Det græske og det hebraiske ord der gengives med „herre“, bruges om Jehova Gud (Ez 3:11), Jesus Kristus (Mt 7:21), en af de ældste som Johannes så i sit syn (Åb 7:13, 14), engle (1Mo 19:1, 2; Da 12:8), mænd (1Sa 25:24; Apg 16:16, 19, 30) og falske guddomme (1Kor 8:5). Det bruges ofte som betegnelse for en der ejer noget eller har magt eller myndighed over nogen. (1Mo 24:9; 42:30; 45:8, 9; 1Kg 16:24; Lu 19:33 [flertal af kyʹrios er her gengivet med „ejere“]; Apg 25:26; Ef 6:5) Sara kaldte sin mand herre (1Mo 18:12), børn kaldte deres fædre herre (1Mo 31:35; Mt 21:28, 29), og en yngre broder kaldte sin ældre broder herre (1Mo 32:5, 6). Denne titel blev brugt i respektfuld eller underdanig tiltale til fremtrædende personer, offentlige embedsmænd, profeter og konger. (1Mo 23:6; 42:10; 4Mo 11:28; 2Sa 1:10; 2Kg 8:10-12; Mt 27:63) Over for fremmede blev ordet brugt som almindelig høflighedsformel. — Joh 12:21; 20:15; Apg 16:30.

Jehova Gud. Som den der har skabt alt, er Jehova den universelle Suveræn og „himmelens og jordens Herre“. (Mt 11:25; Åb 4:11) Himmelske skabninger omtaler ham som „Herre“, for eksempel i Åbenbaringen 11:15, hvor der står: „Høje røster lød i himmelen idet de sagde: ’Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres [Jehovas] og hans Messias’.’“ Guds trofaste tjenere på jorden kaldte ham „Suveræne Herre“, og denne titel forekommer over 300 gange i de inspirerede skrifter. (1Mo 15:2; Åb 6:10) Med fuld ret kaldes han også „den sande Herre“. (Es 1:24) Det er under hans ledelse at mennesker bliver indsamlet, eller indhøstet, med liv for øje. Bønner om flere arbejdere til at medvirke i høsten må derfor henvendes til ham som „høstens Herre“. — Mt 9:37, 38; se NV, Tillæg, s. 1562, 1563.

Jesus Kristus. Mens Jesus befandt sig på jorden, omtalte han sig selv som „sabbattens Herre“. (Mt 12:8) Meget passende brugte han sabbatten til at udføre den gerning hans  himmelske Fader havde givet ham. Denne gerning gik blandt andet ud på at helbrede syge. (Jf. Mt 8:16, 17.) Jesus vidste at Moseloven med dens krav om overholdelse af sabbatten var „en skygge af kommende goder“. (He 10:1) I forbindelse med disse „kommende goder“ vil der være en sabbat som Jesus er herre over. — Se SABBATSDAG („Sabbattens Herre“).

Da Jesus var på jorden, var der andre foruden hans disciple som kaldte ham „Herre“. (Mt 8:2; Joh 4:11) I disse tilfælde var denne betegnelse hovedsagelig en titel eller tiltaleform der udtrykte høflighed og ærbødighed. Over for sine apostle viste Jesus imidlertid at der lå mere i titlen „Herre“, idet han sagde: „I kalder mig ’Lærer’ og ’Herre’, og I gør det med rette, for det er jeg.“ (Joh 13:13) Eftersom apostlene var hans disciple, var de hans elever. Følgelig var han deres Herre eller læremester.

Især efter Jesu død og opstandelse fik hans titel „Herre“ et stort betydningsindhold. Ved sin offerdød købte han sine disciple og blev dermed deres ejer. (Joh 15:13, 14; 1Kor 7:23; 2Pe 2:1; Jud 4; Åb 5:9, 10) Han var også deres konge og brudgom, som de måtte underordne sig. (Apg 17:7; Ef 5:22-27; jf. Joh 3:28, 29; 2Kor 11:2; Åb 21:9-14.) For at belønne sin søn for den trofasthed han viste indtil døden på marterpælen, „ophøjede Gud ham . . . til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen.“ (Flp 2:9-11) At anerkende Jesus Kristus som Herre indebærer mere end blot at kalde ham „Herre“. Det indebærer at man anerkender hans stilling og adlyder ham. (Jf. Joh 14:21.) Som Jesus selv sagde: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ — Mt 7:21.

Mange mennesker har hersket som konger eller herrer, men da Jehova Gud har skænket sin trofaste søn, Jesus Kristus, „Kongers Konge og Herrers Herre“, udødelighed, er han den eneste blandt jordens herrer der har udødelighed. — 1Ti 6:14-16; Åb 19:16.

