Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hananja

Hananja

(Hananʹja) [betyder „Jehova har vist gunst“, „Jehova har været nådig“].

1. En søn af Sjasjak; overhoved for et fædrenehus af Benjamins stamme. — 1Kr 8:1, 24, 25, 28.

2. En af Hemans 14 sønner; overhoved for den 16. af de 24 tjenestestyrker af levitiske musikere som David udvalgte til at gøre tjeneste ved helligdommen. — 1Kr 25:1, 4, 5, 8, 9, 23.

3. En højtstående officer, en ’fyrste’, i kong Uzzijas hær. — 2Kr 26:11.

4. Fader til den Zidkija der var fyrste i kong Jojakim af Judas regeringstid. — Jer 36:12.

5. Azzurs søn. En falsk profet fra den benjaminitiske by Gibeon. Han modstod Jehovas profet Jeremias. I kong Zedekias af Judas regeringstid forudsagde Hananja at Babylons magt ville blive brudt inden for to år, at de landflygtige jøder i Babylon ville blive givet fri, og at alle de redskaber fra templet der var blevet ført til Babylon, ville blive bragt tilbage til templet. I modsætning hertil opfordrede Jeremias folket til at bøje hals under Babylons konges åg hvis de ville forblive i live. (Jer 27:12-14) Hananja tog imidlertid træåget af Jeremias’ nakke og brækkede det i stykker for at demonstrere hvad han mente. Jehova befalede derefter Jeremias at meddele Hananja at ågstangen af træ ville blive erstattet med en ågstang af jern, og at Hananja ville dø inden året var omme. Som udtalt i profetien døde den falske profet samme år. — Jer 28.

6. Sandsynligvis farfader til Jirija, den vagthavende i Benjaminsporten som greb fat i profeten Jeremias og falskeligt anklagede ham for at være ved at løbe over til kaldæerne. — Jer 37:1-15.

7. Det hebraiske navn på Sjadrak, en af Daniels tre jødiske venner der blev ført til Babylon i 617 f.v.t. — Da 1:6, 7; se SJADRAK.

8. En søn af Zerubbabel og fader til Pelatja og Jesjaja. — 1Kr 3:19, 21.

9. En efterkommer af Bebaj; en af dem der på Ezras opfordring sendte deres fremmede hustruer bort. — Ezr 10:10, 11, 28, 44.

10. En levitpræst; overhoved for Jirmejas fædrenehus mens Nehemias var landshøvding. — Ne 12:12, 26.

11. En af salveblanderne som var med til at restaurere Jerusalems mur på Nehemias’ tid. — Ne 3:8.

12. En søn af Sjelemja. Han var med til at restaurere Jerusalems mur i 455 f.v.t. — Ne 3:30.

13. En præst der spillede på trompet og deltog i de ceremonier Nehemias arrangerede ved indvielsen af Jerusalems mur. — Ne 12:31, 40, 41.

14. Et af folkets overhoveder — eller en efterkommer der repræsenterede hans slægt — som var med til at besegle den „bindende aftale“ der blev indgået mens Nehemias var landshøvding. — Ne 9:38; 10:1, 14, 23.

15. Borgøverste; en pålidelig mand der frygtede Gud mere end de fleste. Nehemias gav ham befalingen over Jerusalem sammen med Hanani. — Ne 7:2.