Den handling eller proces at gøre noget helligt eller at sætte det til side til brug for Jehova Gud eller til hans tjeneste. Den handling hvorved hellighed  opnås. (Se HELLIGHED.) Ord der er afledt af det hebraiske udsagnsord qadhasjʹ, og ord der er beslægtet med det græske tillægsord haʹgios, gengives med „hellig“, „helliget“, „gjort hellig“ og „sat til side“.

En gennemgang af ordenes anvendelse vil vise hvad der ligger i dette begreb. De anvendes i Bibelen om (1) Jehova Gud, (2) Jesus Kristus, (3) engle, (4) mennesker og dyr, (5) ting, (6) tider eller perioder og (7) marker. I nogle tilfælde blev det hebraiske ord anvendt i betydningen at forberede sig, gøre sig klar, bringe sig selv i den rette tilstand. Jehova befalede Moses at sige til de utilfredse israelitter: „I skal hellige jer til i morgen; så skal I få kød at spise.“ (4Mo 11:18) Før israelitterne gik over Jordanfloden, sagde Josua: „Sørg for at hellige jer, for i morgen vil Jehova gøre undere midt iblandt jer.“ (Jos 3:5) Ordet har i alle tilfælde en religiøs, åndelig og moralsk betydning. Det kan betegne at man vender sig bort fra eller skiller sig af med alt hvad der mishager Jehova eller er ondt i hans øjne, herunder også fysisk urenhed. Gud sagde til Moses: „Gå til folket, og du skal hellige dem i dag og i morgen, og de skal vaske deres kapper. . . . for på den tredje dag vil Jehova stige ned for øjnene af hele folket på Sinaj Bjerg.“ (2Mo 19:10, 11) Ordet bruges synonymt med at rense sig, ligesom i 2 Samuel 11:4, hvor der siges at Batseba „var ved at hellige sig efter sin urenhed“.

Jehova sagde til israelitterne at de skulle skille sig ud fra verdens nationer, og at de ikke måtte besmitte sig med deres skikke; han gav dem love for at de kunne holde sig adskilt, deriblandt love der definerede hvad der var rent, og hvad der var urent og ikke måtte spises. Derefter forklarede han hvad grunden var: „For jeg er Jehova jeres Gud; og I skal hellige jer og være hellige, for jeg er hellig.“ — 3Mo 11:44.

Jehova Gud. Jehova Gud er hellig og absolut ren. Som universets Skaber og suveræne Hersker kan han med rette kræve at alle hans skabninger udelukkende tilbeder ham. Han siger derfor at han vil give bevis på sin hellighed ved at han helliger sig selv og sit navn for øjnene af al skabningen: „Jeg vil vise mig stor og hellige mig og gøre mig kendt for øjnene af mange nationer; og de skal vide at jeg er Jehova.“ (Ez 38:23) De der ønsker at opnå hans gunst og få tilkendt liv, må „hellige“ ham og hans navn, det vil sige at de må give navnet den rette plads, regne det for højere end alle andre navne. (3Mo 22:32; Es 8:13; 29:23) Jesus lærte sine disciple at de først og fremmest skulle bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget [el.: „blive anset for helligt; blive behandlet som helligt“].“ — Mt 6:9, fdn.

Jesus Kristus. Jehova Gud udvalgte sin enestefødte søn og sendte ham til jorden for at han skulle udføre en særlig gerning til gavn for Guds navn og give sit liv som en løsesum for menneskene. Jøderne modtog og respekterede ham imidlertid ikke som Guds udsending. De bestred at han var Guds søn og havde et særligt forhold til Gud som sin Fader. Han svarede dem: „Hvorfor siger I . . . til mig som Faderen har helliget og sendt til verden: ’Du spotter Gud,’ fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn?“ — Joh 10:36.

