Dette udtryk forekommer adskillige gange i Bibelen, og det optræder i forskellige betydninger, som må afgøres ud fra sammenhængen. (1) Det bruges generelt om Israels lejr, om byen Jerusalem og de hellige steder  i den; desuden bruges det specifikt om (2) hele mødeteltet og, senere, templet; om (3) Det Allerhelligste, det inderste rum i teltboligen og, senere, templet; og om (4) det første rum i teltboligen, der var adskilt fra Det Allerhelligste.

1. Israels lejr var hellig. (5Mo 23:14) Det samme gjaldt senere landet Israel og i særdeleshed byen Jerusalem. (Sammenlign Mt 24:15 med Lu 21:20; bemærk udtrykket „den hellige by“ i Mt 27:53.) Her lå Guds helligdom; hans navn var nævnt over stedet, og hans folk blev regnet for helligt. (Sl 114:2) Lejren skulle bevares hellig, og senere skulle hele det land Gud gav sit folk, bevares helligt. Hvis nogen bragte ofre til en falsk gud eller foretog sig andet som var urent, besmittede de Guds helligdom, der lå i deres midte. — 3Mo 20:3; jf. 3Mo 18:21, 30; 19:30; 4Mo 5:2, 3; Jer 32:34; Ez 5:11; 23:38.

2. Mødeteltet og, senere, templet. Hele komplekset, forgården(e) indbefattet, var et helligt sted. (3Mo 5:15, 16; 2Kr 29:5; Apg 21:28) De vigtigste genstande i forgården var brændofferalteret og kobberbækkenet. De var hellige. Kun de der var ceremonielt rene, kunne få adgang til teltboligens forgård; i tempelforgårdene måtte der heller ikke komme nogen som var urene. For eksempel måtte en kvinde der var uren, ikke røre noget som helst der var helligt, og heller ikke gå ind i helligdommen før hun var blevet renset. (3Mo 12:2-4) Hvis en israelit ikke rensede sig, men forblev i en uren tilstand, blev dette åbenbart også betragtet som en besmittelse af teltboligen. (3Mo 15:31) De der kom med offergaver for at rense sig for spedalskhed, bragte kun deres ofre hen til forgårdens indgang. (3Mo 14:11) Der var dødsstraf for at deltage i et fællesskabsoffer i teltboligen eller templet i en uren tilstand. — 3Mo 7:20, 21.

3. Det Allerhelligste, teltboligens inderste rum, kaldes i 3 Mosebog 16:2 „det hellige sted [hebr.: haqqoʹdhæsj] inden for forhænget“. Det var åbenbart dette rum Paulus tænkte på da han sagde at Jesus ikke gik ind på „et helligt sted [gr.: haʹgia] som er gjort med hænder“, men „ind i selve himmelen“. (He 9:24) I Hebræerne 10:19 taler Paulus om „det hellige sted“, hvilket i nogle bibeloversættelser er gengivet med „det allerhelligste“ (KJ), (ordr.: „de hellige“, dvs. „de hellige steder“, majestætsflertal).

Det Allerhelligste i teltboligen rummede kun pagtens ark, der var af guld, og hvorpå der stod to keruber med udbredte vinger. (2Mo 25:10-22; 26:33) I Salomons tempel var der to store keruber; de var af olietræ beklædt med guld. (1Kg 6:23-28) Efter landflygtigheden i Babylon fandtes pagtens ark imidlertid ikke længere.

I Det Allerhelligste var ypperstepræsten omgivet af keruber der var broderet på teltboligens indre teltduge og på forhænget mellem Det Hellige og Det Allerhelligste. (2Mo 26:1, 31, 33) I Salomons tempel var væggene og loftet af cedertræ beklædt med guld, og på væggene var der udskårne relieffer med keruber, palmer, græskarformede ornamenter og blomster. — 1Kg 6:16-18, 29; 2Kr 3:7, 8.

