Et måltid til minde om Herren Jesu Kristi død; et mindemåltid. Da det er den eneste begivenhed de kristne har fået bibelsk påbud om at fejre, bruges benævnelsen „mindehøjtiden“ også om den. I nogle bibeloversættelser kaldes den „Herrens nadver“. — 1Kor 11:20, DA48.

To apostle der var øjenvidner til og deltagere i Herrens aftensmåltid, nemlig Mattæus og Johannes, fortæller om indstiftelsen af denne højtid. Markus og Lukas føjer nogle detaljer til skønt de ikke var til stede ved denne lejlighed. I forbindelse med en vejledning til menigheden i Korinth omtaler Paulus også hvordan Herrens aftensmåltid skulle højtideligholdes. Vi ved derfor fra disse kilder at Jesus aftenen før sin død mødtes med sine disciple i „et stort rum ovenpå“ for at fejre påsken. (Mr 14:14-16) Mattæus beretter: „Som de nu fortsatte med at spise tog Jesus et brød, og efter at have udtalt en velsignelse brækkede han det i stykker, og idet han gav det til disciplene sagde han: ’Tag, spis. Dette betyder mit legeme.’ Så tog han et bæger, og efter at have sagt tak gav han det til dem, idet han sagde: ’Drik alle af det, for dette betyder mit blod, „pagtens blod“, der skal udgydes for mange til synders tilgivelse. Men jeg siger jer: Jeg skal afgjort ikke mere drikke af denne frugt af vintræet før den dag da jeg drikker den med jer ny i min Faders rige.’ Til sidst, efter at have sunget lovsange, gik de ud til Oliebjerget.“ — Mt 26:17-30; Mr 14:17-26; Lu 22:7-39; Joh 13:1-38; 1Kor 10:16-22; 11:20-34.

Tidspunktet for indstiftelsen. Påsken blev altid fejret den 14. nisan (abib), der faldt på eller nær dagen for fuldmånen, eftersom hver måned (månemåned) ifølge den jødiske kalender begyndte på den dag da nymånen blev synlig. Den 14. dag i måneden lå derfor midt i en månemåned. Som det fremgår af artiklen JESUS KRISTUS (Tidspunktet for hans død), døde Jesus den 14. nisan år 33. Astronomiske beregninger viser at der indtraf en måneformørkelse den dag han døde (fredag den 3. april år 33 e.v.t. efter den julianske kalender; fredag den 1. april efter den gregorianske kalender). (Canon of Eclipses af Theodor V. Oppolzer, oversat fra tysk af O. Gingerich, 1962, s. 344) Måneformørkelser indtræffer altid ved fuldmåne. Dette tyder stærkt på at den 14. nisan år 33 e.v.t. faldt torsdag/fredag den 31. marts/1. april år 33 e.v.t. ifølge den gregorianske kalender.

Det var aftenen før sin død at Jesus spiste det sidste påskemåltid, hvorefter han indstiftede Herrens aftensmåltid. Allerede før indstiftelsen af mindemåltidet var forræderen Judas blevet sendt bort, og beretningen siger at „det var nat“ på det tidspunkt. (Joh 13:30) Eftersom dagen ifølge den jødiske kalender begyndte om aftenen og strakte sig til næste dags aften, blev Herrens aftensmåltid også højtideligholdt den 14. nisan, det vil sige torsdag aften den 31. marts i år 33. — Se DAG.

Hvor ofte? Ifølge Lukas og Paulus sagde Jesus da han indstiftede måltidet til minde om sin død: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Lu 22:19; 1Kor 11:24) Herudfra er det rimeligt at slutte at Jesus mente at hans disciple skulle indtage Herrens aftensmåltid én gang om året, ikke oftere. Påsken, der blev indstiftet til minde om israelitternes udfrielse fra trældommen i Ægypten i 1513 f.v.t., blev kun fejret én gang om året, nemlig på årsdagen, den 14. nisan. Mindehøjtiden skulle derfor også rettelig fejres på årsdagen, den 14. nisan, og kun denne ene gang om året.

