Ordet „høst“ bruges både om den handling at høste, høstarbejdet, og om den høstede afgrøde. Det bruges i begge betydninger i Bibelen. Høsttiden nævnes blandt det der aldrig skal ophøre „i alle de dage jorden består“. (1Mo 8:22) Den er en glædens tid, selv om man må arbejde hårdt og længe for at indsamle afgrøderne. (Sl 126:5, 6; Es 9:3; 16:9, 10) Der gøres i Bibelen opmærksom på at visse begivenheder fandt sted i høsttiden. — 1Mo 30:14; Jos 3:15; Dom 15:1; Rut 1:22; 2:23; 1Sa 6:13; 2Sa 21:9; 23:13.

I oldtiden høstede man kornet ved at skære det af med en segl (5Mo 16:9; Mr 4:29) eller undertiden ved at rykke planten op med rod. Sidstnævnte metode blev især anvendt i vandfattige områder hvor kornet ikke blev ret højt og der var knapt med halm. De første segle var lavet af træ eller ben isat et skær af flintesten. Senere gik man over til den mere almindelige type bestående af en krum metalkniv. Høstarbejderen samlede stråene med den ene hånd og afskar dem med seglen i den anden. (Jf. 5Mo 23:25; Es 17:5.) Når kornet var skåret af, blev det samlet, bundet i neg og lagt i dynger, måske på tærskepladsen. — 1Mo 37:6, 7; Rut 3:6, 7.

Vejret. Det regnede yderst sjældent i høsttiden i det forjættede land, så da Jehova som svar på Samuels bøn sendte regn og torden under hvedehøsten, var det for israelitterne et tydeligt tegn på at de havde handlet ondt ved at forlange en jordisk konge. (1Sa 12:17-19; se også Ord 26:1.) Ved begyndelsen af byghøsten gik Jordanfloden over sine bredder på grund af sildigregnen i begyndelsen af foråret og smeltevandet fra Libanonbjergene. — Jos 3:15; 5:10, 11.

Eftersom vejret er meget varmt i høsttiden, virker duggen forfriskende. (Es 18:4) En drik der er afkølet med sne fra bjergene, vil blive hilst velkommen. Det er sandsynligvis det der hentydes til i Ordsprogene 25:13, eftersom snefald i høsttiden ville være en katastrofe.

Sabbatter og jubelår. Guds lov til Israel indeholdt visse bestemmelser og forskrifter angående høsten. Selv om det var vigtigt at få afgrøderne hjem, var israelitterne ikke fritaget for at overholde sabbatten i høsttiden; end ikke i nødstilfælde gav Loven mulighed for at høste på sabbatsdagen. (2Mo 34:21; jf. Ne 13:15.) Eftersom man ikke skulle tilså jorden i sabbatsåret og heller ikke i jubelåret, ville der naturligvis ikke blive nogen afgrøde at indsamle, bortset fra det der voksede op fra kerner som man havde spildt under den foregående høst. Selv dette måtte ejeren imidlertid ikke høste; men han selv, hans trælle og daglejere, indvandrerne og de fastboende udlændinge, husdyrene og de vilde dyr måtte spise af det landet bar af sig selv. — 2Mo 23:10, 11; 3Mo 25:3-7, 11, 12, 20-22.

Førstegrøder, og omsorg for de fattige. Førstegrøden af hver høst skulle frembæres for Jehova. (3Mo 23:10, 11; 5Mo 26:1-4) Frugten af et træ måtte først indsamles til personlig brug i det femte år. — 3Mo 19:23-25.

 Hvis en israelit var sulten, måtte han gå ind på en andens mark eller i hans vingård og spise sig mæt, men han måtte ikke tage noget med sig derfra i en beholder eller høste noget af sin næstes korn med segl. — 5Mo 23:24, 25; jf. Mt 12:1; Lu 6:1; se også SANKNING.

Israelitterne måtte ikke høste helt ud til kanten af deres mark, og de måtte heller ikke opsamle de aks der var blevet efterladt efter høsten. Det der således blev tilovers på kornmarkerne og i vingårdene, skulle efterlades til den nødstedte og den fastboende udlænding. — 3Mo 19:9, 10; 23:22; 5Mo 24:19.

Hør, byg, hvede. I egnen omkring Jeriko begyndte man at høste hør i den 12. måned, adar (februar-marts), eller i begyndelsen af nisan (marts-april), den første måned i hebræernes religiøse år. Hørstænglerne blev hakket eller trukket op og derefter lagt til tørring. Der lå hørstængler på Rahabs tag da hun skjulte spionerne (Jos 2:6) i begyndelsen af nisan måned. — Jos 2:16, 22, 23; 3:1, 2; 4:19.

Derefter, i nisan (marts-april) måned, fulgte byghøsten. Israelitterne gik ind i det forjættede land ved tiden for byghøsten og begyndte at spise af landets afgrøde den 15. nisan. (Jos 3:15; 5:10, 11) Mens byghøsten fortsatte i Palæstinas bjergland, blev hvedehøsten indledt på sletterne (Rut 1:22; 2:23; 2Sa 21:9) i måneden ziv eller ijjar (april-maj). I sivan (maj-juni) måned blev hveden høstet i højlandet.

