(Haʹgar).

Saras ægyptiske tjenestepige; senere Abrahams medhustru og moder til Ismael. Mens Abraham (Abram) opholdt sig i Ægypten på grund af en hungersnød i Kana’ans land, fik han tjenere og tjenestepiger, og det var muligvis på det tidspunkt at Hagar blev Saras tjenestepige. — 1Mo 12:10, 16.

Eftersom Sara (Saraj) var ufrugtbar, anmodede hun Abraham om at få børn med Hagar og gav ham hende til hustru. Men efter at Hagar var blevet gravid, begyndte hun at ringeagte sin frue i den grad at Sara beklagede sig til sin mand over det. „Da sagde Abram til Saraj: ’Se! Din tjenestepige er i din hånd. Gør med hende hvad der synes godt i dine øjne.’ Da gav Saraj sig til at ydmyge hende, så hun løb bort fra hende.“ (1Mo 16:1-6) Ved kilden på vejen til Sjur blev Hagar mødt af Jehovas engel, som pålagde hende at vende tilbage til sin frue og ydmyge sig under hendes hånd. Hun fik desuden at vide at Jehova stærkt ville forøge hendes afkom, og at den søn hun skulle føde, skulle have navnet Ismael. Abraham var 86 år gammel da Ismael blev født. — 1Mo 16:7-16.

Da Abraham nogle år senere „holdt en stor fest den dag Isak blev vænnet fra“ (i en alder af omkring 5 år), lagde Sara mærke til at Hagars søn Ismael, der nu var omkring 19 år gammel, „gjorde sig lystig“ over Isak. Det var ikke kun en uskyldig leg mellem børn. Som det fremgår af det næste vers i beretningen, kan der have været tale om at Ismael hånede Isak i forbindelse med arveretten. Her viste Ismael de første tegn på den stridbarhed som Jehovas engel havde forudsagt han ville lægge for dagen. (1Mo 16:12) Idet Sara åbenbart frygtede for sin søn Isaks fremtid, bad hun Abraham om at jage Hagar og hendes søn bort. Dette mishagede Abraham, men på Jehovas anvisning imødekom han sin kones anmodning. Tidligt næste morgen gav han Hagar brød og en skindsæk med vand og sendte hende bort sammen med sønnen. — 1Mo 21:8-14.

Hagar flakkede om i Be’er-Sjebas Ørken. „Til sidst slap vandet i skindsækken op, og hun lod da barnet falde under en af buskene.“ Det er ikke forkert at Ismael omtales som et ’barn’, for det hebraiske ord jæʹlædh, der her er gengivet med ’barn’, betyder også „ung mand“, sådan som det er gengivet i 1 Mosebog 4:23. Selv om det var forudsagt at Ismael ville blive „en zebra af et menneske“, er det muligt at han ikke har været særlig stærk som teenager. (1Mo 16:12) Det kan derfor være at han var så afkræftet at hans moder måtte støtte ham. Det ville ikke være utænkeligt at hun kunne gøre det, for datidens kvinder, især trælkvinder, var vant til at bære tunge byrder i det daglige arbejde. Men også Hagars kræfter slap op så hun ikke længere kunne støtte ham, hvorpå hun, måske noget brat, lod ham falde om i skyggen under en af de nærmeste buske. Hagar selv satte sig „i omkring et bueskuds afstand“ (et almindeligt hebraisk udtryk for den afstand en bueskytte normalt beregnede til sit mål) fra sønnen. — 1Mo 21:14-16.

Guds engel råbte da til Hagar og sagde at hun ikke skulle være bange, og at Ismael ville blive til en stor nation. Desuden åbnede Gud hendes øjne så hun fik øje på en brønd med vand, og hun gik hen og fyldte skindsækken og gav sin søn noget at drikke. „Gud var fortsat med drengen“, og han blev med tiden bueskytte og bosatte sig i Parans Ørken. Hagar tog en hustru til ham fra Ægyptens land. — 1Mo 21:17-21.

Ifølge apostelen Paulus optrådte Hagar i et symbolsk drama hvor hun skildrede det kødelige Israel, som var bundet til Jehova ved Lovpagten der var indgået ved Sinaj Bjerg, en pagt der ’fødte børn til trældom’. På grund af sin syndige tilstand formåede folket nemlig ikke at overholde pagtens betingelser. Under denne pagt blev israelitterne ikke et frit folk, men blev fordømt som syndere der fortjente døden, og var altså trælle. (Joh 8:34; Ro 8:1-3) Hagar svarede til Jerusalem på Paulus’ tid, for hovedstaden Jerusalem, der repræsenterede det kødelige Israel, var i trældom med sine børn. De åndsavlede kristne er derimod børn af „det Jerusalem som er oventil“, Guds symbolske kvinde. Dette Jerusalem har, ligesom den frie kvinde Sara, aldrig været i trældom. Men ligesom Isak blev forfulgt af Ismael, blev de frie børn af „det Jerusalem som er oventil“ forfulgt af det trælbundne Jerusalems børn. Ligesom Hagar og hendes søn blev jaget bort, forstødte Jehova det kødelige Israels folk som sin nation. — Ga 4:21-31; se også Joh 8:31-40.