[hebr.: ’arnæʹvæth].

En gnaver af familien Leporidae som er nært beslægtet med kaninen, men større end denne. Den adskiller sig desuden fra kaninen ved at den sædvanligvis ikke føder sine unger i underjordiske huler, at de fødes seende og med fuldt udviklet pels og straks efter fødselen kan bevæge sig omkring. Haren kan kendes på sin spaltede overlæbe, sine lange ører, sin korte, opadbøjede hale og sine lange bagben og -fødder, der sætter den i stand til hurtigt at flygte fra sine fjender. Haren kan efter sigende løbe med en hastighed af helt op til 70 km i timen. Der findes talrige varianter af dette dyr, men dets gennemsnitlige længde er omkring 60 cm. Farven er i regelen grålig eller brunlig.

Ifølge Moseloven måtte haren ikke spises, og den betegnes som drøvtygger. (3Mo 11:4, 6; 5Mo 14:7) Hvad drøvtygningen angår, er det rigtigt, som man har påpeget, at haren og kaninen ikke har en mave der er inddelt i flere rum, og at de ikke gylper føden op igen for at tygge den på ny, hvilket er det særegne ved de dyr der normalt klassificeres som drøvtyggere. Skønt det hebraiske ord der her er brugt for „at tygge“ i udtrykket „tygge drøv“, ordret betyder „at føre (el. bringe) op“, lå der på Moses’ tid ikke en videnskabelig klassificering til grund for hvad israelitterne forstod ved „en drøvtygger“. Man bør derfor ikke bedømme Bibelens nøjagtighed ud fra denne snævre, forholdsvis nye definition af hvad man forstår ved en drøvtygger, sådan som mange bibelkritikere gør.

Før i tiden havde ingen lærde der troede på Bibelens inspiration, noget at udsætte på Moselovens formulering. I The Imperial Bible-Dictionary står der: „Det er tydeligt at haren, når den hviler, tygger føden som den allerede har indtaget, igen og igen, og dette har man i almindelighed altid anset for at være drøvtygning. Endog vor egen digter Cowper, der nøje har lagt mærke til hvad der sker i naturen, skriver om sin iagttagelse af tre tamme harer at de ’tyggede drøv hele dagen til det blev aften’.“ — Redigeret af P. Fairbairn, London 1874, bd. I, s. 700.

Nyere videnskabelige undersøgelser viser imidlertid at det ikke blot er tilsyneladende at haren og kaninen tygger drøv. François Bourlière skriver i The Natural History of Mammals (1964, s. 41): „Det lader til at ’refection’, betegnelsen for at føden passerer ikke blot én, men to gange gennem tarmen, er en almindelig foreteelse hos haren og kaninen. Tamme harer spiser som regel deres natlige ekskrementer uden at tygge dem, og om morgenen udgør de indtil halvdelen af maveindholdet. Vilde kaniner indtager dette andengangsmåltid to gange om dagen, og det samme gør den europæiske hare. . . . Det menes at dyrene derved får tilført store mængder B-vitaminer, som fremstilles i tyktarmen af bakterier i føden.“ Lademanns Dyreleksikon (bd. 3, s. 18) siger: „Dette . . . kan betragtes som en form for drøvtygning.“ — Se DRØV.