Betegnelsen „hebræer“ bruges første gang om Abram og tjener til at adskille ham fra hans amoritiske naboer. (1Mo 14:13) Så godt som hver gang udtrykket derefter anvendes, er formålet ligeledes at skelne mellem nationaliteter. Den talende kan for eksempel være ikkeisraelit (1Mo 39:13, 14, 17; 41:12; 2Mo 1:16; 1Sa 4:6, 9) eller en israelit der henvender sig til en udlænding (1Mo 40:15; 2Mo 1:19; 2:7; Jon 1:9), eller der nævnes udlændinge i sammenhængen. — 1Mo 43:32; 2Mo 1:15; 2:11-13; 1Sa 13:3-7.

Som det fremgår af ovennævnte skriftsteder, var ægypterne fortrolige med betegnelsen „hebræer“ allerede i det 18. århundrede f.v.t. Det kunne tyde på at Abraham, Isak og Jakob var blevet kendt i et ret stort område, sådan at folk vidste hvad fællesnavnet „hebræer“ stod for. Da Josef omtalte „hebræernes land“ (1Mo 40:15) over for to af Faraos tjenere, sigtede han uden tvivl til egnen omkring Hebron, som hans fader og forfædre lang tid forinden havde gjort til en slags udgangspunkt for deres virke. Omkring 600 år senere omtalte filistrene stadig israelitterne som „hebræere“, og på kong Sauls tid var „hebræerne“ ensbetydende med „Israel“. (1Sa 13:3-7; 14:11; 29:3) I det 9. århundrede f.v.t. gav profeten Jonas sig til kende som hebræer over for søfolkene (muligvis fønikiere) på et skib der var sejlet ud fra havnebyen Joppe. (Jon 1:9) I Moseloven blev der skelnet mellem hebraiske trælle og trælle af andre nationaliteter (2Mo 21:2; 5Mo 15:12), og i en henvisning til dette viser Jeremias’ Bog (7. årh. f.v.t.) at en „hebraisk“ mand eller kvinde på det tidspunkt var ensbetydende med en „jøde“. — Jer 34:8, 9, 13, 14.

Senere græske og romerske forfattere benævnte altid israelitterne enten „hebræerne“ eller „jøderne“, aldrig „israelitterne“.

Udtrykkets oprindelse og betydning. De forskellige opfattelser angående oprindelsen til og betydningen af udtrykket „hebræer“ kan stort set inddeles i følgende:

Ifølge én opfattelse kommer det af verbalroden ‛avarʹ, „at gå over“, „at gå forbi“, „at gå igennem“, og betegnelsen skulle i så fald sigte til Abraham som den mand Gud tog „fra den anden side af Floden [Eufrat]“. (Jos 24:3) Oversætterne af den græske Septuaginta forstod udtrykket på denne måde, og i 1 Mosebog 14:13 kaldte de derfor Abraham „den overskridende“ i stedet for „hebræeren“. Denne teori er ret udbredt, men den har sine svage sider. Udtrykket ‛ivrīʹ (hebræer) har samme endelse som andre udtryk der med sikkerhed er patronymer, det vil sige navne der er dannet ved tilføjelse af en forstavelse eller en endelse som angiver en tilknytning til faderens eller en forfaders navn. Udtrykket mō’avīʹ (moabit) sigter således snarere til en der stammer fra Moab (Mō’avʹ), end til en der kommer fra et bestemt geografisk område, og det samme gælder udtrykkene ‛ammōnīʹ (ammonit), danīʹ (danit) og mange andre.

Dertil kommer at hvis udtrykket „hebræer“ kun blev brugt om Abraham fordi han ’gik over’ Eufratfloden, synes det at være et meget bredt udtryk som kunne bruges om enhver anden der gjorde det samme — og det var der sikkert mange udvandrere der gjorde i århundredernes løb. Hvis udtrykket har denne oprindelse, kan det kun tjene som en egentlig betegnelse hvis man anerkender at det var på Guds befaling Abraham gik over Eufrat. Det er tvivlsomt om hedninger der brugte udtrykket, anerkendte dette, men det kan ikke siges at være umuligt.

