De 39 guddommeligt inspirerede bøger fra Første Mosebog til Malakias’ Bog (ifølge den inddeling der er almindelig i dag) udgør den største del af Bibelen.

De Hebraiske Skrifters bøger, som de forekommer i de fleste bibeloversættelser, kan inddeles i tre afsnit: (1) De historiske bøger, fra Første Mosebog til Esters Bog, 17 bøger; (2) de poetiske bøger, fra Jobs Bog til Højsangen, 5 bøger; (3) de profetiske bøger, fra Esajas’ Bog til Malakias’ Bog, 17 bøger. Denne inddeling er ret generel eftersom den historiske del indeholder poesi (1Mo 2:23; 4:23, 24; 9:25-27; 2Mo 15:1-19, 21; Dom 5) og profetier (1Mo 3:15; 22:15-18; 2Sa 7:11-16), den poetiske del indeholder historisk stof (Job 1:1–2:13; 42:7-17) og profetier (Sl 2:1-9; 110:1-7), og den profetiske del indeholder historiske oplysninger og poesi (Es 7:1, 2; Jer 37:11–39:14; 40:7–43:7; Kl 1:1–5:22).

Ved at kombinere og inddele disse 39 bøger på en anden måde regnede jøderne kun med 24 eller 22 bøger, som ifølge deres traditionelle kanon var inddelt som følger: Først kom Loven (hebr.: Tōrahʹ), også kaldet Pentateuken, som bestod af (1) Første Mosebog, (2) Anden  Mosebog, (3) Tredje Mosebog, (4) Fjerde Mosebog og (5) Femte Mosebog. (Se MOSEBØGERNE.) Derefter kom Profeterne (hebr.: Nevī’īmʹ), der var inddelt i „De Tidligere Profeter“, (6) Josuas Bog, (7) Dommerbogen, (8) Samuelsbøgerne (Første og Anden Samuelsbog tilsammen), (9) Kongebøgerne (Første og Anden Kongebog tilsammen), og „De Senere Profeter“, som var inddelt i „De Store Profeter“, (10) Esajas, (11) Jeremias og (12) Ezekiel, og (13) de tolv „Små Profeter“ (én bog bestående af Hoseas’ Bog, Joels Bog, Amos’ Bog, Obadias’ Bog, Jonas’ Bog, Mikas Bog, Nahums Bog, Habakkuks Bog, Zefanias’ Bog, Haggajs Bog, Zakarias’ Bog og Malakias’ Bog). Tredje del blev kaldt De Hellige Skrifter (Hagiograferne eller, på hebraisk, Kethuvīmʹ), begyndende med (14) Salmerne, (15) Ordsprogene og (16) Jobs Bog; derefter fulgte „De Fem Meghillōthʹ“, fem adskilte skriftruller, nemlig (17) Salomons Højsang, (18) Ruts Bog, (19) Klagesangene, (20) Prædikerens Bog og (21) Esters Bog, fulgt af (22) Daniels Bog, (23) Ezras og Nehemias’ Bog (tilsammen én bog) og (24) Krønikebøgerne (Første og Anden Krønikebog tilsammen). Ruts Bog blev undertiden slået sammen med Dommerbogen, og Klagesangene med Jeremias’ Bog, så antallet af bøger blev 22, svarende til antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet, men dette er ikke almindeligt i nutidige hebraiske bibler.

Det er ikke alle tidlige kataloger der angiver De Hebraiske Skrifters bøger i ovennævnte rækkefølge. Det skyldes at de enkelte bøger dengang var separate skriftruller. I Den Babyloniske Talmud (Bava Batra 14b) står der for eksempel: „Vore rabbinere lærte: Profeternes rækkefølge er Josua, Dommerne, Samuel, Kongerne, Jeremias, Ezekiel, Esajas og de tolv små profeter.“ Dette kan forklare hvorfor Jeremias’ Bog kommer før Esajas’ Bog i flere hebraiske håndskrifter der er afskrevet i Tyskland og Frankrig.