Om bægeret sagde Jesus ifølge Paulus’ gengivelse: „Bliv ved med at gøre dette, så ofte som I drikker det, til minde om mig.“ Og han tilføjede: „For så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.“ (1Kor 11:25, 26) „Ofte“ kan udmærket sigte til noget der kun sker én gang om året, især når det er noget der sker over mange år. (He 9:25, 26) Den 14. nisan var den dag da Kristus gav sit jordiske legeme som et offer på marterpælen og udgød sit livsblod til tilgivelse af synder. Den 14. nisan var altså dagen for „Herrens død“ og følgelig den dag på hvilken hans død siden burde mindes.

Deltagerne i måltidet ville være „borte fra Herren“ og ville holde Herrens aftensmåltid „ofte“ før de selv døde trofaste. Efter deres opstandelse til himmelsk liv ville de være sammen med Kristus og havde derfor ikke længere brug for noget der kunne minde dem om ham. De skulle mindes Herrens død „indtil han kommer“. Med disse ord sigtede apostelen Paulus åbenbart til det tidspunkt da Kristus kom igen under sin nærværelse som konge, hvor han ville tage dem til sig i himmelen ved en opstandelse. Denne forståelse fremgår yderligere af Jesu ord til de 11 apostle senere samme aften: „Når jeg er gået hen og har beredt jer en plads, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er.“ — Joh 14:3, 4; jf. 2Kor 5:1-3, 6-9.

 Om den vin som Jesus havde drukket ved påskemåltidet forud for indstiftelsen af mindemåltidet, sagde han til disciplene at han ikke mere ville „drikke af denne frugt af vintræet før den dag da jeg drikker den med jer ny i min Faders rige“. (Mt 26:29) Eftersom han ikke ville drikke bogstavelig vin i himmelen, sigtede han åbenbart til det som vinen undertiden bruges som et symbol på i Bibelen, nemlig glæde. At være sammen i Riget var dét de så frem til med den største forventning. (Ro 8:23; 2Kor 5:2) Kong David skrev i en salme at Jehova har sørget for vin som „fryder det dødelige menneskes hjerte“, og hans søn Salomon sagde: „Vin gør livet frydefuldt.“ — Sl 104:15; Præ 10:19.

Symbolerne. I sin beretning siger Markus om brødet som Jesus brugte da han indstiftede Herrens aftensmåltid: „Mens de fortsatte med at spise, tog han et brød, udtalte en velsignelse, brækkede det i stykker, gav dem det og sagde: ’Tag det, dette betyder mit legeme.’“ (Mr 14:22) Det brød han tog, var det der havde været på bordet til påskemåltidet som han og hans disciple netop havde afsluttet. Det var usyret brød da der ikke måtte findes nogen surdej i de jødiske hjem i påsken og under de usyrede brøds højtid, som fulgte umiddelbart efter. (2Mo 13:6-10) Surdej bruges i Bibelen som et billede på synd. Det usyrede brød er derfor et passende billede på Jesu syndfri jordiske legeme. (He 7:26; 9:14; 1Pe 2:22, 24) Det usyrede brød var fladt og sprødt, og derfor blev det brækket i stykker som det var skik dengang når man indtog et måltid. (Lu 24:30; Apg 27:35) Ved tidligere lejligheder når Jesus mirakuløst skaffede brød til veje og bespiste tusinder af mennesker, havde han brækket det i stykker for at kunne dele det ud til dem. (Mt 14:19; 15:36) Når han brækkede brødet i stykker ved mindemåltidet, havde det derfor åbenbart ikke nogen symbolsk betydning.

Efter at Jesus havde rakt disciplene brødet, tog han et bæger, og „efter at have sagt tak gav han dem det, og de drak alle af det. Og han sagde til dem: ’Dette betyder mit blod, „pagtens blod“, der skal udgydes til gavn for mange.’“ (Mr 14:23, 24) Han brugte gæret vin, ikke ugæret druesaft. Når Bibelen nævner vin, er der tale om bogstavelig vin, ikke ugæret druesaft. (Se VIN OG STÆRKE DRIKKE.) Gæret vin, ikke druesaft, kunne få „gamle skindsække“ til at sprænges, som Jesus sagde. Jesu fjender beskyldte ham for at være „forfalden til vin“, en udtalelse som ikke ville have nogen mening hvis den „vin“ der var tale om, blot var druesaft. (Mt 9:17; 11:19) Der var vin, rigtig vin, på bordet til påskemåltidet som de netop havde afsluttet, og det var meget naturligt at Jesus brugte denne vin da han indstiftede måltidet til minde om sin død. Uden tvivl var vinen rød, for kun rød vin ville være et passende symbol på blod. — 1Pe 1:19.