Apostelen Peter skriver til de kristne at de skal ’hellige Messias som Herre i deres hjerter’. Han viser at den der gør dette, vil vende sig fra ondt og gøre godt. Folk fra nationerne nærer i deres hjerter frygt og ærbødighed for mennesker og andet. Den kristne må imidlertid give Messias den rette plads i sit hjerte, der i symbolsk forstand er sædet for hans følelser og motiver. Det vil sige at han må anerkende Kristus som livets hovedformidler, den messianske konge, Guds ypperstepræst og den der gav sit liv som en løsesum. Han må også holde sig Kristi gode adfærd for øje og bevare en god samvittighed i forbindelse med sin egen adfærd som kristen. Når han på denne måde har ’helliget Messias i sit hjerte’, vil han være rede til at forsvare sig med mildhed og respekt over for enhver, også øvrighedspersoner, der i bydende vendinger måtte kræve ham til regnskab for det håb han har. — 1Pe 3:10-16.

Engle. Guds engle er hellige eftersom de er bestemt til at udføre hellig tjeneste for Jehova. (Mr 8:38; Lu 9:26; jf. Sl 103:20.) De befinder sig i Jehovas hellige nærhed og ser hans ansigt. — Mt 18:10; Lu 1:19.

Mennesker og dyr. Blandt fortidens israelitter udvalgte Gud nogle til at tjene ham på en særlig måde, og han helligede dem. Da han besluttede at lade mændene af Levis stamme tage vare på den hellige teltbolig og tjenesten dér, sagde han til Moses: „Se, jeg udtager hermed selv levitterne af Israels sønner i stedet for alle de førstefødte der åbner moders liv blandt Israels sønner; og levitterne skal tilhøre mig. For mig tilhører hver førstefødt. På den dag jeg slog hver førstefødt i Ægyptens land ihjel, helligede jeg mig hver førstefødt i Israel, både af mennesker og husdyr. De skulle tilhøre mig. Jeg er Jehova.“ For at løskøbe de førstefødte af de øvrige 11 stammer skulle israelitterne give alle de mandlige medlemmer af Levis stamme til Jehova. Og for hver mandlig førstefødt ud over antallet af mandlige levitter skulle de give fem sekel (70 kr.) til helligdommen. Derved blev de førstefødte løskøbt fra at blive sat til side til en særlig tjeneste for Jehova. — 4Mo 3:12, 13, 46-48.

 Fra da af blev alle mandlige førstefødte der åbnede moders liv, anset for at være helliget Jehova og blev fremstillet i templet og løskøbt ved betaling af fem sekel (70 kr.). (2Mo 13:2; 3Mo 12:1-4; 4Mo 18:15, 16) De der aflagde et nasiræerløfte, var helliget i den periode deres løfte gjaldt. (4Mo 6:1-8) De førstefødte af hankøn af husdyrene blev også helliget Jehova før de blev ofret eller i nogle tilfælde genløst. — 5Mo 15:19; se FØRSTEFØDT.

Præsteskabet. Jehova besluttede også at udtage en enkelt slægt af Levis stamme til at tjene som præster for ham og frembære ofre, nemlig Aron og hans sønner og deres mandlige efterkommere. (2Mo 28:1-3, 41) De blev derefter helliget med ofre ved en række symbolske handlinger som er beskrevet i Anden Mosebog, kapitel 29. Jehovas evige ypperstepræst, Jesus Kristus, og hans medpræster, eller underpræster (de der går i Kristi fodspor og salves af Gud til at være lemmer på Kristi legeme), bliver også helliget. — 2Ts 2:13; Åb 1:6; 5:10.

Den proces hvorved kristne helliges. De der skal helliges som Kristi disciple der går i hans fodspor, må gennemgå en bestemt proces eller ceremoni. Apostelen Paulus brugte ordet „hellige“ i betydningen rense for synd i Guds øjne da han skrev: „For hvis blodet af bukke og tyre og asken af en kvie stænket på dem der er urene, helliger med hensyn til kødets renhed, hvor meget mere vil så ikke Messias’ blod, han som ved en evig ånd frembar sig selv som et dadelfrit offer til Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud?“ — He 9:13, 14.