Skribenterne. Alle De Hebraiske Skrifter blev skrevet og samlet af jøder, medlemmer af det folk som havde „fået Guds hellige udsagn betroet“. (Ro 3:1, 2) Størstedelen af disse førkristne skrifter blev skrevet på hebraisk, med undtagelse af følgende dele der er skrevet på aramaisk: 1 Mosebog 31:47; Ezra 4:8 til 6:18 og 7:12-26;; Jeremias 10:11; Daniel 2:4b til 7:28. Der forekommer også aramaiske ord i Jobs Bog, nogle af Salmerne, Salomons Højsang, Jonas’ Bog og Esters Bog samt i de hebraiske dele af Daniels Bog. Ezekiels Bog bærer også præg af aramaisk indflydelse.

Bibelens fem første bøger er skrevet og samlet af Moses. Efter ham fulgte omkring 38 andre skribenter og redaktører, deriblandt Josua, Samuel, David, Salomon, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Ezra og Nehemias. De levede over en periode på 1100 år, fra det 16. til det 5. århundrede f.v.t., og kom fra så forskellige former for beskæftigelse som det at være hyrde, afskriver, landshøvding, konge, profet og præst.

Nogle af bibelskribenterne var øjenvidner til de begivenheder de beskrev. Moses skrev for eksempel om sine møder med Farao. (2Mo 5:1–12:32) Ved omhyggelig forskning samlede bibelskribenterne historiske oplysninger fra tidligere optegnelser, som for eksempel når de udarbejdede slægtsregistrene. (1Kr 1-9) Men mange oplysninger, for eksempel om de himmelske hærskarer af engle og om profetierne, lå uden for menneskets erfaringsområde og kunne kun stamme fra direkte inspiration fra Gud. Dette, sammenholdt med at værket udgør et harmonisk hele på trods af at det er skrevet over så lang en tidsperiode og af mange forskellige mennesker med vidt forskellig baggrund, vidner om at bibelskribenterne virkelig „udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd“. — 2Pe 1:21.

De Hebraiske Skrifters kanon. I vore bibler er De Hebraiske Skrifters bøger ikke anbragt i den rækkefølge hvori de er skrevet. Joel, Amos og Jonas levede omkring 200 år før Jeremias, Ezekiel og Daniel. Det fremgår heller ikke altid af bøgernes titler hvem de er skrevet af. For eksempel er Jobs Bog efter alt at dømme skrevet af Moses, og Ruts Bog er skrevet af Samuel. Detaljerede oplysninger om hvornår og af hvem de enkelte bøger er skrevet, findes i oversigten „Fortegnelse over Bibelens bøger i kronologisk orden“ i artiklen BIBELEN. I artiklerne under de enkelte bibelbøgers respektive navne findes oplysninger om bøgernes indhold, betydning, ægthed og lignende.

De Hebraiske Skrifters kanon var allerede fastlagt da Jesus Kristus befandt sig på jorden, som det fremgår af hans udtalelser i De Kristne Græske Skrifter. Han henviste for eksempel til inddelingen i tre afsnit da han omtalte „alt det der står skrevet om mig i Moseloven og i Profeterne og Salmerne“. (Lu 24:44) Hans disciple skrev eller talte om „oplæsningen af Loven og Profeterne“, „Skrifterne“, „Moseloven og Profeterne“ og „de hellige skrifter“. — Apg 13:15; 18:24; 28:23; Ro 1:2; 2Ti 3:15; se KANON, BIBELENS.

Det er også bemærkelsesværdigt at intet apokryft skrift er blevet optaget i De Hebraiske Skrifters kanon. Siden Ezras og Malakias’ tid, i det 5. århundrede f.v.t., er De Hebraiske Skrifters fuldførte kanon blevet værnet og beskyttet, således at ingen skrifter af tvivlsom art har kunnet vinde indpas i den. (Se APOKRYFER.) De der  afskrev håndskrifterne, de såkaldte soferim, der senere blev efterfulgt af masoreterne, viste den største omhu.

De Hebraiske Skrifter blev oprindelig skrevet uden vokaler og tegnsætning, og uden den nutidige kapitel- og versinddeling. I anden halvdel af det første årtusind e.v.t. opfandt masoreterne, der også er kendt som meget pertentlige afskrivere af bibelhåndskrifter, et system af vokalpunkter og accenttegn som en hjælp til at læse og udtale bibelteksten.