En anden opfattelse, som nogle forskere hælder til, er at betegnelsen hebræere sigter til nogle der ’gik forbi’, det vil sige var på gennemrejse, i modsætning til de fastboende og indvandrerne. (Jf. brugen af ‛avarʹ i 1Mo 18:5; 4Mo 20:17; Jos 18:9.)  Hertil kan man indvende at israelitterne levede som nomader i en periode, men ikke efter erobringen af Kana’ans land, og alligevel blev udtrykket hebræere fortsat brugt om dem. En anden indvending mod denne opfattelse er at den er så bred at den ville omfatte alle nomadefolk. Men eftersom Jehova i Bibelen kaldes „hebræernes Gud“, er det klart at udtrykket ikke kan sigte til alle nomadefolk, hvoraf mange var afgudsdyrkere. — 2Mo 3:18; 5:3; 7:16; 19:1, 13; 10:3.

En tredje opfattelse, som stemmer godt med de bibelske vidnesbyrd, går ud på at betegnelsen „hebræer“ (‛ivrīʹ) kommer af Eber (‛Eʹvær), navnet på en af Sems oldesønner som blev en af Abrahams forfædre. (1Mo 11:10-26) Det er rigtigt at det eneste man ved om Eber, er at han var et led i slægtslinjen mellem Sem og Abraham. Der findes ingen optegnelser i Bibelen om at han øvede en særlig dåd eller havde et særligt personlighedstræk som kunne forklare at hans efterkommere gav hans navn en så fremtrædende plads. Det skal dog bemærkes at Eber nævnes specielt i 1 Mosebog 10:21, hvor Sem omtales som „alle Ebersønnernes forfader“. Bileams profeti, som blev fremsat i det 15. århundrede f.v.t., viser at navnet Eber blev brugt om et bestemt folk eller område flere hundrede år efter Ebers død. (4Mo 24:24) Navnet Eber ville, hvis det blev brugt som et patronym, forbinde israelitterne med én bestemt af de slægter der stammede fra Noa, og som er optegnet i 1 Mosebog 10:1-32.

Som nævnt i forbindelse med de førnævnte opfattelser opstår spørgsmålet om hvorfor betegnelsen „hebræer“, hvis den er afledt af navnet Eber, udelukkende skulle blive brugt om israelitterne. Eber havde andre efterkommere, nemlig gennem sønnen Joktan, der ikke hørte til Abrahams (og Israels) slægtslinje. (1Mo 10:25-30; 11:16-26) Betegnelsen ‛ivrīʹ (hebræer) kunne for så vidt gælde alle der med rette kunne kalde sig efterkommere af Eber. Nogle forskere mener at dette oprindelig var tilfældet, men at navnet med tiden blev begrænset til israelitterne som de mest fremtrædende af eberitterne eller hebræerne. Der findes andre eksempler på dette i Bibelen. Skønt Abraham havde mange ikkeisraelitiske efterkommere, såsom edomitterne og ismaelitterne og hans efterkommere gennem hustruen Ketura, blev kun israelitterne kaldt „Abrahams afkom“. (Sl 105:6; Es 41:8; jf. Mt 3:9; 2Kor 11:22.) Dette skyldes naturligvis at Gud havde et særligt forhold til dem på grund af Abrahamspagten. Dét at Gud gjorde israelitterne til en nation, gav dem Kana’ans land i arv og lod dem sejre over mange mægtige fjender, ville i høj grad skille dem ud, ikke blot fra andre efterkommere af Abraham, men også fra alle andre efterkommere af Eber. Dertil kommer den mulighed at mange af disse andre efterkommere mistede deres „eberitiske“ identitet ved at gifte sig ind i andre folkeslag.

Når Eber nævnes specielt i slægtsregistrene, kan dette meget vel være en guddommelig tilkendegivelse af at den velsignelse Noa udtalte over Sem, især ville gå i opfyldelse på Ebers efterkommere, hvilket senere viste sig i første række at gælde israelitterne. At Eber nævnes specielt, kunne også tjene det formål at vise hvilken slægtslinje der ville føre frem til det afkom der var givet løfte om i Jehovas profeti i 1 Mosebog 3:15, hvorved Eber gøres til et vigtigt led mellem Sem og Abraham. Dette ville også stemme med at Jehova kaldes „hebræernes Gud“.