„Messias’ blod“ står for værdien af hans fuldkomne menneskeliv; og det er dette der bortvasker syndeskylden hos dem der tror på ham. Det helliger derfor bogstaveligt (ikke blot billedligt [jf. He 10:1-4]) så den troende renses i Guds øjne og får en ren samvittighed. Gud erklærer desuden en sådan troende retfærdig og gør ham egnet til at være en af Jesu Kristi underpræster. (Ro 8:1, 30) Sådanne kaldes haʹgioi, „hellige“, „helgener“ (KJ), eller personer der er helliget Gud. — Ef 2:19; Kol 1:12; jf. Apg 20:32, der taler om „de helligede [tois hēgiasmeʹnois]“.

Det første skridt for dem der salves til at blive Kristi medarvinger, er derfor at Jehova Gud drager dem til Jesus Kristus ved deres tro på Guds ords sandhed. (Joh 6:44; 17:17; 2Ts 2:13) Når Gud har anerkendt dem, bliver de derefter ’vasket rene, helliget, og erklæret retfærdige i Herren Jesu Kristi navn og med Guds ånd’. (1Kor 6:11) Derved bliver Kristus dem „visdom fra Gud, samt retfærdighed og helliggørelse og udfrielse ved en løsesum“. (1Kor 1:30) Med henblik på dem siger apostelen Paulus: „For både den [Kristus] som helliger og de som helliges stammer alle fra én, og af den grund skammer han sig ikke ved at kalde dem ’brødre’.“ (He 2:11) Ved at blive avlet af ånden bliver de „Guds sønner“ og Guds ypperste søns „brødre“. — Ro 8:14-17; Joh 3:5, 8.

Den helliggjorte tilstand må bevares. Helliggørelsen er ikke udelukkende en ensidig proces. Når den troende er blevet helliget, må han selv gøre noget for at bevare den helliggjorte tilstand. Han kan enten fastholde den eller miste den.

Kristus Jesus er et forbillede for dem der helliges (Joh 13:15), og han sagde i en bøn til Gud: „Jeg helliger mig selv til gavn for dem, for at de også kan blive helliget ved hjælp af sandhed.“ (Joh 17:19) Jesus Kristus forblev udadlelig og sat til side til Guds særlige formål for at kunne hellige sine disciple. De på deres side må bevare deres hellighed til afslutningen på deres jordiske liv. For at gøre dette må de holde sig fri af det der ikke er ærefuldt, og ligeledes holde sig fri af dem der øver dette, så de hver især kan være „et kar til et ærefuldt formål, helliget, nyttigt for sin herre, beredt til enhver god gerning“. (2Ti 2:20, 21) De må gøre sig klart at det er med Kristi eget blod de er blevet købt, og at det er ved Guds vilje de er „blevet helliget ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle“. (He 10:10) De tilskyndes til at jage efter „den helliggørelse uden hvilken ingen skal se Herren“. — He 12:14.

Selv om de der er blevet helliget, stadig befinder sig i det ufuldkomne kød med dets syndige tilbøjeligheder, er det muligt for dem at bevare deres hellighed. Paulus advarer dem således imod at give slip på den helliggjorte tilstand de har opnået, og ikke kaste vrag på den nye pagts blod som de er blevet helliget med. (He 10:29; Lu 22:20) Som mellemmand for denne nye pagt hjælper Kristus dem med at opfylde pagtens betingelser, hvilket de gør ved at lægge lydighed og en ren adfærd for dagen, sådan at de bevarer deres hellighed. „Med ét offer har han gjort dem der helliges, fuldkomne for bestandig.“ (He 10:14) Som mellemmand og ypperstepræst er Kristus „også i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham“. (He 7:25) Men hvis de atter begynder at øve synd, findes der ikke noget nyt offer for dem, men kun forventningen om dom og udslettelse. — He 10:26, 27.

De der er blevet helliget, er altså ikke blevet kaldet så de kan fortsætte med at leve som de gjorde før de blev helliget, eller så de igen kan  begynde at leve på denne måde. Apostelen formaner: „For dette er Guds vilje, jeres helliggørelse, at I afholder jer fra utugt; at enhver af jer ved hvordan han får herredømme over sit eget kar i hellighed og ære.“ „Gud har jo ikke kaldet os med indrømmelse til urenhed, men i forbindelse med helliggørelse.“ — 1Ts 4:3, 4, 7.