Bevarelse og overlevering. Skønt de jødiske soferim (skriftlærde og afskrivere) samvittighedsfuldt søgte at undgå fejl ved afskrivningen, foretog de visse rettelser (emendationer) nogle steder hvor den oprindelige ordlyd, efter deres opfattelse, syntes at være uærbødig over for Gud eller respektløs over for dem der repræsenterede ham på jorden. I over 140 tilfælde ændrede de jødiske afskrivere tetragrammet (navnet Jehova skrevet med hebraiske konsonanter) til enten „suveræne Herre“ eller „Gud“. — Se NV, Tillæg, s. 1556, 1565.

Så vidt man véd, eksisterer ingen af de originale skrifter mere, men der findes hen ved 6000 håndskrevne afskrifter indeholdende alle De Hebraiske Skrifter eller dele af dem. Papyrus Nash, der indeholder dele af Femte Mosebog, og mange af Dødehavsrullerne stammer fra tiden før Kristi fødsel. Ud over at der blev foretaget afskrifter af de førkristne skrifter, er der også blevet lavet oversættelser til mange sprog. Den første egentlige oversættelse var den græske Septuaginta, der blev påbegyndt omkring 280 f.v.t. En anden tidlig oversættelse af De Hebraiske Skrifter var Hieronymus’ latinske oversættelse, Vulgata. Ny Verden-Oversættelsen af De Hebraiske Skrifter er baseret på den 7., 8. og 9. udgave af Rudolf Kittels Biblia Hebraica, der er den trykte udgave af Codex Leningradensis B 19^A, det ældste komplette håndskrift til De Hebraiske Skrifter.

Bibelkritikere har gjort sig store anstrengelser for at bringe De Hebraiske Skrifter i miskredit. De har stemplet dem som forfalskninger, som uhistoriske og som myter. Én angrebsmetode består i at dissekere hver enkelt bog i Bibelen i et forsøg på at bevise at den har flere forfattere, som om ét menneske ikke kunne skrive i mere end én stil. Dette argument er helt igennem uholdbart. Det er en kendt sag at nogle som kan skrive poesi, også kan skrive prosa, og omvendt. En advokat der formulerer et juridisk dokument, skifter let og hurtigt stil når han fortæller en personlig oplevelse. Det er et overfladisk argument når det hævdes at visse vers, som betegnes med „J“, og hvori navnet Jehova forekommer, er skrevet af en anden end den der skrev de vers hvori betegnelsen „Gud“ (hebr.: ’Ælohīmʹ) forekommer, og som de betegner med „E“.

K. A. Kitchen fra Liverpool Universitet påviser hvor fejlagtig kritikernes påstand er, idet han siger: „Der findes intet som helst [litterært] materiale fra oldtidens orient hvori man med sikkerhed kan påvise (eller blot finde visse præg af) en så kompliceret tilblivelse, med en så brudstykkevis sammenstilling og sammensmeltning af tekster, at det svarer til det som dokumenthypoteserne postulerer i forbindelse med hebraisk litteratur. Og omvendt vil ethvert forsøg på at bringe tekstteoretikernes kriterier i anvendelse på orientalske oldtidstekster hvis tilblivelse er kendt, og hvor samme litterære fænomener kan iagttages, føre ud i det rent absurde.“ — Ancient Orient and Old Testament, 1968, s. 115.

Betydning. De Hebraiske Skrifters betydning kan ikke understreges kraftigt nok, for uden lovsamlingen, de historiske bøger og profetierne ville meget i De Kristne Græske Skrifter stå uklart. (Lu 24:27, 44) „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring.“ „Men disse ting skete fortsat med dem, som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ (Ro 15:4; 1Kor 10:11) De kristne bibelskribenter citerede derfor ofte fra de ældre bibelske skrifter eller henviste til dem, og de videreførte og udviklede på denne måde mange af temaerne og løfterne fra De Hebraiske Skrifter. I Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter anføres der i De Kristne Græske Skrifter 320 direkte citater fra De Hebraiske Skrifter. Ifølge en liste udgivet af Westcott og Hort er der i alt ca. 890 citater og henvisninger.

Uden De Hebraiske Skrifter ville vi mangle mange oplysninger om menneskets oprindelse, dødens årsag og løftet i Eden om at Slangens hoved ville blive knust af kvindens afkom. Uden De Hebraiske Skrifter ville vi ikke kende meget til Vandfloden, blodets hellighed, Guds pagt med Abraham, hvordan Jehova kæmpede for sit pagtsfolk, og hvordan det forbilledlige teokratiske riges historie formede sig.