Et måltid som tegn på fællesskab. I det gamle Israel kunne en mand bringe et fællesskabsoffer og indtage et offermåltid i helligdommen. Han bragte i så fald et offerdyr til helligdommen, hvor det blev slagtet. En del af dyret blev bragt som offer på alteret „til en formildende duft for Jehova“. En del af det tilfaldt den tjenstgørende præst, en anden del tilfaldt Arons sønner, præsterne, og den resterende del blev spist af den ofrende og hans familie ved et fælles offermåltid. (3Mo 3:1-16; 7:28-36) En der var „uren“ efter Moselovens forskrifter, måtte ikke spise af fællesskabsofferet; hvis han gjorde det, skulle han „udryddes af sit folk“. — 3Mo 7:20, 21.

Herrens aftensmåltid er ligeledes et fællesskabsmåltid, et måltid hvori deltagerne nyder et særligt fællesskab. For det første har de fællesskab med Jehova Gud som den der har indstiftet ordningen. Dernæst med Jesus Kristus som den der er genløsningsofferet. Og endelig har hans åndelige brødre fællesskab med hinanden når de nyder symbolerne. At de spiser ved „Jehovas bord“, betyder at de har fred med Jehova. (1Kor 10:21) Det hebraiske ord for „fællesskabsoffer“ oversættes undertiden med „fredsoffer“. — 3Mo 3:1, fdn.

Deltagerne i måltidet anerkender ved at spise brødet og drikke vinen at de har fællesskab med hinanden i Kristus og udgør en fuldstændig enhed. Apostelen Paulus siger: „Velsignelsens bæger som vi velsigner, er det ikke fællesskab om Messias’ blod? Brødet som vi brækker i stykker, er det ikke fællesskab om Messias’ legeme? Fordi der er ét brød, er vi, skønt mange, ét legeme, for vi har alle andel i det ene brød.“ — 1Kor 10:16, 17.

Ved at deltage i måltidet viser de at de er med i den nye pagt og modtager de goder der er opnået ved den, det vil sige Guds tilgivelse af synder ved Kristi blod. De har det rette syn på værdien af „pagtens blod“, som de er blevet helliget med. (He 10:29) I Bibelen kaldes de „en ny pagts tjenere“, idet de tjener dens formål. (2Kor 3:5, 6) De kan også med rette spise det symbolske brød fordi de kan sige: „Ved den nævnte ’vilje’ er vi blevet helliget ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.“ (He 10:10) De har del i Kristi lidelser og i en død der ligner hans, en død i uangribelighed. De nærer også håb om at få del i „en opstandelse der ligner hans“, det vil sige en  opstandelse til udødeligt liv i et åndeligt legeme. — Ro 6:3-5.

Om dem der deltager i måltidet, skriver apostelen Paulus: „Enhver som spiser Herrens brød eller drikker Herrens bæger uværdigt, [vil] være skyldig over for Herrens legeme og blod. Lad først et menneske godkende sig selv efter ransagelse, og lad ham således spise af brødet og drikke af bægeret. For den der spiser og drikker, spiser og drikker sig en dom til, hvis han ikke bedømmer legemet rigtigt.“ (1Kor 11:27-29) Urene, ubibelske eller hykleriske handlinger som man gav sig af med, ville gøre én uegnet til at deltage i måltidet. Hvis man deltog i det i en sådan tilstand, ville man spise og drikke sig en dom til. Man ville ikke vise den rette værdsættelse af Kristi offer, dets formål og betydning. Det ville være at vise manglende respekt, ja ringeagt for det. (Jf. He 10:28-31.) Den der gjorde det, ville være i fare for at blive ’udryddet af Guds folk’, ligesom den israelit der deltog i et fællesskabsmåltid i en uren tilstand. — 3Mo 7:20.