Guds ord og ånd. Guds ord spiller en vigtig rolle i forbindelse med helliggørelsen og må nøje følges hvis helligheden skal bevares. (Apg 20:32) Gud sender også den helliggjorte troende sin hellige ånd, der udvirker renhed i ham. Den hjælper ham til at være lydig og leve et rent liv. (1Pe 1:2) Når han lader sig lede af Guds ånd, kan hans offer blive helliget, rent og Gud velbehageligt. (Ro 15:16) Enhver urenhed er ensbetydende med ringeagt for Guds ånd og vil derfor ’bedrøve’ den. (Ef 4:30; 1Ts 4:8; 5:19) Det kan føre så vidt som til bespottelse imod den hellige ånd, hvilket ikke vil blive tilgivet. — Mt 12:31, 32; Lu 12:8-10.

Helligelse af steder. Det sted hvor Jehova bor, og ethvert sted hvor han bor repræsentativt, er et helliget eller helligt sted, en helligdom. Teltboligen i ørkenen og senere Salomons tempel og Zerubbabels tempel (ombygget og udvidet af Herodes den Store) blev betegnet som miqdasjʹ eller qoʹdhæsj, steder der var ’sat til side’ eller ’hellige’. Eftersom disse steder var omgivet af et syndigt folk, måtte de regelmæssigt renses (i billedlig eller forbilledlig forstand) ved at blive bestænket med offerdyrs blod. — 3Mo 16:16.

Jerusalem. Jerusalem, den store Konges stad (Sl 48:1, 2; 135:21), og det sted hvor byen lå, blev også anset for hellige eller helligede. (Es 48:1, 2; 52:1; Ne 11:1; Da 9:24) Svarende hertil er det ny Jerusalem, den himmelske by, en helligdom hvortil kun de helliggjorte og ingen som øver nogen form for urenhed, såsom løgn, spiritisme, utugt, mord og afgudsdyrkelse, kan få adgang. — Åb 21:2; 22:14, 15, 19.

Edens have, en helligdom. Jehova viste sig repræsentativt i Edens have for at tale med og undervise Adam og Eva; det var et rent, syndfrit, fuldkomment sted, hvor mennesket havde fred med Gud. (1Mo 1:28; 2:8, 9; 3:8, 9; 5Mo 32:4) Derfor blev Adam og Eva drevet ud af haven da de gjorde oprør. Dette paradis var et sted der var sat til side eller helliget af Gud som bolig for rene, retfærdige mennesker. Nu da Adam og Eva havde syndet, blev de drevet ud så de ikke kunne spise af livets træ og således leve evigt selv om de var syndere. — 1Mo 3:22-24.

Den brændende busk og Sinaj Bjerg. Da Jehova gav Moses den opgave at tage tilbage til Ægypten for at udfri hans folk fra trældommen og lod Moses træde frem i Jehovas eget mindeværdige navn (2Mo 3:15, 16), sendte han sin engel, der viste sig for Moses i en brændende busk. Da Moses nærmede sig, befalede engelen, der optrådte på Jehovas vegne, Moses at tage sine sandaler af, for som engelen sagde: „Det sted du står på, er hellig [qoʹdhæsj] grund.“ — 2Mo 3:1-5.

Da folket senere var samlet ved foden af Sinaj Bjerg for at modtage Lovpagten, gav Jehova Moses befalingen: „Sæt en grænse om bjerget og gør det helligt,“ for Jehova var til stede dér, repræsenteret ved sine engle. (2Mo 19:23; Ga 3:19) Enhver der overskred grænserne, skulle lide døden, for ingen kan nærme sig Jehovas nærhed uden at være bemyndiget til det. (2Mo 19:12, 13) Som mellemmand udnævnt af Gud kunne Moses dog gå nærmere. Heri var Moses et profetisk billede på Jesus Kristus, den store mellemmand for de salvede kristne der kommer til det himmelske Zions Bjerg. — He 12:22-24.