Bileams profeti. Forståelsen af Bileams profeti i 4 Mosebog 24:24 afhænger af om Eber her er brugt som en geografisk betegnelse for ’landet (eller folket) på den anden side’ eller som et patronym der især sigter til hebræerne (israelitterne). De fleste kommentatorer betragter hovedsagelig Kittim, fra hvis kyst der ifølge profetien skulle komme skibe for at kue Assyrien og Eber, som et gammelt navn for Cypern. Som det fremgår af artiklerne CYPERN og KITTIM, blev Cypern udsat for en kraftig græsk påvirkning, og navnet Kittim kan derfor have en bredere betydning så det ikke kun står for Cypern, men giver rum for en forbindelse til Grækenland. De fleste forskere mener derfor at profetien sigter til den græske eller makedoniske erobring af landene i Mellemøsten, deriblandt Assyrien. De der hævder at Eber her er brugt geografisk, mener at dét at Eber skulle kues, betyder at ikke blot Assyrien, men også alle de mesopotamiske riger (folket ’på den anden side’) ville komme under vestligt overherredømme. De der betragter Eber som en betegnelse for hebræerne, mener at den forudsagte underkuelse fandt sted efter Alexander den Stores død og under seleukidernes dynasti, især under Antiochos Epifanes’ regering. Ligesom der i den hebraiske grundtekst ordret står Assur i stedet for Assyrien, synes „Eber“ her at være et patronym der bruges om hebræerne, og ikke blot en betegnelse for et geografisk område.

 

Paulus beskrev sig selv for det første som hebræer, for det andet som israelit og for det tredje som hørende til Abrahams afkom. (2Kor 11:22) Ordet ’hebræer’ kan her betegne hans racemæssige afstamning (jf. Flp 3:4, 5) og måske  hans sprog, ’israelit’ hans naturlige medlemskab af den nation Gud oprindelig havde gjort til sit navnfolk (jf. Ro 9:3-5), og „Abrahams afkom“ at han hørte til dem der ville arve de velsignelser der var givet løfte om i Abrahamspagten.

„Habiru“. I talrige kileskrifttekster der stammer fra begyndelsen af det 2. årtusind f.v.t., forekommer det akkadiske (assyrisk-babyloniske) ord habiru eller hapiru. Disse „habiru“ fandtes i den sydlige del af Mesopotamien og Lilleasien samt i områderne Karan og Mari. Og i omkring 60 af Amarnabrevene, der er fundet i Ægypten, skriver kana’anæiske vasalkonger til Ægyptens farao (dengang deres overherre) og beklager sig blandt andet over at deres byer bliver angrebet af nogle herskere der står i forbund med „habiru“.

I Mesopotamien var „habiru“ landarbejdere, lejesoldater, ransmænd, trælle m.m. Nogle forskere har søgt at sætte dem i forbindelse med den israelitiske erobring af Kana’an, men vidnesbyrdene synes ikke at støtte denne antagelse. Herom siges der i The New International Dictionary of Biblical Archaeology: „Siden man første gang stødte på habiru, nemlig i Amarnabrevene, i slutningen af det 19. århundrede, har forskerne været fristet til at forbinde dem med Bibelens ‛ibrim eller ’hebræere’ — et ord der forekommer fireogtredive gange i GT, som regel brugt af udlændinge eller i overværelse af udlændinge. . . . De fleste forskere afviser at habiru direkte kan identificeres med hebræerne, og angiver følgende grunde: (1) filologiske vanskeligheder; (2) sandsynligheden for at habiru er betegnelsen for en bestemt social klasse, mens ‛ibri er en etnisk betegnelse; (3) de betydelige forskelle der er mellem de to gruppers spredning, aktiviteter og karakter.“ — Redigeret af E. Blaiklock og R. Harrison, 1983, s. 223, 224.

„Habiru“ forekommer i ægyptiske dokumenter under navnet ‛apiru. De var stenbrudsarbejdere, stenbærere og vinpersere. Sprogligt er det ikke muligt at identificere det ægyptiske ord ‛apiru med det hebraiske ord ‛ivriʹ. Desuden viser dokumenter at „habiru“ befandt sig i Ægypten lang tid efter at hebræerne havde forladt landet.