Halsen er den smalle legemsdel hos mennesker og dyr som forbinder hovedet med kroppen. Nakken er den bagerste del af halsen. Flere forskellige ord på hebraisk oversættes med hals, nakke og strube. På græsk betyder ordet for „hals“ også „nakke“. I flere tilfælde anvendes ordene billedligt.

På hebraisk sagde man at den der flygtede i en krig, vendte nakken til fjenden. (Jos 7:8; ordr.: „vendt nakken til foran sine fjender“.) At have ’hånden på sine fjenders nakke’ ville sige at besejre eller undertvinge dem. (1Mo 49:8; 2Sa 22:41; Sl 18:40) En gammel skik med samme betydning var at sætte foden på en besejret fjendes nakke. På monumenter i Ægypten og Assyrien er der skildret kampscener hvor konger træder på deres fjenders nakke. Og Josua befalede anførerne i sin hær: „Træd frem. Sæt jeres fødder på disse kongers nakke.“ — Jos 10:24.

 Et åg på nakken eller halsen var et udtryk for tjeneste, underkastelse eller trældom. (1Mo 27:40; Jer 30:8; Apg 15:10) De hyppigt anvendte udtryk „stivnakket“ og ’at gøre sin nakke stiv’ betegner en oprørsk og genstridig ånd. Bibelen siger advarende: „En mand der flere gange er retledt, men som gør sin nakke stiv, vil blive knust på et øjeblik, og dét uden lægedom.“ — Ord 29:1; 5Mo 9:6, 13; 31:27; 2Kg 17:14; Sl 75:5; Es 48:4.

Betydningen af forældrenes tugt og myndighed (og dermed også den store værdi af Guds love og bud) understreges af formaningen til at ’binde dem om sin hals’, hvor man bar smukke og kostbare smykker. (Ord 1:8, 9; 3:1-3; 6:20, 21) At gå med strakt hals kan være et tegn på hovmod. — Es 3:16.

Strube. Det hebraiske ord der er oversat med „strube“, betegner den forreste del af halsen hvor tale- og synkeorganerne befinder sig. (Sl 149:6; Jer 2:25) Om de ugudelige der farer med løgn og udgyder blod, siger Bibelen: „I deres mund er der intet troværdigt; . . . Deres strube er en åben grav.“ — Sl 5:9; Ro 3:13.