Tilflugtsbyer og militærlejre. Visse byer i Israel blev sat til side som tilflugtssteder for enhver der af vanvare havde slået en anden ihjel. Disse byer blev ’helliget’. — Jos 20:7-9.

Israels militærlejre var hellige fordi Gud ’vandrede omkring i lejren’. Den moralske, åndelige og fysiske renhed skulle derfor bevares. — 5Mo 23:9-14; 2Sa 11:6-11.

Helligelse af ting. Eftersom teltboligen og templet var helligede, måtte alt hvad der fandtes i dem, også være helliget eller helligt, både pagtens ark, røgelsesalteret, skuebrødsbordet, lampestanderen, brændofferalteret, bækkenet, redskaberne, røgelsen, salveolien og præsteklæderne. Alle disse ting måtte kun benyttes og transporteres af helligede personer, det vil sige af præsterne og levitterne. (2Mo 30:25, 32, 35; 40:10, 11; 3Mo 8:10, 11, 15, 30; 4Mo 4:1-33; 7:1) Præsterne der gjorde tjeneste i teltboligen, ydede „hellig tjeneste som en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske, i overensstemmelse med det som Moses fik guddommelig befaling om da han stod i begreb med at fuldende teltet: ’Se til,’ siger han nemlig, ’at du laver alle ting efter det forbillede som blev vist dig på bjerget.’“ — He 8:4, 5.

Ofre og føde. Slagtofrene og offergaverne blev helliget ved at de blev ofret på det helligede alter på den foreskrevne måde. (Mt 23:19) Den andel præsterne fik, var hellig og måtte ikke spises af nogen som ikke tilhørte præsternes husstande, og selv præsterne måtte ikke spise deraf så længe de befandt sig i en „uren“ tilstand. (3Mo 2:3; 7:6, 32-34; 22:1-13) Skuebrødene var ligeledes hellige. — 1Sa 21:4; Mr 2:26.

 Ligesom den føde Jehova tilvejebragte til sit præsteskab, var blevet helliget, bliver den føde han skænker sine kristne tjenere, helliget — sådan som i øvrigt alt hvad hans helligede tjenere tager del i eller beskæftiger sig med, bør være helligt. Apostelen Paulus advarer mod samvittighedsløse mennesker der falskeligt giver sig udseende af at være hellige, „idet de forbyder at man gifter sig, og befaler at man afholder sig fra fødevarer som Gud har skabt til at nydes med taksigelse af dem der har tro og nøjagtig kundskab om sandheden. For alt hvad Gud har skabt er godt, og intet er at forkaste når det modtages med taksigelse, da det helliges gennem Guds ord og bøn over det.“ (1Ti 4:1-5) Hvis Guds ord erklærer noget for at være rent, er det rent, og når den kristne takker for det i bøn, modtager han det som helliget, og Gud anser ham for ren når han spiser det.

Tiende. Den tiendedel af kornet, frugten og kvæget som israelitterne satte til side, blev betragtet som noget helligt og måtte ikke bruges til noget andet formål. (3Mo 27:30, 32) Ingen kan derfor misbruge noget helligt eller tale ondt om eller skade personer som Gud har helliget, deriblandt Kristi salvede brødre, og være skyldfri i Guds øjne. Det forklarede Jesus jøderne da de anklagede ham for gudsbespottelse. (Joh 10:36) Apostelen Peter advarer om den ødelæggelse der vil komme over ugudelige, om hvem han siger at de er ’dristige, selvrådige, og ikke skælver for sådanne som er herlige [som Jehova har helliget], men spotter’. — 2Pe 2:9-12; jf. Jud 8.