Eftersom Jesus har dødens og Hades’ nøgler (Åb 1:17, 18), er han i stand til at udfri menneskeheden fra dens fælles grav (Joh 5:28, 29) og fra den død der er gået i arv fra Adam. (Ro 5:12, 18) Han er derfor også ’Herre over døde’, deriblandt kong David, en af hans jordiske forfædre. — Apg 2:34-36; Ro 14:9.

I ærbødig tiltale. At de kristne kun har „én Herre“, Jesus Kristus (Ef 4:5), udelukker ikke at de kan anvende ordet „herre“ i høflig eller respektfuld tiltale, for eksempel over for myndighedspersoner. Apostelen Peter anførte Sara som et godt eksempel for kristne hustruer fordi hun adlød Abraham og „kaldte ham ’herre’“. (1Pe 3:1-6) Dette var ikke blot en høflighedsfrase, men et oprigtigt udtryk for Saras respekt for sin mand, for det var ved sig selv, „indvendig“, hun kaldte ham „herre“. (1Mo 18:12) Eftersom alle kristne er brødre, ville det dog være forkert af dem at kalde nogen iblandt sig „fører“ eller „herre“ og betragte vedkommende som en åndelig leder. — Mt 23:8-10; se FORBUNDSFYRSTER; JEHOVA; JESUS KRISTUS.

Det græske „Kyrios“. „Kyrios“ er et græsk tillægsord der betyder en som har magt (kyʹros) eller myndighed, en som er mægtig, men det bruges også som et navneord. Det forekommer i alle De Kristne Græske Skrifters bøger undtagen i brevet til Titus og i Johannes’ breve. Det svarer til det hebraiske ’Adhōnʹ. Som Guds søn og tjener tiltaler Jesus Kristus med rette sin Fader og Gud (Joh 20:17) som „Herre“ (’Adhonajʹ eller Kyʹrios), den der har den øverste magt og myndighed, og som er hans overhoved. (Mt 11:25; 1Kor 11:3) Som den der er ophøjet til Faderens højre hånd, er Jesus „Herrers Herre“ i forhold til alle andre undtagen Faderen, Gud den Almægtige. — Åb 17:14; 19:15, 16; jf. 1Kor 15:27, 28.

Brugt i stedet for Guds navn. I løbet af det 2. eller 3. århundrede e.v.t. erstattede afskriverne Guds navn, Jehova, i den græske Septuaginta-oversættelse af De Hebraiske Skrifter med ordene Kyʹrios (Herre) og Theosʹ (Gud). I andre oversættelser af De Hebraiske Skrifter, som for eksempel den latinske Vulgata, Douay-oversættelsen (baseret på Vulgata) og King James-oversættelsen, samt adskillige nyere oversættelser (DA31, DA92), har man gjort det samme. Guds navn er blevet erstattet med ordene „Gud“ og „Herre“, undertiden i versaler (dog ikke i DA92), for at vise at grundteksten her har tetragrammet, eller Guds navn.

Oversættelseskomiteen bag American Standard Version fra 1901 afveg fra denne praksis og erklærede: „Den amerikanske revisionskomité er efter nøje overvejelse nået til den enige overbevisning at en jødisk overtro som gik ud på at det guddommelige Navn var for helligt til at blive udtalt, ikke længere bør sætte sit præg på den engelske eller nogen anden udgave af Det gamle Testamente, hvilket den heldigvis heller ikke gør i de utallige udgaver som er udarbejdet af nutidens  missionærer. . . . Dette personnavn [Jehova] med den rigdom af hellige tanker og forestillinger der knytter sig til det, er nu genindsat på den plads det ubestrideligt har krav på i den hellige tekst.“ — AS, forordet, s. iv.

I flere oversættelser der er udgivet siden da (An, JB [engelsk og fransk], NC, BC [begge spanske] og andre), er tetragrammet konsekvent gengivet med „Jahve“ eller en lignende form af navnet.

I artiklen JEHOVA (I De Kristne Græske Skrifter) fremlægges der vidnesbyrd om at Guds navn, Jehova, oprindelig blev brugt i De Kristne Græske Skrifter, fra Mattæus til Åbenbaringen. På det grundlag er Guds navn genindsat i alt 237 steder i De Kristne Græske Skrifter i Ny Verden-Oversættelsen, som er den foretrukne bibeloversættelse i dette værk. I andre oversættelser er Guds navn ligeledes genindsat, navnlig i oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk.

Under overskriften „Genindsættelse af Guds navn“ skriver komiteen bag Ny Verden-Oversættelsen: „For at afgøre hvor Guds navn er blevet erstattet med de græske ord Κύριος og Θεός har vi undersøgt hvor de inspirerede kristne skribenter har citeret kortere eller længere passager fra De Hebraiske Skrifter, og derefter kontrolleret om Guds navn forekommer i disse passager i den hebraiske tekst. På denne måde har vi fundet frem til hvem der er tale om når der siges Kyʹrios og Theosʹ.“ Komiteen forklarer yderligere: „For ikke at overskride en oversætters beføjelser og træde ind på fortolkerens område har vi været yderst forsigtige med gengivelsen af Guds navn, idet vi altid har taget baggrunden i De Hebraiske Skrifter i betragtning. Desuden har vi søgt bekræftelse på vor gengivelse i ovennævnte hebraiske oversættelser.“ De 237 gange Jehovas navn er genindsat i hovedteksten i Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter, er der i hvert eneste tilfælde fundet bekræftelse i mindst én af de hebraiske oversættelser. — NV, Tillæg, s. 1560, 1561.

