“. Guds hævn blev udøst over det gamle Babylon, der havde undertrykt hans folk. Det skete da den medo-persiske hær blev brugt til at rette et knusende slag mod Babylon i 539 f.v.t. (Es 61:1, 2; 13:1, 6, 9, 17) Jesus Kristus citerede en del af Esajas’ profeti (61:1, 2) og møntede den på sig selv. (Lu 4:16-21) Selv om han ifølge beretningen ikke oplæste ordene om „hævnens dag“, forkyndte han dog denne „dag“, der kom over Jerusalem i år 70. Jesus forudsagde at Jerusalem ville blive omringet af lejrede hære (romernes), og sagde at hans disciple skulle flygte fra byen når de så dette, „for dette er hævnens dage [el.: „dage da der skaffes ret“, „dage da retten sker fyldest“], da alt det der står skrevet skal opfyldes“. — Lu 21:20-22, fdn.; Int; jf. GD, K-H, R-L, Rø.

Jesus Kristus sagde endvidere før sin død og opstandelse: „Om den dag og time [da dommen skal eksekveres over den nuværende tingenes ordning] ved ingen noget, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene.“ (Mt 24:36) Han gav dermed udtryk for at hævnen var sikker og ville blive eksekveret på et tidspunkt som var kendt og fastsat af Gud. At Gud med sikkerhed vil gribe ind når hans tid er inde, og vil gøre det for sit navns skyld og til gavn for sine tjenere, illustrerede han med en dommer der, på grund af en enkes vedholdende anmodninger om retfærdighed, til sidst sagde: „[Jeg vil] skaffe hende hendes ret [ordr.: „Jeg vil kræve hævn for hende“].“ Jesus overførte billedet på Gud idet han sagde: „Skulle Gud da ikke sørge for at der skaffes hans udvalgte ret [ordr.: „hævn“], dem som råber til ham dag og nat, selv om han er langmodig over for dem?“ — Lu 18:2-8, Int.

I apostelen Johannes’ syn, som er nedskrevet i Åbenbaringens Bog, så Johannes sjælene af dem der var blevet slået ihjel på grund af Guds ord og på grund af den vidnegerning de havde haft, og han hørte dem råbe: „Hvor længe, suveræne Herre, du hellige og sande, vil du afholde dig fra at dømme og hævne vort blod på dem som bor på jorden?“ Det svar de fik, viser at der er fastsat en bestemt tid for hævnen, nemlig når „tallet også var fuldt på deres medtrælle og deres brødre som skulle dræbes ligesom også de var blevet det“. — Åb 6:9-11.

Bibelen viser at hævnen først eksekveres over det store Babylon og derefter over „vilddyret og jordens konger og deres hære“. — Åb 19:1, 2, 19-21.

Udnævnte domsfuldbyrdere. Herren Jesus Kristus er Guds domsfuldbyrder der leder de himmelske hærstyrker som eksekverer Guds hævn. Apostelen Paulus trøster de kristne med disse ord: „Det er jo kun retfærdigt fra Guds side at give dem trængsel til gengæld som volder jer trængsel, men jer som lider trængsel, lindring sammen med os ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus. Disse skal lide retslig straf i form af evig undergang, bort fra Herrens ansigt og fra hans styrkes herlighed.“ — 2Ts 1:6-9.

I den kristne menighed. Apostlene var bemyndiget til under Jesu Kristi ledelse at tage sig af den kristne menighed og beskytte den mod urenhed og mod at miste Jehovas gunst. I overensstemmelse med sin gudgivne bemyndigelse skrev apostelen Paulus til menigheden i Korinth,  hvor der var vanskeligheder og splittelser forårsaget af „falske apostle“: „Vi holder os rede til at tildele straf for [ordr.: „til at hævne“] enhver ulydighed.“ — 2Kor 10:6, Int; 11:13; 13:10.