Druer, dadler, figner, oliven. I tammuz (juni-juli) måned blev de første druer modne, og druehøsten begyndte i ab (juli-august) måned. På det tidspunkt var olivenerne også modne i lavlandet. I elul (august-september) måned var vinhøsten i gang, dadlerne var modne, granatæblerne var ved at være modne, og sommerfignerne blev indsamlet. (4Mo 13:23) I etanim eller tisjri (september-oktober) måned var høsten i regelen i hus, skønt man i det nordlige Galilæa stadig kunne høste oliven i bul eller hesjwan (marhesjwan) (oktober-november) måned. Man høstede oliven ved at slå på træernes grene med en kæp. — 5Mo 24:20; se KALENDER.

Højtiderne. Israelitternes tre vigtigste højtider var direkte forbundet med høsten. (2Mo 23:14-17) De usyrede brøds højtid, der begyndte den 15. nisan, faldt sammen med byghøsten. Den 16. nisan, „dagen efter sabbatten“ (ikke nødvendigvis en ugesabbat; højtidens første dag blev regnet for en sabbat uanset hvilken dag i ugen den faldt på), skulle ypperstepræsten svinge et neg af førstegrøden af byghøsten frem og tilbage for Jehova. — 3Mo 23:6-11.

Ugefesten eller pinsen blev fejret i forbindelse med hvedehøsten, på den 50. dag efter den 16. nisan. Der skulle da frembæres to syrede brød af førstegrøden af det nye korn som et svingningsoffer til Jehova. (3Mo 23:15-17) Det var øjensynlig den syv uger lange høsttid mellem de usyrede brøds højtid og pinsefesten Jeremias talte om da han betegnede Jehova som den der „sikrer os de uger der er bestemt til høsten“. Jehova ’sikrede’ disse uger ved at sørge for at det ikke regnede, eftersom regn ville ødelægge høsten. — Jer 5:24; jf. Am 4:7.

Med løvhyttefesten eller indsamlingshøjtiden, der begyndte den 15. i den 7. måned (etanim eller tisjri), blev størstedelen af landbrugsåret bragt til en glædelig afslutning, da man som regel var færdig med høsten på det tidspunkt. — 3Mo 23:33-36, 39-43; se HØJTID, FESTTID og de enkelte højtider under deres respektive navne.

Brugt billedligt. I Bibelen bliver enderesultatet af et menneskes gerninger ofte sammenlignet med en god eller dårlig høst. Det guddommelige princip lyder: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ Paulus gør opmærksom på at „den der sår med henblik på sit kød, skal høste fordærv af sit kød“, men at „den der sår med henblik på ånden, skal høste evigt liv af ånden“, og han forsikrede de kristne i Galatien om at de skulle høste hvis de ikke gav tabt. (Ga 6:7-9; Ord 22:8; Ho 8:1, 7) For at tilskynde de kristne i Korinth til at vise gavmildhed over for deres nødlidende trosfæller i Judæa skrev han: „Den der sår sparsomt, skal også høste sparsomt; og den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.“ — 2Kor 9:5-7.

Et folks tilbagevenden fra landflygtighed og indsamling af mennesker til liv kaldes en høst. Jesus sendte således sine disciple ud for at samle lydhøre mennesker. (Ho 6:11; Mt 9:37, 38; Lu 10:2; Joh 4:35-38) Indsamlingen og tilintetgørelsen af de onde kaldes også en høst. (Jer 51:33; Åb 14:17-20) Ifølge Jesu lignelse om „hveden“ og „ukrudtet“ vil Menneskesønnen „ved afslutningen på tingenes ordning“ sende sine engle ud som høstfolk, og „de vil fra hans rige samle alt det der er årsag til snublen og fald og alle dem der øver lovløshed“. Dette „ukrudt“, „den ondes sønner“, bliver kastet i en symbolsk ildovn, hvorimod „hveden“, „rigets sønner“, bliver bevaret. De vil „skinne så klart som solen i deres Faders rige“. — Mt 13:24-30, 36-43.

At dette høst- og adskillelsesarbejde bliver ledet af den herliggjorte og regerende konge Jesus Kristus, fremgår af Johannes’ syn i Åbenbaringens Bog, hvor Kristus bliver skildret som „en ligesom  en menneskesøn, med en guldkrone på sit hoved og en skarp segl i sin hånd“. Efter at en engel havde råbt til ham: „Gå i gang med din segl og høst, for timen er kommet til at høste, for jordens høst er fuldmoden,“ så Johannes at han „svang sin segl over jorden, og jorden blev høstet“. Apostelen så derefter at „jordens vintræ“ blev indhøstet og kastet i „Guds harmes store vinperse“. — Åb 14:14-20; jf. Åb 19:11-16.