(Haʹrim) [viet [til Jehova, til hellig brug]].

1. En aronitisk præst der ved lodkastning blev valgt til overhoved for det 3. af de 24 skifter som David inddelte præsterne i. (1Kr 24:1, 3, 7, 8) Blandt de præster der gjorde tjeneste efter landflygtigheden, nævnes „Harims sønner [el. efterkommere]“: 1017 som vendte tilbage fra Babylon i 537 f.v.t. (Ezr 2:1, 2, 36, 39; Ne 7:42) I den følgende generation var Adna overhoved for dette fædrenehus. (Ne 12:12, 15) Fem af „Harims sønner“ havde taget sig fremmede hustruer, men sendte dem bort på Ezras opfordring. (Ezr 10:10, 11, 21, 44) En repræsentant for denne slægt (eller måske en mand i denne slægt der bar det samme navn) var med til at besegle den troskabspagt som blev indgået efter at Nehemias var kommet til Jerusalem i 455 f.v.t. — Ne 9:38; 10:1, 5, 8.

2. Grundlæggeren af en ikkepræstelig slægt, af hvilken 320 vendte tilbage til Jerusalem fra Babylon sammen med Zerubbabel. (Ezr 2:1, 2, 32; Ne 7:35) Ligesom medlemmer af den præstelige slægt af samme navn (nr. 1) havde otte efterkommere af denne Harim taget sig fremmede hustruer, men sendte dem bort på Ezras opfordring. (Ezr 10:25, 31, 32, 44) En repræsentant for denne slægt var også med til at besegle den „bindende aftale“ som blev indgået mens Nehemias var landshøvding. (Ne 9:38; 10:1, 14, 27) En „søn“ af Harim, Malkija, var med til at reparere Jerusalems mur. — Ne 3:11.