Tidsperioder eller begivenheder. Bibelens beretning oplyser hvad Gud gjorde da han havde fuldført sit skaberværk på jorden: „Da Gud på den syvende dag var færdig med sit værk som han havde frembragt, gav han sig . . . til at hvile . . . Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den.“ (1Mo 2:2, 3) For menneskene skulle denne „dag“ derfor være en „dag“ med hellig tjeneste og lydighed mod Jehova. Den måtte ikke besmittes med selviske gerninger. Adam og Eva krænkede derfor denne „dag“ da de gav sig til at bestemme selv, at gøre hvad de selv ville på jorden, uafhængigt af deres Suveræn, Jehova. Ifølge beretningen i Hebræerne 3:11, 13; 4:1-11 er Guds ’hviledag’ endnu ikke forbi. Eftersom Gud helligede denne „dag“, idet han satte den til side for at den skulle tjene hans hensigt, vil denne hensigt med jorden blive helt gennemført i retfærdighed i løbet af denne „dag“. — Jf. Es 55:10, 11.

Sabbatsdage, særlige festdage og andre perioder, for eksempel jubelåret, blev også helliget. — 2Mo 31:14; 3Mo 23:3, 7, 8, 21, 24, 27, 35, 36; 25:10.

Helligelse af marker. En israelit kunne hellige en del af sin arvelod til Gud ved at lade den pågældende marks afgrøde gå til helligdommen eller ved at betale helligdommen markens værdi (dvs. værdien af høstudbyttet) efter præstens vurdering. Besluttede han senere at købe marken tilbage, skulle han føje en femtedel af vurderingsbeløbet til (udregnet af præsten på grundlag af det antal afgrøder der var tilbage inden jubelåret). I jubelåret gik marken naturligvis tilbage til ejeren. — 3Mo 27:16-19.

I de to næste vers er der øjensynlig tale om det forhold at manden ikke køber marken tilbage, men sælger den til en anden mand. I så fald skulle marken i jubelåret overgå til helligdommen som dens faste og varige ejendom. (3Mo 27:20, 21) Angående denne bestemmelse siger Cooks Commentary: „[Dette] sigter muligvis til det forhold at en mand bedragerisk solgte sin interesse i en mark og tilvendte sig prisen for den efter at have lovet og overgivet den til helligdommen.“ Der kan dog også være tale om det forhold at manden beholdt retten til at dyrke marken og opfyldte sit løfte for en tid ved hvert år at betale en passende del af indløsningsværdien som en slags forpagtningsafgift, men senere solgte marken for at skaffe sig rede penge. En sådan mark blev betragtet som „viet til hellig brug“ fordi ejeren havde behandlet det der var helliget og overgivet til helligdommen, som sit eget og havde vist mangel på respekt for dets hellighed ved at omsætte det i penge.

Princippet i dette har muligvis været det samme som det der lå til grund for loven i 5 Mosebog 22:9: „Du må ikke så to slags sæd i din vingård; ellers vil udbyttet af sæden som du sår og afgrøden fra vingården tilfalde helligdommen.“ Overtrædelse af loven i 3 Mosebog 19:19 ville få de samme konsekvenser.

Forskellen mellem det der blev „helliget“, og det der blev „viet til hellig brug“, var at det der blev „viet til hellig brug“, ikke kunne løskøbes. (Se BAND.) Huse kunne helliges Jehova efter tilsvarende bestemmelser. (3Mo 27:14, 15) Hvis en mand helligede Jehova en mark han havde købt af en andens arvelod, gik den i jubelåret tilbage til den oprindelige ejer. — 3Mo 27:22-24.

I ægteskabet. Apostelen Paulus skriver til gifte kristne: „Den ikketroende mand er helliget ved hustruen, og den ikketroende hustru er helliget ved broderen; ellers ville jeres børn jo være urene, men nu er de hellige.“ Af hensyn til den kristne regner Jehova ikke forbindelsen med den  ikketroende for at være besmittende. Den troendes renhed bevirker ganske vist ikke at den ikketroende bliver helliget på linje med Guds hellige, men ægteskabet betragtes som rent og ærefuldt. Den ikketroende kan iagttage den troendes kristne livsførelse, og det kan blive til velsignelse og føre til frelse for ham eller hende. (1Kor 7:14-17) På grund af den troende regnes deres mindreårige børn ikke for urene, sådan som børn af ikketroende forældre, men for hellige, underlagt Guds omsorg og beskyttelse. — Se HELLIGHED (Hellighed velsignes af Jehova).