(Haʹmat), hamatitter.

Hamat var i begyndelsen af Israels historie hovedstad i et lille kana’anæerrige i Aram. Det frugtbare landbrugsområde der omgav byen, havde samme navn. I den græske og romerske tid var byens klassiske navn Epifaneia, kaldt således af Antiochos IV Epifanes. I dag hedder byen Hama, en forkortet form af det oprindelige navn.

Hamat lå ved Orontesfloden, 81 km fra Middelhavet, ca. 190 km nord for Damaskus og ca. 120 km syd for Aleppo, og vigtige handelsveje førte gennem byen.

Skønt det undertiden siges at Hamat blev grundlagt af hetitterne, er det mere sandsynligt at det var hamatitterne — hetitternes slægtninge og en af de 70 slægter der bredte sig på jorden efter Vandfloden — der var de egentlige grundlæggere. Het og Hamat, stamfædrene til disse to slægter, står opført som henholdsvis den 2. og den 11. søn af Kams søn Kana’an. — 1Mo 10:6, 15-18; 1Kr 1:8, 13-16; se HETITTER.

„Indgangen til Hamat“. Den ældste beretning hvori Hamat nævnes, er beretningen om de 12 israelitiske mænd der i det 16. århundrede f.v.t. blev sendt ind i Kana’ans land sydfra for at udspejde landet og nåede helt op til „indgangen til Hamat“ — et ofte gentaget udtryk som menes at sigte, ikke til byens porte, men til den sydlige grænse for det område byen herskede over. (4Mo 13:21) Josuas erobringer nåede til denne grænse i nord. (Jos 13:2, 5; Dom 3:1-3) Nogle forskere mener dog at udtrykket „indtil indgangen til Hamat“ (Jos 13:5) muligvis skal læses „indtil Lebi-Hamat (Hamats Løve)“, og at det altså er et stednavn. — Se Vetus Testamentum, Leiden 1952, s. 114.

Hvor denne grænse (eller dette sted) lå, vides ikke med sikkerhed. Den blev regnet for at være det israelitiske territoriums nordgrænse (4Mo 34:8; 1Kg 8:65; 2Kg 14:25; 2Kr 7:8), som åbenbart stødte op til Damaskus’ område. (Jer 49:23; Ez 47:15-17; 48:1; Zak 9:1, 2) Nogle mener at det var den sydlige ende af Kølesyrien (også kaldet Bekaadalen), den langstrakte dal mellem de to bjergkæder Libanon og Anti-Libanon. Andre  siger at det var midtvejs mellem Baalbek og Ribla. Andre igen mener at det var endnu længere mod nord, dér hvor passet åbner sig mellem Homs og havet. — Ez 47:20.

Forholdet til Israel. Hamats konge, To’i (To’u), sendte sin søn Joram (Hadoram) til kong David for at lykønske ham med sejren over deres fælles fjende Hadad’ezer. Hamat var på det tidspunkt et selvstændigt rige. (2Sa 8:3, 9, 10; 1Kr 18:3, 9, 10) I Salomons regeringstid synes Hamat imidlertid at have været underlagt israelitisk herredømme, for Salomon byggede forrådsbyer i dette område. (2Kr 8:3, 4) Efter Salomons død var Hamat igen et selvstændigt rige og forblev selvstændigt, undtagen i en kort periode i det 9. århundrede f.v.t. da Jeroboam II midlertidigt bragte det under israelitisk overherredømme. (2Kg 14:28) Omkring ved denne tid blev det beskrevet som „det folkerige Hamat“. — Am 6:2.

I det 8. århundrede f.v.t. blev Hamat og dets nabolande, deriblandt Israels tistammerige, løbet over ende af assyrerne, der var på vej til at blive et verdensrige. Assyriens politik var at flytte om på de undertvungne folkeslag, så folk fra Hamat blev flyttet til Samaria, hvis indbyggere til gengæld blev flyttet til Hamat og andre steder. (2Kg 17:24; 19:12, 13; Es 10:9-11; 37:12, 13) På Samarias offerhøje opstillede hamatitterne billeder af deres gud Asjima, selv om denne afgud ikke havde kunnet hjælpe dem mod assyrerne. — 2Kg 17:29, 30; 18:33, 34; Es 36:18, 19.

Ifølge en kileskrifttekst (British Museum 21946) indhentede Nebukadnezars soldater efter slaget ved Karkemisj i 625 f.v.t. (Jer 46:2) de flygtende ægyptere i egnen ved Hamat og dræbte dem dér. (Assyrian and Babylonian Chronicles, A. K. Grayson, 1975, s. 99) I samme område havde farao Neko få år tidligere taget kong Jehoahaz til fange. (2Kg 23:31-33) Da Jerusalem faldt i 607 f.v.t., blev Zedekias og andre fanger ført til Ribla i Hamats land, hvor man for øjnene af Zedekias dræbte hans sønner og andre fornemme judæere. (2Kg 25:18-21; Jer 39:5, 6; 52:9, 10, 24-27) Gud havde imidlertid lovet at han en dag ville føre en rest af sit fangne folk tilbage, deriblandt dem der fandtes i Hamats land. — Es 11:11, 12.

[Kort på side 825]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det Store Hav

Orontesfloden

Hamat

Homs

Ribla

Libanon

Zidon

Leontesfloden

Anti-Libanon

Damaskus