De hebraiske udtryk „Adhōn“ og „Adhonaj“. Det hebraiske ord ’adhōnʹ forekommer 334 gange i De Hebraiske Skrifter. Det indeholder betydningen herre, overhoved, ejer og bruges både om Gud og om mennesker. Flertalsformen ’adhonīmʹ betegner undertiden blot numerisk flertal og gengives i så fald med „herrer“. (Sl 136:3; Es 26:13) Andre steder betegner flertalsformen storhed og majestæt hos Gud eller mennesker (Sl 8:1; 1Mo 39:2), og i sådanne tilfælde står eventuelle stedord eller modificerende tillægsord i ental. (Sl 45:11; 147:5) Nogle steder bruges flertal to gange efter hinanden hvor den ene form er majestætsflertal brugt om Jehova, mens den anden form er almindeligt flertal brugt om de utallige andre herrer. — 5Mo 10:17; Sl 136:3; jf. 1Kor 8:5, 6.

Titlerne ’Adhōnʹ og ’Adhonīmʹ bruges 25 gange om Jehova i Bibelen. I den masoretiske tekst forekommer ’Adhōnʹ ni gange med den bestemte artikel ha foran, et udtryk der kun anvendes om Jehova. (2Mo 23:17; 34:23; Es 1:24; 3:1; 10:16, 33; 19:4; Mik 4:13; Mal 3:1) De seks steder hvor ’Adhōnʹ, uden den bestemte artikel, bruges om Jehova, betegnes han som jordens Herre (Ejer), og udtrykket kan således ikke misforstås. (Jos 3:11, 13; Sl 97:5; 114:7; Zak 4:14; 6:5) De ti steder hvor ’Adhonīmʹ bruges om Jehova, fremgår det af sammenhængen at det er ham der sigtes til. — 5Mo 10:17; Ne 8:10; 10:29; Sl 8:1, 9; 135:5; 136:3; 147:5; Es 51:22; Ho 12:14.

En anden flertalsform af ’adhōnʹ brugt som majestætsflertal er fremkommet ved at endelsen aj er føjet til ordet. Denne form, ’Adhonajʹ, uden yderligere suffiks bruges udelukkende om Jehova og betegner ham som den suveræne Herre. Ifølge The International Standard Bible Encyclopedia (1986, bd. 3, s. 157) „understreger denne form Jahves magt og suverænitet som ’Herre’“. Når mennesker tiltaler Jehova med denne titel, vidner det om at de ydmygt anerkender ham som den suveræne Herre. — 1Mo 15:2, 8; 5Mo 3:24; Jos 7:7.

Kort efter vor tidsregnings begyndelse var de jødiske rabbinere åbenbart begyndt at mene at Guds navn, JHWH, var for helligt til at udtales. I stedet sagde de ’Adhonajʹ (undertiden ’Ælohīmʹ) når de læste højt af Skrifterne. De jødiske soferim (lærde afskrivere) gik endnu videre idet de i den skrevne tekst erstattede Guds navn med ’Adhonajʹ 134 steder (133 i Biblia Hebraica Stuttgartensia). Fra omkring det 5. til det 9. århundrede e.v.t. afskrev masoreterne bibelteksten med stor omhu. I kommentarer i margenen (masora) gjorde de opmærksom på hvor soferim havde ændret teksten. De 134 tekstændringer kendes derfor i dag. (En liste findes i NV, Tillæg, s. 1556.) Foruden disse 134 steder forekommer ’Adhonajʹ 306 steder i den hebraiske tekst.

Titlen ’Adhonajʹ bruges hovedsagelig af profeterne, og af disse bruger Ezekiel den hyppigere end nogen anden profet. Næsten hver gang kombinerer han den med Guds navn i udtrykket ’Adhonajʹ Jehwihʹ (Jæhwihʹ), „suveræne Herre Jehova“. En anden sammensat titel er ’Adhonajʹ Jehwihʹ Tseva’ōthʹ, „suveræne Herre,  Hærstyrkers Jehova“. Den forekommer 16 gange og, bortset fra to af stederne (Sl 69:6; Am 9:5), kun i Esajas’ Bog og Jeremias’ Bog. Titlen betegner Jehova som den der har magt og vilje til ikke blot at hævne sit undertrykte folk, men også til at straffe det for dets troløshed.