En mand der beklæder en førerstilling, for eksempel som overhoved for en stamme eller et fædrenehus. Det hebraiske ord nasī’ʹ er i forskellige bibeloversættelser gengivet med „fyrste“, „øverste“, „forstander“, „overhoved“, „stammehøvding“ og „høvding“. (Se FYRSTE; FØRER, ÆDLE, FORNEMME.) Overhovederne for Israels 12 stammer eller fædrenehuse blev kaldt „høvdinger“. (4Mo 1:16; Jos 22:14) Det samme gælder overhovederne for de 12 klaner der nedstammede fra Ismael. (1Mo 17:20; 25:16) Betegnelsen blev også brugt om kong Salomon og kong Zedekias, møntet på deres stilling som herskere. (1Kg 11:34; Ez 21:25) Abraham blev af hetitterne kaldt „en Guds høvding“ eller „en mægtig høvding“ som et udtryk for den høje agtelse de nærede for ham. — 1Mo 23:6, fdn.

På Moses’ tid førte høvdingerne an i tilbedelsen og virkede som folkets repræsentanter over for Moses, præsterne og Jehova. Moses valgte en høvding fra hver stamme (undtagen Levis) til at udspejde det forjættede land. De ti troløse spioners dårlige rapport øvede stor indflydelse på folket. (4Mo 13:2-16, 25-33) I det oprør som Kora anstiftede for at tilrive sig præsteembedet fra Arons hus, deltog 250 høvdinger af Israels sønner. (4Mo 16:2, 10, 17, 35) Høvdingerne var med til at slutte en pagt mellem gibeonitterne og Israel. (Jos 9:15, 18) Efter at Josua havde ført Israel ind i Kana’an og havde besejret nationerne dér, spillede høvdingerne en vigtig rolle ved fordelingen af landet. (4Mo 34:18; Jos 14:1) Arons søn Eleazar blev udnævnt til høvding over overhovederne for fædrenehusene i Levis stamme og blev således ’høvdingernes høvding’. (4Mo 3:32) Da kong Salomon lod pagtens ark føre ind i det nyopførte tempel, sammenkaldte han alle stammernes høvdinger i Jerusalem. — 1Kg 8:1.

Israelitterne måtte ikke håne eller forbande en høvding, men skulle vise ham tilbørlig respekt. (2Mo 22:28) Da apostelen Paulus stod anklaget for Sanhedrinet og ypperstepræsten Ananias gav de nærmeststående ordre til at slå ham på munden, svarede han: „Gud skal slå dig, du hvidkalkede væg,“ uden at vide at det var ypperstepræsten han talte til. Da han blev gjort opmærksom på hvem det var, sagde han: „Brødre, jeg vidste ikke at han var ypperstepræst. Der står jo skrevet: ’Du må ikke tale nedsættende om en af dit folks ledere.’“ — Apg 23:1-5.

Selv om høvdingerne skulle respekteres, var de ikke hævet over Guds lov. Når de syndede mod Moseloven, måtte de følge dens forskrifter for at sone deres synder. På grund af deres ansvarsfulde stilling og den virkning deres adfærd og eksempel kunne have på andre som følge af den indflydelse de øvede, var der særlige regler for hvilke syndofre de skulle bringe hvis de af vanvare overtrådte et af Guds bud. Ypperstepræsten skulle ofre en ung tyr, en høvding skulle ofre et gedekid af hankøn, og et medlem af folket i øvrigt skulle ofre enten et gedekid eller et lam af hunkøn. — 3Mo 4:3, 22, 23, 27, 28, 32.

Ezekiels syn. I Ezekiels Bog, kapitel 44 til 48, taler Ezekiel profetisk om en høvding. I synet beskriver han et forvaltningsområde der strakte sig fra østgrænsen ved Jordanfloden og Det Døde Hav til Middelhavet i vest. Nord og syd for det lå de parallelle landområder som Israels stammer havde fået tildelt. Inde i forvaltningsområdet lå et kvadratisk afsnit kaldet „bidraget“, der målte 25.000 alen (13 km) på hver led, og som igen var inddelt i tre områder: Den nordlige del var tildelt de ikkepræstelige levitter, i den mellemste del lå Jehovas helligdom, og i den sydligste del lå byen. (Se ALEN; HELLIGE BIDRAG, DET.) Det var øjensynlig „høvdingen“ der stod i spidsen for byens styrelse.

Det er bemærkelsesværdigt at byen i synet lå adskilt fra templet eller helligdommen. „Høvdingen“ var heller ikke præst, hvilket fremgår af at præsterne skulle bringe hans „brændoffer og hans fællesskabsofre“. (Ez 46:2) I opfyldelsen af Ezekiels syn kan byen derfor ikke skildre den himmelske regering ved Jesus Kristus og hans medkonger og medpræster. Den synes snarere at skildre et synligt, jordisk sæde for forvaltning under ledelse af det himmelske rige. Tilsvarende må „høvdingen“ være et billede på dem der er udnævnt til „fyrster“, synlige repræsentanter for den himmelske regering. — Sl 45:16; Es 32:1, 2.