De der var udnævnt til at tage sig af menigheden, havde bemyndigelse til at „hævne“ det urette på den måde at de kunne tage skridt til at lade retfærdigheden ske fyldest og bringe menigheden på fode igen i retfærdighed over for Gud ved at rette det urette der var øvet. Det gjorde de ledende medlemmer af menigheden i Korinth efter at Paulus havde irettesat dem, og han kunne derfor skrive i sit andet brev til dem: „Hvilken stor alvor og iver udvirkede det ikke hos jer, . . . ja, at I blev fyldt med harme, ja, frygt, ja, længsel, ja, nidkærhed, ja, at I rettede det urette [ordr.: „ja, hævn“]!“ De blev fyldt af oprigtig anger efter Paulus’ første brev og fjernede det onde menneske han havde talt om, idet de gjorde alt for at bringe sagen i orden i Jehovas øjne. (2Kor 7:8-12, Int) Disse mænd havde imidlertid ikke bemyndigelse til at eksekvere den fulde straf — den fulde hævn — som retfærdigheden krævede, ved at lade overtræderen lide døden, sådan som dommerne under Moseloven havde ret til. (3Mo 20:10; He 10:28) De udstødte en sådan der ikke ændrede sind, af menigheden. (1Kor 5:13) Hvis han ikke angrede eller ændrede sind, ville han til sidst få den fulde straf for sin misgerning i form af evig død. (He 10:29, 30) Ja, den kristne der øver uret ved for eksempel at begå utugt, er i fare, „for Jehova kræver straf for [ordr.: „er en der hævner“] alle disse ting“. — 1Ts 4:3-6, Int.

Øvrigheden. Det bliver måske øvrighedspersoner, hvis pligt det er at håndhæve lov og ret, der kommer til at straffe lovovertrædere, deriblandt kristne der har overtrådt sådanne love som er rette og rimelige og i overensstemmelse med den myndighed som er tildelt øvrigheden af Gud. I sådanne tilfælde eksekverer de indirekte Guds hævn, sådan som apostelen Paulus skriver: „For de herskende frygtes ikke af den gode men af den onde gerning. Ønsker du altså at være uden frygt for myndigheden? Så gør til stadighed det gode, . . . den er jo Guds tjener, en hævner der lader vrede ramme den der øver det onde.“ — Ro 13:3, 4; 1Pe 2:13, 14; jf. 1Mo 9:6.

Det ufuldkomne menneskes tilbøjelighed til at søge hævn. Faldne, ufuldkomne mennesker har en tilbøjelighed til at søge hævn over dem der gør dem uret, eller over personer som de hader. En mand der begår ægteskabsbrud med en anden mands hustru, er i fare for at blive ramt af ægtemandens hævn, som det siges i ordsproget: „For skinsyge fører til en våbenfør mands forbitrelse, og han viser ikke skånsel på hævnens dag. Han vil ikke godtage nogen som helst løsesum eller vise villighed, hvor stor du end gør gaven.“ (Ord 6:32-35) Men hvis nogen tager en personlig hævn, sker det som regel i ubehersket vrede og tjener ikke noget godt formål, idet vedkommende pådrager sig Guds vrede. — Jak 1:19, 20.

Fjender af Gud og af hans tjenere. De der hader Gud, behandler hans tjenere fjendtligt og forsøger at hævne sig på dem. Det er ikke retfærdigheden der sker fyldest, for det er et ønske eller en handling der skyldes deres fjendskab mod det der er ret og retfærdigt, og det er et forsøg på at befri sig for de retfærdige hvis ord og handlemåde dømmer dem for ugudelighed. (Sl 8:2; 44:15, 16) Det er endda sket at nogle har dræbt Guds tjenere med den fordrejede forestilling at retfærdigheden skete fyldest. (Joh 16:2) Ved at fuldbyrde denne formodede „hævnende retfærdighed“ vinder de imidlertid ikke Guds behag, men kan forvente at han vil tage hævn over dem. Jehova har ganske vist undertiden brugt nationer, som for eksempel Babylon, som sit redskab til at bringe hævn over sit folk, israelitterne, når de brød deres pagt med ham. (3Mo 26:25) Men disse nationer handlede på grund af had og ondskab og tog en personlig hævn over Israel, og derfor tog Jehova senere hævn over dem. — Kl 3:60; Ez 25:12-17.

Se også BLODHÆVNER; TILFLUGTSBYER.