Paulus sammenligner Herrens aftensmåltid med et jødisk offermåltid omkring et fællesskabsoffer idet han, efter at have påpeget fællesskabet i Kristus, siger: „Se på det som er Israel efter kødet: Har de som spiser slagtofrene ikke fællesskab med alteret? . . . I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have andel i ’Jehovas bord’ og i dæmoners bord.“ — 1Kor 10:18-21.

Deltagere og andre tilstedeværende. Da Jesus havde lagt sig til bords sammen med sine 12 apostle, sagde han til dem: „Jeg har brændende ønsket og længtes efter at spise dette påskemåltid sammen med jer før jeg skal lide.“ (Lu 22:15) Imidlertid viser Johannes’ øjenvidneskildring at Jesus sendte forræderen Judas bort før han indstiftede mindemåltidet. Under påskemåltidet havde Jesus, der vidste at Judas ville forråde ham, dyppet et stykke og rakt det til Judas idet han bad ham gå. (Joh 13:21-30) Markus’ beretning tyder også på at begivenhederne fandt sted i denne rækkefølge. (Mr 14:12-25) Under det mindemåltid som Jesus derefter indstiftede, rakte han brødet og vinen til de 11 tilbageværende apostle og bad dem spise og drikke. (Lu 22:19, 20) Senere sagde han om dem at ’de var blevet hos ham i hans prøvelser’, et yderligere tegn på at Judas var blevet sendt bort. — Lu 22:28.

Der er intet der tyder på at Jesus selv spiste af brødet og drak af bægeret under dette mindemåltid. Hans legeme og blod blev givet til gavn for dem og gyldiggjorde den nye pagt, ved hvilken deres synder ville blive fjernet. (Jer 31:31-34; He 8:10-12; 12:24) Jesus havde ingen synder. (He 7:26) Han er mellemmand for den nye pagt mellem Jehova Gud og dem der udvælges som Kristi medarvinger. (He 9:15; se PAGT, FORBUND.) Foruden de apostle der var til stede ved dette måltid, var der andre som ville blive en del af det åndelige „Guds Israel“, en „lille hjord“, der med tiden ville blive konger og præster sammen med Kristus. (Ga 6:16; Lu 12:32; Åb 1:5, 6; 5:9, 10) Alle Kristi åndelige brødre på jorden skulle derfor deltage i dette måltid hver gang det blev holdt. Det siges om dem at de er „en førstegrøde af hans skabninger“ (Jak 1:18), købt fra menneskeslægten som „en førstegrøde for Gud og for Lammet“; og i Johannes’ syn åbenbares det at tallet på dem er 144.000. — Åb 14:1-5.

Tilstedeværende som ikke deltager. Herren Jesus Kristus åbenbarede at der ved hans nærværelse ville være nogle som ville gøre godt mod hans åndelige brødre. De ville besøge dem og tage sig af dem når de trængte til hjælp. (Mt 25:31-46) Skulle de nu, når de var til stede ved Herrens aftensmåltid, deltage i måltidet ved at nyde symbolerne? Bibelen viser at Gud ved sin hellige ånd ville give dem der skulle deltage i måltidet som „Guds arvinger og Kristi medarvinger“, vidnesbyrd om og vished for at de var Guds sønner. Apostelen Paulus skriver: „Ånden selv vidner sammen med vor egen ånd om at vi er Guds børn.“ I det følgende viser han at der ville være andre som ville få gavn af Guds ordning for disse sønner: „Skabningen venter jo med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares.“ (Ro 8:14-21) Eftersom Kristi medarvinger skal „herske som konger over jorden“, vil deres kongedømme blive til gavn for dem der lever på jorden til den tid. (Åb 5:10; 20:4, 6; 21:3, 4) Disse vil naturligvis være interesserede i denne regering og i hvordan begivenhederne udvikler sig i forbindelse med den, og det vil derfor være naturligt at de er til stede som tilskuere ved Herrens aftensmåltid. Men da de ikke er Kristi medarvinger og åndelige sønner af Gud, vil de ikke nyde symbolerne, for de skal ikke dø en død som ligner Kristi død, og har ikke håb om en opstandelse til himmelsk liv sammen med ham. — Ro 6:3-5.