4. Det Hellige, teltboligens første og største rum, var adskilt fra det inderste rum, Det Allerhelligste. (2Mo 26:33) Dette rum udgjorde to tredjedele af hele boligens længde. (1Kg 6:16, 17; 2Kr 3:3, 8) Inde i Det Hellige, mod syd, stod guldlampestanderen (2Mo 25:31-40; 40:24, 25); mod vest, foran forhænget til Det Allerhelligste, stod guldrøgelsesalteret (2Mo 30:1-6; 40:26, 27); og mod nord stod skuebrødsbordet (2Mo 25:23-30; 40:22, 23; He 9:2, 3). Foruden alt dette var der de forskellige redskaber af guld, deriblandt skåle og lyseslukkere. I Det Hellige i templet stod guldalteret, ti skuebrødsborde og ti lampestandere. Der stod fem lampestandere og borde til højre og fem til venstre. — 1Kg 7:48-50; 2Kr 4:7, 8, 19, 20.

Når præsten befandt sig i Det Hellige i teltboligen, kunne han i panelrammernes åbninger og i loftet se de farverige broderede keruber på teltboligens indre teltduge. (2Mo 26:1, 15) Ophængt på fire guldsøjler mellem Det Hellige og Det Allerhelligste hang forhænget, der også var udsmykket med broderede keruber. (2Mo 26:31-33) Afskærmningen til teltets indgang var ligeledes af et farverigt materiale. (2Mo 26:36) I templet var væggene i Det Hellige udsmykket med relieffer af keruber, palmer, græskarformede ornamenter og blomsterkranse, alt beklædt med guld. — 1Kg 6:17, 18, 22, 29.

Symbolsk betydning. Den ordning hvorved Gud har sørget for at menneskene kan få deres synder sonet ved hjælp af Jesu Kristi offer, kaldes „det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder“. Kristus gik „én gang for alle ind på det hellige sted“ i dette store åndelige tempel „og skaffede os en evig udfrielse,“ skriver apostelen Paulus. (He 9:11, 12) Da han vendte tilbage til himmelen og trådte frem for Jehova, gik han ind i det der blev fremstillet ved det inderste rum i teltboligen, nemlig Det Allerhelligste. (He 9:24, 25) Teltboligen og den tjeneste der blev udført dér, tjente altså som „en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske“. — He 8:5.

Kristne underpræster. Eftersom det sted hvor Gud bor, er en helligdom, eller et helligt sted, sammenlignes den kristne menighed også med et helligt sted, Guds tempel. (1Kor 3:17; Ef 2:21, 22)  Der siges at Jesu Kristi salvede disciple, mens de er på jorden, bliver „opbygget som et åndeligt hus til at være et helligt præsteskab“, og at de udgør „et kongeligt præsteskab“. (1Pe 2:5, 9) Ligesom underpræsterne tjente i forgården og i Det Hellige, sådan tjener disse kristne præster for Gud ved hans symbolske alter og i det symbolske Hellige. Eftersom de israelitiske præster skulle være rene når de udførte deres tjeneste, vaskede de sig med vand fra kobberbækkenet i forgården før de gik ind i Det Hellige. (2Mo 40:30-32) Svarende hertil siges det at de kristne der er blevet erklæret retfærdige, også er blevet „vasket rene“. (1Kor 6:11) Når de israelitiske præster udførte deres pligter i teltboligen, var de omgivet af de keruber der var afbildet på forhængene og teltdugene. Dette leder tanken hen på at Paulus skrev til nogle som var blevet erklæret retfærdige, at Gud, endnu mens de befandt sig på jorden, ’havde givet dem sæde sammen med ham i det himmelske, i samhørighed med Kristus Jesus’. (Ef 2:4-6) Mens disse kristne som hører til ’det kongelige præsteskab’, udfører deres tjeneste, frembærer de lovprisningsofre (He 13:15) og bønner til Gud (der har forbindelse med røgelsen; Åb 8:4), spiser den åndelige føde Gud tilvejebringer (ligesom han tilvejebragte skuebrødet til præsterne; Mr 2:26), og nyder gavn af lyset fra Guds sandhedsord (som fra lampestanderen; Sl 119:105). Apostelen Paulus nævner at de, i kraft af Jesu Kristi offer, har håb om at gå ind i det virkelige Allerhelligste, selve himmelen. — He 6:19, 20; 9:24; 1Pe 1:3, 4; se også ALLERHELLIGSTE, DET; HELLIGE BIDRAG, DET.