Ingen transsubstantiation eller konsubstantiation. Jesus befandt sig stadig i sit kødelige legeme da han rakte apostlene brødet. Dette legeme skulle, helt og ubrudt, bringes som et fuldkomment, dadelfrit offer for synder den følgende eftermiddag (som efter den jødiske kalender stadig var den 14. nisan). Han havde også alt sit blod i behold til dette fuldkomne offer.  „Han udtømte sin sjæl [som er i blodet] til døden.“ (Es 53:12; 3Mo 17:11) Følgelig udførte han ved mindemåltidet ikke noget transsubstantiationsmirakel hvorved han forvandlede brødet til sit bogstavelige kød og vinen til sit bogstavelige blod; og af samme grund kan man heller ikke sige at han mirakuløst lod sit kød og blod være til stede eller forenede det med brødet og vinen, sådan som tilhængerne af konsubstantiationslæren hævder.

Dette modsiges ikke af Jesu ord i Johannes 6:51-57. Her talte Jesus ikke om Herrens aftensmåltid; denne højtid blev først indstiftet et år senere. Som det fremgår af vers 35 og 40, er der her tale om at ’spise’ og ’drikke’ i åndelig forstand ved at tro på Jesus Kristus.

Desuden ville dét at spise kød og blod af et menneske være det samme som kannibalisme. De jøder som ikke troede og ikke forstod Jesu ord om at de skulle spise hans kød og drikke hans blod, blev derfor chokerede. Deres reaktion afspejlede det jødiske syn på dét at spise et menneskes kød og blod, sådan som de havde fået det indprentet gennem Moseloven. — Joh 6:60.

At drikke blod var endvidere en overtrædelse af Guds lov til Noa før Lovpagtens indstiftelse. (1Mo 9:4; 3Mo 17:10) Herren Jesus Kristus ville aldrig bede nogen om at overtræde Guds lov. (Jf. Mt 5:19.) Ydermere sagde Jesus da han gav befalingen om mindemåltidet: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ Han sagde ikke: for at bringe mig som et offer. — 1Kor 11:23-25.

Brødet og vinen er derfor blot symboler, noget som forestiller Kristi kød og blod, og hans ord om brødet og vinen skal opfattes symbolsk ligesom hans tidligere udtalelse om at spise hans kød og drikke hans blod. Til dem der tog anstød af disse ord, havde Jesus sagt: „Det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden.“ (Joh 6:51) Dette gav han ved sin død som et offer på marterpælen. Hans legeme blev begravet og skaffet af vejen af hans Fader før det gik i forrådnelse. (Apg 2:31) Ingen har nogen sinde bogstaveligt spist hans kød eller drukket hans blod.

Skal højtideligholdes på rette måde. Den kristne menighed i Korinth befandt sig af forskellige årsager i en dårlig åndelig tilstand der gav anledning til apostelen Paulus’ ord: „Mange iblandt jer er svage og sygelige, og ikke så få sover i døden.“ Dette skyldtes for en stor del at de ikke havde den rette forståelse af Herrens aftensmåltid og dets betydning. De havde ikke den rette respekt for denne begivenhed, som var hellig. Nogle tog mad med som de spiste før eller under højtiden. Blandt disse var der nogle som spiste og drak for meget og blev berusede, mens andre i menigheden som ikke havde fået noget at spise, var sultne og følte sig gjort til skamme af dem der havde meget. Når de var døsige eller optaget af andre ting, var de ikke i den rette tilstand til at nyde symbolerne med den rette forståelse og værdsættelse. Desuden var der splittelser i menigheden fordi nogle foretrak Peter som leder, andre Apollos og andre igen Paulus. (1Kor 1:11-13; 11:18) De forstod ikke at denne højtid skulle understrege enheden iblandt dem. De manglede en klar forståelse af begivenhedens alvor, at symbolerne betegnede Kristi legeme og blod, og at måltidet var til minde om hans død. Derfor påpegede Paulus den store fare de befandt sig i hvis de deltog uden at erkende dette. — 1Kor 11:20-34.